Som Ph.D. i molekylærbiologi er det min triste erfaring, at det er ekstremt svært at finde post doc stillinger. Den erfaring har jeg gjort mig siden jeg i 1991 blev færdig og troede jeg som forsker trådte ind på et attraktivt job-marked. I mine 8 år som post doc har jeg kun haft ansættelse i 5 år. Aktuelt er jeg igen job-søgende, og markedet er ikke blevet bedre trods al snak om opsving i erhvervslivet.

Den erfaring at Ph.D.’ere ikke er efterspurgte kan man ikke finde bekræftelse for i statistikken om de Ph.D.-uddannede; Forskerakademiets statistik siger, at kun omkring 3% er arbejdsløse 1½ år efter afslutningen af deres Ph.D.-uddannelse, Danmarks statistik siger at ingen er arbejdsløse (- de må have glemt at spørge undertegnede!). Dette er vel at mærke indenfor det naturvidenskabelige fagområde bredt defineret (- det omfatter: Matematik, Kemi, Fysik, Datalogi, Geologi, Geografi, Farmaci/farmakologi/medicinalkemi, og interessant for dette tidskrifts læserskare: Molekylærbiologi/biokemi og biologi), men da molekylærbiologi/biokemi/biologi tegner sig for en ganske stor andel af de senere årgange af uddannede Ph.D.ere, opimod en trediedel såvidt jeg har kunnet finde ud af, ja så er det under alle omstændigheder en arbejdløsheds-frekvens langt under 10%.

Det er således også fortsat dansk uddannelses-politik og forsknings-politik, at vi skal uddanne flere og flere Ph.D.’ere for at kunne stå os i den internationale konkurrence fremover. Et dogme som måske bør revideres, og i hvert fald bør det underbygges bedre. Det kunne jo for eksempel være, at Ph.D.’ere indenfor molekylærbiologi/biokemi/biologi har meget vanskeligt ved at finde beskæftigelse, der er måské allerede et stort overskud af dem, som hutler sig igennem med korte ansættelser på universiteterne (- såkaldte "løsarbejdere"), eller som accepterer stillinger uden forsknings-/udviklings-indhold for dog at have et job.

Forsknings-/udviklings-stillinger indenfor molekylærbiologi/biokemi/biologi er der ikke mange af i det private erhvervs-liv her i Danmark, det kan enhver forvisse sig om ved at studere Berlingske Tidende (søndag) og Magisterbladet eller internettets mange job-databaser; der kan gå ½ år mellem at bare en enkelt stilling ses averteret. Det efterlader universiteter, hospitaler og sektor-forsknings-institutioner som de reelle aftagere af de uddannede forskere.

Universiteterne og sikkert også sektor-forskningsinstitutionerne er i ekstrem grad præget af neputisme, og mange stillings-opslag er rene "gummi-opslag" for at opfylde regler, der siger, at en stilling skal averteres. Dette gør det i ekstrem grad svært at komme tilbage til de offentlige forsknings-institutioner, efter man har været i den private sektor, som undertegnede for eksempel har været nu i et par omgange. Til denne grænse-sætning bidrager nu også begrebet "ny løn", der betyder at man som højtkvalificeret akademiker der søger ind i statslig ansættelse bliver tilbudt en løn uacceptabelt langt under den man formentlig oppebar i den private sektor.

Min pointe med dette debat-indlæg, som jeg stærkt håber man vil følge op på, den er at statistikken af umiddelbart uransagelige årsager snyder og ikke afspejler realiteterne som de opleves af os med fine Ph.D.-uddannelser og måske tilmed en del post doc erfaring. Vi er for mange og stillingerne for få, det er ikke omvendt.

Hvad jeg umiddelbart har til at underbygge min påstand om en høj frekvens af arbejdsløshed blandt specielt Ph.D.’ere indenfor molekylærbiologi/biokemi/biologi er den erfaring, at til det fåtal af stillinger der har været har jeg altid i forbindelse med ansættelses-forløbet erfaret at jeg var op imod et forbavsende stort antal Ph.D.-uddannede kandidater til samme stilling, oftest 20-30. Dette indikerer jo ikke ligefrem fuld beskæftigelse for samme gruppe af forskere.

Andre yngre forskeres erfaringer med det molekylærbiologiske/biokemiske/biologiske stillings-marked ville være frugtbart til en belysning af de mere objektivt set reelle forhold som møder nyuddannede Ph.D.’ere såvel som post docs på udkig efter deres næste projekt. Tøv ikke med at skrive et indlæg til bladet her, eller kontakt undertegnede med din historie!

Helt aktuelt har undertegnede planer om at starte foreningen af Frustrerede Forskere i Danmark, og nye medlemmer er meget velkomne til at kontakte mig på adressen: mmeldgaard@hotmail.com. Det er ikke ment som en joke!