|
- Home
- BioZoom
- BioZoom archives
- 2016
- 2016 Issue 3
- Ph.d.-uddannelsen: Kan vi måle kvaliteten?
Ph.d.-uddannelsen: Kan vi måle kvaliteten? |
Forfatter: Lise Wogensen Bach, Læge, dr.med, Prodekan og Ph.d.-skoleleder, Health, Aarhus Universitet, lwb@au.dk
|
”Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts”. Kvalitet i ph.d.-uddannelsen er i øjeblikket i fokus. Men det er en udfordring at måle ph.d.’ers kompetencer og effekt på job udøvelsen. Dette indlæg kredser om kvalitet og målbarhed af ph.d.-uddannelsen. Når jeg har valgt dette tema, skyldes det to forhold: For det første bliver ph.d.-uddannelserne i Danmark lige nu lagt under lup i en række analyser. Der bliver sat spørgsmålstegn ved de ph.d.-studerendes motiver for at tage en forskeruddannelse, ved graden af den fortsatte forskningsaktivitet, og ved den nytteværdi de har for samfundet efter at have opnået en ph.d.-grad. Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder i denne tid sammen med Styrelsen for Forskning og Innovation på kvantitative såvel som kvalitative analyser af alle fagområderne på universiteterne. Jeg glæder mig til at se resultaterne af de igangværende undersøgelser, som i nogle tilfælde vil gøre det muligt at sammenligne forholdene på tværs af fagområder. Andre analyser er undervejs med fokus udelukkende på de sundhedsvidenskabelige ph.d.’er.
Figur 1. "Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts". William Bruce Cameron. Informal Sociology, a casual introduction to sociological thinking. Random House, New York, USA 1963. Den anden begrundelse for mit tema er, at ph.d.’erne til tider bliver ”mobbet” i den offentlige debat f.eks. med påstande om for lav kvalitet. Direktør for LeoPharma og formand for Erhvervsforskerudvalget under Innovationsfonden Thomas Kongstad Petersen udtaler således i indlægget: ”Vi har brug for øget ph.d. kvalitet”, at der er en kløft imellem industriens forventninger til ph.d.’ernes kompetencer og de kompetencer, som nyuddannede ph.d.’er reelt besidder (1). Man kan også møde udtalelser om, at en sundhedsvidenskabelig ph.d.-grad bliver set som en slags cv-pleje, og at dette forklarer, hvorfor al forsknings-relateret aktivitet falder bort, når ph.d.-graden er i hus (2). Disse udtalelser har forårsaget en del diskussion i de traditionelle såvel som på de sociale medier. Det er værd at minde om, at de fleste læger arbejder på deres ph.d.-projekt, før de tager deres speciallægeuddannelse. De går således fra at beskæftige sig med forskning på fuldtid til en stilling, der er klinisk tung. Derfor skal man se ud over denne periode, når man belyser værdien af en ph.d.-grad gennem måling af fortsat publiceringsaktivitet. Derudover skal de kliniske afdelinger i højere grad prioritere tid til forskningsaktiviteter og sikres ressourcer, der kan styrke forebyggelse og behandling samtidig med, at driften i afdelingen er optimal. Det at daglige opgaver hindrer arbejdet med langsigtede udviklingsprojekter må også kendes fra de private virksomheder. Hvad forventer vi af ph.d.-graden – er der fælles fodslag?Spørgsmålet om kvalitet og målbarhed af ph.d.-uddannelsen er komplekst. I den række af undersøgelser, der er på trapperne, vil udgangsmateriale, metoder og observationsperioder variere. Resultater og afledte konkrete forskningspolitiske beslutninger vil blive diskuteret højlydt og være blandet med personlige holdninger og interesser. Jeg tror, at vi får en regulær ”tsunami” i mediespalterne i forbindelse med offentliggørelserne. Imidlertid vil jeg rejse spørgsmålet, om ph.d.-uddannelsen er en fiasko, hvis publiceringsaktiviteten falder bort, når graden er i hus? Er der dækning for denne konklusion, hvis man ser på intentionerne bag ph.d.-uddannelsen? Ph.d.-bekendtgørelsen beskriver, hvad der forventes af en ph.d.-uddannelse: § 1. Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, der på internationalt niveau kvalificerer den ph.d.-studerende til selvstændigt at varetage forsknings-, udviklings- og undervisningsopgaver i den private og offentlige sektor, hvor der forudsættes et bredt kendskab til forskning. Og der suppleres fra vejledningen: Til stk. 1: Forskeruddannelsen tager ikke alene sigte på fremtidig ansættelse som forsker, men retter sig i mindst lige så høj grad mod bredere funktioner i den private og den offentlige sektor. Er en ph.d.-uddannelse en fiasko, hvis man ikke fortsætter som forsker? Ikke ifølge bekendtgørelsen og dens vejledning, som åbner op for bredere funktioner. Det er nemt at tælle antallet af publikationer, citationer og opgøre en impact factor, men giver det et retvisende billede af kvaliteten, og siger det noget om, hvorvidt ph.d.-uddannelsen har levet op til bekendtgørelsens intentioner? Nej, men det er måleligt! Det er straks betydeligt mere vanskeligt at undersøge, hvilke akademiske færdigheder den ph.d.-studerende har udviklet i perioden fra indskrivning til tildeling af grad, og hvilken betydning en forskeruddannelse har for evnen til at udføre det daglige arbejde. Inden vi skyder ph.d.-uddannelsen ned som forfejlet, hvis den ikke resulterer i publikationer efter opnået grad, skal vi derfor først blive enige om hensigten med en ph.d.-grad. Skal ph.d.-uddannelsen uddanne forskere, der skal forske 24/7? Eller skal uddannelsen også sikre, at vi har veluddannede og erfarne personer til at løse de store komplekse opgaver, der venter inden for f.eks. miljø, fødevarer og sundhed? Hvad er det optimale antal ph.d.’er?Dernæst skal vi blive enige om, hvad vi skal svare de røster, der postulerer, at vi uddanner for mange ph.d.’er heriblandt professor i Nanoscience på Aarhus Universitet, formand for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher (3). Det skal dog nævnes, at som en naturlig og ønskelig konsekvens af globaliseringsmidlerne i perioden 2003 – 2013 blev antallet af ph.d.-studerende mere end fordoblet fra 1200 til 2600. Men for mange ph.d.-studerende i forhold til hvad? I forhold til at sikre et tilstrækkeligt vækstlag for fremtidens forskere? I forhold til de aktuelle sparsomme forskningsressourcer som fremhævet af Formand for Danmark Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Jens Oddershede (4)? I forhold til de udfordringer vi står overfor om 10 år? I forhold til andre prioriteringer af vores fælles økonomiske ressourcer? Og hvem skal egentlig bestemme antallet? På basis af den ventede dokumentation om ph.d.-uddannelsens betydning skal det besluttes, hvor mange ph.d.’er, vi har råd til. Den beslutning må ses i relation til, hvad politikerne vil med ph.d.’en, og hvor vigtigt det er, at Danmark i fremtiden råder over højt kompetente personer der kan bidrage til løsning af vores fælles nationale og globale problemer i private såvel som offentlige institutioner. En værdibaseret diskussion af ph.d.-uddannelsen bør således være på sin plads. Ph.d.-studerende er centrale i forskningsarbejdet!Et andet perspektiv, diskussionerne skal tage højde for, hænger nøje sammen med de ph.d.-studerendes betydning for forskningsmiljøerne på universiteter og dermed for antallet af publikationer: De ph.d.-studerende udgør en stor ressource for forskningsmiljøerne og bidrager i høj grad til udviklingen af disse. Derfor er en meget stor del af publicerede forskningsartikler udført af, eller med bidrag fra, ph.d.-studerende, og dansk forskning klarer sig rigtigt godt i den internationale liga. Så hvis antallet af ph.d.-studerende falder, så falder antallet af publikationer og dermed også Danmarks position på den internationale scene. Er det en mulig konsekvens, politikerne vil være ansvarlige for? En måde at undgå dette på er at lade evt. sparede ph.d.-midler blive i en kasse stemplet langsigtet, fri forskning. Forskeruddannelse i fremtiden – hvordan ser den ud?Men ét er antallet af publikationer – det målbare. Noget andet er alt det, vi ikke kan måle, men som kommer ind under det diffuse begreb ”kvalitet” – fx kreativitet og risikovillighed. Ph.d.-studerende færdes i en forskningskultur, der i høj grad meriterer opnåelse af positive resultater, mange publikationer og hjemtag af bevillinger. Dette risikerer at drive forskerne væk fra at turde stille det risiko-betonede, originale forskningsspørgsmål, og det flytter fokus fra det gennemarbejdede design og de validerede metoder og analyser, til mindre, men til gengæld sikre, forskningsspørgsmål. Det primære mål bliver at opnå positive resultater og sikre publikationer og ikke i så høj grad at sikre validitet og reproducerbarhed. Det ville være en skam, hvis kloge hoveder ligefrem frarøves deres kreative hjerner, for disse er efterspurgt i samfundet – herunder i form af de sundhedsvidenskabelige ph.d.’er, som kan matche fx medicinalindustrien behov. Derfor: Hvis de originale tanker skal nurses, og de originale forskningsprojekter fremmes, skal man i langt højere grad lægge vægt på idé-generering, udfærdigelse af og kvalitet i design-metode og analysearbejde, samt samarbejde med interne såvel som eksterne partnere og mobilitet. Kan ph.d.’en bliver bedre? Ja, det kan den helt sikkert. Men der skal gives ro til fordybelse og fokus på forskningsprocessen og ikke kun på antal artikler og på et positivt udfald. Og måske er tiden inde? Måske skal destruktion af det bestående give plads til noget nyt og bedre, der kan forberede os til fremtiden om 10-20 år. Fri os for snæversynede, nationale og kortsigtede her-og-nu justeringer, men lad os tænke visionært, langsigtet og globalt. Jeg slutter med at erindre om citatet: ”Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts” (5), når vi snart skal diskutere de forskellige undersøgelsers resultater og deres mulige konsekvenser for ph.d.-uddannelsens rammer og formål på den ene side, og den statslige finansiering af universiteternes ph.d.-uddannelser på den anden. Referencer
|
