En personlig fortælling om at lave sin ph.d. i udlandet; om valg af land og universitet, om laboratoriets standard, vejlederens kvalifikationer, sammenholdet med kolleger, ph.d.-afhandlingens form, ph.d.-forsvaret, karrieremulighederne og om at bo og arbejde i udlandet.

Hvorfor tage til udlandet for at få sin forskeruddannelse?

Det er der helt sikkert mange forskellige grunde til. For mig handlede det om to ting. For det første ville jeg gerne have en ph.d.-grad, men der var (og er) rift om pladserne i Danmark. Var jeg blevet hjemme, havde jeg næppe fået muligheden. For det andet tog jeg direkte på universitetet efter gymnasiet, men lovede mig selv, at jeg som en del af mine studier skulle ud i den store verden. Under mit kandidatstudium var jeg i 3 måneders praktik hos et firma i Hamborg, der laver anvendt hudforskning. Det var fedt at prøve, men det var ikke nok, så det var oplagt at søge efter en ph.d.-studieplads uden for Danmark.

Hvor skulle jeg tage hen?

Det var nemt for mig at beslutte, hvilke lande jeg skulle søge i. Jeg ville til et land, hvor jeg allerede talte sproget, så jeg ikke skulle arbejde mange timer i et laboratorie og samtidig forsøge at lære et nyt sprog. Og jeg ville ikke for langt væk fra Danmark, for min far var meget syg. Det viste sig hurtigt, at Storbritannien var det rene overflødelighedshorn af ph.d.?studiepladser.

Jeg gik i gang med at søge, da der var lidt over et halvt år tilbage af mit specialeprojekt. Næsten med det samme blev jeg inviteret til samtale på School of Life Sciences, University of Dundee i Skotland. Jeg havde søgt om en plads hos én professor, men de arrangerede samtaler med to professorer mere, hvilket var smart. Det viste sig nemlig, at én af de andre professorers forskning var meget mere interessant for mig. Desværre skulle han bruge en ph.d.-studerende, før jeg blev færdig med mit speciale. Vi blev enige om, at han ville søge efter midler til et projekt til mig, mens jeg forsatte min søgen efter en ph.d.-plads.

Jeg fandt en plads hos en forskningsleder på Welsh School of Pharmacy, Cardiff University i Wales. Bedst som jeg havde sendt en ansøgning af sted, fik jeg en email fra Dundee om, at de nu havde penge til mig. Jeg ville helst arbejde på projektet i Cardiff, så jeg skrev til professoren der, at han måtte være hurtig – ellers ville jeg tage til Dundee. Jeg fik pladsen i Cardiff uden så meget som en telefonsamtale.

Et lille halvt år senere landede jeg i Cardiff med en utrolig stor kuffert, klar til at begynde, hvad der skulle blive de næste tre år af mit liv.

Figur 1. Cardiff University, Cardiff, Wales, Storbritannien. Foto: Ulla Jakobsen.

Hvorfor var de så ivrige for at give mig en ph.d.-plads?

Hvad var det, der fik University of Dundee til at betale for flybilletter og hotelophold, så de kunne vise mig rundt og tilbyde mig tre forskellige projekter? Hvad var det, der fik en en af professorerne til at lede efter penge til mig, når jeg ikke kunne starte på det tidspunkt han havde penge til? Og hvad fik en professor i Cardiff til at ansætte mig udelukkende på mit CV? Havde jeg været en helt enestående stærk kandidat, havde det næppe været et problem at finde en ph.d.-studieplads i Danmark, så det var ikke derfor. Og dog – alt er jo relativt.

Sammenlignet med britiske studerende var jeg (og andre udlændinge) mere erfaren. I Danmark har man – på grund af sine bachelor- og specialeprojekter – typisk over et års selvstændig laboratoriebaseret forskningserfaring. Noget lignende er tilfældet i mange andre lande – bare ikke i Storbritannien. Her forlader de fleste universitetsverdenen, når de efter omkring tre år har fået deres degree. De, der bliver hængende, går i gang med én eller anden form for postgraduate studier, som f.eks. kan være tre års ph.d-studier. En naturvidenskabelig degree inkluderer naturligvis laboratorieøvelser, men kun et meget begrænset selvstændigt laboratorieprojekt. Måske 1–2 dage om ugen i 4–6 uger. Så hvis man som britisk forsker kan få fingrene i en udlænding som mig, får man meget mere for pengene.

Hvordan var det at forske på et universitet i Storbritannien?

Min oplevelse i laboratoriet i Cardiff er sandsynligvis forskellig fra den oplevelse, som andre har eller har haft i Storbritannien. Der kan være store forskelle fra ét universitet til et andet. Det eneste, som de fleste forskningslaboratorier nok har til fælles, er, at der er rigtig mange udenlandske ph.d.-studerende og post docs. I løbet af de fire år, jeg var tilknyttet gruppen, var der aldrig mere end én britisk forsker ad gangen, alle andre (op til omkring 12 i alt) var udlændinge. Det gav et enormt godt sammenhold i gruppen, fordi alle var langt væk hjemmefra og ikke kendte nogen. Vi var hinandens reservefamilie.

Laboratorium

Laboratoriet var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Det var lille, mørkt og hundekoldt om vinteren. Der var ikke sug på kemikalieskabene, og rotationsfordampning og preparativ TLC foregik uden for stinkskabene, så der lugtede ikke for godt. Opvask af udstyr foregik i hånden, og der var ikke tørreskabe. Vores kontorpladser var klemt ind i den ene ende af laboratoriet, så der var ikke meget tid væk fra den dårlige luft. Det var noget af en omvæltning fra det forholdsvis nye laboratorie, jeg havde lavet mit speciale i. Men man kan vænne sig til meget, og på trods af de elendige arbejdsvilkår, rangerede fakultetet og universitetet højt på ranglister over forskningskvalitet.

Havde jeg valgt at tage til Dundee i Skotland, havde jeg haft et spritnyt state-of-the-art laboratorie at arbejde i. Så der er stor forskel på standarden på forskellige institutioner herovre.

Vejleder

Noget af den forskel skyldes måske at den enkelte professor har en høj grad af selvbestemmelse. Universitetet havde et par gange tilbudt min vejleder midler til modernisering af laboratorierne, men han havde takket nej, fordi det ville betyde at hans ph.d.?studerende og post docs ikke kunne lave laboratoriearbejde i et par måneder. Og det er selvfølgelig et problem, når ens holdning er, at artikler er noget man skriver hjemme sent om aftenen, og at en tre?årig ph.d. betyder tre lønnede år i laboratoriet. Så må man skrive for egen regning bagefter. Holdningen til de tre år varierer fra sted til sted, så nogle steder skal man aflevere sin afhandling, når de tre lønnede år er gået.

Min vejleder var en vigtig person på School of Pharmacy. Han samarbejdede tæt med industrien, og op til flere lægemidler udviklet i hans gruppe var eller er i klinisk udprøvning. For mig betød samarbejdet med industrien to ting: 1) Mit projekt var betalt af en lille medicinalvirksomhed, og det var rigtig fedt at have den virkelige verden så tæt på. Jeg tror også, det gjorde det lettere for mig at få job i industrien, da jeg blev færdig. 2) Jeg fik min ph.d.-grad uden at publicere én eneste artikel. Fordi de projekter, som virkede lovende, potentielt kunne føre til udviklingen af et nyt lægemiddel, kunne vi ikke risikere at publicere noget. En publikation kunne senere spænde ben for en patentansøgning, fordi den ville udgøre prior art. Af samme grund er min afhandling først nu, fem år efter jeg blev færdig, gjort tilgængelig på universitetets bibliotek. Og da det var svært for både mig, min vejleder og de andre involverede at finde tid og lyst til at skrive artikler om negative resultater, har jeg ikke publiceret noget fra min ph.d.-tid.

Ph.d.-afhandling

I Storbritannien er reglerne for ph.d.-afhandlinger forskellige fra universitet til universitet. I Cardiff må man gerne vedlægge eventuelle publicerede artikler, men de indgår ikke i bedømmelsen (heldigvis for mig). Argumentet er, at det ikke er klart, hvor meget (eller hvad) den enkelte artikelforfatter har bidraget med, mens man i afhandlingen udelukkende beskriver sit eget arbejde. Så vidt jeg ved, er der andre universiteter, hvor man skal have et antal artikler, eller hvor en artikel kan tælle som et kapitel i ens afhandling.

Forsvar

I Storbritannien har man ikke samme tradition for mundtlige eksaminer, som man har i Danmark. Ph.d.-forsvaret er ét af de få mundtlige forsvar i deres uddannelsessystem. Det, tror jeg, er én af grundende til at det er en meget mindre begivenhed, end det er i Danmark. Til mit forsvar var vi fire i rummet: jeg selv, min vejleder, og mine eksterne og interne eksaminatorer. Min vejleder var der kun, fordi jeg gerne ville have ham med – havde jeg sagt nej, var han blevet væk. Jeg gav ikke en præsentation af min forskning, vi gennemgik bare min afhandling. Det er i mine øjne et lidt underligt system, for jeg mener at en vigtig del af en forskeruddannelse må være at man kan præsentere sin forskning for et publikum. Men den altoverskyggende fordel er, at intet kommer ud i det offentlige domæne, og man risikerer derfor ikke at kompromittere en fremtidig patentansøgning.

Figur 2. Laboratoriet på Welsh School of Pharmacy, Cardiff University, Wales. Foto: Ulla Jakobsen.

Hvad har jeg lært af mit ph.d.-studium i udlandet?

Jeg ved af gode grunde ikke, hvad jeg har fået ud af at lave en ph.d. i udlandet, som jeg ikke ville have fået i Danmark. Omvendt ved jeg heller ikke, hvad jeg er gået glip af. Men jeg håber at min historie giver et billede af, hvordan det også kan være. Måske er der endda dele af min historie, der kan bruges som inspiration til fremtidens danske ph.d.-uddannelse. For mig personligt er der ingen tvivl om, at det mest lærerige ikke var ph.d.-studiet i sig selv, men at bo og arbejde i et andet land.