Forskere skriver for meget og læser for lidt

Publiceret Juli 2012

Forskere skriver i dag en uhyrlig mængde artikler til internationale videnskabelige tidsskrifter. Problemet er, at artiklerne ikke bliver læst og ikke bidrager nok til at løse samfundets problemer.

Ordet ‘quill' betyder ‘pennefjer', altså et gammeldags skriveredskab. Og i filmen af samme navn, Quills, siger Marquis De Sade, at personer, der skriver mere, end de læser, er dilettanter. Denne sætning bør umiddelbart få det til at løbe koldt ned af ryggen på ansvarlige universitetspolitikere. For er det ikke netop det - også danske - forskere gør, når de passer deres arbejde? Jo, danske forskere bidrager dagligt til denne massive ophobning af et utal af ulæste artikler, der bliver trykt i anerkendte internationale videnskabelige tidsskrifter, hvor resultaterne bliver tjekket af fagfæller i et såkaldt peer review. Og denne ophobning finder blandt andet sted, fordi det er politisk besluttet, at en del af universiteternes basisbevilling er afhængig af, at forskere producerer mange nye artikler.

Ikke desto mindre antager situationen efterhånden groteske dimensioner: I dag lever 95 procent af alle forskere, der nogensinde har eksisteret. I EU-regi blev antallet af forskere opgjort til cirka 1,5 million forskere i 2008, og i perioden fra 2000 til 2008 var der tale om en stigning på 386.000 forskere. Denne eksplosive vækst i mængden af forskere og deres artikler hænger sammen med, at vi først efterlyser mere forskning som måden at bevare vores konkurrenceevne på. Derefter sætter vi lighedstegn mellem 'mere forskning' og 'uddannelse og ansættelse af flere forskere'. Og det er disse forskere, der producerer stadigt flere artikler, der ikke bliver læst. Den såkaldte bibliometriske forskningsindikator er metoden til at opgøre og måle antallet af artikler forskere får publiceret, ikke en metode der viser hvor mange af dem, der bliver læst.

Men en vurdering er, at kun 1-2 procent - dog i bestemte tidsskriftssammenhænge op til 10 procent - af artiklerne i gennemsnit bliver læst. Det absurde resultat er, at internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrifter mest af alt fungerer som r overskudslagre for viden, som ingen efterspørger. Og for at gøre ondt værre, er situationen så ekstrem, at disse lagre bugner over af viden, så stort set ingen enkeltforskere har en jordisk chance for at få overblik over, hvad forskningen på vedkommendes område viser.

Situationen nærmer sig altså det rene vanvid. Alligevel er den vanskelig at ændre på. Det kræver mindst tre opgør. For det første, at vi holder op med at oversætte kravet om mere forskning til et krav om flere forskere, der producerer stadigt flere artikler. I stedet er færre artikler og større overblik over den eksisterende viden vejen frem. For det andet skal der en afbalancering af specialiseringen indenfor forskningen til - og denne balance nås ved at stille større krav om tværfagligt forskningssamarbejde om løsning af samfundsmæssige problemer. For det tredje kræver det en politisk vilje til at få forskere til at bruge flere kræfter på konsumtion af eksisterende viden i stedet for produktion af ny.

Livet er ganske enkelt for kort og for kostbart til, at forskere fortsætter med at ophobe for mange ulæste artikler - og sandsynligvis også for uinteressante artikler. Det er nemlig en velkendt risiko, at det aktuelle krav om publicering i internationale videnskabelige tidsskrift fremmer kvantitet på bekostning af kvalitet. Opgøret kræver, at forskere får bedre muligheder for - hver for sig og samlet - at læse langt flere artikler før de skriver færre, men bedre artikler. Men opgøret forudsætter først og fremmest, at den enkelte forsker får langt mere hjælp til at skabe overblik over deres forskningsfelt. Det kan ske ved at bruge flere ressourcer på organisationer, der er i stand til at skabe overblik over, hvad forskningen indenfor et felt rent faktisk fortæller os, at vi ved. Denne opgave er i dag alt for stor for den enkelte forsker. Indenfor mit eget felt - uddannelsesforskning - blev organisationen Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning - etableret for at bidrage til, at forskningsmiljøerne fik et større og mere sikkert overblik over den eksisterende forskning.

Det andet opgør betyder, at forskere skal læse flere artikler udenfor deres fagfelt. Det kræver samarbejde på tværs af fagfelter om at løse konkrete problemer. Sagen er nemlig den, at forskere i det 20 århundrede blev mere og mere specialiserede, det vil sige, at de blev mere og mere vidende om mindre og mindre. Det har ført til forskere med dyb, men også meget smal og begrænset, viden, der risikerer at ende som ren og skær uanvendelig viden. Tidligere kunne vi kalde forskere for de lærde og andre for ulærde, men i dag kan vi ikke sige os fri for, at forskere risikerer at blive en slags lærde ignoranter, der udtaler sig med stor sikkerhed indenfor sit speciale, men ikke ved noget og nok til, at det er anvendeligt udenfor dette speciale. I anvendelighedens navn må kravet om tværfaglighed derfor understreges. Ikke på bekostning af forskerens faglighed, men for at genindsætte den uundværlige faglighed i en problem- og løsningsorienteret sags tjeneste.

Det tredje opgør består i at ændre fokus fra produktionen af ny viden til konsumtion af eksisterende viden. Lige siden universitetsloven fra 2003 har politikere krævet, at forskere popularisere deres forskning, så den er forståelig og brugbar for såvel skatteborgere som virksomheder. I dag er det rimeligt at kvalificere indløsningen af dette krav ved, at universiteter gør det til en lige så vigtig opgave for forskere at popularisere og dele eksisterende viden med hinanden på tværs af fag. For 25 år siden skrev den amerikanske forsker Don R. Swanson om såkaldt uopdaget offentlig viden. Swansons synspunkt var, at viden godt nok forelå i tilgængelig, men i så fragmenteret form, at det krævede en organisatorisk og ledelsesmæssig evne til at organisere og kombinere indsigterne fra de forskellige specialer. Kun sådan kunne man høste gevinsterne af denne uopdagede viden. Det handler altså om organisering af forskeres arbejde. Fra politisk hold har man - som nævnt - bidraget til, at det for forskere handler om at skrive nye artikler. I stedet bør de alvorligt overveje en incitamentsstruktur, der får forskere til at læse flere artikler end de samlet set skriver.

Marquis De Sade havde, som nævnt, ikke den store respekt for personer, der skrev mere end de læste. Omvendt har han selv - i filmen Quills - en ustyrlig lyst til at skrive. Hans problem var bare, at magthaverne mildest talt ikke brød sig om hans litteratur. Derfor tog de pen, blæk og papir fra ham. Måske havde Marquis endnu mindre respekt for magthaverne. I hvert fald lykkedes det ham at finde andre måder at skrive på. I filmens slutning bruger han således sin visne finger som pen, han dypper i sin egen afføring for at skrive et sidste skrift på sit fangehuls mure. I sammenligning med Marquis'en er danske forskere utroligt lette at styre. - At forskere ikke lader sig lede er efter min opfattelse en myte. Der er ingen grund til at forbyde dem at bruge pen og papir. For faktisk tror jeg, det vil passe mange af dem ganske godt at lave færre, bedre og mere brugbare artikler. Det vil befolkning nok også synes er en ret god idé. I hvert fald kan man sige, at hvis ejerne af produktionsmidlerne - skatteborgerne - fandt ud af, hvor dilletantisk deres skattepenge i øjeblikket blev håndteret, så ville de nok udskifte de ansvarlige magthavere.

Offentliggjort i Berlingske Tidende 8.10.2012. Gengives med forfatterens tilladelse.