Fødesøgningsadfærdsindlæringsmulighed - om studerendes sprog og videnskabens

I en rapport fra nogle biologistuderende kunne jeg engang læse følgende:

Andre dyr, der præfererer engen, kan skyldes fødemulighederne

Hvad gør man så? Tager man sig til hovedet og stønner "De kan da heller ikke udtrykke sig!", taler man over frokosten med kolleger om, at det da også bliver værre og værre med de studerendes sprog? Skælder man ud over folkeskolen og gymnasiet, der ikke lærer dem at udtrykke sig ordentligt?

Galt. De kunne ikke have drømt om at udtrykke sig som ovenfor, da de kom til universitetet. Det er bestemt ikke deres naturlige sprog, og det er heller ikke noget, de har lært hverken i folkeskolen eller gymnasiet. Det er vores egen skyld. Det er os på universitetet, der har ødelagt deres sprog. Og det har vi gjort ved at forlange, de skal lære et nyt sprog, uden samtidig at give dem sprogundervisning. For videnskabssprog er et nyt sprog, et fremmedsprog for den, der ankommer i videnskabsland.

Ja, nikker læseren, der er mange fremmedord i det videnskabelige sprog. Men det er vel bare et spørgsmål om at lære gloserne, lære at sige replikation, transkription, translation, rekombination.

Men det er ikke bare det. De citerede studenter havde lært at sige præferere i stedet for foretrække - jeg ville ønske, de ikke havde - men fejlen i deres sætning lå inden for de danske ord: "Andre dyr ... kan skyldes fødemulighederne." Hvordan i alverden kommer de til at skrive sådan noget? I en nøddeskal: Det er, fordi de har lært at sige fødemulighed. Det er nemlig et rigtigt videnskabsord, og det forfører dem til en sætningsstruktur, de ikke kan redde sig ud af.

Lingvisten M. A. K. Halliday har i årtier studeret hverdagssproget, det sprog, der falder os allesammen naturligt, sammenholdt med kunstige sprog som f.eks. videnskabssproget. Han har fundet, at videnskabssprogets største afvigelse fra hverdagssproget er grammatisk.

De fleste menneskers forestilling om videnskabssprog er, at det er noget med mange, svære fremmedord, mange passivformer og lange, indviklede sætninger. Men det, der faktisk allermest præger videnskabssproget er, at det vender op og ned på, hvilke grammatiske pladser hovedpersonerne i en sætning får lov at indtage.

Vi tager en ytring på naturligt sprog:

Prinsen slog trolden ihjel og blev gift med prinsessen, og så levede de lykkeligt til deres dages ende

Nu laver vi den om til videnskabssprog. Først tager vi hver sætning og finder udsagnsleddet:

Prinsen slog trolden ihjel
og blev gift med prinsessen
og så levede de lykkeligt til deres dages
ende

Vi laver hvert udsagnsled om til et navneord - det er det vigtigste trick i at skrive videnskabssprog:

(Prinsen) ihjelslagning (trolden)
bryllup (med prinsessen)
samliv (lykkeligt til deres dages ende)

Hvis det skal komme til at ligne sprog igen, skal resten af ordene i sætningerne reduceres til tilbehør til de nye navneord:

Prinsens ihjelslagning af trolden
bryllup med prinsessen
livslangt lykkeligt samliv

Men nu har vi jo pillet udsagnsleddene ud af sætningerne. Altså må vi finde nye udsagnsled, der kan hægte det hele sammen. Hvor skal de komme fra? Jo, fra de bindeord, og, og så som vi har smidt ud af den oprindelige ytring. De betegner sammenhænge, altså:

Prinsens ihjelslagning af trolden medførte hans bryllup med prinsessen, hvilket efterfulgtes af et livslangt lykkeligt samliv

Hokuspokus. Sådan opstår videnskabssprog. Man laver udsagnsleddene om til navneord og giver disse nye navneord de grammatiske hæderspladser i sætningen. Til gengæld indfører man nye udsagnsled, som ikke betegner handlinger, men sammenhænge, relationer, logiske forbindelser.

Resultatet bliver, at de grammatiske hæderspladser, grundled og genstandsled, får nye indhold: Hverdagssætningen - grundled prins, de (nemlig prins og prinsesse), genstandsled trold. Videnskabssætningen - grundled ihjelslagning, hvilket (nemlig bryllup), genstandsled bryllup. Og udsagnsleddene skifter fra handlinger til relationer: slog ihjel, blev gift, levede versus medførte, efterfulgtes af. Hverdagssætningens grammatiske landskab er befolket med prinser, prinsesser og trolde, videnskabssætningens med ihjelslagninger, bryllupper og samliv. Hverdagssætningens handlinger er handlinger som at slå ihjel og blive gift med og leve, mens videnskabssætningens „handlinger" er at medføre og efterfølges af.

Videnskabssproget vrimler med navneord, der ikke er født som navneord, men lavet af udsagnsord: celledeling, fordøjelse, opløsning, fødesøgningsadfærd, genmanipulation; hvor det naturlige sprog ville tale om celler, der deler sig; dyr, der fordøjer; nogen, der opløser noget; dyr, der opfører sig på en bestemt måde, når de søger føde; mennesker, der manipulerer gener. Det naturlige sprogs konkrete agerende afløses i videnskabssproget af abstrakte processer. Og videnskabssproget erstatter handlingsudsagnsord med tørre relationsudsagnsord. Resultatet er, at videnskabssproget forekommer langt mere abstrakt end det naturlige sprog og er vanskeligere at læse, fordi det har vanskeligere ved at fremkalde mentale billeder. Man kan se for sig en prins, der kapper hovedet af en trold, men man kan ikke se ihjelslagning for sig. Man kan se for sig en grøn plante, der står og trives i solen, men man kan ikke se fotosyntese for sig. Man kan se for sig en celle, der deler sig, men ikke celledeling.

Videnskabssproget er ikke unødvendigt krukkeri. Det er genialt og uundværligt til at udtrykke videnskab, af grunde, som jeg ikke har plads til at komme ind på her. Men det er altså svært for de uøvede at læse. Tag følgende:

Temperaturstigningen fremmer nedbrydningsprocesserne, hvilket igen accelererer faldet i iltmængden

Befolket af navneord, der ikke er født som navneord: stigning, nedbrydning, fald. Abstrakt og vanskeligt at se for sig. Det betyder:

Når temperaturen stiger, bliver organisk stof nedbrudt hurtigere, og det får igen iltmængden til at falde hurtigere

Læg mærke til, at vi, når vi oversætter til naturligt sprog, tvinges til at finde ud af, hvad det er, der nedbrydes i det abstrakte videnskabsord nedbrydningsprocesserne. Det er nemlig helt maskeret i videnskabssætningen. Læseren kan selv prøve med følgende:

Den maksimale iltoptagelseshastighed har betydning for udførelse af langvarigt muskelarbejde

Dette er, hvad vi lærer de studerende på universitetet. Dette er, hvad de prøver på at skrive, uden helt at kunne mestre det. Mine studerende fortæller mig, at deres vejledere og andre lærere siger, at de skal udtrykke sig videnskabeligt. Det prøver de så på, men ingen har lært dem, hvordan man gør. Resultat: Den student, der engang godt kunne sige

Andre dyr, der foretrækker engen, gør det måske, fordi der er mere mad der

prøver i stedet at sige

Andre dyrs præference for engen kan skyldes fødemulighederne

og ender med hybriden

Andre dyr, der præfererer engen, kan skyldes fødemulighederne

Når en student forlader universitetet, bør han i hvert fald kunne udtrykke sig på sit naturlige sprog. Det bør alle kunne. Han bør nok også kunne udtrykke sig på videnskabssprog, for måske skal han udlægge videnskabstekster for elever. Men så skal han kunne det ordentligt, så han er i stand til at oversætte, at gå frem og tilbage mellem de to sprog.

De studerende bliver så vant til videnskabssproget, at de næsten glemmer deres eget naturlige sprog. Det er ikke altid, resultatet er så uheldigt som det med de præfererende dyr. Men det fører til, at de skriver

Man kan skubbe en sø i retning af den klarvandede tilstand

hvilket betyder

Man kan få klarere vand

Eller de skriver

Udviklingen af bipedalisme forklares som en konsekvens og videreudvikling af en meget effektiv opretstående fødesøgning

hvilket betyder (viser det sig)

Vi begyndte sikkert at gå på to ben, fordi det gjorde det nemmere at nå frugterne i træerne

Hvilket af de sidste to scenarier er lettest for f.eks. en gymnasieelev at se for sig?

Det ville være ideelt, hvis de studerende, når de forlader os, kunne tale begge sprog og veksle ubesværet imellem dem. Det er faktisk let nok, når man har lært tricket. For at oversætte til videnskabssprog gør man blot som i eksemplet med prinsen og trolden. For at gå den anden vej: Find de navneord, der er ikke er født som navneord, og giv dem deres oprindelige funktion tilbage. Man kan tit, men ikke altid, kende dem på -ing, -ning, -sel, -else, -tion. Der forekommer også tit i videnskabssproget navneord, der er født som tillægsord: mulig - mulighed, hastig - hastighed, kompetent - kompetence. Læseren kan selv more sig med at se, hvordan vi kommer frem og tilbage mellem disse ytringer:

Viden om og forståelse af en celles funktion fremmer forståelsen af en flercellet organismes funktion

Når man ved og forstår, hvordan en celle fungerer, kan man bedre forstå, hvordan en flercellet organisme fungerer

Eller prøv til slut at udtrykke følgende på hverdagssprog:

Hjernebarken øger i størrelse og kompleksitet hos primaterne, mens en længere fostertilværelse og barndom stiller øgede krav til yngelpleje, men samtidig giver større mulighed for tillært adfærd hos afkommet

Det er typisk videnskabssprog. Der er ikke mange fremmedord, ingen passivformer, og sætningerne er ikke særligt indviklede. Men videnskabssprog er det, også i den grad. Og det bør enhver videnskabsmand kunne oversætte til naturligt sprog, hvis han ønsker at tale med andre end videnskabsmænd. Et sprog, hvor det faktisk er primaterne og deres unger og deres hjerner, der tales om og ikke kompleksitetsøgningskonsekvenser.