Hvad karakteriserer billedkunsten på Aarhus Universitet?

Hvad kendetegner Aarhus Universitets mange værker som kunstsamling?

Hvad ved kunst? Værker på Aarhus Universitet

I 2013 udgav Aarhus Universitet en rigtig moppedreng med titlen "Hvad ved kunst? Værker på Aarhus Universitet" på Aarhus Universitetsforlag (1). Den er rigt illustreret med fotografier af kunsten på Aarhus Universitet, som siden 1926 har erhvervet kunst og udstillet den i fællesarealer som kantiner, gangarealer og auditorier.

Den kendte Aarhus-fotograf Poul Ib Henriksen har taget bogens smukke fotos af kunstværkerne og deres miljøer på universitetet, mens den kunsthistoriske fortolkning er blevet overdraget til digteren Peter Laugesen. I en blanding af collager af ord og korte essays indvier Laugesen beskueren i sine personlige iagttagelser og udlægninger af kunsten på Aarhus Universitet. Han fokuserer på værkerne af anerkendte danske kunstnernavne fra det 20. århundrede og deres kunstneriske fællesskaber. Indholdsfortegnelsen leverer en oversigt over hvor i universitetsbygningerne, de forskellige kunstværker er placeret.

Universitetet er først og fremmest kendt for sin funktionalistiske arkitektur, både de bygninger, der er bygget af gule og røde mursten. Arkitekturen er opstået over flere årtier og tegnet af C.F. Møller og hans Aarhus-tegnestue. Universitetet breder sig dog også til andre steder, f.eks. IT-byen på Katrinebjerg, herregården Moesgård syd for Aarhus, og den tidligere Kaserne på Langelandsgade. Hovedparten af de værker, som Laugesen skriver om, befinder sig imidlertid i de gule C. F. Møller-bygninger. Både arkitekturen og den erhvervede kunst fremstår som produkter af den modernistiske bevægelse. På denne måde opstår der en smuk sammenhæng mellem kunsten og arkitekturen på Aarhus Universitet.

Bogen leger sprogligt med tilfældig­hederne mellem kunstværkernes data og historie, deres placering i tid og rum, samt de ansattes og studerendes dagligdag. I afsnittet "Mellemspil 3" er ordet bøfsandwich f.eks. fremhævet på den første tekstside, der efterfølges på de næste sider af to figurative malerier med titlerne "Optræk til uvejr" og "Ringridning" af den ekspressionistiske landskabsmaler Jens Søndergaard (1895-1957), to malerier fra 1951. Det rejser naturligt spørgsmålet: Hvad har en bøfsandwich dog at gøre med mennesker ved et oprørt hav og et årligt tilbagevendende og primært sønderjysk ringriderritual?

Kigger man i indholdsfortegnelsen over bogens kunstnernavne, opdager man hurtigt, at de to malerier befinder sig i bygning 1420, Studenternes Hus, nærmere bestemt i et fællesområde, hvor de studerende arbejder, snakker og spiser. Måske glider en bøfsandwich netop lige ned i maven på en sulten studerende, mens Laugesen går rundt og undersøger samspillet mellem kunsten og livet på Aarhus Universitet. Værkerne, deres motiver og deres udtryk mødes med ord og hverdagsliv, som de oprindeligt ikke blev skabt til. Laugesen viser på denne måde, hvordan kunst og ord kan danne uventede links mellem forskellige tider og verdner.

Laugesens ord skaber altså relationer, som man som almindelig beskuer ikke selv ville have fundet på. Samtidig får han med denne metode gjort læseren opmærksom på, at der ingen naturlig eller bevidst sammenhæng findes mellem værkerne. Kunstsamlingen bygger ikke på en strategi for, hvad man skal samle på eller købe ind af.

Som på landets kunstmuseer er værkerne blevet skænket, deponeret eller indkøbt af forskellige personer på forskellige tidspunkter. En væsentlig del af dem er doneret eller deponeret af Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond, hvis formål er at udbrede kendskabet til kunst til så mange mennesker som muligt på offentligt tilgængelige steder. Begge fonde har eksperter i kunst, der foretager indkøbene eller giver penge til udsmykninger. Andre værker er blevet skænket af ministerier, foreninger og lokale kulturelle organisationer. En mindre del af kunsten er i tidens løb blevet anskaffet af universitetets forskellige fagmiljøer via egne midler.

Dekorationskunst og manglende avantgarde

Ifølge kunstudvalgets interne database på Aarhus Universitet tæller samlingen i dag 1062 værknumre, men den er hele tiden i bevægelse: Nye værker kommer til, mens midlertidige udlån fra f.eks. Statens Kunstfond bliver sendt tilbage (2). Universitetets rektor Lauritz Holm-Nielsen nedsatte i 2012 "Kunstudvalget, som er et rådgivende og vejledende udvalg, som har til opgave at udarbejde en egentlig kunstpolitik og retningslinjer for behandlingen af kunst på Aarhus Universitet"(3). Udvalget har indtil nu primært brug sin første tid på at lokalisere, registrere og genplacere de mange værker efter flere år med udvidelser og flytning af fagmiljøer (4).

Lad os nu dykke ned i databasen over kunsten på institutterne for at undersøge, hvad den rummer. Her kan man fx finde ud af, at de ældste værker er fra 1837. Et af dem bærer titlen "Fæstningen Hohen-Salzburg" og hænger i bygning 1340, på Statskunstskab og Jura. Det er udført af tyskeren Eduard Biermann (1803-1892), som er blevet skænket af enkefrue Jeanette Hansen. Det viser et senromantisk natursceneri med en borg i solnedgang. Der er effekt og dramatik i billedet, og det minder lidt om en kulisse til et stykke teater. Biermann var faktisk oprindeligt dekorations- og porcelænsmaler, men endte som landskabsmaler.

Både af Laugesens bog og Aarhus Universitets database fremgår det også, at samtidskunst som installationer og digitale kunstværker stort set ikke er repræsenteret på universitetet. Det kan skyldes de samme udfordringer, som kunstmuseerne som hovedgrund ofte fremfører, nemlig at arkitekturen ikke egner sig hertil eller at ny teknologi og nye medier er svære at håndtere, opbevare og bevare. Men måske nærmer vi os mere sandheden, hvis man hævder, at installationskunsten og den digitale kunst udfordrer det moderne menneskes smag og værdier, selv på et universitet, der er fyldt med bevidste og kritisk tænkende mennesker. Det kan være svært at acceptere sin egen samtids kunstneriske eksperimenter.

Det er tankevækkende, at mere eksperimenterende medier og kunstnere fra tresserne og halvfjerdserne heller ikke synes at være særligt stærkt repræsenteret på Aarhus Universitet. Der er enkelte grafiske værker fra halvfjerdserne af den politiske Dea Trier Mørch (1941-2001) og grønlandske Aka Høegh (f. 1947), men tressernes samtidskunst, som den blev fortolket af kunstnere som bl.a. Peter Louis-Jensen (1941-1999), John Davidsen (1944-2007), Poul Gernes (1925-1996) og Hein Heinsen (f. 1935), er fraværende i samlingen.

Per Kirkeby (f. 1938), der debuterede i 1965 og har sin baggrund i tressernes avantgarde, er som én af de få repræsenteret, men ikke i sin egenskab som den unge avantgardekunstner. Universitetet fik først i 2000 en 500 m2 stor væg- og loftsudsmykning med titlen "Anastasis" udført af Kirkeby og 3 assistenter. På dette tidspunkt var Per Kirkeby en anerkendt og berømt kunstner, der malede landskabsbilleder i en klassisk naturromantisk stil.

Per Kirkeby benyttede borgruiner, solnedgange, huse og huler fra tegneserier og forbrugersamfundets visuelle massekultur som motiver i sine masonitmalerier fra tresserne og halvfjerdserne. I halvfemserne blev de erstattet af nye skabeloner som sten, træstubbe og jordlag i bevægelse. Titlen "Anastasis" refererer til den kristne opstandelsesmyte, og den byzantisk-ortodokse tradition at male Kristi nedstigning til dødsriget. Rent visuelt handler kunstværket om naturens kræfter og processer i geologisk forstand, og har bevæget sig langt væk fra den politisk bevidste tresseravantgarde kunst.

Dog viser Peter Laugesen, som selv var en ung lyriker i tresserne, at kunsten på universitetet også rummer oprør og politisk bevidsthed. Han har skrevet et længere afsnit om Århus-avantgarden, som tæller kunstnere som Teddy Sørensen (1938-2002), Poul Pedersen (f. 1933), Mogens Gissel (f. 1941) og Thorbjørn Lausten, som alle findes repræsenteret i universitetets samling. De var eller er helt deres egne og ikke så modeprægede og radikale som kollegerne i København. Disse lokale avantgardister holdt fast i erfaringerne fra halvtredsernes abstraktion og eksperimenter i kunsten.

En kunstsamling bliver til

Peter Laugesen kalder værkerne for en samling. Det at samle er en grundlæggende menneskelig handling, og mennesket har siden Oldtiden haft den opfattelse, at indsamling af viden og genstande er en vigtig beskæftigelse, som er forbundet med ideen om, at vi mennesker forstår os selv og den verden, som vi er en del af ved hjælp af genstande.

Samlingerne er i historiens gang opstået på mange forskellige måder, og senere blevet ordnet efter forskellige principper og kategorier. Det er kendetegnende for samlingen på Aarhus Universitet, at den ikke blev tænkt og opbygget som en samling fra de første erhvervede værker i 1926. Den er som mange andre samlinger opstået lidt tilfældigt og har med tiden vokset sig stor. Aarhus Universitet begyndte først i 80'erne at registrere kunsten systematisk. Indtil da havde den blot været en del universitetets inventar. I 1983 udkom den første bog om kunsten på Aarhus Universitet med titlen "Kunst i gule rammer". Den blev redigeret af daværende professor på Institut for Kunsthistorie, Lise Bek, og et hold unge kunsthistoriestuderende.

Samlingen på Aarhus Universitet har heller ikke fungeret som en lokal kunstsamling for undervisningen på Kunsthistorie eller udviklet sig til et selvstændigt museum, som man ser det på flere udenlandske universiteter, bl.a. University College London (UCL) Art Museum og Yale University Art Gallery. Til gengæld er kunsten på Aarhus Universitet fra begyndelsen indkøbt og skænket, fordi der blandt de ansatte, uanset fagligt tilhørsforhold, var en bred interesse for kunst. Kunsten er med årene blevet en naturlig del af uddannelses- og forskningsinstitutionens hverdagsliv.

Referencer

1. "Hvad ved kunst? Værker på Aarhus Universitet" af Peter Laugesen og Poul Ib Henriksen, Aarhus Universitetsforlag 2013 (230 sider).
2. Offentlige deponeringer i regi af Statens Kunstfond skal ifølge bekendtgørelsen BEK nr. 592 af 14/05/2013 § 5 vurderes, om de skal overdrages til et kunstmuseum: "Værker, der viser sig at have værdi for kulturarven, kan anbringes på statslige og statsanerkendte kunstmuseer, 10 år efter at de er blevet indkøbt."
3. Kunstudvalgets kommissorium og sammensætning beskrives på http://www.au.dk/om/uni/udvalg/kunstudvalget/
4. Artiklens forfatter repræsenterer Kunsthistorie i Kunstudvalget på Aarhus Universitet.

Figur 1. Per Kirkeby: Anastasis. 2000. Udsmykning af loft og vægge i Søauditoriet, Aarhus Universitet. Foto: Lars Bay, Lemming, 2016.