Siden oplysningstiden er vi blevet vænnet til, at kunst og teknologi er vidt forskellige former for naturtilvirkning, og samtidig at begge står på afstand af den natur, de bearbejder. Men formentlig er grænserne under opblødning.

Figur 1. Art, Technology and Nature: Renaissance to Postmodernity. Camilla Skovbjerg Paldam og Jacob Wamberg (red.). Ashgate Publishing. Farnham, Surrey, England and Burlington, VT, USA. 2015. 302 sider. Udgivet i serien "Science and the Arts since 1750".

Med den engelsksprogede antologi Art, Technology and Nature: Renaissance to Postmodernity (Ashgate, 2015) ønsker vi at belyse de skiftende historiske roller, som kunsten, teknologien og naturen har haft indbyrdes (Figur 1). Siden oplysningstiden er vi blevet vænnet til, at kunst og teknologi er vidt forskellige former for naturtilvirkning, og samtidig at begge står på afstand af den natur, de bearbejder. Kunsten skal helst virke levende, dvs. den skal bevæge og gribe, men det, den sætter i bevægelse, er højst immaterielle fænomener, nemlig vores følelser og bevidsthed. Teknologien, derimod, bevæger og griber de fysiske omgivelser helt konkret, men til gengæld virker den ikke levende. Faktisk er de mekaniske principper, som får en masse ting til at flytte, bevæge og transformere sig, stendøde i forhold til sindslig rørelse. Hvor gribende er det lige at se en opvaskemaskine i aktion?

Teknologiens livløshed kan tilskrives, at allerede den natur, som naturvidenskaben i 16-1800-tallet fik tæmmet med matematiske formler, blev opfattet som et stort urværk eller en verdensmaskine, machina mundi. Fordi denne maskine opførte sig lovmæssigt, men samtidig blev fritaget for naturens tidligere guddommelige hensigt, kunne dens materier så meget desto mere underlægges en ny hensigt, nemlig brugsrettetheden i de nye borgerlige samfund. Som den tyske filosof Joachim Ritter har vist, kan kunsten og den tilhørende æstetiske naturopfattelse opfattes som en slags forsoning, en imaginær spejlvending, af dette "kyniske" natursyn, hvor en mekanisk natur fremstår som blot og bar lagerbeholdning for en ny teknologisk industri.

Med en demonstrativ frihed for formål - hvad den tyske filosof Immanuel Kant i 1700-tallet kaldte "interesseløshed" - mimer kunsten den formålsfrihed, som naturen ideelt burde have. Og gennem kunstnerens animering af kunstværket, dets præg af at være "levende", gentilføres naturen noget af den besjæling, som videnskab og industri ellers har frataget den. Trods de gode intentioner er kunstens naturforsoning dog uhjælpeligt sentimental og ligner, med digteren Friedrich Schillers ord, den syges længsel efter sundhed.

Meget tyder på, at den strikte rollefordeling mellem kunst og teknologi som noget, der er "herinde", men adskilt af hver sit regelsæt, og naturen som noget, der er "derude", er et moderne fænomen. Formentlig er vi på vej ind i en tid, hvor grænserne mellem kunst, teknologi og natur bliver mere porøse - ligesom de har været det fra forhistorisk tid og frem til middelalderen. Etymologiske træk røber f. eks. hvor tæt kunst og teknologi egentlig var, inden moderniteten skilte dem ad. Romanske ord for kunst (art, arte) er således afledt fra det latinske ars, der i antikken sammenførte kunst og teknologi i et fællesdomæne for tilvirkning (agerbrug, medicin, snedkeri, arkitektur, maleri etc.). Sjovt nok kommer det europæiske ord for teknologi fra nøjagtig samme domæne, blot i dets græske variant techne.

I dag findes der flere eksempler på teknologi, der lægger op til ikke bare mekanisk, men også sindslig rørelse, som "like-a-hug jacket", der puster sig op og giver et lille krammelignende klem, hver gang man får et 'like' på Facebook. Et andet eksempel er den højteknologiske robotsæl Paro, der bevæger sig og giver feedback til den person, som holder den, ved hjælp af sensorer, som registrerer berøring, lyd og lys. Paro er med til at forbedre livskvaliteten for ældre mennesker på plejehjem, der knytter sig til den bløde, storøjede plysrobot, som var den et ægte kæledyr. Altså teknologi, der virker levende og bringer vores følelser i bevægelse.

Figur 2. Paro hedder den lille japanske robotsæl, som er flyttet ind på plejehjemmet. Her skal den bløde, næsten levende dyreunge skabe glæde og tryghed blandt de ældre beboere. Foto: Leif Tuxen. Billede fra Kristeligt Dagblad, 17. august 2007

Kunsten nøjes heller ikke længere med at bringe sindet i bevægelse, interesseløst afsondret i sit domæne. Det 20. århundredes avantgarder - fx mellemkrigstidens surrealisme eller 1960'ernes situationisme - lavede således ikke kunst for kunstens skyld, men prøvede tværtimod at nedbryde grænserne mellem kunst og liv og at påvirke samfundet gennem kunsten. Avantgarden udfordrede samfundets og kunstens normer og inddrog ofte beskueren i værkerne. Denne type kunstneriske strategier er stadig aktuelle - og endda ofte udvidet med håndgribelig teknologisk bevægelse.

Den danske kunstner Jeppe Hein har lavet en række dynamiske kunstværker, der interagerer med beskueren og omgivelserne (Figur 3). I 360° Presence (2002) sættes en stor stålkugle (70 cm i diameter) i bevægelse via sensorer, når en beskuer kommer ind i rummet. Kuglen smadrer mod væggene, voldsomt og hærgende, og stopper først når beskueren går sin vej. Kunsten påvirker hermed ikke kun beskuerens sind, men også den omgivende fysiske virkelighed. Værket nedbryder bogstavelig talt sin indeburing i den interesseløse kunstinstitution og gør endda beskueren til medskyldig. Kun gennem integration af kunst og teknologi er et sådant værk muligt.

Figur 3. Jeppe Hein: 360° Presence (2002). Stål, elektrisk motor, batteri og sensor. Diameter 70 cm.

Også i forhold til naturen bliver grænsedragningerne stadig sværere. I 'naturlige' fænomener som klimaforandringer og 'kulturelle' som bioteknologi er det praktisk talt umuligt at sige, om det er naturen eller mennesket, der agerer. Dette har også påvirket kunsten, og i dag kan man finde eksempler på biokunst - som Pernille Leth-Espensen skriver om i dette nummer af BioZoom - hvor kunstnere ikke bare bruger naturen til projektion, men lader den handle selv. Et eksempel er værket MEART - The Semi-Living Artist, hvor kunstner- og forskergruppen SymbioticA kobler neuroner i en Petri-skål op til en robotarm, som laver en tegning. Med titlen "den semi-levende kunstner" sætter gruppen fokus på naturens agens og rejser spørgsmål om, hvilke typer agens vi kan forestille os, naturen har. Hvor stopper naturen? Hvor tager teknologien eller kunsten over?

Det er denne type spørgsmål vi - sammen med 15 andre forskere fra hele verden - forsøger at stille og besvare i vores bog. Kunst, teknologi og natur er centrale begreber, som vi bruger til at forstå verden med. At analysere deres skiftende betydninger og indbyrdes forhold giver os dels en dybere forståelse af historien, dels en større forståelse af os selv som mennesker.