Tigeren slippes løs. I lære på laboratoriet på Biokemisk Institut A

Publiceret Januar 2014

I dette kapitel (side 62-67) fra bogen: ”Verden som vilje. Det videnskabelige og karrieremæssige raseri” skriver Leif Sestoft under pseudonymet ”Seele” om sine erindringer fra Biokemisk Institut A, Det lægevidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet på Rockefeller Instituttet i 1970.

Seele hengav sig endnu en gang til skæbnen og vandrede fra Rigshospitalet over til Rockefeller Instituttet på Juliane Mariesvej, gik op på første sal og trådte ind i en drøm. Instituttet var næsten fuldstændig tomt for mennesker klokken kvarter i ti om formiddagen den 5. august. Undtagen nede om hjørnet, hvor lektor Ragna Rask- Nielsen sad, men hende kendte han, og han havde ikke lyst til allerede den første dag at blive mødt af hendes forundret forbeholdne, „nå.siger De det?“, „der kan man se!“ ved enhver henvendelse. Efter en halv times tid ankom Sussa Rubins laborant og lavede en kop kaffe til ham i laboratoriet. Endelig hørtes lidt rumsteren bag døren til professor Lundquists kontor og en duft af cerut afslørede, at han var ankommet. På gangen mødte Seele den venlige lettiske læge Herluf Thieden, som fortalte om instituttets lidt søvnige sommerplan, om Lundquists selvvalgte isolation bag kontorets lukkede døre, og inden der var gået fem minutter, havde han nævnt, at Seele ikke måtte forestille sig, at dette institut var nogen „disputats-fabrik“.

Seele kom da til at tænke på Knud Lundbæks forsikring i 1963 om, at Århus Universitet ikke gav guldmedaljer i metermål. Men selvom Thiedens bemærkning nok havde det venskabelige formål at forebygge skuffelse, måtte Seele altså endnu engang tåle en advarsel, hvori der lå en insinuation om, at han nok var rigeligt ambitiøs for denne verden. Skulle han have sagt, „nå, det var søreme ærgerligt, for det havde jeg ellers regnet med!“ Nej, reaktionen blev den ensomme tigers indelukkede, men stålsatte vilje til at tro på sig selv og sætte sig ud over det, der her var udtrykt som de andres problem. Verden som vilje var i fuld udvikling allerede en time efter hans ankomst til Biokemisk Institut A.

Professor Frank Lundquist skulle være den vejleder Seele skulle referere direkte til i det daglige, og arbejdet skulle udgå fra Biokemisk Institut A, hvis der da nogensinde blev noget „arbejde“ at publicere. Efter mødet med Thieden bankede Seele på døren til Lundquists kontorfæstning og mødte en professor Lundquist i neutralt lune, dog præget af en vis afventende skepsis, men han sagde goddag og velkommen og nævnte, at inderen Arun Kumar Rawat desværre benyttede det laboratorium, der var tiltænkt Seele, og var allerede igen på vej ind i sin bastion. Da sagde Seele, „hør, var det ikke en idé at vise mig rundt på instituttet og præsentere mig for medarbejderne“. Det gav et lille sæt i professoren, men han sendte Seele sit vindende drengede smil og sagde, „jo, det var da vist en god idé, nu du siger det så direkte!“ Og så brugte de sammen resten af formiddagen på at gå rundt i de forskellige laboratorier, hvor der efterhånden var dukket medarbejdere op, og han endte med at vise Seele, det konferencerum på loftet som instituttet brugte til sine videnskabelige møder, og for enden af dette stod et skrivebord, hvor Seele kunne sidde de første par måneder og forberede sig ved litteratur studier.

Turen derop gik over umalede loftsrum med åbent til spærene, som mindede Seele ikke så lidt om de irgange Joseph K. måtte igennem for at nå frem til retssalen i „Processen“, og det nævnte han for Lundquist, som ved denne allusion med tilfredshed konstaterede, at Seele ikke var helt blottet for litterær baggrund. Medarbejderne hilste pænt på den nye stipendiat, men entusiasmen var i de fleste tilfælde behersket. En tre-fire medarbejdere havde allerede en så lang løbebane på stedet, at man med nogenlunde sikkerhed kunne sige, at der nok ikke ville komme alverden ud af det videre forløb, men heldigvis var andre så unge og friske, at de fortsat var lovende. Lektor Ragna Rask- Nielsen var helt selvkørende, havde sin egen forskningsgren indenfor leukæmi og deltog overhovedet ikke i instituttets liv, men det var næppe noget tab. Da Seele nævnte for hende, at Thieden havde sagt, at „instituttet ikke var nogen disputatsfabrik“, og at det øjensynligt derfor „er stride tanker vi må (over)leve på“ citeret fra hendes bror, Johs. V. Jensens, „Sønner af de slagne“, hvæsede hun som repræsentant for det himmerlandske dyrlægehjems stridbare familie og aggressive tankesæt blot: „han skrev så meget!“

Seele spurgte efter den dr. Jørgen Clausen, som han havde oplevet under biokemiøvelserne mere end ti år forinden, hvor den dengang unge og lovende lektor havde givet de unge førstedelsstuderende deres første indtryk af den medicinske karrieres mange stikkelsbærbuske. Selvom han dengang for ti år siden havde ment at stå uimiddelbart overfor udnævnelsen til professor i biokemi, var han endnu ikke blevet professor og var på grund af lemfældig omgang med nogle bakterieantigener blevet årsag til, at én medarbejder var blevet syg. Han var derefter, ironisk nok, blevet udlånt som lektor til Hygiejnisk Institut og var altså ikke længere tilstede på instituttet.

Da Seeles litteraturstudier begyndte, kom instituttets chauffør og altmuligmand Nielsen i fast rutefart over Nørre Alle til Universitetsbibliotekets 2. afdeling med bjerge af tidsskriftsartikler på tysk, engelsk og fransk til Seele om fruktoses og de andre metaboliters omsætningsveje, om flux bestemmelser, om kromatografisk adskillelse af forskellige intermediære metaboliter, om det kommercielle udbud af radioaktivt mærkede substanser, om enzymatiske målemetoder og om andres erfaringer med metoder til perfusion af isoleret lever etc. En herlig meningsfuldt målrettet august-september måned i godt selskab med den videnskabelige litteratur, der førte til store landvindinger i Seeles specialviden om både biokemiske funktioner i cellerne og om biokemiske teknikker. Alt foregik i loftsrummet for åbne vinduer, med eftermiddagstennis med Steen Gammeltoft på B93’s baner, men med truende opbrud på hjemmefronten. Måske havde Seele prioriteret forkert? Blev tigerens verden som vilje for dyrekøbt? Men hvad kunne han gøre ved det nu? Tingene måtte gå deres gang.

Én af de lykkelige ting, der skete ganske uden Seeles mellemkomst, var at den nyligt færdiguddannede cand.scient. i biokemi, Stig Damgaard, midt i september dukkede op ved eftermiddagsteen klokken tre i det store øvelseslaboratorium. Seele fulgtes med Lundquist ind til teen og derinde sad Stig og lignede Franz Kafka på en prik, splejset og sorthåret med et markeret ansigt præget af de brune øjnes intense opmærksomhed, humor og en uafbrudt lurende sproglig ekvilibrisme. Han var netop vendt hjem fra sommerferie til sin ny stilling som videnskabelig assistent på instituttet. Seele bemærkede, til Lundquist, at nu var instituttets kafkaske præg fuldendt, og at han befandt sig godt derved.

I september havde instituttet sin årlige skovtur til Sussa Rubins gård ved Kattegatskysten i Nordsjælland. Det blev i en lidt mere kødelig forstand en dionysisk overgiven aften og nat i frigørelsens og frisindets tegn, hvor mange trods den kølige natteluft kastede sig i bølgerne, hvor for andre realisationen af mere biologisk tilfredsstillende livsytringer gik lidt på kryds og tværs, hvor nogle nøjedes med at tilfredsstille deres nyfigenhed ved at registrere hvem, der gjorde hvad med hvem, og atter andre kvitterede for manglende muligheder eller regulær forsmåelse ved at drikke sig under bordet. På Biokemisk Institut A med alkoholforskning som speciale havde frisindet hjemme, og man forstod at more sig.

I slutningen af september blev det Seeles opgave at forelægge den ugentlige videnskabelige konference på instituttet, hvad han havde fået ud af sine omfattende litteraturstudier, og han gennemgik over et par timer, de mulige omsætningsveje, hvad man vidste om deres kvantitative indbyrdes forhold, om omsætningens påvirkning af anden samtidig stofomsætning og om undersøgelsesmetodernes muligheder og begrænsninger. Han erklærede, at det første han ville gå i gang med, når inderen, „tutti frutti“, som han blev kaldt, var rejst, ville være at etablere faciliteter til leverperfusion i laboratoriet og Lundquist sagde ved afslutningen, at „dette her emne havde Seele da fået ganske godt fat i“. Den påtvungne to måneders læseperiode gav Seele et så dybtgående kendskab til den relevante litteratur, at det fire år senere tog ham knap tre uger at skrive sin disputats, og han gjorde den erfaring, at en grundig gennemgang af et områdes videnskabelige litteratur i højere grad afslørede, hvor lidt man vidste, end overbeviste om, hvor meget man vidste.

Der var imidlertid ingen hjælp at hente i laboratoriet. Der færdedes to smukke unge piger, den mørke Margrethe og den lyse Anne-Grethe, som var søde og hjælpsomme, men som jo ikke var hans laboranter, men professorens. Han måtte selv i gang med at ansøge om penge til udstyr til leverperfusionen, men værkstedet i kælderen kunne lave ham et termostateret skab, når han kunne levere tegningerne dertil. Blodet til perfusionen kom fra Kødbyen og skulle renses og opløses i veldefinerede væsker. Rotterne skulle præpareres, bedøves og opereres, blodprøver skulle tages ved ind- og udløb, stofskifteprocesserne standses øjeblikkeligt i stærk perchlorsyre, og derefter skulle bundfaldet centrifugeres fra og en lille mængde af materialet genopløses i den væske som målemetoden krævede, vævsprøver skulle fryses i flydende nitrogen, osv, osv.

Seele gik i gang med det hele på én gang. Men dog, en dag stod perfusionsskabet i laboratoriet, og første prøve perfusion kunne gennemføres. Margrethe kunne godt hjælpe med blodprøverne og Anne-Grethe med at præparere blodet, hvis Seele til gengæld ville løse de matematikopgaver, hun havde fået for som lektier på sit studenterkursus! Selve perfusionen af rotteleveren blev gennemført med recirkulerende blod ligesom John Dich på instituttet og Morten Folke på Fysiologisk Institut A gjorde det, og Seele havde samlet inspiration fra begge de erfarne perfusører.

Men, der skulle nu tages konkret stilling til, hvad det hele kunne bruges til. Som nævnt havde det foreslåede projekt, som baggrund, at Tygstrup, Winkler og Lundquist i 1965 sammen havde undersøgt fruktoses omsætning og virkningen heraf på alkoholomsætningens hastighed i menneskelever med indlagte katetre, men de havde valgt den lettere vej uden brug af radioaktive isotoper. Seele følte sig imidlertid forpligtet af sine vejlederes forslag om en nøjere bestemmelse af fruktoses omsætningsveje og bestilte derfor flere radioaktivt mærkede fruktose præparationer hjem. I katalogerne fra fabrikanterne Merck og Bayer stod de beskrevet som rene (99.9 rein), men ved kromatografi kunne han konstatere, at en flaske, der f.eks. skulle indeholde fruktose med radioaktivt kulstof i 1-stillingen indeholdt mindst tre-fire andre stoffer, som gjorde præparationen ubrugelig til perfusionsforsøg. Han måtte selv oprense de dyrebart anskaffede isotoper for at kunne anvende dem. I forskning måtte man have mest muligt styr på alle variable, og man måtte kontrollere alt selv. Intet var, hvad det gav sig ud for at være.

Ved fremmødet om morgenen samledes man om en hyggelig morgensnak og en kop kaffe i Rubins laboratorium og skiltes derefter til hver sit. Nogle kæmpede med analyse- eller præperationsmæssige problemer, andre underviste studenter, nogle sad og regnede, rettede opgaver eller læste, og nogle lavede nu og da et forsøg, når en ide var formuleret og teknikkerne var blevet udviklet til det. Alt foregik i den mest fredsommelige atmosfære, selv om Universitetet som sådant skælvede under de aktivistiske studenters angreb. Professoren ankom klokken ni på cykel fra Østerport og forsvandt direkte ind i sit kontor.

Ved morgenkaffen og ved korridorsnak viste det sig i løbet af efteråret, at Thieden, Grunnet, Damgaard og Seele kunne formulere et fællesprojekt til belysning af mekanismen ved den af fruktose forøgede omsætning af alkohol i leveren. Thieden og Grunnet arbejdede med stofskifteundersøgelser på leverstykker, som var snittet i tynde plader(leversnit), og alle kunne bidrage med at bestemme aktiviteten af en lang række enzymer i en slags homogeniseret leversuppe, men det, der pludseligt gjorde projektet relevant, var for det første, at Seele kunne skaffe små friskt udtagne stykker human lever fra overlæge Skeie på St. Josephs Hospitals kirurgiske afdeling, og at de inspireret af det ovennævnte arbejde af Tygstrup, Winkler og Lundquist ved et af de ugentlige litteraturmøder havde fået færden af en konkret hypotese for mekanismen ved fruktoses øgede alkoholomsætning i leveren. Hypotesen kaldtes „malic enzyme shuttle“ og gik på, at hydrogen (brint), der stammede fra alkoholforbrændingen i stedet for som normalt at blive iltet til vand, kunne deponeres som en del af det fedt, der ophobedes i leveren under disse omstændigheder. Det blev et ganske omfattende videnskabeligt arbejde, som det tog lang tid at få skrevet sammen, og som blev publiceret i European Journal of Biochemistry i 1972, men da var samarbejdsrelationerne på instituttet fuldstændig ændret.

Leif Sestoft: ”Verden som vilje. Det videnskabelige og karrieremæssige raseri”. Udgivet 2011 på forlaget: ­Navicula. Bogen kan bestilles hos ­forlaget: navicula@navicula.dk eller hos boghandleren. Udsalgspris: 185 kr.

Rockefeller Instituttet

Rockefeller Instituttet. August Krogh, dansk fysiolog og Nobel pristager (1920), foranledigede, at Rockefeller Foundation i USA skænkede midler til opførelse af Rockefeller Instituttet i København. Instituttet blev taget i brug i 1928 og var i 50 år rammen for forskning af international klasse inden for zoofysiologi, medicinsk fysiologi, biokemi og biofysik. En række fremtrædende forskere udover August Krogh arbejdede her bl. a. Einar Lundsgaard, Herman M. Kalckar og Hans H. Ussing, alle kandidater til Nobel prisen for banebrydende opdagelser. Fotograf: Morten Sestoft. Tryk: Narayana Press