Kære BioZoom

Først skal jeg lykønske redaktionen med et glimrende og særdeles tiltrængt blad, der giver mulighed for en orientering om udviklingen inden for vores felt, og som samtidig tjener som formidler af forskning og forskeres (og andres- heldigvis) syn på den del af samfundsdebatten, der vedrører vores fag.

Efter at have læst sidste nummer af Biozoom (nr. 2, 1999), har jeg således lyst til at komme med nogle få bemærkninger, der knytter sig til Jens Rehfelds (JR) indlæg om kvalitet i forskning. JR bruger de engelske termer "puzzle solving" og "problem solving" om respektivt inferiør og væsentlig forskning og definerer puzzle solving som "hovedløs" beskæftigen sig med detailspørgsmål modsat problem solving, der defineres som en gåen i dybden ?! Men hvordan ved man reelt, at man går i dybden med en væsentlig problemstilling? Svaret må være, at det ved man ikke! Problemet er, at begrebet "væsentlig forskning" er en efterrationalisering. Hvad der er "væsentligt" kan sandsynligvis først afgøres, når man er kommet langt ind i afdækningen af en given problemstilling. Således nævner JR selv Watson og Crick (dog i en anden sammenhæng), og det turde være enhver bekendt, at trods de to herrer’s indsats kom dobbelthelixen ikke til dem ud af den blå luft, selvom det tyder på det ved læsning af diverse lærebøger. Den forskning, der udgjorde fundamentet for dobbelthelixen, var påbegyndt omkring hundrede år før, af kemikere der op til slutningen af 30’erne havde bestemt den kemiske struktur af DNA. Da DNA først blev foreslået som bærer af arveanlæggende få år før strukturen kom, kan det derfor ikke have været et fancy (læs:væsentligt) emne omkring århundredeskiftet! Min pointe er, at der ikke kan sættes væsentlighedskriterier op for forskning som sådan (iøvrigt- ikke al biokemisk forskning er medicinsk orientreret!). Man kan støtte forskningsområder og vælge andre fra, men det er og bliver en illusion hos bl. a. forskningspolitikere, at tro at man kan lægge væsentlighedskriterier til grund for dette valg, når der er tale om grundforskning. Det er vores (forskernes) forbandede pligt at blive ved med at gøre politikerne opmærksom på dette, selvom det kan være nok så rædselsfuldt at høre sig selv fremføre det gang på gang. Grundforskeren bør ikke have andre kriterier for valget af forskningsemne end at problemstillingen har hans faglige interesse, alt andet er politik og det må politikerne forstå!