Et dansk mirakel

Publiceret Januar 2014

I forhold til sin størrelse ligger dansk forskning i øjeblikket på en international andenplads. Schweiz har hele tiden ført an – længe med Sverige på en andenplads, som Danmark nu har overtaget under betegnelsen ” Det danske mirakel”. Men vi kan hurtigt falde tilbage igen, hvis vi ikke lærer af andres fejl. Den nye universitetslov og og fusioneringerne har ledt os ad den vej, som har vist sig at skade svensk forskning. Vi skal tage ved lære af fejltrinsanalysen ”hinsidan”. Ellers rammer samme skæbne os.

Der er sket et mirakel. Internationale undersøgelser viser, at dansk forskning klarer sig bemærkelsesværdigt. I forhold til størrelsen ligger vi nu på en andenplads. Det skyldes en påfaldende vækst gennem 90’erne til midt i 00’erne fra mere ydmyge 9.-10.-pladser.

I 1980’erne begyndte man at sammenligne landes forskning baseret på to slags målinger. Den første opregnede videnskabelige artikler publiceret per år. Den næste var mere sofistikeret: En registrering af, hvor ofte et lands artikler citeres i internationale tidsskrifter. Grundlæggende er det stadig de mål, der bruges. De har vist, at små europæiske lande klarer sig godt. Schweiz har hele tiden ført an – længe med Sverige på en andenplads, som Danmark nu har overtaget under betegnelsen ” Det danske mirakel”.

Målingerne er gode nok, men kræver fortolkning. Især citationerne, der per definition er forsinkede. Forsinkelsen er tiden fra udførelsen af et forskningsprojekt, til resultaterne citeres af andre. Den er i praksis på 5 år eller mere. Kort sagt skyldes den andenplads, dansk forskning nu indtager, forskning udført for 5-10 år siden. Derfor ved vi ikke, om forskningen i dag har et niveau, der berettiger den høje placering. Men vi ved, at dansk forskning fra slut-80’erne til 2005 har været god.

Et lands forskning trives, når forholdet mellem resurser og talentfulde forskere er velafbalanceret. Store resurser hjælper ikke uden kreative forskere. Og mange forskere har begrænset værdi uden tilstrækkelige resurser. Og så en god forskningskultur. I nyere tid er det værd at hæfte sig ved den markante forøgelse af ph.d.-studerende og postdocs fra midt- og slut-1980’erne i forbindelse med den betydelige forøgelse af statsmidler i begyndelsen af 1990’erne (teknologi-programmer og grundforskningsmidler). Det har med efterfølgende bevillinger fra private fonde og patientforeninger fungeret optimalt. Derfor voksede både forskningens omfang og kvalitet fra begyndelsen af 90’erne.

Synergien mellem forskeruddannelse og bevillinger har været heldig. Men den er ikke udtryk for særlig visionær politik. I flere udlændinges øjne ser dansk forskningspolitik lidt ”whimsy” ud. Fx da provenuet fra salg af Statsanstalten for Livsforsikring endte som Danmarks Grundforskningsfond. Omvendt kan man nu frygte, at heldet anfægtes af tiltag som Universitetsloven fra 2003 og fusionerne mellem universiteter (2006-2008). Både universitetslov og fusioner kan belaste de gode synergier fra 80’erne og 90’erne. Bemærk, at vækstkurven for dansk forskning flader ud efter 2005.

Vi skal imidlertid glæde os over andenpladsen. Med rettidig håndtering kan dansk forskning få større betydning end mesterskaber i hvad der ellers interesserer os (madlavning, skat, sport og politiske trakasserier). Landets forskning bestemmer i høj grad kvaliteten af velfærd og vidensamfund.

I den sammenhæng er der grund til at skele til Sverige for at se, hvad der gik galt ”hinsidan”. Det er blevet analyseret bl.a. i Svenska Vetenskapsakademiets rapport fra sidste år, der har undersøgt forskningens udvikling fra 1990 til 2012 i seks lande. Som nævnt fører Schweiz suverænt i hele perioden. Men Danmark og Holland følger efter. Danmark med den iøjnefaldende vækst i 90’erne og første halvdel af 00’erne, mens Holland er fint placeret i hele perioden. Herefter følger England, Sverige og Finland.

Den svenske rapport har kortlagt flere årsager til Sveriges svækkelse. For Danmark er det vigtigt at undgå tilsvarende nedtur. Vores placering kan allerede være fortidig pga. forsinkelses-faktoren i citationsberegningerne. Derfor var det godt, at Danske Videnskabernes Selskab i 2013 arrangerede en høring om ”Faglig Excellence ved Masseuniversiteter”. To udlændinge indledte høringen: Den engelske sociolog Amanda Goodall, der har påvist en klar sammenhæng mellem universiteternes ledelse og forskning, og Gunnar Öquist, der er forfatter på den svenske rapport. Både Goodall og Öquist gratulerede med den danske forskningsposition, men påpegede også de trusler, vi må forholde os til. Deres anbefalinger kan tilført danske erfaringer sammenfattes i fem punkter:

Danske universiteter lider under nugældende universitetslov af for meget bureaukrati, hierarki, ”management” og ”governance”. Fremover må detsikres, at rektorer og dekaner er velestimerede forskere, der bekæmper bureaukrati og hierarki. Rektorer og dekaner bør være blandt de 10 % fremmeste forskere på deres område. På de gode universiteter i USA og England er der således en klar korrelation mellem niveauet af universitetets og af ledernes egen forskning.

For mange forskere på universiteterne er ansat i tidsbegrænsede stillinger betalt af eksterne fonde. Fremover må danske universiteter derfor etablere ”tenure-track”, et ansættelsessystem for yngre forskere med udsigt til fastansættelse for de bedste.

Danske universiteters basismidler må aldrig blive mindre end 60 % af det samlede forskningsbudget. Universiteterne må ikke reduceres til ”forsknings-hoteller”, som det er sket i Sverige og mange steder i USA. Og videnskabelig indsats må ikke måles i størrelsen af eksterne bevillinger. Videnskabelig kvalitet skal måles på værdi og originalitet af forskningsresultaterne.

Universiteterne skal undgå tæt kobling af innovation og forskning. I stedet skal de fokusere på den akademiske kvalitet af forskning, ikke mindst grundforskningen. Det kræver en erkendelse af, at det er aktive forskere, der har forstand på forskningskvalitet.

Mange universitetsforskere oplever, at den nuværende universitetslov berøver medansvar og medejerskab, selvom forskerne leverer universitetets eksistensberettigelse. Den nuværende universitetslovs hierarki kan demotivere god forskning. Det skete også med Styrelsesloven fra 1971, der førte universiteterne ud i misforstået over-demokratisering og distancering fra eliteforskning. Dansk universitetsforskning skal holdes væk fra grøfterne. Baggrunden for det danske mirakel er bl.a. den relative arbejdsro mellem Styrelsesloven fra 1971 og Universitetsloven fra 2003.

Forskning består af grundforskning, målforskning (= strategisk forskning) og udviklingsarbejde. Grundforskning er universiteternes særlige domæne. Udover at være forudsætning for den øvrige forskning har det vist sig, at grundforskning på sigt er dobbelt så lønsom som målforskning plus udviklingsarbejde tilsammen. Med andre ord, den økonomiske nytteværdi per krone for samfundet af grundforskning er dobbelt så stor som den øvrige forskning.

Dansk universitetsforskning leverer kun en lille del af klodens grundforskning. Men det er afgørende for det danske vidensamfund og videnbaserede erhverv, at grundforskningen er på bedste niveau. God grundforskning fremmer integrationen af danske forskere ved udenlandske universiteter og udenlandske forskere trækkes til Danmark; jf. Tycho Brahes Uranienborg (verdens første forskningscenter af ”excellence”) og Niels Bohrs ”Copenhagen School of Physics”.

God forskning har to sider: Den daglige systematiske sandhedssøgen oftest med små fremskridt i erkendelse og nyttiggørelse af nye erkendelser. Og så – en sjælden gang – den store gennembrudsopdagelse, der ændrer livet og verden. Sidstnævnte drømmer enhver forsker om. Men den slags kan ikke planlægges, som formuleret af Nobelpristageren Max Perutz:

”Creativity in science cannot be organized. It arises spontaneously from individual talent. Wellrun laboratories can foster it, but hierarchical organization, bureaucratic rules and futile paperwork can kill it. Discoveries cannot be planned. They pop up, like Puck, in unexpected corners.”

Dansk forskning har i de senere årtier placeret sig godt. Men den nye universitetslov og fusioneringerne har ledt os ad den vej, som har vist sig at skade svensk forskning. Vi skal tage ved lære af fejltrinsanalysen ”hinsidan”. Ellers rammer samme skæbne os.

Offentliggjort i Berlingske Tidende 29.1.2014. Gengives med forfatterens tilladelse.