|
- Home
- BioZoom
- BioZoom archives
- 2016
- 2016 Issue 3
- Ph.d.-uddannelsen i opbrud efter 25 år - giv forskeruddannelsen tilbage til forskerne
Ph.d.-uddannelsen i opbrud efter 25 år - giv ph.d.-uddannelsen tilbage til forskerne |
Forfatter: Steen Gammeltoft, Redaktør af BioZoom, Overlæge emeritus, steen.gammeltoft@gmail.com
|
Ph.d.-graden har eksisteret siden 1539 på Københavns Universitet under navnet licentiatgrad, der var en akademisk grad et trin lavere end doktorgraden. Tidligere var doktorgraden den vigtigste akademiske udmærkelse. I de sidste 10 år er antallet af ph.d.-grader eksploderet, mens doktorgraden er sygnet hen. Samtidig er ph.d.-uddannelsen formaliseret med ph.d.-skoler, tvungen skolegang og deltagelse i studenterundervisning for de ph.d.-studerende. Resultatet er lavere forskningsaktivitet og ringere kvalitet til skade for universiteternes videnskabelige niveau. Løsningen på problemet er at udvide tiden til forskning ved at fjerne den tvungne kursusdeltagelse og fritage de ph.d.-studerende for undervisningspligter. Det administrative bureaukrati i ph.d.-skolen skal stoppes. Giv de ph.d.-studerende tilbage til forskerne, og genindfør mesterlæreren i forskeruddannelsen. Ph.d.-gradens 500-årige historieLicentiatgraden, forkortet lic. (lic. agro., lic. jur., lic. theol. osv.). var en akademisk grad, et trin lavere end doktor. Graden blev indført på universiteterne i Bologna og Paris til personer, der var værdige til at disputere for magister- eller doktorgraden, uden at de var optaget på universitetet. En tilsvarende betydning blev i Danmark i universitetsfundatsen 1539 tillagt licentiatgraden, men graden spillede ingen større rolle og forsvandt i 1900-tallet (1). I 1969 blev licentiatgraden genindført ved danske universiteter som en almindelig universitetsgrad, på niveau med ph.d.-graden ved angelsaksiske universiteter. Det var et ønske fra naturvidenskaberne, hvor man i det internationale samarbejde manglede en grad, der var sammenlignelig med udenlandske universiteters ph.d. Betegnelsen licientiat blev officielt afløst af ph.d. i 1989 (1). Forskeruddannelsen var fra 1969 til 1993 tilrettelagt individuelt efter et rent ‘mesterlære-princip’. Hovedvægten var gennemførelse af et tre-årigt forskningsprojekt, som blev fremlagt og bedømt som licentiatafhandling. Gennemførelsen af projektet skete under vejledning af en seniorforsker, men der var i øvrigt ikke formaliserede krav til forløbets uddannelsesmæssige elementer. Kendskabet til forskningsmetodik og teori inden for faget opstod ideelt set i den løbende dialog med den vejledende seniorforsker og de øvrige forskere i forskningsmiljøet.
Figur 1. Studerende på skolebænken i auditoriet på Aarhus Universitet. Foto: Søren Kjeldgaard, AU Kommunikation, Aarhus Universitet. Formalisering af forskeruddannelsenFra 1980’erne blev rekruttering og uddannelse af yngre forskere øget betydeligt for at universiteterne kunne udvide forskningsaktiviteterne. Målet var at sikre Danmarks internationale placering inden for innovation, produktion og vækst (2). Forskerakademiet blev oprettet i 1986 for at stimulere og udvikle den danske forskeruddannelse ved flere tiltag (3). Det omfattede uddeling af forskningstipendier, vejledning af ph.d.-studerende og deres lærere, tilbud om forskerkurser i Danmark og udlandet, rådgivning af universiteter og ministerium og udvikling af de offentlige og private forskningsenheder. I 1993 gennemførtes ph.d.-reformen, som indførte nye regler for ph.d.-graden. Før reformen blev ph.d.-graden alene tildelt på grundlag af den videnskabelige afhandling. Fra 1993 blev ph.d.-graden tildelt på baggrund af en tilfredsstillende gennemførelse af en ph.d.-uddannelse og en afhandling, som blev godkendt ved en offentlig forsvarshandling. Ph.d.-forløbet blev normeret til en studietid på 3 år, som omfattede selvstændigt forskningsarbejde, udarbejdelse af en afhandling, et individuelt studieprogram med kurser svarende til et halvt år, deltagelse i studenterundervisning og vidensformidling, samt et eksternt forskningsophold (4). Med Universitetsloven 2007 blev de obligatoriske ph.d.-skoler indført ved universiteterne. Alle ph.d.-studerende, der gennemgik en forskeruddannelse, skulle være tilknyttet en ph.d.-skole, som var den adminstrative og organisatoriske ramme for ph.d.-uddannelsen, ph.d.-kurser, vejledning, bedømmelse og tildeling af ph.d.-grad. Formålet var at højne kvaliteten, øge gennemførelsen og reducere studietiden, samt sikre en mere ensartet kvalitet af ph.d.-uddannelsen i Danmark. Der eksisterer i dag knap 50 ph.d.-skoler ved 9 højere læreanstalter (5). Forringet kvalitet af forskeruddannelsen i DanmarkFormaliseringen af ph.d.-uddannelsen efter ændringerne i 1993 og 2007 har medført en væsentlig forringelse af ph.d.-uddannelsens kvalitet. Forskeruddannelsen blev udvandet af kurser og passiv skolegang i stedet for aktivt forskningsarbejde i laboratorium, klinik eller IT-center. I et treårigt ph.d.-studium skal den studerende gennemføre 30 ECTS kurser svt. 6 mdr. Mange ph.d.-studerende skal deltage som instruktører i studenterundervisning svt. 3-6 mdr. Endvidere spildes tiden med årlige evalueringer i ph.d.-skolen, som omfatter rapport, foredrag og møde mellem den studerende, vejlederne og en ekstern bedømmer. I alt tilbringes 9-12 mdr. med ikke-forskningsrelevante aktiviteter. De forskerstuderendes gentagne fravær til kursusaktiviteter og undervisning betyder et stort afbræk i forskningsforløbet, hvor vigtige forsøg og undersøgelser må afbrydes og udskydes. Fremdriften i projektet forsinkes, og den studerendes fokus forskydes fra forskningsprocessen til fordel for de irrelevante aktiviteter. En ambitiøs, motiveret og talentfuld forsker arbejder 24/7 med sit forskningsprojekt for at opnå banebrydende resultater og konkurrere med de internationale kolleger om nye opdagelser. Denne erkendelse og oplevelse formidles ikke i den nuværende ph.d.-studieordning. Desuden skal den ph.d.-studerende gennemføre et eksternt forskningsophold, som varer 1-3 mdr. Endelig bruges 2 mdr. til udarbejdelse af ph.d.-afhandlingen. Det indebærer, at den reelle tid til forskning sammen med vejlederen reduceres til mindre end 2 år. Flere ph.d.-studerende forlænger deres studium, fordi de ikke kan afslutte forskningen med en afhandling inden for de afsatte 3 år. Gennemsnitligt går der 4 år fra indskrivning til fuldførelse af ph.d.-uddannelsen. Gennemsnitlig alder ved erhvervelse af ph.d.-graden er 34 år både for mænd og kvinder (3,6). Unge forskerstuderende har tilbragt 17 år på skolebænken efter grundskole, gymnasium og universitet, inden de går i gang med et ph.d.-studium. Det er tvivlsomt, at de har behov for yderligere 1/2 års skolegang som lønnede forskere. I stedet bør de deltage i videnskabelige kongresser, hvor de præsenterer egne forskningsresultater og møder internationale forskere inden for deres forskningsområde. Disse oplevelser vil motivere og præge deres forskning for livet. Deltagelse i det praktiske forskningsarbejde er kernen i forskeruddannelsen. Daglig vejledning af en erfaren og kvalificeret forsker som mesterlærer er mere værdifuld end en række lidt relevante kurser. Det gælder også de obligatoriske kurser i videnskabsetik og god videnskabelig praksis (”Penkowa-kurset”). Etik og redelighed skal man lære i praksis af sin vejleder. Et ph.d.-studium er ikke en uddannelse til lærer på en højere uddannelsesinstitution, som deler sin tid mellem forskning, undervisning og administration. Det er en forskeruddannelse, som fører til ansættelse i forskningsinstitutioner og forskningsbaserede virksomheder, hvor hovedaktiviteten er forskning. Danmark har brug for højt kvalificerede forskere, hvis forskning er præget af akribi, flid, ideer, intelligens, kreativitet, nysgerrighed, originalitet, redelighed, skepsis, spørgsmål, talent, udholdenhed, og viden. Forskere kan man ikke uddanne på en ph.d.-skole præget af bureaukrati, floskler, formularer, kurser og regler, som er udtænkt i Forskningsministeriet af embedsmænd og politikere. Danmark har satset på kvantitet frem for kvalitet i forskeruddannelsenForskningsministeriet og universiteterne har i en årrække valgt at satse på ph.d.-studerende i stedet for at investere i postdocs med forskningserfaring og højere videnskabeligt niveau. Aflønning af ph.d.-studerende i tre-årige forløb er billigere end fem-årigepostdoc ansættelser. I perioden1989-2014 er den samlede bestand af studerende, som er i gang med en at tage en ph.d.-grad på universiteterne vokset fra 1679 til 9703 (Figur 2). Samtidig er antallet af studerende, som har fuldført og er tildelt er ph.d-grad steget fra 167 i 1987 til 2199 i 2014 (3,6). Den største stigning er sket i løbet af de sidste 10 år, hvor antallet af ph.d.-studerende og tildelte ph.d.-grader er fordoblet. (Figur 2). Udviklingen er en følge af Globaliseringsaftalen fra 2006, som resulterede i, at flere midler blev afsat til at øge ph.d.-optaget. Siden 2010 har optaget været stabilt med tilgang af 2.500 ph.d.-studerende årligt (7).
Figur 2. Antal ph.d.-studerende og ph.d.-grader på danske universiteter 1987-2014. Ph.d.-studerende i gang med at tage en ph.d. grad (blå kurve) og fuldførte forløb med tildelt ph.d.-grad (rød). Ændringer af forskeruddannelsen er markeret med sort linje: Forskerrekrutteringsplanen 1986; Ph.d.-reformen 1993; Globaliseringsaftalen 2006; Ph.d.-skoler 2007. Kilder: Undervisnings- og Forskningsministeriet, Forskningsstyrelsen og Danmarks statistik (3,6,7). Hvilke konsekvenser har satsningen på kvantitet og bredde i stedet for kvalitet og elite i ph.d.-uddannelsen haft? For det første betyder det store årlige udbud af ph.d.-stipendier, hvoraf den største del er finansieret af offentlige midler, at rekrutteringen af de ph.d.-studerende bliver mindre kritisk og stram. Hver femte kandidat af en kandidatårgang starter på et ph.d.-studium. Heraf har flere ikke de nødvendige faglige kvalifikationer, videnskabelige ambitioner, og genuin interesse i forskning. Fra at være en elitær forskeruddannelse, er det blevet en ph.d.-skole med meget store niveauforskelle. Når man optager studerende, som i virkelligheden ikke egnede sig til det, uddannes der flere middelmådige ph.d.’er. For det andet er kvaliteten af ph.d.-afhandlingerne faldende igennem de sidste 10 år. Det store optag af studerende har medført at ikke-egnede studerende indskrives på ph.d.-studiet. Det betyder, at forskningen ikke har tilfredsstillende kvalitet og ikke fører til videnskabelige publikationer af høj impact. Videnskabelig kvalitet er karakteriseret af aktualitet, originalitet og publikationer. Et tre-årigt forskningsforløb for en forskerstuderende under kvalificeret vejledning skal resultere i publikationer, som beskriver udvikling af nye metoder og vigtige opdagelser. En ph.d.-afhandling er ikke tilstrækkelig dokumentation for resultaternes betydning og holdbarhed. Bedømmelsesudvalgets vurdering af ph.d.-afhandling og forsvar er ingen garanti. Peer review af publikationer i internationale tidsskrifter udført af kvalificerede bedømmere (referees) er nødvendig for at sikre den videnskabelige kvalitet. For det tredje betyder det store antal af uddannede ph.d.’er, at der ikke er brug for deres erhvervede forskningskompetence i det offentlige eller private arbejdsmarked. En tredjedel af de ph.d.-uddannede anvender ikke kvalifikationerne fra ph.d.-studiet i deres fremtidige arbejde inden for medicin, naturvidenskab og teknologi. Derfor har den store investering i de mange ph.d.-studerende ikke bidraget til at nå målsætningen om at løfte dansk forskning til verdenseliten. Giv forskeruddannelsen tilbage til forskernePh.d.-uddannelsens kvalitet skal højnes ved at give den tilbage til forskerne. Uddannelsen skal fokusere på det videnskabelige arbejde i det tre-årige uddannelsesforløb under vejledning af en mesterlærer, som er en erfaren, kvalificeret og meriteret forsker, der har en ph.d.-grad eller doktorgrad, og er professor eller lektor på universitetet. Det gælder både når uddannelsen foregår på universiteterne og virksomheder i forbindelse med ErhvervsPhD. Jeg foreslår tre grundlæggende ændringer af ph.d.-uddannelsens form og indhold. For det første skal universitetsvejlederne varetage deres opgave som mesterlærere med det fulde ansvar for de studerendes forskeruddannelse. Det omfatter supervision af den ph.d.-studerendes forskning, kursusdeltagelse, udlandsophold, kongresrejser og publikationer i internationale tidsskrifter. For det andet skal forskningen prioriteres således, at det tre-årige ph.d.-studium udelukkende indeholder videnskabeligt arbejde. De obligatoriske forskerkurser nedlægges og kravet om ph.d.-kurser på 30 ECTS-point bortfalder. Relevante kurser vælges af den videnskabelige vejleder sammen med den ph.d.-studerende og skal målrettes forskningsprojektets gennemførelse. Deltagelse i videnskabelige kongresser hvor den ph.d.-studerende præsenterer egne forskningsresultater og møder internationale forskere indgår som en vigtig del af forskeruddannelsen. Endelig skal de ph.d.-studerende fritages for kravet om studenterundervisning og videnformidling relateret til projektet. For det tredje skal de 50 ph.d.-skoler på de 9 universiteter opløses, og deres opgaver overføres til et administrativt ph.d.-sekretariat og et videnskabeligt ph.d.-udvalg på de enkelte fakulteter på universiteterne. Administrationen skal reduceres til indskrivning af ph.d.-studerende, udpegning af vejledere, godkendelse af ph.d.-projekter, financiering af lønninger og projekter, afslutning af studiet med afhandling og forsvar, og tildeling af ph.d.-graden. Målet er at fjerne ph.d.-skolernes omfattende administration af ph.d.-uddannelsen med ph.d.-programmer, kurser, vejledning, evalueringer, møder, sociale samvær, og ph.d.-dage, som fjerner fokus fra forskningen. Referencer
|
