Det bliver mere og mere almindeligt at udnytte de muligheder, der er indenfor sit fag, til at tage ud og studere en periode udenfor Danmark. Det at få et hverdagsliv et andet sted og lære et andet samfund og dets uddannelsessystem at kende indefra er for de fleste en stor oplevelse, der udvider horisonten og forståelsen for andre kulturer. Dog kan kulturforskelle godt være lettere chokerende, og det er godt at være forberedt.

Paris - byernes by

Paris er en vidunderlig by. Jeg var så heldig at få mulighed for at komme derned i studireåret 97/98 og læse mit fjerde år biologi, og endda på en meget specialiseret uddannelse indenfor lige netop det, jeg interesserer mig mest for, nemlig genetik. Opholdet blev arrangeret gennem en slags Erasmus-aftale, der nok egentlig hedder Sokrates nu, men det er der vist ingen, der tager så alvorligt. I hvert fald ikke franskmændene, men hvad andre går rundt og kalder tingene, er jo heller ikke ligefrem det, der holder dem vågne om natten...

Lige fra jeg startede med at læse har jeg vidst, at jeg ville udnytte den fantastiske mulighed, det er under studiet at kunne komme ud og opleve et andet land. Valget faldt på Frankrig, fordi jeg havde fransk i gymnasiet og gerne ville lære sproget rigtigt, Paris havde de bedste faglige tilbud, og en udvekslingsaftale var allerede i stand med et universitet dernede, hvilket mindskede besværet med indskrivningen. Dermed dog ikke sagt, at det var let, for der er meget arbejde med legatansøgninger, forhåndsgodkendelser, udtalelser, bolig og meget, meget mere, før man endelig fuld af forventning tager afsted mod et helt år, der bare ligger dér foran én med det eneste løfte, at det bliver anderledes.

Jeg havde hjemmefra søgt og fået et værelse på "Det Danske Hus" i Universitetsbyen i det sydlige Paris, som er en park med over tredive kollegier fra forskellige nationaliteter, og i alt ca. 5000 udenlandske studerende. Der er en overordnet aftale husene imellem om at udveksle studerende, og jeg blev derfor efter en måned flyttet over i det spanske hus. Jeg kan kun anbefale at arrangere bolig så man bor sammen med andre. Helst noget kollegie-agtigt, men ellers bofællesskab i en lejlighed, for man kan blive meget alene et helt fremmed sted, før man får etableret et netværk. De franske studerende på mit studie var ikke just åbne i starten - hvorfor fandt jeg først senere ud af - så jeg var glad for mit lille kollegiesamfund.

Den første måned gik strålende. Jeg tog derned en måned før studierne startede for at gå på sprogskole, lære byen lidt at kende, og få ordnet alt det administrative, hvilket er et helt kapitel for sig. Der er jo allerede sagt og skrevet meget om fransk bureaukrati. Jeg kan kun sige: Det passer. Man tror, det er løgn. Men har man tid til det og vælger ikke at lade sig irritere, kan det give en udmærket sightseeing rundt i byen at skulle finde alle de forskellige kontorer. Man skal bare huske en masse officielle papirer med pæne stempler på, uendelig mange pasbilleder (i sort/hvid og hvor man kan se det højre øre!!) og noget med at læse i...

Erasmus studerende

Så startede studierne, og dermed den egentlige motivation til at skrive dette indlæg. Mit første møde med det studie, jeg skulle følge, var da jeg skulle op og spørge, hvornår den første forelæsning var, om jeg skulle vælge valgfag før det, og hvis ja, om der så var en liste med fagbeskrivelser, jeg kunne få med hjem og kigge på. Egentlig meget relevante spørgsmål, som jeg ikke havde ventet ville komme så meget bag på den ellers søde sekretær for netop den uddannelse, jeg skulle følge, her små to uger før studiestart. Hun prøvede febrilsk at hjælpe mig, men måtte give op. "Plejer det ikke at være omkring den første oktober?", spurgte hun opgivende. Det hjalp mig ikke så meget videre, og da det gik op for os begge, at hun faktisk slet ikke havde oktoberbladet i sin kalender, var det jo svært at komme videre. Jeg besluttede mig derfor til at gå lidt længere ned ad gangen og spørge ham, der var overadministrator af uddannelsen, selvom jeg havde fået at vide af den flinke Erasmus-koordinator dernede, at han var "en travl mand". Han var åbenbart den eneste, der havde de oplysninger, jeg søgte, og han kunne jo bare sige, han ikke havde tid, tænkte jeg, naiv som jeg var og stadig uvidende om, hvad det vil sige, at være noget, der er mere end nogle andre i Frankrig. Det første han gjorde, var olmt at spørge, hvad jeg ville. Jeg sagde meget venligt og smilende på mit let vaklende fransk, at jeg var Erasmus-studerende og skulle følge det fjerde år på hans uddannelse, men at...Her afbrød han og sagde, at han absolut ikke havde hørt om nogle Erasmus-studerende i år - hvem der var min koordinator? Jeg svarede, hvorefter han uden et ord strøg hen til telefonen, ringede min rare koordinator op, og skældte ham huden fuld. "Vi må have talt om de Erasmus-studerende", var det sidste han sagde, før han smed på. Så vente han sig om mod mig, der bare havde stået og flagret under overhalingen, og spurgte, hvad det så var, jeg ville. Jeg fremsagde om muligt endnu mere venligt, men lettere chokeret, mit ærinde, og han tog et stykke papir frem, hvorpå han med meget store bogstaver skrev dato, tidspunkt og lokalenummer for den første samling. "O..Og valgfagene?" "Du skal bare være dér!" Sagde han brysk og gjorde det helt klart, at audiensen var forbi. Umiddelbart inden jeg gik ud af døren, fik han dog lige sagt: "Ja, du skal jo tale flydende fransk inden vi starter, ellers har du ikke en chance." Jeg ved ikke, om jeg svarede, men smilet sad vist stadig fast, omend lidt stift.

Jeg beskriver denne episode så detaljeret, for den markerer virkelig et vendepunkt, og er symbolsk for mit første møde med det franske uddannelsessystem. Havde det bare været et enkeltstående tilfælde med en enkelt magtsyg og ubehagelig person, var den nemt gået i glemmebogen. Det er jo ikke værd at gå og huske på, men sådanne oplevelser, der i den grad slog benene væk under mig, fordi de var så anderledes, end hvad jeg var vant til, og fordi jeg simpelthen ikke forstod bevæggrundene, var det desværre ikke slut med.

Elite uddannelse

Det viste sig hurtigt, at jeg var kommet ned på en slags universitær elite-uddannelse, som er blevet oprettet indenfor ganske få retninger på universitetet som en pendant til det, de kalder "les Grandes Ecoles", de Store Skoler. Disse er et specielt, fransk fænomen. De tilbyder en videregående uddannelse, men har ikke noget med universitetet at gøre, og det er meget svært at komme ind. Man skal først gå på forberedelsesskole et års tid efter gymnasiet, og optagelsesprøverne er efter sigende benhårde, men der er vist meget få, der ryger ud, når de først er optaget, og gennemfører man uddannelsen, kan man faktisk være sikker på en højere plads i samfundet. Det er meget fint at komme fra en af de store skoler. Består man ikke optagelsesprøven, må man jo tage universitetet. Det er ikke særlig fint, og det har universiteterne så prøvet at lave om på ved at lave disse "Magistère"-grader, som er en to-årig overbygning på grunduddannelsen, og som man kun kan komme ind på gennem hårde tests og interviews...............eller som Erasmus-studerende.........

På den uddannelse, jeg kom ned på, valgte de hvert år ca. 40 studerende ud fra hele Frankrig, som simpelthen var indstillet på at give to år af deres liv 110% for at få den grad. Det vidste jeg ikke. Jeg fandt dog allerede på den føromtalte første samling (- hvor jeg selvfølgelig skulle have valgt fag hjemmefra og derfor i al hast måtte sætte nogle krydser på må og få -) ud af, at noget var lidt anderledes, end jeg havde forventet. Jeg sad pludselig med et skema foran mig med 50 timers forelæsninger (!) om ugen, og var sikker på, jeg havde lavet fejl i den hastige valgfagsproces. Det havde jeg ikke.

Forelæsningsnoter

Den første uge på studiet var forfærdelig. Det var den anden også, men da var jeg blevet zombie, og så er det ikke så slemt. Universitetet var stort (huser ca. 50.000 studerende), gråt og smækfyldt med asbest, som var blevet lovet fjernet for længe siden, men så havde der været magtskifte og omprioriteringer og..ja..bureaukrati, og det var der altså stadig trods forkølede bannere rundt omkring med ordlyd som f.eks."3 år - ikke 30! -Asbest giver cancer!", hvilket jo ikke ligefrem løftede stemningen. Her havde jeg forelæsninger fra ca. 9-19 hver dag, uden fagbeskrivelser, uden bøger, og alt, hvad der siges til forelæsningerne, er pensum. Så er det bare med at spidse blyanten! Problemet var bare, at jeg kunne have taget nok så mange kurser i fransk hverdagssprog uden nogensinde at forstå, hvad forelæserne egentlig snakkede om. Det var nemlig fagsprog, og franskmændene har som bekendt den politik, at de ikke vil have deres sprog forurenet med alle de ubehagelige engelske termer, der ellers dominerer feltet, og som alle andre flittigt bruger - uanset nationalitet. Det kan godt være, det er meget charmerende på afstand, at de fjollede franskmænd tror sig bedre end alle andre og simpelthen har et råd, der opfinder kunstige ord for at slippe for de engelske gloser, men det er lidt svært at se det morsomme, når manden står dér foran og snakker sort og tilmed forventer, at man skriver det hele ned. Nå, men jeg kunne jo se, at alle de andre skrev uafbrudt, så jeg tænkte, snu som altid, at jeg jo bare kunne kopiere deres noter, når jeg slet ikke selv havde fanget noget. Det kunne jeg også, ingen problemer. Desværre viste det sig, at de har lært noteteknik helt fra gymnasiet, hvor der heller ikke er nogen bøger, og læreren simpelthen kommer ind i klassen og skriver alt, han skal sige, ned på tavlen. Dette har resulteret i, at de alle hver især har udviklet deres helt egen stenografi-agtige teknik. Det er smart, for det går lynende stærkt, og det er ikke så hårdt for hånden at skrive de daglige ti timers diktat, men det er om muligt mere uforståeligt end det kunstige fagsprog. Jeg prøvede også med en diktafon, men det er svært at nå at høre ti timer igennem igen, når man kommer hjem, hvis der da også skal være tid til søvn... Jeg købte så en ordbog udgivet af det der forb... råd og lærte alle gloserne. En screening hedder en "crible" og sådan er det hele vejen igennem...

Jeg løb også rundt for at finde bøger og reviews, der dækkede de emner, der var blevet forelæst i, men det var nemmere sagt end gjort. Forelæserne blev meget overraskede når jeg gik op og spurgte dem, om de kunne anbefale noget litteratur om deres emne. Nogle hævdede, at det fandtes der ikke rigtigt, mens andre bare blev fornærmede fordi de troede, jeg insinuerede, at de ikke forklarede det godt nok. Én havde ekstraordinært lavet et hæfte med en masse figurer taget fra forskellige artikler, og da jeg efter en forelæsning gik op og spurgte, om jeg ikke kunne få referencerne, blev han meget gal og sagde, at det ville tage ham alt for lang tid. Da jeg lettere chokeret satte mig tilbage på min plads, spurgte jeg min sidemand, hvad man som fransk studerende gjorde, hvis man fik en brændende interesse for et af de præsenterede emner og fik lyst til at læse mere selv. Han kiggede uforstående på mig og svarede: "Jamen, han siger jo det, vi skal kunne.." En anden gang kom en af forelæserne til at nævne en henvisning til en god bog om emnet, men jeg fik ikke fat i navnet, og gik derfor op efter forelæsningen for lige at få det igen. Det nægtede han. "Ikke uden alle de andre også hører det igen.", sagde han, "Så må jeg sige det igen til næste forelæsning", og så stod jeg endnu en gang som et stort spørgsmålstegn.

Studier, karriere og økonomi

Lidt efter lidt forstod jeg, hvorfor de handlede, som de gjorde. For det første fordi de kan lide at vise deres magt. Det er et meget vigtigt aspekt. Der er meget, meget langt mellem forelæser (professorer, som kalder dem på fransk) og studerende. Lidt som jeg forestiller mig forholdene på universiteterne herhjemme for 40 år siden, før studenterne gjorde oprør, men de fik jo heller ikke lov til at gennemføre noget oprør i Frankrig. De blev banket og ligefrem skudt ned, så der er måske ikke noget at sige til, at intet har ændret sig. På det universitet, jeg gik, var der ikke noget, der lignede en kantine. Der var boder, hvor man kunne købe sin mad, men der var ingen steder, man kunne sætte sig ned og spise den, så man måtte stå ude i kulden eller på trappeopgangene, og det var med det udtalte formål, at studenterne ikke måtte kunne samle sig. Det var bygget lige efter ´68 og simpelthen konstrueret sådan. En anden grund til deres sære opførsel var, at det virkelig var et studie, hvor albuerne skulle være skruet ordentligt på. Der var nemlig ikke specialepladser til alle, og kun de bedste - eller dem, der blev bedst venner med lærerne - fik de gode pladser, hvor der kunne være mulighed for en ph.D. bagefter. Man kunne altså risikere at have læst i fire år og så ryge ud uden grad, hvilket virkelig var en fiasko, for man ville aldrig kunne komme videre. For dem var selv en kandidatgrad ikke nok, og det er ikke fordi, de var snobbede. Det er simpelthen nødvendigt at have en ph.D.-grad i Frankrig for at få et job. En af forelæserne sagde engang ud over forsamlingen, der alle havde blanke øjne af stress, for det var lige inden eksamenerne, at hvis de ikke havde afsluttet deres ph.D. inden de var 26, var de færdige. Det gjorde det ikke ligefrem bedre. Vi var altså alle konkurrenter, og det var derfor, forelæseren der havde nævnt henvisningen, ikke ville sige den igen til mig alene. Han var bange for, jeg skulle løbe hen på biblioteket og låne alle eksemplarerne, så de andre ikke kunne få glæde af dem! Han kunne ikke forestille sig, at jeg gerne ville købe bogen, for det gør de slet ikke dernede. Der er jo ikke noget, der hedder SU og ikke engang mulighed for lån, så de får deres penge fra forældrene og et eventuelt arbejde ved siden af, men med 50 timers forelæsninger om ugen samt renskrivning af noterne, er der ikke meget tid tilovers til erhvervsarbejde. Flere arbejdede dog om lørdagen. På et tidspunkt snakkede jeg med en, der sagde, at i hans drømmesamfund fik de studerende hjælp fra staten, for det ville give dem en vis status som noget støtteværdigt i samfundet og hjælpe dem, hvis forældre ikke havde råd. Han vidste ikke, det fungerede sådan nogen steder. Jeg brokker mig aldrig mere over SU´en. De troede generelt ikke på det, hvis jeg fortalte dem, at jeg fik 3000 kroner ind på kontoen om måneden i hele min studietid, og et år ekstra hvis jeg ikke lige blev færdig.

Præstationer og konkurrence

Det var også fordi, de andre studerende på holdet troede, at jeg skulle skrive speciale dernede, og altså var en konkurrent til pladserne, at de ikke snakkede til mig i starten. Først da de fandt ud af, at jeg skulle hjem igen når året var omme, løsnede de op. De spurgte mig mange gange. Da eksamenerne så kom oplevede jeg, hvad det det vil sige at drive folk helt derud, hvor de ikke kan længere. Der var eksamener morgen og eftermiddag 14 dage i træk, uden bøger selvfølgelig, og ofte også uden noter. Jeg var selv rimelig afklaret, for jeg vidste jo, at det værste, der kunne ske for mig, var at jeg måtte tage nogle nogle ekstra fag, når jeg kom hjem og dermed forlænge mit studie lidt. For dem derimod stod alt på spil, og jeg så simpelthen folk få deres livs knæk. Det var ikke rart. Jeg stod og snakkede med en lille pige, der havde været den allerbedste på holdet sidste år, men da den første eksamen var gået dårligt her i år, var det som en lavine, for man nåede ikke at sunde sig til den næste, som hun sagde, mens tårerne bare trillede ned af kinderne. En anden var virkelig syg og skulle have ligget i sin seng, men han sad alligevel der og hang hver dag med røde øjne, mens han skiftevis spiste koffein-tabletter og aspiriner, for eksamenerne skulle bare tages, når de var der. Jeg spurgte, om der ikke var re-eksamener, og jo, det var der vist i nogle af fagene, hvis tilstrækkeligt mange dumpede, men de var lagt efter specialeplads-interviewene, og så var der jo alligevel ikke så meget at bruge dem til. De skal simpelthen skrive ansøgninger og til samtaler for at blive vurderet til en eventuel specialeplads, og der skal man selvfølgelig have bestået det hele - helst med udmærkelse. En pige på holdet var dumpet i nogle fag sidste år, og tog derfor året om med os, men hun havde ikke en chance for at få en specialeplads, for de kunne jo se, hun var forsinket, som en af de andre på holdet forklarede mig.

Det franske samfund

Jeg kunne blive ved med at fortælle om den slags oplevelser, for jeg mødte virkelig et helt anderledes miljø og en helt anderledes grundindstilling til mange ting dernede. Det svære ved at støde ind i en anden kultur er, at der er ting, man simpelthen ikke forstår. Alle borgere i et samfund gennemgår overordnet den samme grundopdragelse, især gennem skolen, og dette resulterer i en generel måde at opfatte tingene på, og når man ramler ind i, at man bare ikke forstår, hvorfor folk gør som de gør, kan det være svært at tackle. Det er ikke bare, at man ikke kan acceptere deres bevæggrunde, nej, det er simpelthen fundamentet, der er anderledes, og det kan være meget svært at få ord på. Når jeg prøvede at diskutere deres uddannelsessystems grundholdninger med dem, var de helt uforstående. De var jo opdraget af det og stadig midt i det, og kunne derfor ikke sætte sig udenfor og vurdere det objektivt. De havde jo heller ikke set andet, så der var ikke noget sammenligningsgrundlag, og alle andre i samfundet havde været igennem det samme. Jeg snakkede på et tidspunkt om det med chefen på det laboratorie, jeg var på det sidste stykke tid, og spurgte, om det generelt var sådan i det franske uddannelsessystem, at folk bliver kørt til de knækker. Ja, svarede han lidt forvirret, ellers finder man jo ikke ud af, hvor deres grænse er.

Sådanne oplevelser får en til at tænke over, hvad det er for nogle ting og grundholdninger, vi bare går rundt og tager for givet herhjemme, men det skal der nok en udefra til at hjælpe med at finde ud af. Janteloven er en oplagt kandidat, men der må være meget mere, som bare er så naturligt for os, at vi ikke kan få øje på det.

Jeg håber ikke, dette afholder nogle fra at tage ud og studere. Det er absolut ikke meningen. Det giver mange tanker og mange store oplevelser at se et andet land indefra, men man skal ikke tro, man bare kan vade ind og gebærde sig, og at folk det nye sted grundlæggende er, som der hvor man kommer fra. Det er godt på forhånd at vide, at der er noget, der hedder kulturforskelle, som er noget meget diffust noget, men alligevel godt kan give en mavepuster, når man støder sig på det. Jeg vil lige her til sidst sige, at det selvfølgelig også afhænger af, hvor man tager hen. Min bror læser i øjeblikket i London og nyder hvert sekund. Alle er søde og hjælpsomme, og der er mange, der bare er ansat til at tage sig af udenlandske studerende. Ligesom herhjemme. Sådan er vi så forskellige.