På hvilken måde er vellykkede kunstværker forskning i det menneskelige? Hvad er det især, de borer i, når det drejer sig om psykologiske, kropslige, relationelle og rumlige faktorer?

I det følgende er der fokus på empati, dynamisk rumopfattelse, strømmende bevægelse og selvspejling i en række kvindelige danske billedkunstnere og forfatteres værker i perioden 1930-90. Artiklen drejer sig om kunstnerisk erkendelse og peger på fællestræk på tværs af kunstarterne, med særligt henblik på kvindelige synsvinkler. Hvad foregår der, og hvordan ser der ud i de kvindelige billedkunstnere og forfatteres "eget værelse"? Det er ikke tilfældigt, at Virginia Woolf kaldte sit berømte essay om kvindelige kunstneres forhold for "Eget værelse".

I min undersøgelse af kvindelige billedkunstnere og forfatteres værker har jeg iagttaget en strømmende, oceanisk bevægelse, en særlig sanselighed, empati og en dynamisk rumopfattelse. Ligesom jeg har observeret et selvspejlende aspekt. Det er i forlængelse af min bog "En plads i solen" om kvindelige danske kunstnere født mellem 1850 og 1930, at jeg har arbejdet med det tværfaglige projekt (1). Iagttagelserne er samlet i bogen "Et lyst værelse ", hvor jeg har indkredset de indsigter og erkendelser, der kommer til udtryk i værker af kvindelige billedkunstnere og forfattere i perioden 1930-90, hvor det kønsmæssige aspekt artikuleres (2). Jeg har analyseret værker af forfatterne Karen Blixen, Agnes Henningsen, Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Dorrit Willumsen og Pia Tafdrup, samt værker af billedkunstnerne Ebba Carstensen, Astrid Noack, Helen Schou, Else Alfelt, Anna Klindt Sørensen, Christine Swane, Viera Collaro og Margrete Sørensen, og således tegnet konturerne op i broen mellem de to kunstarter.

Den overordnede hypotese har været, at empati er et grundlæggende element i værkerne. Herunder har det været undersøgt, om de litterære og billedkunstneriske værker formidler en særlig rumopfattelse, som peger på relationer og vekselvirkninger. Sidstnævnte undersøgelse ligger i forlængelse af den opfattelse, at tilsyneladende tomme rum indeholder en dynamik, et nærvær og en gensidighed i kvindelige kunstneres værker, som det er beskrevet i Catherine de Zeghers artikel: "The Inside is the Outside: The Relational as the (feminine) Space of the Radical" (3). Jeg har iagttaget dynamisk rumopfattelse i de undersøgte billedkunstneriske værker og en lignende opfattelse af et nærvær i tilsyneladende tomme rum i de litterære værker. Flere af de kvindelige danske kunstnere og forfattere kommer selv ind på det, man med forfatteren Inger Christensens ord kan kalde "usynlige linjer".

Figur 1. Elsa Nielsen: "Antikt hoved", kobbertryk, 1983, Clausens Kunsthandel. Foto: Karsten Weirup. Elsa Nielsen / billedkunst.dk (Illustration fra Eva Pohl: "Et lyst værelse", 2015).

Empati, som er en kompleks sammenhæng mellem tanke og følelse, har vist sig at være et genkommende element i såvel de litterære som billedkunstneriske værker. Evnen til at genkende og forstå andres følelser forudsætter modtagelighed, som vi ser det i grafikeren Elsa Nielsens farveradering: "Antikt hoved", 1983, der lever sig ind i og henter inspiration fra en gipsafstøbning af et antikt kvindehoved (Figur 1). Med små, vibrerende linjer skaber Elsa Nielsen et drømmende og poetisk udtryk for en strømmende kraft, hvor figur og omgivende rum flyder sammen. Med intens lydhørhed og konturløst levendegør kunstneren rummet. Her er både empati og universalitet. En indføling i det kvindelige og en synliggørelse af det usynlige.

Et tæt forhold mellem det emotionelle, det kropslige og det omgivende rum er et genkommende element i de undersøgte værker. Tager vi Ebba Carstensens maleri "Skov med liggende pige", 1943, ser vi en tæt sammenvævning af figur og natur (Figur 2). Sollyset, der giver genskin i græs og bladhang, danner tværgående forbindelseslinjer mellem træstammerne og pigen, som vi ser på afstand, liggende i græsset. Der er en sanselighed og et vekselspil mellem ro og dynamik samt en koloristisk overensstemmelse mellem pigens kjole, skovbunden og lysets reflekser i bladene. En strømmende bevægelse opstår ved stiens retning dybt ind i billedrummet og den perspektiviske fremstilling af stammerne. Stilheden synes ophøjet.

Figur 2. Ebba Carstensen: "Skov med liggende pige", 1943. AroS Aarhus Kunstmuseum. Ebba Carstensen / billedkunst.dk (Illustration fra Eva Pohl: "Et lyst værelse", 2015).

I begge værker er der flow og empati. En modtagelighed og åbenhed, skildret i et stilhedens sprog og med en udfordring af vores gængse virkelighedsopfattelse. Værkerne undersøger grænselandet mellem bevidst og ubevidst og åbner et større perspektiv - en åndelig dimension.

Som en litterær pendant kan man nævne et centralt sted i Inger Christensens gennembrud - digtsamlingen "Det" (1969), nemlig teksten Epilogos, hvor det hedder: "Det vigtigste er ikke / det vi er / men det vi godt / kunne være". Hermed indkredser forfatteren et karakteristisk træk ved flere værker af kvindelige billedkunstnere og forfattere, en pointering af det endnu ikke skabte, som kunsten kan antyde og berede vejen for. Inger Christensen fremhæver flere steder i sit forfatterskab det prospektive aspekt ved det kunstneriske arbejde. Som i digtsamlingen "Alfabet", 1981: "Jeg har forsøgt at fortælle om en verden / som ikke findes / for at den skulle findes". Eller som hun formulerer det i essaysamlingen "Del af labyrinten", 1982: "Kort sagt jeg betragter det som forfatterens opgave / at beskæftige sig med det umulige, det ufuldkomne, det der ligger udenfor / forsøgsvis at bruge et sprog der ikke eksisterer, ikke endnu".

Heri ligger Inger Christensen på linje med flere af de kvindelige billedkunstnere. Et eksempel er billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba, for hvem det intuitive spillede en stor rolle i værkskabelsen. Hun søgte ikke bevidst skulpturernes form men oplevede, at noget universelt gennemstrømmede hende. Sonja Ferlov Mancobas skulpturer, som ofte har et rytmisk forløb, vidner om en fornemmelse af skjulte forbindelser mellem indre og ydre, mellem sind og natur og mellem forskellige tider.

I de analyserede værker er der en tæt forbindelse mellem indføling og selvspejling. Et markant eksempel er Dorrit Willumsens "Marie" - En roman om Madame Tussauds liv", 1983. Her er beskrivelse af forholdet mellem kunst og liv, og indfølelse og kunstnerisk selvspejling er flettet sammen. Når Marie tænker: "Måske berøver jeg mine modeller deres hemmelighed ved at holde dem fast i et enkelt udtryk", spejler forfatteren sine egne kunstneriske overvejelser i Maries.

For de kvindelige kunstnere og forfattere er der ofte en dobbelt skabelse - i det kunstneriske arbejde og i moderskabet. Det mentale og det kropslige glider ofte sammen i værkerne, og det relationelle er understreget.

Figur 3. Helen Schou: "Moder med barn", bronze, 1943, Bellevue Strandpark. Foto: Karsten Weirup (Illustration fra Eva Pohl: "Et lyst værelse", 2015).

Intime situationer står centralt, som vi ser det i Helen Schous bronzeskulptur "Moder med barn", 1943. Den unge mor bærer sit spædbarn på sin nøgne hofte og tager sig på én gang af barnet og holder fast i sine egne tanker. Modellen var svømmer, og måden hun holdt sit barn på var typisk for svenske mødre, fortalte Helen Schou mig i 2005. Skulpturen, som er i fin balance, peger i sin kvindetolkning frem, idet den viser den dobbelte følelse af moderkærlighed og selvstændighed. Vi ser mellemrummenes betydning i skulpturen, som er sanselig men formet på en ikke-erotiseret måde. Det er en mor med muskler.

Den unge kvinde er et genkommende motiv i litteraturen. Ikke mindst hos Tove Ditlevsen, som var i kontakt med sin egen indre ungdommelighed: "Der bor en ung kvinde i mig, som ikke vil dø (...)", "Kvindesind", 1955. Moderskab og kunstnerisk produktion glider sammen i tilfældet Agnes Henningsen, som ud fra sin egen situation undersøger det at være kvindelig forfatter og vordende mor. Hun beskriver starten på sin forfatterkarriere med følgende ord: "Hver morgen fyrede Marie oppe i kvistkammeret, og der skrev jeg fjorten timer i døgnet, alene at lade pennen flyde hen ad papiret var en nydelse, det viste sig, at her var jeg også hurtigløber. (...) Tilmed skulle jeg have et barn til foråret. Det var en frugtbarhed, så jeg ikke havde mere at ønske", "Letsindighedens gave", 1945. Hun er skabende i dobbelt forstand og nyder processen i det lille værelse.

I de senere år har der været en markant interesse blandt yngre kvindelige kunstnere og forfattere for at gå i nyskabende kunstnerisk dialog med kvindelige forgængere. Et fint eksempel er udstillingen "Kvinder frem - et møde mellem to generationers stemmer i kunsten" (2015), kurateret af Birgitte Ejdrup Kristensen og Ulla Angkjær Jørgensen på Museet for Samtidskunst, Roskilde. Her levede kunstnerne sig ind i forgængernes situation og skabte nyfortolkninger af de mere eller mindre oversete kvindelige kunstneres værker.

Udstillingen var således en sammensmeltning af kulturhistorisk forskning og feministisk fokus på blandt andet kvindelige kunstneres kamp for forståelse og synlighed. Der var eksempler på selvspejling og tværkulturelle undersøgelser af kvindelige synsvinkler, selvforståelse og kollegial indsats. I flere tilfælde var grænserne mellem det biograferede subjekt og fortælleren flydende. Det var en bevægende udstilling med fordybelse og følelig empati. Ikke mindst i den tyske kunstner Claudia Reinhardts fotografiske værk "Killing Me Softly - Todesarten" (2004) med iscenesættelser af kvindelige forfatteres og videnskabskvinders selvmord, hvor kunstneren selv optræder i rollen som de pågældende kvinder i forskellige tableauer. Et eksempel var den amerikanske forfatter og lyriker Sylvia Plath.

Man får øjnene op for, at en kombinatorisk, komparativ og dialogisk metode er givtig - såvel kunstnerisk som forskningsmæssigt, og i sammenhæng. I dette felt får man et kig ind i kreativitetens og de visionære kræfters inderste rum. Et værelse med indsigt og udsigt.