Sundhedsvidenskabelige ph.d.’er – Hvad er motivationen og uddannes der for mange?

Publiceret September 2016

Erhvervelse af en ph.d.-grad er et kæmpestort privilegium til at fordybe sig inden for et forskningsområde i en tidsbegrænset periode. Det samlede ph.d.-optag i Danmark blev fra 2003 til 2013 mere end fordoblet med en stigning i antal studerende fra 1.215 til 2.605 årligt (Figur 1). Det øgede optag udsprang af Globaliseringsaftalen fra 2006, som et bredt flertal i Folketinget stod bag. Formålet var at øge investeringerne i forskning og udvikling for at styrke Danmarks vækst og innovationsevne. På det tidspunkt var Danmark sammenlignet med det øvrige EU også bagefter med forskeruddannede. I 2012 valgte den daværende regering at videreføre niveauet for ph.d.-optaget, bl.a. på baggrund af analyser af ph.d.’ernes arbejdsmarked (1).

2016_03_Froekiaer_01sm
Figur 1. Optag af ph.d.-studerende i perioden 1996 til 2014 fordelt på hovedområder. Med ph.d.-satsningen er antallet steget inden for alle områder, men især inden for sundhedsvidenskab. Kilde: Danske Universiteter Sekretariatsnotat om ph.d.-satsningen 8.12.2015. http://phd.au.dk/fileadmin/grads.au.dk/AR/PhD_Committee/Bilag_1b_2015-12-10.pdf

Stor stigning i sundhedsvidenskabelige ph.d.’er

Den høje vækst i antallet af ph.d.-studerende har været genstand for megen debat, bl.a. om effekten af det øgede ph.d.-optag, samt om hvorvidt optagets størrelse er passende i forhold til det der investeres i uddannelserne. Også på det sundhedsvidenskabelige område steg antallet af studerende ret massivt fra 292 til 809 personer i perioden 2003 til 2013 (1). Denne stigning har medført, at flere debattører med mellemrum har rejst kritiske spørgsmål om hvorvidt ph.d.-uddannelserne havde det rigtige niveau rent antalsmæssigt. Sundhedsvidenskab var således alene ansvarlig for ca. 30% af den samlede optagelse på ph.d.-uddannelserne fra 2010-2014 (Figur 2). I 2013 blev ph.d.-graden tildelt 553 ph.d.-studerende inden for sundhedsvidenskab, hvilket svarer til 28% af det samlede antal (1).

Spørgsmålet er derfor, om der er proportionalitet mellem vækst og nytteværdi? I dagspressen er det blevet diskuteret under overskriften ”Sundhedsvidenskaben går ph.d. amok”, hvor overskriften var begrundet i de oplevelser, som nogle yngre læger havde haft i forbindelse med valg af speciale. Inden for de mest populære specialer er der mange eksempler på, at det er nødvendigt, at en ung læge har en ph.d.-grad for at sikre sig en eftertragtet uddannelsesstilling. – Motivet bag en spirende forskningskarriere er for dem hovedsageligt betinget af et ønske om at kvalificere sig til en klinisk uddannelsesstilling!

2016_03_Froekiaer_02sm
Figur 2. Ph.d.-studerende fordelt på universiteternes hovedområder 31. december 2004 og 2014. Større andel forsker i sundhed og færre i humaniora. Kilde: NYT Danmarks statistik. Forskeruddannelse, hovedtal 2014. http://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetPdf.aspx?cid=20691

Men på basis af tallene kan man imidlertid ikke isoleret konkludere, at antallet af sundhedsvidenskabelige ph.d.´er er for stort. Hertil kommer, at det samlede antal, som opnår en ph.d.-grad, repræsenterer både læger og ikke-læger (typisk biologer, molekylærbiologer, molekylærmedicinere mv.).

Udover den eventuelle mulighed, som graden indebærer for at kvalificere sig uddannelsesmæssigt til et lægefagligt speciale, er erhvervelsen af en ph.d.-grad også et privilegium til under tæt vejledning at fordybe sig inden for et forskningsområde i en tidsbegrænset periode. Men det er naturligvis ærgerligt, hvis den investering, som foretages i en ph.d.-uddannelse og -grad ikke har en dokumenteret og varig effekt. Dermed bliver nytteværdien af uddannelsen umiddelbart udfordret.

For kort periode med forskningsaktivitet?

En anerkendt parameter til at måle kvaliteten og nytteværdien af ph.d.’erne er at se på antallet af publikationer. Disse forhold er på det seneste blevet problematiseret af andre, idet Fosbøl et al. (2) netop har publiceret en artikel, som dokumenterer, at kun en forsvindende andel af de læger, som erhverver en ph.d.-grad, er videnskabeligt aktive efter få år. Artiklen beskriver, at ca. 2/3 af de unge læger, som har erhvervet en ph.d.-grad, forbliver forskningsinaktive inden for to år efter, at de har fået tildelt ph.d.-graden.

Hvad er årsagen så til, at det forholder sig sådan? Den nærliggende forklaring er, at unge læger udelukkende gennemfører et ph.d.-forløb, fordi de er presset til det af hensyn til muligheden for at opnå en af de eftertragtede uddannelsesstillinger. Forklaringen er dog for enkel og i mange tilfælde slet ikke korrekt; mange ph.d.-forløb gennemføres også i specialer, hvor konkurrencen om uddannelsesstillinger er mindre udtalt.

Andre forklaringer kan være, at de studerende modtager for ringe vejledning under ph.d.-forløbet, at der er uoverensstemmelse mellem projekt og nødvendig indsats (manglende forventningsafstemning), at forskningsspørgsmålet ikke er tilstrækkelig klart, at der er manglende produktivitet og fremskridt under ph.d.-forløbet, hvilket fører til demotivation, eller at de ph.d.-studerende ikke opnår tilstrækkelig træning til at arbejde selvstændigt under ph.d.-forløbet.

Vil det generelle forskningsniveau bliver højnet under og efter ph.d.-uddannelsen, hvis det var et krav, at den ph.d.-studerende allerede har været forskningsaktiv som kandidatstuderende? En forskningskultur opbygges nemlig ikke på kun tre år, og en videnskabelig tilgang til problemløsning er i høj grad en del af en kultur. Det vil sige, at den ph.d.-studerende i løbet af kort tid skal integreres og være en del af en familie, hvor forskningsarbejdet er en naturlig del af eksempelvis det kliniske arbejde som læge. Produktiviteten i danske sundhedsvæsen er vokset betydeligt de seneste mange år. På mange måder er det – sammen med den måde, lægearbejdet organiseres på – prohibitivt for at etablere en effektiv forskningskultur parallelt med klinisk arbejde/uddannelse.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at en meget stor andel af dansk sundhedsvidenskabelig forskningsproduktion kan tilskrives de ph.d.-studerendes arbejdsindsats. Men det er dog ikke ensbetydende med, at forskningsarbejdet er tilrettelagt på den mest hensigtsmæssige måde for den ph.d.-studerende. Det indebærer en potentiel risiko for, at den enkeltes nysgerrighed og interesse for at undersøge ukendte sammenhænge ikke stimuleres eller belønnes. Det har også tidligere været fremhævet, at nyuddannede ph.d.’er ophører med at forske pga. for store krav fra det kliniske arbejde, manglende muligheder for at friholde enkeltpersoner i en travl klinisk afdeling med stramme budgetrammer eller manglende muligheder for få hele eller delte forskerstillinger i klinikken (3).

Stramme arbejdsforhold under og efter ph.d.-uddannelsen

Igennem de sidste 20 år er der også sket en voldsom institutionalisering af hele ph.d.-uddannelsen. Som konsekvens er den blevet til en masseuddannelse, som er organiseret med en betydelig og systematisk kursusaktivitet, hvor der kræves et vist antal point for, at den teoretiske del af uddannelsen kan godkendes. For mange er der parallelt med mange obligatoriske kurser også et stort krav om, at den ph.d.-studerende varetager undervisningsaktivitet af bl.a. universitetsstuderende. Den stramme fokus på aktivitet kan resultere i, at der er en for ringe mulighed for at koncentrere sig tilstrækkeligt om det forskningsprojekt og de forskningsopgaver, som var forudsætningen for at ph.d.-uddannelsen blev påbegyndt.

Som artiklen af Fosbøl et al. (2) understreger, er den videnskabelige aktivitet, som udfoldes efter erhvervelse af ph.d.-graden, og som kan dokumenteres i form af publikationer, primært som medforfatterskaber. Det hænger formentlig sammen med, at de fleste unge læger oftest starter en udfordrende klinisk uddannelse efter ph.d.-graden, hvor der ikke er tradition for at afvikle krævende videnskabelige projekter samtidig med, at man er optaget af klinisk arbejde. Det betyder imidlertid ikke, at indsatsen er spildt. Men man kan forestille sig, at der i karriereplanlægningen og at der gennem mentorsamtaler under ph.d.-studiet finder en mere struktureret vejledning sted, om hvilke muligheder og indsatser der skal til for at kombinere en videnskabelig og klinisk karriere.

Forskel på sundhed­viden­skabelige læger og ikke-læger?

Mere end halvdelen af de sundhedsvidenskabelige ph.d.-studerende er ikke-læger. For de fleste af dem vil det være et krav om, at de forbliver forskningsaktive efter ph.d.-graden, hvis de vil videreudvikle deres videnskabelig karriere. De fleste ph.d.’er, som ikke er læger, har også ofte videnskabelige kvalifikationer, som er mere laboratorietunge end lægernes, og de udgør vigtige ressourcer som videnskabeligt ansatte i både det offentlige og private. Det kunne derfor være interessant at undersøge, hvordan det videnskabelige karriereforløb udvikler sig efter erhvervet ph.d., hvis man sammenligner en gruppe læger, som gennemfører en ph.d.-uddannelse med en gruppe ikke-læger, som gennemfører en tilsvarende sundhedsvidenskabelig ph.d.? En sådan undersøgelse vil formentlig kunne give værdifuld information om, hvilke parametre det vil være mest betydningsfuld at justere, så nytteværdien af den samlede ph.d.-satsning inden for det sundhedsvidenskabelige område optimeres.

Referencer

  1. Ph.d.-uddannelsen i tal – udviklingen frem til og med 2013. Konference om fremtidens ph.d.-uddannelse. Uddannelses- og Forskningsministeriet d. 30.4.2015. http://ufm.dk/aktuelt/arrangementer/2015/filer/ph-d-uddannelsen-i-tal-udviklingen-frem-til-og-med-2013.pdf
  2. Emil L. Fosbøl, Philip L. Fosbøl, Sofie Rerup, Lauge Østergaard, Mohammed H. Ahmed, Jawad Butt, Julie Davidsen, Nirusiya Shanmuganathan, Simon Juul and Christian Lewinter. Low immediate scientific yield of the PhD among medical doctors. BMC Med Educ. 2016;16:189. http://bmcmededuc.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12909-016-0713-2
  3. Dalby RB et al. Haves: For mange pd.h.’ere som gerne vil fortsætte med forskning. Ugeskrift for Læger 2012;174:3032-3.