De danske universiteter er et arnested for forskning og uddannelse. Men universiteterne er konstant underlagt omtænkning og omprioritering. Hvordan sikrer vi kvaliteten og optimal udnyttelse af potentialet?

‘Udfordringer i dansk forskning’ er en stor titel til en lille klumme. Derfor er det efterfølgende heller ikke en redegørelse over alle de aspekter, der har indflydelse på dansk forskning – men mere en personlig refleksion over den aktuelle status. Man kan som borger spørge sig selv: Hvorfor skal vi overhovedet kære os om dansk forsknings vilkår i tider, hvor der er så mange andre presserende samfundsmæssige problemer? Men det spørgsmål kan man stille til alle tider, da der altid vil være akutte udfordringer, som synes at skulle tage en højere prioritet. Imidlertid er forskning en del af løsningen af vore fremtidige presserende problemer, som det er vist igen og igen.

Herudover er forskningen et område, hvor Danmark virkelig gør sig på den internationale scene, og hvor vi i Danmark længe, for at bruge en Obamask udtryk, har ’løftet langt over vores vægtklasse’. Vi er kendt som en nation med høj forskningsintegritet, der leverer avanceret og velgennemført grundforskning, som er international inspirationskilde for anvendt forskning og innovation. Med dette skudsmål bør vi ikke bare holde kadencen, men fortsat kunne udvikle denne danske grundressource.

Imidlertid har alle, der er involveret i forskning, erfaret, at vilkårene særligt for dansk grundforskning er ændret dramatisk i slipvinden af den økonomiske krise. Flere andre nationer, herunder vor nabo mod syd, har valgt at intensivere forskningsstøtten som en del af den økonomiske opretningsplan. Vi har oplevet det modsatte. En række fremtrædende forskere og repræsentanter fra industrien har problematiseret denne prioritering. Derfor vil jeg lade det ligge som overordnet tema. Uagtet at jeg i kor med de fleste forskere vil pege på finansiering som en væsentlig enkeltfaktor til sikring af dansk forsknings fremtid, er det ikke nok at se på talstørrelser.

Forskere er normalt så optagede af deres projekter, at de ofte bare prøver at adaptere til ændrede forhold for at kunne komme videre med deres kerneopgaver. Derfor skal vi høre efter, når de enkelte forskere giver udtryk for at være så pressede, at de har svært ved at oppebære den forskningsaktivitet, de har kapacitet til. Det er nødvendigt at se på, hvilke faktorer, der samlet set fører til frustrationer i forskningsmiljøerne for at kunne genskabe den stabilitet, der er nødvendig for at give plads til kreativitet.

Figur 1. Laboratoriearbejde er en del af de studerendes uddannelse, men også et vigtigt bidrag til forskningprojekterne. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Dansk forskning har behov for stabilitet

Jeg finder at den største udfordring for dansk forskning er at skabe stabilitet og kreativ arbejdsro for forskerne i forskergrupperne. Vi er som forskere ansat til at levere forskning og undervisning af høj international kvalitet. For at kunne tage grundidéer gennem alle faser til lancering af nye koncepter og eventuel anvendelse, kræves helt elementær langtidsplanlægning og dedikation til alle enkeltfaser. Forskningsprocessen er samlet set en relativt fragil størrelse, som ikke alene afhænger af den enkelte forsker, men i høj grad også af forskningsmiljøet forskergrupper imellem. Når jeg fremhæver stabilitet i forskergrupperne, tænker jeg på helt elementære grundparametre som personaleforhold, finansiering, mulighed for at associere studerende, administrative opgaver samt undervisningsengagement.

Jeg mener ikke, at vi med vores nuværende struktur får nok forskningsmæssigt udbytte af de kapaciteter, der er ansat ved danske forskningsinstitutioner. Det skyldes, at et betydeligt antal af disse ikke har tid og/eller mulighed for at kunne udfolde deres fulde potentiale. Dette er naturligvis et problem for originaliteten i dansk forskning, idet det som bekendt ikke er til at forudsige, hvor det næste store gennembrud vil komme.

Disse betragtninger er ikke kun vigtige for de forskere, der aktuelt er ansat ved danske forskningsinstitutioner, men i høj grad også for rekruttering af nye forskere til institutionerne. Rekruttering af stærke forskere er kernesøjlen i den institutionelle fremtidssikring. Derfor er dette også en væsentlig del af forskningsinstitutioners overordnede strategi. Det er værd at slå entydigt fast, at fraset verdens top ti forskningsinstitutioner, der kan rekruttere alene på universitetets navn, afhænger rekrutteringen til en given institution i høj udstrækning det præeksisterende forskningsmiljø. Det kræver, at der er en kritisk masse af dynamiske forskere i et givent område. Herudover sker succesfulde rekrutteringer langt oftest gennem forskeres netværk, hvor en anbefaling af det lokale forskningsmiljø er alfa og omega. Derfor afhænger fremtidige rekrutteringer af kreativiteten af de eksisterende forskningsgrupper, hvorfor disse bør styrkes også i rekrutteringsøjemed.

To forhold hæmmer især den kreative aktivitet i forskningen

Konkurrence

Det skal initialt understreges, at jeg byder konkurrence i forskning yderst velkommen. På universiteterne ansættes vi i højkompetitive stillinger, der kræver, at vort CV demonstrerer høj grad af excellence, hvorfor konkurrence med rette er implicit i det universitære system. Overordnet er det en utroligt kreativ proces at skrive ansøgninger både til stillinger og til større eksterne bevillinger, da det biddrager til yderligere at skærpe planer og projekter mht. struktur og samarbejdsmuligheder. Grunden til, at jeg alligevel fremhæver dette punkt som kritisk, er, at konkurrenceudsættelse er intensiveret til smertegrænsen på universiteterne, hvor bagsiden af medaljen ses oftere end forsiden.

Bagsiden er væsentligst tidsspilde. Grundessensen er, at vi konkurrerer om alt, helt ned til den iMac fra 2011, hvorpå jeg nu sidder og skriver aktuelle indslag. Når ikke kun større bevillinger er konkurrenceudsatte, men alle småting som interne rejsestipendier til fastansatte samt andre små interne bevillinger kræver ansøgning, bruger vore forskere uhensigtsmæssigt meget tid på at skrive ansøgninger. Hertil kommer, at alle ansøgningerne skal evalueres, hvorved der igen bruges forskningstid til bedømmelser. Omfanget af bedømmelser også internt på universiteterne skaber desuden problemer med uvildighed, og at man ofte kommer til at bedømme nærmeste kollegers ansøgninger. Vi bør i høj grad arbejde på at fokusere tid til forskning og simplificere procedurer i forbindelse med midlertidige ansættelser og interne monetær fordeling.

Ustabile rekrutteringsforhold

De fleste danske forskningsinstitutioner har oplevet markante besparelser og omstruktureringer. Dette har gjort det svært at sikre en stabil rekruttering, hvorfor nogle områder oplever at nå under den kritiske masse for at opretholde et dynamisk forsknings- og udviklingsmiljø. Herudover udgør den studenterudførte forskning under vejledning en utrolig stor andel af den eksperimentelle forskning. Efter en årrække med kraftig forøgelse af ph.d.-studerende, har antallet igen været nedadgående på grund af mistanke om overproduktion af ph.d.-grader i forhold til arbejdsmarkedets behov.

Denne debat har været særligt ophedet inden for det sundhedsvidenskabelige område, hvor en stor andel af ph.d.’er efterfølgende får klinisk ansættelse. Kritiske røster har fremført, at lægeuddannelsen i sig selv burde være tilstrækkelig. Imidlertid har flere undersøgelser vist, at danske ph.d.’er ikke alene let får arbejde, men også biddrager til forskning og videreudvikling i de stillinger, de beklæder, og kontinuerligt er værdiskabende for samfundet. Derfor er det hensigtsmæssigt at fastholde en høj rate af ph.d.-studerende både af forsknings- og uddannelsesmæssige årsager. Endvidere er omfanget af prægraduate studerendes deltagelse i forskning vigtig for kreativiteten i dansk forskning. Afkortelse af specialetid og pres for hurtigere gennemførelse af studierne fjerner de studerende fra laboratorierne, hvilket igen begrænser antallet af projekter, der samlet set kan gennemføres ved danske forskningsinstitutioner. En følge af fremdriftsreformen er også en reduktion af forskningsårsstuderende på sundhedsvidenskabelige fakulteter. Det er en væsentlig omkostning for både biomedicinske/kliniske forskningsgrupper samt studerende, der ikke længere har samme mulighed for at blive introduceret til forskning. Ændringer i antallet af studerende, såvel prægraduate som ph.d.’er, resulterer i, at vejlederpotentialet ikke udnyttes optimalt, og at forskningsprojekter pga. kapacitetsproblemer ikke gennemføres. Samlet reduktion af både ph.d.- og prægraduate studerende vil kunne ses på den overordnede produktion og kreativitet i dansk forskning. Herudover åbner varierende studenterrekrutteringsmuligheder for et marked, hvor postdocs bruges i kortvarige ansættelser til at fylde midlertidige huller i forskergrupperne, uden at der er reelle karrieremuligheder for de givne postdocs. Den personalemæssige stabilitet i forskningsgrupperne udfordres yderligere af den forringede understøttelse af laboratorieteknisk støtte af forskergrupperne.

Vi skal turde at satse

Løsningen på de givne problemer er ikke simpel. Imidlertid bunder en lang række af problemerne i, at vi ikke tør stole på, at vore forskere formår at anvende deres tid og midler fornuftigt. Det er farligt for dansk forskning, når vi ikke tør satse på projekter der ikke umiddelbart giver afkast. I biomedicinsk forskning er det tydeligt, at mange af de helt store fremskridt er lavet uden at have en implementering for en speciel patientgruppe for øje. Min mentor Kenneth R. Spring var fastansat på National Institutes of Health, Bethesda, Maryland, USA, som er en statsfinansieret organisation, der på daværende tidspunkt havde store bevillinger til hver seniorforsker. Det var ekstremt svært at blive ansat, men efter ansættelsen var man sikret arbejdsro både personalemæssigt og finansielt. Han sagde altid: Her skal vi lave det som andre ikke tør. Og det gjorde vi så! Han refererede til risikovillighed, der kommer med en stor grundbevilling, som gør vejen kort fra ide til eksekvering. Når man ser på løsningsmodeller, vil en øget basisbevilling generelt til danske forskningsgrupper i kombination med en fremadrettet plan for ph.d.- og prægraduate studerende være oplagte. Vi skal understøtte en diversitet i størrelse og sammensætning af forskergrupper gennem vores bevillingsstrategi. Dette er langt hen ad vejen en politisk beslutning, men forskningsinstitutionerne bør også selv gå forrest for at rulle penge tilbage til forskning og beskytte aktiviteterne også i de mindre forskningsgrupper.

Forfatteren er formand for Akademisk råd ved Health på Aarhus Universitet, og understreger, at indholdet af artiklen alene reflekterer egne holdninger.