Det er ikke en hr. hvem som helst, der har lagt navn til artiklen om "Forskningspolitikkens nødvendighed" i Biozoom vol. 2, nr. 2, 1999. Rygtet vil vide, at det er direktør Ove Poulsen, som er den, der støber kuglerne i Forskningsministeriets forskellige udspil mod universiteterne og sektorforskningen, senest alt dette med de forventede særlige forhold til dansk industri. Så der er al mulig grund til at lægge mærke til, hvad Ove Poulsen har at sige.

Og hvad siger han så, som saglig begrundelse for sit og andres forskningsbureaukraters virke? Ærlig talt, for mig at se meget lidt! Nærmest uhyggelig lidt, når man betænker den magt, der står bagved.

Bevares, jeg er ikke nogen uhildet iagttager. Som nypensioneret seniorforsker, efter 40 år på Risø, har jeg med stigende undren og irritation måttet se opkomsten af et nyt Forskningsministerium, der fra en start som koordinerende serviceorgan har udviklet sig mere og mere i styrende retning. Da antallet af ansatte steg til over et hundrede var vi mange, der undrede os over hvad alle disse mennesker egentlig skulle tage sig til. Styre? Ja men hvorhen? Var det virkelig bevidst, det der skete, eller var det bare bureaukratisk selvforstærkning - en ny minister skulle nu en gang have noget at rive i?

Selv har jeg i mange år plæderet for, at forskning ikke skal styres men bruges. Erfaringerne på Risø, især omkring energidebatten, har vist hvordan vekselvirkningen mellem forskning og samfund i nok så høj grad var hæmmet af en manglende evne hos samfundet til at modtage, som af en manglende evne hos forskerne til at sende. Politikernes valg skal efter min mening mest gå på hvilke forskningsresultater, der skal anvendes og til hvad, frem for hvad det er forskerne fremover skal forske i. Det sidste er forskerne nu en gang selv de bedste til at vide, i det omfang det i det hele taget kan forudses.

Tidens trend har været imod sådanne tanker. Noget af det slet og ret som et led i Janteloven: forskerne skal ikke tro de er noget. Men noget af det også præget af en eller anden ide om samfundets gode ret til at angive i hvad retning tingene skal gå, om ikke andet så fordi forskningen har et stigende økonomisk behov, der jo skal dækkes af os alle sammen.

I det følgende en analyse af Ove Poulsens argumenter, på grundlag af udvalgte citater taget i den rækkefølge de forekommer.

Ove Poulsen vil ikke acceptere den frie forskning styret alene af forskere fordi "… videnskaben hverken kan isolere sig eller lade sig spænde for en vogn med udvikling for enhver pris. Der må og skal defineres mellemveje, der på samme tid sikrer videnskabens nødvendige uafhængighed og varetager samfundets tarv, der kan sikre en sammenhæng mellem erkendelse og interesse."

Det centrale i disse betragtninger er en definition dels af "samfundets tarv" dels af det sidste ord "interesse". Kan disse ord defineres har det hele en rimelig og fornuftig mening, kan de ikke bliver det til vellydende men intetsigende floskler. Og jeg kan ikke se hvordan de kan defineres. Hvem kender samfundets tarv og interesser på det lange sigt som forskningen må ses i? På kort sigt kunne det være et krav om politisk korrekthed, om at følge op især på de herskende modefag, men på lang sigt vil det nok snarere være forskerne, der kan ane samfundets kommende interesser, end det vil være politikerne eller deres embedsmænd. Det skulle jo nødig være sådan, at en politisk styring låser forskningen fast, i stil med den katolske kirkes fremfærd over for Gallilei. Det kan Ove Poulsen i hvert fald ikke mene.

Det næste citat antyder, at man kan få for meget sandhed. Der plæderes for en slags "limits to truth" i lighed med det kendte "limits to growth". "Videnskabssystemets udvikling er drevet af søgen efter sandhed. Denne endimensionale indre værdifastsættelse er beslægtet med det økonomiske marked, der er drevet af vækst, der er knyttet til velstand og købekraft med en indbygget incitamentstruktur, og som ikke favoriserer problemløsning." Og en uddybning lidt længere hen: "De to markeder, hvor forskellige i natur de end er, deler i form den samme ideologi: begge optimerer på interne værdier, henholdsvis sandhed og vækst. Taberen i det spil kan blive løsningen af de komplekse problemer, som vi står over for."

Er der en fare ved den uhæmmede sandhed, der ligner faren ved den uhæmmede vækst? Jeg synes parallellen er helt forkert. En vækst, der ødsler med begrænsede ressourcer, kan skabe flere problemer end den løser, ja; men kendskabet til sandheden kan da umulig hæmme en løsning af reelle problemer. Tværtimod. Reelle problemer kan i virkeligheden kun løses på basis af realiteter, jo flere man kender jo bedre. Det ligner en gang embedsmandslogik, hvor politikernes mulighed for at manipulere sig ud af deres vanskeligheder, og dermed løse deres egne kunstige problemer, godt nok kan blive hæmmet af et kendskab til tingenes egentlige sammenhæng. Sådan noget burde Ove Poulsen, som direktør i Forskningsministeriet, ellers ikke kunne gå ind for. Havde det været Miljøministeriet, havde man måske bedre kunnet forstå det. Og så lige et privat suk. Hvordan hænger Ove Poulsens advarsel mod vækst "der er knyttet til velstand og købekraft" sammen med Forskningsministeriets seneste parole om, at alle på Risø fremover skal forske til fordel for industrien?

Til sidst nogle citater der hævder, at forskningen er inde i en krise, præget af paradigmeskift og forvirring. "Forskningspolitikkens fornemste opgave i de kommende år vil være at skabe sammenhæng i et videnskabssystem, der gennem knopskydning har udviklet en tyngde, som det ikke længere selv kan bære." "Netop derfor skal den langsigtede kurs udstikkes løbende for ikke at komme ud af kurs, eller det der er værre, helt at sejle uden kurs i et farvand, der er isoleret fra verdens problemer." Nå? Hvad er det for en tyngde, som forskningen ikke længere kan bære, isoleret fra verdens problemer? Rene påstande, uden nærmere begrundelse eller eksemplificering. Igen gælder det nogle udefinerede størrelser ("den langsigtede kurs" "verdens problemer") der angivelig er i vanskeligheder. Og dette gælder selv om Ove Poulsen også henviser til, at "Regeringens redskab til kursfastsættelse er den nationale strategiproces", for den sidstnævnte er jo heller ikke defineret; noget af det sidste Frank Jensen gjorde som forskningsminister var jo netop, at opgive at definere nogen national forskningsstrategi. Måske var Ove Poulsen uenig med ham, men det er en anden historie.

Ove Poulsens afsluttende sætning indeholder det kryptiske ord "paradigme". "Et stærkt forskningssystem forudsætter ... et grundlæggende ændret syn på de herskende paradigmer, der ellers vil slå over i en mytisk natur." Jeg ved godt, at i hvert fald fysikerne taler om paradigmeskift inden for forskningen, eksempelvis ved overgangen til kvantemekanik, men hvornår har vi sidst haft et paradigmeskift inden for biologien? Er det andet end Kejserens Nye Klæder? Tomme ord, der lyder kønt og imponerende.

Er forskningspolitik nødvendig? Ove Poulsen havde ikke noget spørgsmålstegn i sin overskrift, som han burde have haft. Jeg synes ikke den er nødvendig, i hvert fald ikke som en væsentlig magtfaktor. Ove Poulsen har efter min mening ikke formået, at retfærdiggøre berettigelsen af den danske forskningsadministration i det omfang vi kender den i dag. Næste gang, der skal spares inden for Forskningsministeriets regi, kunne det passende gå ud over bureaukraterne selv. Det er ikke pænt sagt, men ærlig ment.

Indrømmet, at forskningen koster flere og flere penge. Indrømmet, at forskerne selvsagt ikke bare kan gøre som det passer dem. Men hverken Ove Poulsen, eller Peder Olesen Larsen, eller hvad de nu ellers hedder, har format til at være forskningens Big Brother. Samfundet kunne passende styre som inden for Kulturministeriets regi: Så og så meget er der råd til, så må I selv om resten. Alle må erkende deres begrænsning.