Interview: Kristian Helin, Direktør, Biotech Research & Innovation Centre (BRIC) og Professor, Biocenter, Københavns Universitet.

Med Regeringens nye strategi er det et specifikt mål, at Danmark skal have forskningscentre som er så gode, at de kan indbringe Nobelpriser. BioZoom har interviewet Kristian Helin, leder af BRIC på Københavns Universitet, som giver en række bud på, hvad der skal til – og hvor dansk forskning er udfordret i dag. Kristian Helin mener, at det vil kræve en ekstraordinær indsats at nå det ambitiøse mål at opbygge forskningsinstitutioner, som har kvalitet svarende til ’Nobel-format’.

Figur 1: Kristian Helin, leder af BRIC. Foto: Københavns Universitet

”Hvad har de gang i?!” Sådan var mange forskeres reaktion efter Regeringens udspil med en ’Nobel-pagt’ i december sidste år (Faktaboks 1). Fortørnelsen gjaldt dels, at Nobelpris-vindende forskning typisk er enormt omfattende og krævende. Samtidig blev mange provokeret; man kan jo ikke planlægge at få en Nobelpris.

Tankeeksperimentet: Et Nobel-center

I Regeringens udspil beror den øgede prioritet af forskning på oprettelsen af ’Nobel-forskningscentre’, dvs. centre af så høj excellence, at de kan levere helt nyskabende opdagelser og indsigt. Derfor har BioZoom’s redaktør sat Kristian Helin stævne for at diskutere, hvad sådan et Nobel-center kræver, og hvordan man bør satse i dansk forskning (Figur 1). Han er professor og leder af Biotech Research & Innovation Center (BRIC) på Københavns Universitet. Som leder af BRIC ved Helin noget om at opbygge et forskningscenter med høje ambitioner og fokus på strategi og excellence (Faktaboks 2).

Så hvordan skal Nobel-centret opbygges? ”Et Nobel miljø skal have en vis størrelse – gerne som et institut med måske 2-300 folk. Det kræver en vis kritisk masse, så der både er diversitet i forskningsgrupperne og mulighed for interaktioner,” mener Helin. Det er helt centralt, at det er de rigtige folk, som rekrutteres. ”Man kan skele til nogle steder i udlandet, hvor der er forskningsinstitutioner, som har hvad der kan kaldes Nobel-format.”

”På Max Planck-institutterne i Tyskland rekrutteres forskere i 40’erne. På det aldersniveau har de fleste vist, hvem de er og deres potentiale. De, som bliver ansat, bakkes op med store og permanente bevillinger, der bl.a. inkluderer muligheden for at ansætte faste medarbejdere og have driftmidler, så man ikke behøver at tænke på, om der er ressourcer nok til at udføre de forsøg, man har tænkt sig. Det kan næsten ikke gå galt.”

Dermed understreger Kristian Helin, at man er nødt til at tænke meget større og mere risikovilligt: ”Man skal være indstillet på at lave højrisikosatsninger – og at de kan fejle. De virkelig udfordrende forskningsspørgsmål er svære og risikable, men kan også potentielt give en helt ny forståelse – det såkaldte high risk – high gain. Men samtidig skal man være forberedt på, at high risk – no gain også er sandsynligt.” Det udfald er der i dag ikke plads til i mange forskningsmiljøer, hvor produktionen af forskningsartikler er altafgørende for at bevare sin forskningsstilling og især bevillinger. Det på trods af, at det er de svære og kontroversielle forskningsspørgsmål, som de fleste forskere egentlig er optagede af.

”Alle forskere er drevet af nysgerrighed og de store spørgsmål. Men de er nødt til at være mindre ambitiøse, da der skal produceres artikler. Og de skal gerne være publiceret inden for de tre år, forskningsbevillingerne typisk er på. Publish or perish, som man populært kalder prioriteringen af kvantitet over kvalitet. Ny erkendelse tæller ikke. Vi må gøre op med denne form for New Public Management, og det er måske også det, som Søren Pind forsøger med dette udspil.”

Det er altså også nødvendigt med ekstraordinære bevillinger for at drive et Nobel-forskningscenter i verdensklasse. ”Man skal tænke meget mere langsigtet og give stabil funding, hvis man skal lave denne type satsninger. Det er vi ikke gode til i Danmark i dag. Grundforskningsfonden er et eksempel på en dansk fond, der tør tænke lidt større og længere end til i morgen.” Men for at skabe ægte Nobel-klasse skal der meget mere til: ”Da jeg blev ansat til at starte BRIC op, havde jeg 25 mio. kr om året, men det kræver 180 mio. kr. om året at drive et forskningscenter som BRIC. Heldigvis er vi gode til at skrive ansøgninger, og det går godt. Men hvis man virkelig vil satse på at etablere et Nobel-center, er det nødvendigt at investere mere langsigtet.”

Faktaboks 1: Nobelpagten

Regeringen og Uddannelses- og Forskningsministeriet udgav "Danmark - klar til fremtiden" i december 2017. Hovedpunkterne i strategien er:

1. Dansk forskning skal være af højeste internationale kvalitet

• Nobelpagten: Styrkelse af dansk forskning og etablering af Nobel-centre
• Basismidler skal fordeles efter kvalitet
• Eftersyn af karrieremulighederne for unge forskere
• Styrkelse af dansk arbejde og forskning inden for forskningsinfrastruktur
• Styrkelse af internationale samarbejder

2. Forskningen skal gøre mest mulig gavn i samfundet

• Ny teknologisk udvikling baseret på forskning og innovation
• Viden og værdi skal skabe mere værdi i virksomheder
• Mere forskning skal omsættes til praksis i den offentlige sektor
• Bredere meritering af forskeres aktiviteter
• Styrkelse af forskningsformidling
• Bedre koordination af spillere inden for forskning og innovation

Den fulde publikation kan læses på UFM's hjemmeside

Væk med bureaukratiet

Helin blev ansat til at lede BRIC i 2003, hvor centeret blev åbnet. BRIC var en strategisk satsning fra det daværende Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (nu Uddannelses- og Forskningsministeriet). Centeret er gennem de sidste 15 år udviklet til et anerkendt tværfagligt forskningscenter med 23 grupper specialiseret i grundlæggende forståelse af en række sygdomme. ”BRIC var i starten kun associeret med Københavns Universitet. Det betyder, at vi var meget mere frie omkring ansættelser og administration, og det var en stor fordel. Det var meget mere fleksibelt og gav mulighed for en organisk vækst,” fortæller Helin. Senere er BRIC blevet en del af Københavns Universitet. I den forbindelse har BRIC fået en større rolle i universitetets organisation og dermed også andre opgaver.

”Men man må hele tiden holde for øje, at universiteterne har to hovedfunktioner: forskning og uddannelse. Jeg nævner forskningen først, fordi den samtidig også er en garanti for kvaliteten af de uddannelser, der udbydes. Derudover er der kommet andre funktioner ind, som fx myndighedsbetjening. Det er det!” Men som Helin påpeger, fylder administration og bureaukrati stadig mere på universiteterne. Det er overflødigt og gør universiteterne træge. ”Der er en tendens til for meget administrativ indblanding. Ansættelsesprocedurer er langsommelige, og der er en stigende tendens til centralisering på universiteterne. Det er et problem, da administrationen ofte sidder langt væk fra det videnskabelige personale, der forsker og underviser.”

Derudover er der en øget tendens til at ensrette forskerne, så de alle skal på ledelseskursus og undervises i at drive en forskningsgruppe. ”En moderne forskningsleder tænker også naturligt i administration, strategi og ledelse ellers var man for længst blevet selekteret fra i karriereforløbet. De evner er allerede en præmis ved ansættelsen. Jeg ser gerne et universitet, hvor institutterne har meget stor selvstændighed – eller sagt med andre ord: Vi skal have magten tilbage til forskerne!”

Faktaboks 2: Kristian Helin

Kristian Helin (56 år) blev uddannet som MSc i Kemiteknik fra Danmarks Tekniske Universitet i 1988 og blev tildelt en ph.d. i molekylærbiologi fra Københavns Universitet for sin forskning om den rolle, som den menneskelige EGF-receptor spiller i celleproliferation og cancer. Mellem 1991 og 1993 var Helin postdoc i Ed Harlow's laboratorium ved Massachusetts General Hospital og Harvard Medical School i Boston, hvor han begyndte at arbejde på retinoblastomproteinet og E2F-transkriptionsfaktorerne. Han vendte tilbage til Danmark i 1994 for at starte som gruppeleder ved Kræftens Bekæmpelse i København. I 1995 flyttede Helin til Det Europæiske Institut for Onkologi i Milano som leder af en af divisionerne i Institut for Experimentel Onkologi.

I 2003 blev Kristian Helin udnævnt til direktør for Biotech Research & Innovation Centre (BRIC). Fra 2007 har han også været direktør for Center for Epigenetik, et excellence-center financieret af Danmarks Forskningsråd, og siden 2012 har han været en del af ledelsen af Dansk Stamcelle Center (DanStem). Helin blev valgt som medlem af EMBO i 2002 og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2008. Han har modtaget adskillige priser for fremragende biomedicinsk forskning, herunder Novo Nordisk-prisen, Carlsberg-grundprisen og Anders Jahre Senior Medical Research Prize. Kristian Helins arbejde har ført til grundlæggelsen af biotekvirksomheden EpiTherapeutics. Han er ledende forfatter af 125 peer-reviewed videnskabelige publikationer, der er blevet citeret mere end 11.000 gange og har et h-indeks på 57.

Kontakt: Kristian.Helin@bric.ku.dk og http://www.bric.ku.dk/research/helin_group/

Tilbage til virkeligheden

Ønsket om reelle Nobel-forskningscentre er altså dyrt og omfattende. Det er derfor, Kristian Helin læser Søren Pinds udspil med andre briller: ”Jeg har valgt at forstå udspillet sådan, at man gerne vil sende nogle signaler fra Ministeriet. Forskningen skal tales op og have en større plads. Der skal være et folkeligt krav til forskning, og den skal prioriteres politisk. Så er det nødvendigt at bruge store vendinger, og Nobel-prisen er noget, som de fleste kender.”

På den måde er Kristian Helin positivt indstillet over for Regeringens udspil. Han er også enig med Regeringen i, at det er vigtigt at sammenligne sig internationalt og prioritere samarbejder udadtil. Men han mener også, at Danmark er udfordret i den internationale konkurrence: ”Se for eksempel på vores tilgang til arbejdstid og barsel. Det er en stor, svær diskussion.” Danskere er glade for privilegier som 12 måneders barsel med tilsvarende lang frist på pasningsgaranti, den korte arbejdsuge og lange ferier. Men i den internationale sammenhæng giver det langt mindre tid til forskning. Det kan være en konkurrencemæssig udfordring.

Det betyder også, at udenlandske og danske forskere har forskellig tilgang til forskningskarrieren. ”Jeg oplever, at mange udenlandske yngre forskere i Danmark, f.eks. fra Øst- og Sydeuropa har en helt anden sult på forskningskarrieren end danskere. De føler sig ekstremt privilegerede, hvis de får en stilling som ph.d.-studerende i Danmark. De arbejder benhårdt, er ambitiøse og villige til at levere, hvad der skal til. For mange danskere prioriteres familiens liv og fritid derimod højere end et forskningsophold i udlandet. Så måske vil man ansætte 80-90% udlændinge på det danske Nobel-center,” tilføjer Kristian Helin med et glimt.

Men er det helt forkert at sammenligne sig med verdenseliten og at få en dansk Nobelpris? Det er ikke umuligt, mener Kristian Helin. Men det er ikke meningsfuldt direkte at sammenligne de danske universiteter med de bedste universiteter i verden. ”Når man ser på USA og England er der nogle fremragende universiteter, som er højt specialiserede f. eks. Stanford, Harvard, Cambridge og Oxford. De har forskning i verdensklasse. Der er enkelte forskningsmiljøer i Danmark, hvor man har et tilsvarende niveau og er blandt verdens førende. Forskellen er, at på de nævnte eliteuniversiteter er langt de fleste forskergrupper i verdenstoppen. Den type universiteter får vi ikke i Danmark, men vi kan identificere de fremragende danske forskere og styrke de bedste forskningsgrupper i Danmark. Vi kan tillade mere specialisering og differentiering af forskningen på de danske universiteter. Det kan være en start på mini-udgaver af et Nobel-center, som er fordelt på flere danske universiteter.”