’Uddan lidt færre, men endnu stærkere ph.d.er’. Sådan lyder opfordringen fra Novo Nordisk til uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) i forbindelse med, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har igangsat et analysearbejde, der skal undersøge effekterne af ph.d.-satsningen. En satsning, der betyder, at der i dag bliver optaget godt 2.400 ph.d.-studerende om året, hvilket stort set er dobbelt så mange som i 2006.

Novo Nordisk er den største private aftager af ph.d.er i Danmark. Virksomhedens forskere er helt afgørende for virksomhedens innovationskraft, konkurrenceevne og dermed fremtidige vækst. Derfor ligger den danske forskeruddannelse virksomhedens hjerte nær. Ph.d.-uddannelsen skal være konkurrencedygtig og uddanne forskere af højeste internationale kvalitet.

I Danmark arbejder ca. 4.800 dedikerede Novo Nordisk-medarbejdere hver dag med at finde og udvikle nye og bedre lægemidler mod diabetes, fedme og blødersygdomme. Kimen til fremtidens produkter, vækst og nye jobs findes i virksomhedens innovationskraft. En stor del af forskerne i Novo Nordisk er uddannet på de danske universiteter, og mange af dem er erhvervs-ph.d.’er– det vil sige, at de har gennemført deres ph.d. i et tæt samarbejde mellem et universitet og en privat virksomhed. Sammenhængen imellem Novo Nordisks innovationskraft og den danske forskeruddannelse er med andre ord til at tage og føle på.

Figur 1. Signe Sun Guts og Charlotte Nidløse Aagerup i Diabetes Research & ­Development laboratoriet, Novo Nordisk A/S, Måløv, Danmark i 2015. Foto: Novo Nordisk Media Relations.

Analyse af ph.d.-uddannelsen i Danmark

Det er positivt, at ministeriet er gået i gang med et analysearbejde, der skal belyse effekten og kvaliteten af ph.d.-uddannelsen. Som det er nu, er der for mange sorte huller i vores viden. Ph.d.-graden bør være resultatet af en forskeruddannelse. Men eksempelvis er det uklart, hvor mange af de færdiguddannede ph.d.er, der rent faktisk arbejder med forskning. Uddannelsesministeriets igangværende analyse skal være med til at afdække netop spørgsmål som dette.

Et mere grundlæggende spørgsmål er naturligvis, hvor mange forskeruddannede, Danmark har råstof til at producere. Det er en grundlæggende forudsætning for at fastholde kvalitetsniveauet, at det kun er de allerdygtigste studerende – som brænder for forskning – der går i gang med en forskeruddannelse. Måske er den forudsætning skredet en lille smule. I dag er det mere end hver fjerde kandidatstuderende på naturvidenskab, der fortsætter med en ph.d. efter afsluttet kandidatuddannelse. Det dækker over betydelige forskelle uddannelserne imellem. På nogle uddannelser er det over halvdelen, der fortsætter ad forskervejen. Det er mange – og det indikerer, at konkurrencen på visse forskningsområder reelt er meget lille i Danmark.

Men alle de nye ph.d.-studerende skal naturligvis ikke kun findes i den danske andedam. Det burde være muligt at finde det nødvendige antal topkvalificerede kandidater, når hele verdens talenter i princippet er i spil. Men det er ikke så nemt, som det lyder. At finde og tiltrække de dygtigste internationale studerende fra rundt om i verden er en kæmpeopgave for de danske universiteter. Men det er en vigtig opgave – og de danske virksomheder har stor gavn af den diversitet, som internationale medarbejdere bringer.

Vi kan lære af ph.d.-uddannelsen i Storbritannien og Sverige

De danske ph.d.’ers forskningskompetence skal være fuldt på højde med deres internationale kollegers. Det skal være elitært, svært og præget af hård konkurrence at blive optaget på en forskeruddannelse i Danmark. Ellers risikerer vi stille og roligt at underminere kvaliteten af den danske forskeruddannelse. Noget tyder faktisk på, at den danske ph.d.-uddannelse ikke er forskningsmæssigt konkurrencedygtig i forhold til lande, vi sammenligner os med – såsom Sverige og Storbritannien.

Når de studerende er gået i gang med forskeruddannelsen, bruger de danske ph.d.-studerende mere tid på at undervise end deres engelske og svenske kollegaer. At kunne kommunikere og formidle sit stof er naturligvis vigtigt, men det er ikke en nødvendighed for kvaliteten af forskning at have varetaget diverse runder 1.-semesters undervisning. En undersøgelse fra Lægemiddelindustriforeningen (Lif) viser, at lægemiddelvirksomhederne finder, at ph.d.erne er overkvalificerede på undervisningserfaring – sammenlignet med andre kompetencer. I både Sverige og Storbritannien er undervisning blandt ph.d.-studerende typisk frivilligt og foretages derfor i høj grad af de studerende, som ønsker bedre kort på hånden i forhold til at fortsætte i den akademiske verden.

Der er i det hele taget flere gode elementer i ph.d.-uddannelserne i Storbritannien og Sverige, som Danmark med fordel kunne lade sig inspirere af. På Cambridge University er der høje optagelseskrav rent karaktermæssigt og det første år af ph.d.-uddannelsen består af en obligatorisk laboratorieturnus. Den studerende skal rundt på tre til fire forskellige miljøer på campus. Hver af dem skal bestås – ellers får den studerende ikke lov til at starte på sit ph.d.-projekt. Herefter kan den studerende fokusere på sit forskningsprojekt – betydeligt bedre rustet i forhold til både videnskabelig praksis og grundviden end året før.

Karolinska Institutet har valgt at etablere en eliteforskerskole. Her optages kun en tredjedel af de ph.d.-studerende – i hård konkurrence mellem de indskrevne ph.d.-studerende. Belønningen er et sæt sammenhængende kurser på et meget højt fagligt niveau. Initiativer som dette er helt afgørende, når optaget på forskeruddannelserne er så højt. Samtidig er det en mere kvalitetsfremmende ’forskerskole’ end den typiske danske, som hovedsageligt er en administrativ overbygning, som stadig i høj grad overlader kvaliteten af den enkeltes uddannelse til den enkelte hovedvejleder eller til det enkelte institut. Der er naturligvis forskelle på tværs af hovedområder og universiteter.

Færre men bedre forskeruddannede

Hvis vi skal sætte det lidt på spidsen: med et så stort ph.d.-optag i Danmark er der behov for andre mekanismer for at motivere – og udvælge – de studerende. Det er helt afgørende, at de dygtigste studerende udfordres til grænsen af deres potentiale for at udvikle deres talent – til gavn for både de studerende og virksomhederne.

Novo Nordisk har foreslået, at life science ph.d.-uddannelserne forlænges til fire år i stedet for tre år som i dag. En typisk ph.d.-studerende bruger sammenlagt et af de tre år på undervisning og kurser og vil med et ekstra år få tre år til at fokusere på forskningen, sådan som ph.d.er i udlandet ofte har. Lidt færre, men endnu stærkere ph.d.er.

Men – ville djævlens advokat spørge – når nu Novo Nordisk har så mange medarbejdere med en forskeruddannelse, er det så ikke uhensigtsmæssigt at argumentere for færre forskeruddannede? Svaret er nej. Virksomheden mener, at kvaliteten trumfer kvantiteten. Om end der kan argumenteres for at indsigt i forskning aldrig kan skade uanset hvilket job den enkelte forskeruddannede udfører, så må kvantitet aldrig trumfe kvalitet i spørgsmålet om at uddanne de allerdygtigste forskere i verden.

En forskeruddannelse i Danmark skal være en forskeruddannelse i verdensklasse – det er til gavn for både de danske universiteter og de danske forskningsbaserede virksomheder.