Hvordan optimerer man Universitetsforskningen, hvordan får man det bedst mulige udbytte af de penge man investerer i forskning? Først hvad mener man med udbytte. Her må man skelne mellem anvendt forskning, og grundforskning. Den anvendte forskning sigter på at omsætte forskningsresultater i noget praktisk anvendeligt, hvis udbytte er umiddelbart måleligt. Grundforskningen sigter på at forøge vores viden om den natur der omgiver os, og har ikke umiddelbart praktisk sigte. Grundforskning sætter spørgsmålstegn ved det accepterede, og flytter grænser. Her er udbyttet langt vanskeligere at måle, og ikke noget der umiddelbart kan omsættes i penge. Grundforskningen foregår hovedsageligt ved universiteterne og de højere læreanstalter.

Udbyttet af grundforskningen skal søges i:

1. Den forskningsbaserede uddannelse af kandidaterne. De skulle gerne forlade universiteterne med aktuel viden om udviklingen indenfor deres fagområde, med en oplæring i hvordan man vedligeholder sin viden, og med en videnskabelig holdning til de problemer de fremover skal beskæftige sig med.

2. Kvaliteten af de uddannede forskere. Kandidaterne rekrutteres til universiteterne og til alle de områder i samfundet, hvor der er brug for forskere. Ikke mindst til industrien, som efterspørger forskere med en solid uddannelse i grundforskning.

3. Kommunikationen med internationale forskere. Et aktivt grundforskningsmiljø giver muligheder for at kommunikere med det internationale videnskabelige samfund, og dermed baggrund for at kunne forstå og drage nytte af de resultater der opnås andetsteds.

4. De opnåede forskningsresultater. Det er sjældent der sker gennembrud, mest er det mursten til en fælles bygning, hvor mange ud over hele verden deltager. Åbenhed og fri udveksling af resultater er afgørende. Grundvidenskabelige resultater er sjældent umiddelbart omsættelige i noget anvendeligt, men ofte på længere sigt. De er grundlaget for den anvendte forskning.

5. Den internationale anseelse. Det giver Danmark international anerkendelse når dets videnskabsmænd yder et bidrag til den videnskabelige udvikling.

Udbyttet af grundforskningen er en vanskelig størrelse at måle. Men det kan måske koges ned til at det er kvaliteten af den forskning der udføres, og formidlingen af informationen til studenter og kandidater.

Patentering af forskningsresultater

Når Forskningsministeren taler om at udbyttet af universitetsforskningen skal øges, og at universiteterne skal være mere ambitiøse, må man spørge på hvilke af de fem områder udbyttet ikke er godt nok. Og når det samtidig udtrykkes, at det skal være pligtigt at udtage patenter, hvor det kan lade sig gøre, får man fornemmelsen af, at med større udbytte menes noget der direkte kan omsættes i penge. Forskningsministeren mener forhåbentlig ikke, at man skal omlægge universitetsforskningen fra grundforskning til anvendt forskning. Det vil være ødelæggende for forskningens fremtid i Danmark. Det behøver man vist ikke at give argumenter for.

Men også i grundforskning opnås der resultater hvis nytteværdi kan forudses og som kan patenteres. USA er det land der er længst fremme med at udtage patenter fra universitetsforskningen. I 1992 udtog amerikanske universiteter årligt ca. 1600 patenter, hvilket omsat til danske forhold (5 mill. mennesker mod 250 mill.) svarer til 32 patenter. Den årlige royalty svarer til ca. 30 mill kr., hvorfra skal trækkes udgifter til udtagning, opretholdelse og evt. forsvar af patenterne. Jeg kender ingen oversigt over hvor mange patenter der udtages ved danske universiteter og højere læreanstalter, men næppe af den størrelse. Nettoindtægten fra patenterne er ikke noget stort beløb sammenholdt med hvad forskningen koster og med de ulemper der er forbundet med patenteringen.

Ulemperne ved patenteringen er for det første, at det fører til lukkede miljøer med hemmeligholdelse omkring forskningen, og dermed til en uheldig indvirkning på forskningsmiljøet. Den manglende kommunikation kan betyde, at projektet ikke får den stimulation der fører til det bedste resultat. Endvidere til forsinkelse af offentliggørelse, som kan betyde at andre i mellemtiden laver det samme, og publicerer det med det resultat, at det bliver den der først publicerer der får anerkendelsen i den videnskabelige verden og ikke patentansøgeren. Ved et internationalt møde, som jeg deltog i blev en forsker spurgt om sine resultater omkring en forskning man vidste han havde beskæftiget sig med. Af hensyn til evt. patentering ville han ikke udtale sig. Der var efterfølgende kold luft omkring ham, og ingen invitationer til at deltage i efterfølgende internationale møder. Man kan ikke nyde hvis man ikke vil yde. Det er også en risiko. Men værre er den indflydelse det kan have på forskningen, at penge i stedet for anerkendelse bliver motiverende. Det er meget betænkeligt at Forskningministerens forslag ikke lader det være op til forskeren at afgøre hvad han finder mest værdifuldt, pengene eller anerkendelsen.

Selv med et lavere patentantal end det amerikanske, er det en proportionsforvrængning, at tale om at nytteværdien af dansk universitetsforskning ikke er stor nok, fordi der ikke udtages nok patenter. Indtægten fra patenter er lille i forhold til hvad man investerer i forskning, og hvad nytteværdien i øvrigt er af universitetets forskning. Men det er naturligvis rimeligt at det mulige udbytte af universitetsforskningen kommer landets borgere til nytte gennem en industriel nyttiggørelse. Problemet er at finde en form for samarbejde, hvor både universiteternes og industriens interesser tilgodeses. Et særkende ved universitetsforskningen skulle gerne være, at den er bestemt af en sund videnskabelig vurdering ubehæftet af økonomiske interesser. Andet vil være ødelæggende.

Det kan anføres, at med hensyn til ejerskabet af europæiske patenter i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) ligger Danmark på en fjerdeplads efter Sverige, Schweiz og Tyskland, med USA på en niende plads. Med hensyn til ejerskabet af amerikanske patenter ligger USA på en anden plads efter Japan, efterfulgt af Schweiz, Sverige og Tyskland, med Danmark på en tiende plads (Science 1998;281:49).

Forskningskontrakter

Universiteterne skal være mere ambitiøse, siger Forskningsministeren, og derfor skal de indgå kontrakter hvor de definerer deres mål, og bruge dem som målestok for om de opnås. Nu hører aktive forskere gennemgående til de mest ambitiøse mennesker, for hvem arbejdstiden er en by i Rusland. De knokler for at opnå tilfredsstillelsen ved at flytte grænser og for at få den anerkendelse, at det internationale videnskabelige samfund referer deres arbejder. Men der menes åbenbart at man burde kunne få mere ud af universitetsforskningen. Det kan derfor være rimeligt at se på hvordan dansk basal forskning er placeret i en international sammenhæng.

Blandt de syv G7 lande samt Australien, Holland, Sverige, Schweiz og Danmark, er Danmark nr. 2 med hensyn til antal artikler publiceret i det amerikanske tidsskrift Science per 1 million £ investeret i basal forskning. Storbritannien er nr. 1 med Sverige og Schweiz som nr. 3 og 4. Science anses for et af verdens førende videnskabelige tidskrifter (Science 1998;281:49).

En undersøgelse baseret på Science Citation Index fra l981 til l994 omfattende de 15 videnskabeligt mest aktive lande i verden viser, at Danmark med hensyn til antal videnskabelige artikler publiceret i forhold til indbyggerantallet ligger som nr. 4, efter Schweiz, Israel og Sverige, og det samme gælder for antal citationer. USA ligger på en 9. plads når det gælder antal publikationer, men på en 5. plads når det gælder antal citationer. Med hensyn til citationer per artikel, som er et mål for kvaliteten af de videnskabelige artikler ligger Danmark også på en fjerde plads efter USA, Schweiz og Sverige. Tallene skal ses på baggrund af at Danmark i 1994 brugte en mindre fraktion af BNP på forskning end USA, Schweiz og Sverige, henholdsvis 1.8%, 2.5%, 2.7% og 3.3%. Opdelt på 20 forskningsområder ligger Danmark i 10 af områderne blandt de 5 bedste nationer varierende fra nr. 1 til 5, hvad angår antal citationer per artikel (Science 1997;275:793).

Helt dårligt står det altså ikke til, men naturligvis kan alt gøres bedre. De etablerede Ph.D. programmer vil uden tvivl give dansk forskning et løft. Omvendt kan man frygte at Forskningsministeriets lyst til at styre forskningen kan trække i den anden retning. Det bliver interessant at følge.

Men hvor skal man sætte ind for at øge udbyttet af universitetsforskningen. Kontrakter gør det næppe. Man kan jo ikke drive et universitet som man driver en svinefarm. Alene af den grund, at man ikke kan definere et mål for hvad man vil opnå af forskningsresultater, når det drejer sig om grundforskning. Det er meningsløst. Mere hensigtsmæssig vil det nok være at se på hvad der er af problemer ved universiteterne og bruge det som udgangspunkt for løsningsmodeller.

Forskeransættelse

I 1972 konverteredes alle forskere på universiteterne med mindst 4 års anciennitet til fastansatte lektorer uden forudgående bedømmelse. Det har ikke været fremmende for forskningsmiljøet, og da statutter og ansættelsesforhold har gjort afskedigelser af de forskningsinaktive umulig, løses problemet først ved afgang indenfor det kommende årti. På den baggrund er det foruroligende at Forskningsminsteren ændrer ansættelsesproceduren for professorer, så det faglige udvalg kun skal vurdere hvem der er kvalificeret, ikke hvem der er bedst. Derefter kan et andet organ/person frit kan vælge mellem de kvalificerede. Det er afgørende for forskningsniveauet, at man holder fanen højt når det gælder kravet til kvalifikationer ved ansættelser, og da der kan være meget stor forskel på kvalifikationerne af personer der alle er professorkvalificerede, er den nye ansættelsesprocedure ikke fremmende for ønsket om et højere ambitionsniveau. Ej heller forslaget om at der oprettes en pulje til ansættelse af kvindelige professorer, med det resultat at der kan ansættes kvindelige professorer som er dårligere kvalificerede end deres mandlige kolleger. Det er hverken universiteterne eller kvinderne tjente med.

Det er ej heller fremmende for en forskningsbaseret undervisning, at man har fast ansatte forskere der er forskningsinaktive. Eller at man har et stort antal løst ansatte undervisningsassistenter der ikke har forskningsforpligtigelse eller muligheder. Men det kunne måske overvejes om der er elementær undervisning, der ikke nødvendigvis behøver at blive givet af en forsker. Men i så fald må det nøje defineres. Et andet problem er den mangel på simple pædagogiske færdigheder man møder hos mange universitetslærere.

Universitetets ansvar

Samfundet har et krav på at vide hvad det får ud af de penge der investeres i forskning. En del af svaret er de ovennævnte citerede opgørelser, og sammenligninger. Men det ville være vigtigt om også Universiteterne kunne give svarene. Ud af årsberetningerne kan man se hvad der er publiceret, af hvem og hvor det er publiceret. Men det fremgår ikke hvem der ikke har været aktive, det kan man kun indirekte uddrage. Det er universitetets ansvar at alle yder en rimelig indsats. Dette ansvar pålægges institutbestyrere og dekaner, men de har ikke muligheder for at skride ind, hvis det ikke er tilfældet. Der er brug for at ledelsernes ansvar og kompetence, og det videnskabelige personales ansættelsesformer tages op til overvejelse.

En mulighed for et bedre overblik er at opbygge en database ved hvert fakultet, hvor man fortløbende for hver medarbejder registrer publikationer, hvor der publiceres og andre aktiviteter, og fra Citation Index registrerer citeringer af de enkelte artikler. Det kan gøres for de fakulteter der omfattes af Citation Index, som er de fakulteter der bruger en eget stor del af forskningsmidlerne. For de øvrige fakulteter må man anvende opgørelser der er tilpasset området. Derved kunne man få et materiale som fortløbende kunne opgøres og sige noget om hvad man får ud af forskningen, hvordan forskningen udvikler sig, og hvor der ikke ydes en rimelig indsats. Jeg er på det rene med, at det vil møde betydelig modstand, mange forskere har den holdning at dem skal man ikke kigge i kortene, de skal nok selv tage ansvar for hvad de gør. Men det er set fra samfundets side ikke en acceptabel holdning. I det lange løb vil større åbenhed om udbyttet af forskningen kun gavne forskningen. Sådanne opgørelserne vil også være brugelige i de sammenligninger med andre universiteter som Forskningsministeren lægger op til. Men sammenligningerne må være på lige vilkår. At sammenligne et dansk universitet med Harvard, Yale, Cambridge eller andre af verdens eliteuniversiteter har ingen mening. Man får ikke et eliteuniversitet til discount pris.

Forskningens relevans

Forskningsministeriet lægger stor vægt på at forskningen skal være relevant, og allokerer forskningsmidlerne til områder man mener er relevante. Men relevans er uden mening når det drejer sig om grundforskning, og det vil sige størstedelen af universitetsforskningen. I grundforskning, kan ingen på forhånd sige om det område man arbejder i, eller de resultater man opnår er relevante for noget. Da Ørsted lavede forsøg med en kompasnål og en ledning med strøm i, eller da Faraday opdagede at man kunne inducere strøm ved hjælp af et magnetfelt, kunne ingen forestille sig at det havde nogen relevans. Og dog har det været med til at omforme hele vores tilværelse.

Styring af grundforskningen gennem cigarkassesystemet fører i bedste fald til forspildte muligheder med dårlig udnyttelse af pengene, i værste fald til middelmådig forskning. Det bedste udbytte får man når det er forskernes ideer der er bestemmende for hvad der forskes i. Så jo hurtigere Forskningsministeriet opgiver cigarkasse systemet med øremærkning af penge til grundforskning, og konverterer dem til såkaldt frie midler, jo større er chancerne for at Forskningsministerens ønske om et højere ambitionsniveau kan nås. Så find hurtigst muligt ud af hvilke midler man vil bruge på universitetsforskning, og hvilke på sektorforskning og anden anvendt forskning, og reserver cigarkasserne til det sidste.

Forskningsbevillinger

Det forhold at der kun er meget få interne midler til forskning på universiteterne, og at langt det meste skal søges fra eksterne fonde fører for det første til usikkerhed i planlægningen af forskningen. Man aldrig ved om næste ansøgning giver en bevilling. For det andet, at man favoriserer det igangværende på bekostning af nytænkning. For det tredje, er det vanskeligt for unge at få bevillinger og dermed muligheder for at afprøve deres ideer. Det er især betænkeligt på baggrund af, at det er en erfaring, at det oftest er i de unge år at de nyskabende opdagelser gøres. For det fjerde, opfordrer det til hurtig publikation inden tingene er gennemarbejdede, for at man kan være sikker på at have resultater at præsentere ved næste ansøgning. For det femte, er man meget forsigtig med at turde satse på nye ideer, fordi det kan betyde at man ved næste ansøgning ingen resultater har at fremlægge. For det sjette. Det forhold at bevillingsprocenten fra forskningsrådene er på 16-20, og tilsvarende lav eller lavere for de private fonde må betyde, at der er forskere, der er forskningsinaktive fordi de ikke opnår fondsbevillinger. For dem der ikke ønsker at forske kan det være en undskyldning "man kan jo ligeså godt undlade at søge når man alligevel ikke kan få bevilling".

Det anføres som argument for fondsbevillinger, at det er vigtigt med konkurrence om pengene, så det er de bedste der opnår bevillingerne. Det er korrekt når det drejer sig om anvendt forskning, hvor man sigter på at løse en defineret opgave. Men i grundforskning, hvor det drejer sig om nytænkning kan man ikke på forhånd udpege hvem der er bedst.

Hvis man vil give forskerne bedre arbejdsvilkår, og dermed bedre muligheder for en nyskabende forskningsindsats, så øger man de interne midler til et niveau så der er forskningsmidler af en størrelse, så det dækker de daglige udgifter til forskningen. Og reserverer fondene til større apparatur, dyre kemikalier, eller hvor der ellers er brug for ekstra forskningsmidler. Det er jo ikke mindre vigtig, at man derved frigør en række højt kvalificerede forskere til forskning fra det tidsrøvende arbejde med fondsansøgninger, der som det er udtrykt af en fremtrædende amerikansk forsker "has become an institution in its own right and has grown to be so cumbersome that to day it unnecessarily consumes a major part of the energy and saps at the vitality of the research enterprise" (Jerome Schultz, 1996).

Hvis der ikke er mulighed for øgede bevillinger kan man overføre pengene fra de eksterne midler. Problemerne med fordelingen mellem fakulteterne, hvis universiteterne ikke selv kan løse dem, må Forskningsministeriet så klare ved direkte at allokere midlerne til de enkelte fakulteter. I sammenhæng hermed er det vigtigt at der gives dekanerne større kompetence til at fordele midler mellem institutterne, og til omrokeringer, nedlæggelse eller oprettelse af nye enheder eftersom behovet opstår, eller ny talenter dukker op.

At universitetsundervisningen skal være forskningsbaseret synes som ovenfor omtalt ikke at holde stik. Med taxametersystemet har man yderligere vendt tingene på hovedet, nu er forskningen blevet undervisningsbestemt, idet det er undervisningskapaciteten der er blevet bestemmende for forskningskapaciteten, jvf. det der i øjeblikket sker ved det naturvidenskabelige fakultet i København. Er det virkelig meningen, at forskergrupper fremover skal nedlægges eller oprettes i takt med svingninger i studentertallet. Når man betænker hvad det koster af tid og indsats at etablere en aktiv forskergruppe, er det i hvert fald ikke fremmende for ambitionsniveauet. Og når man ud fra erfaringen kan forudsige, at den lave tilgang til naturvidenskaben før eller senere vender, forekommer det ikke at være velovervejet.

Forskningsministerens opgave

Det er Forskningsministerens opgave er at udstikke de overordnede linier for dansk forskning. Men tænk om man havde en Forskningsminister, som tog sit udgangspunkt i et samarbejde med forskere, dekaner og rektorer for at finde ud af hvor problemerne er i universitetssystemet, og sammen med dem forsøgte at finde frem til hvordan man kunne løse dem. Forskningsministeren kunne dermed give forskerne de bedste arbejdsmuligheder, og dermed den bedste udnyttelse af de penge der investeres i forskning. Og ikke som det nu sker, hvor han lader embedsmænd udarbejde det ene forslag efter det andet til hvordan de mener forskning skal styres, og når de møder kritik fra forskerne afviser den med, at sådan har vi bestemt at det skal være, basta, jvf. eksempelvis reaktionen på kritikken af den sidste fuldstændig uforståelige skrivelse om det nye bioteknologi program.