Et ungt menneske som vil forstå religionens, litteraturens, eller kunstens historie og betydning i kulturen kan søge ind på universitetet og studere religions-, litteratur- eller kunstvidenskab - store og aktive fag med mange lærere og studerende. Men vil man forstå videnskabernes historie og betydning i kulturen så går man stort set forgæves (forsåvidt man ikke bor i Århus, for der kan man dog studere videnskabshistorie, se www.au.dk/uk/nat/vidhist/index.html).

Videnssamfundet

Manglen på studiemuligheder på Sjælland og på Fyn er lidt ejendommelig, for videnskaberne spiller når alt kommer til alt en lige så stor - og måske endda vigtigere - rolle i den moderne verden end religion, litteratur og kunst. Videnskabeligt baserede teknologier præger - på godt og ondt - dagligdagens aktiviteter på en måde som religionen og kunsten trods alt ikke gør.

Det er ved at være en truisme at påpege at vi i dag lever i et videnssamfund. Arbejdslivet består i at manipulere genstande og symboler der er fremstillet ved hjælp af den moderne fysik og kemi. Er man syg bliver man diagnosticeret og behandlet ved hjælp af resultaterne af den moderne biologi. Politiske beslutninger legitimeres med henvisning til forskningens resultater. Hele vores verdensbillede er så grundlæggende gennemsyret af den videnskabelige og rationelle tankemåde, at vi har svært ved at forstå kulturer der baseres på æresbegreber eller religiøse forestillinger.

Forskningsrådsprofessorat i videnskabsstudier

Det var blandt andet overvejelser af den slags, der lå bag Forskningsrådenes beslutning i 1995 om at oprette et femårigt professorat og fire postdoc/PhD-stipendier i videnskabsstudier. Professoratet og et af PhD-stipendierne er siden september 1997 lokaliseret til Institut for Filosofi og Videnskabsteori på RUC (se http://130.225.220.111/filo/), medens de øvrige tre stipendier er tilknyttet Institut for Sociologi hhv. Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, samt Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København. Samtidigt oprettede Forskningsministeriet et Analyseinstitut for Forskning, der er knyttet til Aarhus Universitet og som hovedsagelig skal bedrive statistiske studier af dansk forskning (se http://www.afsk.au.dk). Ressourcerne er således, som desværre tit er tilfældet i dansk forskningspolitik, blevet spredt for alle vinde.

Videnskabsstudier fra amatørisme til professionalisme

Hvad laver så en forsker indenfor videnskabsstudier? Et kort historisk rids kan delvist besvare spørgsmålet. Fra midten af 1800-tallet til 1960'erne fandtes der stort set kun to former for videnskabsstudier. Dels historiske studier, der typisk blev bedrevet af enkeltstående (og tit ældre) videnskabsmænd, der interesserede sig for sit fags historie og skrev om vigtige episoder og gestalter i videnskabernes udvikling fra antikken til nutiden; dels filosofiske studier, der tit blev initieret af filosoffer der interesserede sig for den specifikt videnskabelige form for erkendelse.

I de sidste fyrre år er der internationalt set sket en voldsom forandring af fagets profil. Forskere med samfundsfaglig baggrund, især indenfor sociologi, har etableret "social studies of scientific knowledge" som en hovedstrømning indenfor videnskabsstudier. Forskere med historisk uddannelse har lanceret studier af videnskabernes historie i deres politiske, kulturelle og sociale kontekst. Nyhistoricisme, kulturstudier, social konstruktivisme, dekonstruktionisme, kognitionsforskning, genusstudier, etc. er blevet en selvfølgelig del af repertoiret. Et godt eksempel på videnskabsstudier der forener historiske, filosofiske og sociologiske tilgange er Hans-Jörg Rheinbergers forskning omkring eksperimentelle systemer i biokemien og den tidlige molekylærbiologi i 1950=erne (se http://www.mpiwg-berlin.mpg.de) sammenfattet i bogen Toward a History of Epistemic Things: Synthesizing Proteins in the Test Tube (Stanford, 1997).

Paul Charles Zamecnik's første skitse til hvordan aminosyrer binder til RNA. Fra Zamecnik's laboratorienotater, november 1955 (reproduceret i Rheinberger, Toward a History of Epistemic Things, Stanford University Press, 1997, s. 149).

Videnskabsstudier er med andre ord blevet en professionel beskæftigelse for samfundsforskere og humanister, som ikke har meget tilovers for sine studieobjekters amatøristiske selvreflektion. Der udkommer efterhånden et betragteligt antal tidskrifter og der afholdes årligt adskillige internationale konferenser. Indtil for nylig har det stort set kun været naturvidenskaberne der har været formål for denne interesse. Men nu begynder også adfærds- og samfundsvidenskaberne at komme i søgelyset, noget der for alvor rejser det såkaldte refleksivitetsproblem, dvs. at studieobjektet studerer sig selv.

"Science wars"

Professionaliseringen af videnskabsstudier har ikke været uden problemer. Nogle, især fysikere, har reageret stærkt imod den måde, især samfundsfaglige, forskere har publiceret artikler og bøger, der går imod videnskabernes (især fysikkens) selvforståelse. Man mener at videnskabsstudier udspreder kundskabsrelativisme, sætter spørgsmålstegn ved sandhedssøgen og rationalitet og underminerer (natur)videnskabens autoritet. "Science wars" kan ses som 1990'er-versionen af det som den engelske essyist C. P. Snow for lige præcis fyrre år siden beskrev som en kulturkløft mellem de to kulturer - den humanistiske og den naturvidenskabelige (De to kulturer, København, 1966).

Men denne "videnskabskrig" (http://www.members.tripod.com/ScienceWars/index.html) udkæmpes hovedsagelig i medierne mellem nogle få radikale sociologer og nogle få selvudnævnte fortalere for kriseramte videnskaber som matematik og fysik. I de snart tyve år jeg har været i branchen, har jeg aldrig oplevet nogle alvorlige modsætninger mellem mine historiske interesser og de forskere jeg har studeret. Mit første forskningsprojekt handlede om den svenske økologis historie, med særlig vægt på efterkrigstiden. Jeg talte med hundredvis af økologer og fik derved også adgang til værdifuldt arkivmateriale. Men selv om jeg ikke strøg økologerne med hårene - jeg konkluderede at økologien som videnskabelig disciplin er resultatet af, at en gruppe forskere af forskellige grunde havde succes med at omformulere en række videnskabelige, økonomiske og samfundsmæssige problemer til økologiske problemer - så havnede jeg aldrig i nogen krigslignende tilstand med dem.

Fokus på den individuelle forsker

Heller ikke mit seneste forskningsprojekt - en biografi over immunologen og Nobelpristageren Niels K. Jerne, som ikke bare involverede Jerne selv men et par snes immunologer som samtalepartnere - har ledt til konflikter med fagfolk, selv om jeg ikke fremstillede Jerne som en videnskabelig helt, snarere tværtimod (det fik derimod en kendt dansk videnskabsjournalist til at kaste sig over tastaturet). Manglen på konflikt hænger sikkert delvist sammen med at immunologien, ligesom andre biomedicinske videnskaber, ikke er i nogen krisesituation, men det handler også om hvorvidt man som videnskabsforsker er villig til at lytte til og respektere sit studieobjekt.

Måske er netop forskerbiografien en genre som er bedre egnet end mange andre grene indenfor videnskabsstudier til at slå en bro over kulturkløften. Medens videnskabsstudier i dag domineres af sociologer, filosoffer og historikere som decentrerer den individuelle forsker til fordel for upersonlige og strukturelle kræfter - kulturelle ressourcer, epistemiske felter og eksperimentelle systemer - sætter biografien den enkelte forsker i centrum.

Forskning som livsprojekt

At forstå den enkelte forskers livssituation og livsforløb er ikke udslag af en naiv individualisme, men en erkendelse af at en stor del af forskningen - selv om den er global i sin karakter, selv om den foregår i store forskergrupper, og selv om den med hensyn til de økonomiske ressourcer ligger i hænderne på nationale regeringer, overstatslige organer eller store multinationale koncerner til syvende og sidst handler om den enkelte forskers motivation, visioner og personlige evner.

Gennem forskerbiografien søger vi at forstå, hvordan den enkelte forsker udvikler sit videnskabelige arbejde som en del af et samlet livsprojekt. Det er en vidensform som har meget fælles med litteraturen. Romanen er en måde at trænge ind i en (fiktiv) personlighed for at bedre forstå sig selv og sin situation i verden. Biografen arbejder under strenge krav om fakticitet, men formålet er det samme - at tilbyde konkrete eksempler på hvordan det er lykkedes (eller mislykkedes) mennesker at leve sit liv.

Forskerbiografiske studier giver en forståelse af forskningens vilkår som måske ikke er så nyttig set ud fra forskningsadministrationens synsvinkel. Der har man nok mere brug for samfundsvidenskabelige, forskningspolitiske og statistiske studier. Men biografisk orienterede videnskabsstudier handler ikke om at effektivisere forskningssektoren. Ligesom al anden humanistisk forskning handler det grundlæggende om at udvikle rigdommen og mangfoldigheden i livsudtrykket.