Formålet med videnskabsstof og videnskabsstof med formål

Publiceret Marts 2017

Formidling af forskning og viden er blevet et øget fokus for både universiteter, private fonde og offentlige institutioner. Radio, tv, aviser og digitale medier afprøver forskellige formater for at skabe videnskabsjournalistik af høj kvalitet. Men det er svært at finde det gode format til at formidle videnskab på et brugbart niveau. Måske mangler der en præcisering af, hvad det er, vi vil.

2017_01_videnskabsstof
Figur 1: Foucault pendulet på Steno Museet i Aarhus. Pendulet, opkaldt efter den franske fysiker Léon Foucault (1819-1868), er et tungt pendul ophængt i en lang snor. Pendulet illustrerer jordens rotation om sin egen akse. Mens det længe havde været kendt, at jorden roterer, var Foucault-pendulet i 1851 det første bevis for rotation i et simpelt eksperiment. En nøjagtig kopi af det originale pendul hænger fra den 67 meter høje kuppel i Panthéon i Paris. Foulcault-pendulet i Steno Museet er en stålkugle belagt med 15 μm 24 karat guld, ophængt i en 11 meter lang 0,7 mm wire. Kuglen svinger over en kompasrose udformet i glasmosaik af kunstneren Niels Winkel. Foto: Science Museerne, Aarhus Universitet.

Satsningen på videnskabsformidling

“Det tredje ben i Universitetsloven”. Det kaldes formidlingspligten, som blev indført i 2003. Formidling blev nu et lovkrav på lige fod med undervisning og forskning. Det er ikke længere nok at nørkle i laboratoriet med sine reagensglas og studerende. Danskerne skal vide, hvad de får for deres skattekroner. De danske universiteter imødekommer kravet med initiativer som Forskningens Døgn, formidlingskurser, populærvidenskabelig litteratur, foredragsaftener og udstillinger (Figur 1).

Men også forskningsfonde er blevet interesserede i at synliggøre udviklingen inden for videnskab. Lundbeckfonden lancerede i 2016 et nyt årsmagasin ”Magasinet”, som fortæller om fondens uddelingsaktiviteter, der udgør en halv milliard kroner årligt til dansk medicinsk forskning. Det ugentlige radioprogram ”24 Spørgsmål til professoren” med videnskabsjournalist Lone Frank på Radio 24Syv produceres i samarbejde med Carlsbergfondet. Uddannelses- og Forskningsministeriet har lanceret projekter som Videnskab.dk og EliteForsk-initiativet. Folkeuniversitetet tilbyder en stor vifte af foredrag om alt fra verdenshistorie til MRI-scanninger.

Det er nogle af de platforme, hvorfra universiteterne kanaliserer viden ud. Langt det meste er gennemarbejdet, af høj kvalitet båret af forskernes faglige kompetence, ære og integritet. Desværre mangler meget af formidlingen formål og budskab. Universiteterne leverer generelle indføringer i fagområder, overblik og forklaringer af svære begreber. Nysgerrige kan fordybe sig i meget viden og indblik fra mange forskellige platforme.

Men mange forskere afholder sig fra at have en dagsorden om deres formidling af de vigtigste videnskabelige pointer: take-home messages. De bidrager gerne til oplysning af masserne, men ønsker ikke at fortælle: Hvad skal vi bruge den nye viden til? Hvor er vi på vej hen? Burde vi flytte den videnskabelige prioritering og fokus?

Samtidig rammer langt det meste af forskningsinstitutionernes formidling mest de højtuddannede eller ekstraordinært interesserede. Meget lidt formidling når frem til gennemsnitsdanskeren, som ikke selv opsøger universiteternes tilbud. Ønsket om gennemsigtighed ind i forskningslaboratorierne og diffusion af viden ud i den brede population er altså langt fra opfyldt.

Videnskabsjournalistisk – eller manglen på samme

Når man flytter opmærksomheden fra forskningsformidling ved institutionerne til forskningsjournalistik i pressen, bliver manglen på ambition tydelig. Videnskabsstoffets plads i dagspressen er variabel – mildt sagt. Weekendavisen og Danmarks Radios P1 giver plads til features om snævre emner til en højtuddannet målgruppe. Formidling af forskning i dagspressen begrænser sig til de overdrevne og verdensfjerne historier om kræftkure eller nye superfoods. Ind imellem kommenterer en forsker på nyheder eller observationer fra en videnskabelig artikel.

God videnskabsjournalistik er en mangelvare. Det er der umiddelbart ikke nogen god forklaring på; videnskab er et populært emne blandt lægfolk i offentligheden. Men det kræver aktiv investering og satsning at skabe videnskabshistorier i nyhedsmedierne, som alle parter er tilfredse med. Journalister og forskeres arbejdstempo, deadlines, ordvalg og prioritering er grundlæggende forskellige. Det er måske grunden til, at videnskabsjournalistik fylder så lidt. Begge parter har brændt sig på disciplinen. Journalister er for hurtige, arbejder overfladisk og tænker kun i overskrifter. Forskere fortaber sig i lange, indviklede forklaringer og glemmer at komme frem til pointen. Journalisten refererer kun et par sætninger, som derfor misforstås. Forskeren tager så mange forbehold, at historien nedbrydes undervejs. Fagstoffet kræver et grundigt researcharbejde for journalisten. Forskeren synes aldrig rigtigt, at de spændende pointer kommer med.

Et fåtal af forskerne kan brænde igennem

Nogle forskere har lært det. De kan vende deres fagsprog til hverdagssprog. De kan tale i billeder. De kan udelade mellemregningerne. Og de kan gøre forskningen relevant. Men evnen til at formidle på det niveau kræver en fokuseret indsats. Mange fagsprog er så specialiserede og anglificerede, at de ikke har en parallel i hverdagen. Man skal forstå, hvad der er interessant for modtageren at høre. Man skal give køb på langt det meste af den interessante information. Man skal turde have en mening og en mission med sin formidling.

Kun en lille håndfuld af forskere har holdning og evne til at summere deres brede og indgående viden i enkle budskaber, forklaringer og forslag til, hvor vi skal bevæge os hen. Det er den lille flok, som får plads i nyhedsudsendelser, dokumentarprogrammer eller videnskabsartikler. Måske fordi de beskæftiger sig med fagområder med stor mediebevågenhed. Måske har de selv skabt plads i medierne til deres emne. Måske brænder de igennem med talent for formidling eller med mediekurser i ryggen.

Videnskabsstoffet kræver målrettet opprioritering

Det løser dog ikke det grundlæggende problem, som videnskabsstoffet har i dagspressen, tv og de digitale medier. Det er svært at finde plads til indlæg, som handler om videnskab. Blandt nyhedsstoffet får sensationshistorier af og til spalteplads, mens mere informationstunge artikler er en sjældenhed i avisens søndagsudgave.

Måske det skyldes, at vi ikke ved, hvor vi vil hen med videnskabsformidlingen. Universiteternes tilbud om indblik i alskens forskningsområder er for flad en platform til at gribe dagspressens interesse. Journalister ved ikke, hvordan de skal opsnuse interessante historier uden en pressemeddelelse i hånden. Og forskerne selv tør ikke udpege problemstillinger eller områder, som kunne være relevante at diskutere.

Der er ellers meget at hente. I Danmark siger vi i kor, at vi satser på viden, fødevareteknologi, ingeniørskab, innovation, design, bioteknologi og medicinprodukter. Der er en larmende mangel i dagspressen på disse historier. Hvis det er det, som vi skal leve af og sælge Danmark på – burde vi så ikke være opdaterede på udviklingen? Danske medieforbrugere bør vide, hvad de største udfordringer og fremskridt er for medicinalselskaberne lige nu. Vi bør være opdaterede på, hvor forskningen inden for CRISPR-teknologi er ved at føre os hen. Vi skal have en forståelse for, hvorfor mange forskningskroner endnu ikke har kureret hverken kræft eller Alzheimers sygdom – og hvad vi i stedet har lært af forskningen.

Den slags indføring vil være værdifuld for innovationen inden for de teknologiske områder, som vi skal leve af i fremtiden. Det vil være en inspiration for den næste generation til at engagere sig i videnskab. Og det vil integrere videnskab ved samtalen ved middagsbordet, i frokostpausen og på caféerne. Og det er vel netop en af grundene til, at formidling blev indført i Universitetsloven i 2003.