Det er nobelt at ville oversætte professorvolapyk til gadesprog, men det er formidling, ikke journalistik. Hvis videnskabsjournalistikken er i krise, så skyldes det ikke nedskæringer, men et forældet selvbillede med videnskabsformidling på mirakelsiderne i stedet for kritisk videnskabsjournalistik på nyhedssiderne. Fremtidens videnskabsjournalister skal ud, hvor glas bliver tabt, inkubatoren indstilles forkert, forskerne tvivler, tidsskrifterne giver afslag, og hvor ingen faktisk ved, hvad der er op eller ned på naturen.

Figur 1: Mirakelsiderne. Daily Express serverer en 'mirakelkur' som forside-historie. Kilde: tabloid-watch.blogspot.com

De fyrer, de skærer, de forsømmer, og de nedlægger. Det er redaktørernes skyld, at videnskaben glider ud af spalterne til fordel for pop og politik, mens journalisternes manglende evne til at skelne mellem korrelation og kausalitet puster til befolkningens skepsis over for klimaforandringer, vacciner og gluten. Sådanne forfaldsmyter om videnskabsjournalistikken i Danmark er velkendte, men ser det virkelig så grelt ud, eller er der netop blot tale om en myte? Det satte jeg mig for at undersøge i mit ErhvervsPhD-projekt, der foregik på Aarhus Universitet og Experimentarium, og som blev afsluttet i marts 2016.

Videnskabsnyheder i en nyhedsuge i Danmark i 1999 og 2012

Inspireret af projektet ‘En Nyhedsuge i Danmark’ sammenlignede jeg mængden af danske videnskabsnyheder i de landsdækkende dagblade i 1999 og 2012 i uge 46. Jeg definerede videnskabsnyheder som redaktionelt indhold vinklet på et eller flere aspekter af videnskabens verden.

Tallene viser, at cirka fire procent af alle avisnyheder i begge uger var om videnskab. Jeg så dog en stigning hos tabloidaviserne, og artiklerne i broadsheet-aviserne var i gennemsnit lidt længere i 2012 end i 1999. Der var også mere internationalt udsyn i 2012, hvor over 30 procent af artiklerne var vinklet på udenlandsk forskning.

Apropos kilder så var der cirka det samme antal interviewede kilder per artikel i 1999 og 2012, eller skal vi sige kilde, for tallet var én. Da jeg undersøgte antallet af fastansatte videnskabsjournalister på de store dagblade, viste det sig, at tallet var 11 i begge år. Der var tilmed flere videnskabstillæg i 2012 end i 1999, hvor kun Berlingske havde Univers.

Mine tal kan ikke generaliseres til at sige noget om hele den 13-årige periode, men resultaterne flugter med undersøgelser fra Storbritannien, Tyskland, Spanien, Bulgarien og USA. Samlet viser de, at videnskab i medierne har været stigende i 1990erne og 2000erne, mens udviklingen i et større historiske perspektiv over de seneste 100 år har bølget frem og tilbage.

Det lader altså ikke til, at videnskabsjournalistikken er i forfald, tværtimod.

Der er dog alligevel en skyggeside at spore i tallene. Artikler om videnskab generelt, der ikke omhandlede et specifikt felt, gik fra 19 til 1 procent, mens baggrundsartikler, der ikke var vinklet på nye resultater, rapporter eller konferencer, faldt fra 50 til 13 procent. I stedet var andelen af nyheder baseret på en videnskabelig tidsskriftartikel eksploderet fra 4 til 20 procent. Ser man på de klassiske videnskabsnyheder om ny viden (altså fraregnet nyheder, hvor forskere kun optræder som kommentatorer og eksperter), så var tallet næsten 40 procent. Det vil sige, at ny forskning viser-skabelonen var yderst populær i 2012.

Mediebevidste forskere håndfodrer journalisterne

I akademiske kredse taler man om en ‘medialisering’ af videnskaben. Forskerne er blevet mere mediebevidste, og medierne kvitterer med at bringe mere videnskabsstof. Medialiseringen skubbes frem af universiteterne og tidsskrifternes oprustning på den strategiske kommunikation, og den muliggøres af internettet. Tidsskrifterne sender pressepakker per e-mail til journalisterne, databaser som EurekAlert! sorterer og udsender bundter af pressemeddelelser om ny forskning, og embargosystemer sørger for, at mediedækningen styres af forskningsinstitutionerne.

Det betyder, at journalisterne i dag håndfodres med nyt fra forskningens magiske verden, som ofte ender med hurra-historier a la »Immunterapi revolutionerer kræftbehandling«, og »Dansker løser gåden om de første australiere«. Den slags forblindet formidling af ny viden kaldes også for Gee Whiz eller heppekorsjournalistik. Formen er ikke et problem i sig selv, og den har altid været der, men det kan blive for meget, og det er det blevet. Dækningen drukner i øjebliksbilleder af forskningsresultater serveret som små appetitlige sandhedskanapéer, som smager godt, men ikke mætter.

Selvfølgelig er der over hele det journalistiske spektrum problemer med manglende kritisk sans. Men der er en afgørende forskel. Ingen andre steder i journalistikken ser man så ukritisk på sin egen ukritiske dækning som i videnskabsjournalistikken. Tidsskrifternes fodring ses ikke som et problem, for er formålet med videnskabsjournalistikken ikke at »omskrive meget detaljeret, specifik og faglig tung information produceret af forskere til en form, som lægfolk kan forstå og sætte pris på, samtidig med at informationen er korrekt«, som der står på Wikipedia?

Nej, er min påstand. Det er nobelt at ville oversætte og omskrive professorvolapyk til gadesprog, men det er formidling, ikke journalistik.

Hvis videnskabsjournalistikken er i krise, så skyldes det derfor ikke nedskæringer, men et forældet selvbillede.

Videnskabsjournalistikken fejrer 100 år i videnskabens nyhedstjeneste

Videnskabsjournalistikken som profession blev født i starten af 1900-tallet. Videnskaben var blevet så kompleks, at det krævede professionelle formidlere at gøre den avisegnet.

»Som ægte efterkommere af Prometheus tager videnskabsjournalister ilden fra den videnskabelige Olympus, laboratorierne og universiteterne og bringer den ned til folket,« skrev en af de første videnskabsjournalistiske berømtheder William Laurence på New York Times. Hans senere kollega og underviser i videnskabsjournalistik Boyce Rensberger skrev i 2009 om disse tidlige pionerer, at de »så det som deres pligt at overtale befolkningen til at acceptere videnskaben som samfundets frelse«.

I mellemkrigstiden blev fundamentet lagt for at adskille videnskabsjournalistik fra den almindelige journalistik. Videnskabsjournalister var i videnskabens tjeneste, mens andre journalister var i borgernes tjeneste. Der kom lidt kritisk dækning i 1960erne og 1970erne udsprunget af den spirende miljøbevægelse, men der har aldrig været en gylden æra for kritisk videnskabsjournalistik. I stedet fik videnskabssektionerne især i USA øgenavnet »mirakelsiderne«.

Derfor er videnskabsjournalistikken aldrig blevet opfattet som en demokratisk nødvendighed, men som underholdning, og det er især problematisk i dag, hvor den magtfulde forskning er blevet politisk og allestedsnærværende. I videnskabsjournalistiske forskningskredse taler man om behovet for myndiggørende og demokratiserende videnskabsnyheder.

Fremtidens videnskabsjournalistik om forskning bag facaden

Jeg ønsker mig ikke tilbage til 1999, men fremad mod flere historier om livet i laboratorierne og forskning bag facaden. Journalisterne skal ud, hvor glas bliver tabt, inkubatoren indstilles forkert, forskerne tvivler, tidsskrifterne giver afslag, og hvor ingen faktisk ved, hvad der er op eller ned på naturen. Den type ‘science in the making’ historier kan sagtens være positive, men fokus flyttes fra forskernes ønske om korrekt resultatformidling til borgerens behov for at kende videnskabens indre væsen.

Der er masser af dygtige videnskabsjournalister derude, som knuger deres pressekort og ikke tvivler på deres journalistiske integritet. Men der er alligevel tydelige eksempler på, at videnskabsjournalistikken stadig sætter alliancen med forskerverdenen over journalistiske principper. Flere medier tager for eksempel – eller har taget – imod betaling fra fonde for at skrive journalistisk om forskning, fondene har støttet. Uafhængigheden er et adelsmærke for de fleste medier, hvor den slags native advertising afskærmes fra den redaktionelle afdeling og mærkes som annonce, mens betalt videnskabsjournalistik omtales som win-win.

Et andet eksempel er, at danske videnskabsjournalister ofte sender hele artikler til gennemsyn hos alle kilder i artiklen. Flere medier praler endda med, at de lader kilder faktatjekke hele baduljen. Det betyder, at angsten for ukorrekt formidling af videnskaben vinder over armslængdeprincippet i journalistikken. Det er endda en irrationel angst, for der er intet videnskabeligt belæg for at hævde, at journalister ofte misforstår eller misrepræsenterer videnskaben. Videnskabsjournalister i England, USA og Tyskland sender ikke rutinemæssigt hele artikler til gennemsyn, for som den engelske videnskabsjournalist Tim Radford har sagt: »en fri presse er fri til at lave fejl«. Uden at det skal misforstås som et udfald mod fakta- og citattjek generelt.

Videnskabens verden er et grænseland mellem det kendte og det ukendte, som de fleste nysgerrige borgere gerne vil læse om. Derfor er det også enormt opløftende, at aviserne vrimler med videnskabsnyheder. Men lidt mindre hurra, tak, og lidt mere journalistisk stolthed.

Artiklen er baseret på forfatterens PhD-afhandling: » Where does science news come from? An industrial PhD thesis on the ecosystem of science news «, Aarhus Universitet 2016.

Offentliggjort i Weekendavisen d. 30. september 2016. Gengives med forfatterens godkendelse.