Hvornår er det meningen, at jeg skal lære at forske?

Publiceret September 2016

 

Da jeg søgte om optagelse i en ph.d.-uddannelse, var det med ønsket om at tage et skridt videre med min baggrund som molekylærbiolog. Jeg glædede mig til at fordybe mig, lære teorien, mestre teknikkerne og forstå forskningens tankegang. Det har jeg også fået mulighed for – i blokke af få uger ad gangen, klippet ind mellem alle mine øvrige forpligtelser over for instituttet, ph.d.-skolen og bekendtgørelsens krav.

Er der for lidt tid til forskning på ph.d.-studiet?

I Danmark har man tre år til en ph.d. Det er helt nede i den lave ende af spektret af længden på ph.d.-uddannelse i en international sammenhæng. Den tid brydes i stykker af deltagelse i ph.d.-kurser svarende til en sjettedel af uddannelsen, ophold i udlandet – gerne længerevarende – og for manges vedkommende et stort krav om undervisningsforpligtelse og vejledning af studerende fra institutionen. Den smule tid, der er tilbage til at lave reel forskning, skal nøje bogføres i en ph.d.-plan.

På den måde opnår man naturligvis mange forskellige kompetencer i en ph.d.-uddannelse. Hvis man med sin ph.d.-grad i hånden skal søge arbejde i en mellemstor dansk virksomhed, har man masser at byde på – formidlingsevne, fremtænkning, projektstyring, damage control. Men alle disse kompetencer kendetegner også en trainee-uddannelse eller projektlederstilling. Og det er jo i virkeligheden ikke derfor, at jeg er ph.d.-studerende.

Forskning er på mange måder et privilegium. For samfundet er det en langtidsinvestering i viden og forhåbentlig udvikling og innovation. For den enkelte er det en mulighed og udfordring at få lov til at udtænke idéer og afprøve hypoteser. Forskning er meget kostbar. Udover de offentlige midler ofrer private fonde hvert år mange millioner kroner på forskningsprojekter – herunder ph.d.-uddannelse. Jeg gør, hvad jeg kan for at leve op til den forpligtelse, der ligger i at forske for skattekroner og fondsmidler. Og af samme grund er det frustrerende at opleve, hvor lidt forskning der i virkeligheden er plads til i løbet af de tre år på en ph.d. For mig er det en devaluering af det, som ph.d.-uddannelsen i virkeligheden handler om: at lære det forskningsmæssige håndværk.

Hvordan evaluerer man kvalitet af ph.d.-uddannelsen?

I øjeblikket er Uddannelses- og Forskningsministeriet ved at undersøge kvaliteten af ph.d.-uddannelsen. Det gør de blandt andet, fordi de vil vide, om de ph.d.-studerende er dygtige nok. I starten af sommeren modtog jeg derfor et spørgeskema, hvor jeg skulle evaluere alle elementerne af ph.d.-uddannelsen: Er kurserne gode? Er du kommet af sted på udlandsophold? Samarbejder du godt med din vejleder om ph.d.-planen? Men de mere grundlæggende spørgsmål stillede Ministeriet ikke: Er formen på ph.d.-uddannelsen rigtig? Giver strukturen de rette betingelser for at uddanne dygtige ph.d.’er?

Ministeriet er i stedet er mere interesseret i, hvad der bliver af ph.d.’erne efter de har opnået ph.d.-graden. Hvordan er deres arbejdsmarked, ledighed og lønforhold? Bliver de internationale ph.d.’er hængende i Danmark? Skal lægerne faktisk bare bruge en ph.d. for at komme ind på en eftertragtet speciallægeuddannelse? Søger ph.d.’er en karriere i erhvervslivet og bidrager til innovation og produktion, som de skal?

Allerede sidste år blev disse spørgsmål bragt på banen, da den daværende forskningsminister inviterede til en seminardag for at diskutere kvalitet i ph.d. I virkeligheden fokuserede hun hovedsageligt på at spørge: ”Hvordan skaffer vi flest arbejdspladser til ph.d.’er i erhvervslivet?” Desværre var man mindre interesseret i at diskutere, hvordan vi sikrer, at den akademiske karriere er i topklasse og en attraktiv karrierevej for ph.d.’er. Er det ikke nødvendigt at diskutere fremtidssikringen af den danske forskning? Skal vi ikke have dygtige vejledere til fremtidens ph.d.-studerende?

Når resultatet af Undervisnings og Forskningsministeriets analyse kommer, skal vi for alvor diskutere kvalitet. Vi kommer til at diskutere strategi af ph.d.-optag og ph.d.’ers karriere. Men vi skal også at være opmærksomme på indholdet af forskeruddannelsen. En ph.d. er ikke bedre, end uddannelsen giver plads til. Og det er fuldstændig afgørende, at de danske ph.d.’er er dygtige til at forske – ellers er det spild forskningsmidler og en forfejling af ph.d.-uddannelsen.