Universiteternes misère

Publiceret April 2012

Universiteterne har det dårligt. Lærerne mistrives, samtidig med at arbejdsbyrden stiger, og de studerende er utilfredse, fordi de ikke synes de får undervisning nok. Lærerne vil hellere forske end undervise og synes at undervisningen svarer til det hoveri, fæstebonden i gamle dage skulle yde til herremanden, før han kunne komme til at passe sine egne marker. Det er selvfølgelig en generalisering, det er ikke sådan i alle tilfælde, men meget af lærernes modvilje mod undervisning skyldes formentlig, at det faglige niveau i de senere år er sunket og sunket. God undervisning er dialektisk - der skal være et ping-pong spil mellem lærer og studerende, sådan at alle, også underviseren, får noget ud af det. Men det er efterhånden sjældent. Standarden er faldet og udfordringerne med den. Idealet om forskningsbaseret undervisning er efterhånden en by i et meget fjernt land - forskningen er stadig avanceret, mens undervisningen skal følge et fagligt niveau, der snarere svarer til det niveau lærerseminarierne havde i gamle dage (for her er standarden også faldet). Resultatet er, at alle bliver utilfredse.

Hvorfor er universiteterne kommet i denne situation? Hvorfor er de meget langt fra det misbrugte ord "verdensklasse", som geskæftige politikere har hældt vand ud af ørerne om i årtier? I JP 7.5. har professor Martin Paldam i en sarkastisk kronik peget på det, han kalder "administratetet" i stedet for "universitetet". Han revser den tiltagende byrokratisering, som æder mere og mere af kerneydelserne - forskning og undervisning - og fjerner sig stadig mere fra de reelle problemer på studierne for i stedet at svælge i klæbrig selvros og "branding".

I Aarhus har der været særlig groteske sager som f.eks. behandlingen af musikprofessor Linda Koldau. Men problemerne er ikke begrænset til Aarhus, de findes på alle otte universiteter i dag. Og de kan ikke alene forklares med det overhåndtagende byrokrati.

Årsagerne til misèren er efter min mening mange og komplekse. Universiteterne er blevet fanget i en slags knibtangsmanøvre: den ene tang er taxametersystemet, som blev indført for mange år siden, vistnok først under Ritt Bjerregaard som undervisningsminister, men perfektioneret i Bertel Haarders årtier lange ministertid. Systemet består kort fortalt i, at universitetet får penge i forhold til det antal studerende, der består deres eksaminer. Dumper en studerende, udløses der ingen midler. Selv en jævnt begavet vil kunne forstå, hvilke følger et sådant system får, nemlig at næsten alle består deres eksaminer. Da jeg begyndte som censor i historie ved universiteterne i 1970'erne, var det vel ca. en tredjedel, der ikke bestod i første forsøg. I dag vil jeg tro det er nede på et par procent. For hvorfor skulle lærere, der er afhængige af bevillingerne, forsætligt afskære sig selv fra disse? Politikere og embedsmænd har affejet spørgsmålet med, at den faglige etik ville forhindre denne udvikling, men når alt andet i dette samfund måles i penge, hvorfor skulle universitetslærere så være undtaget fra denne regel? Man hugger jo ikke den gren over, man selv sidder på.

Knibtangens anden tang er universitetsloven fra 2003. Den afskaffede universiteternes selvstyre og indførte et system, man - uden sammenligning i øvrigt! - kan betegne som "førerprincippet". Alle ledere bliver nu udpeget og ikke som tidligere valgt af de ansatte og (til dels) af de studerende. Magten er koncentreret i toppen, hvor rektor i princippet er enevældig, men naturligvis kan lade sig rådgive af et akademisk råd, uden at han dog har nogen forpligtelse til at rette sig efter rådene. Han står kun til ansvar overfor en bestyrelse, der har eksternt flertal. Det er en afsmitning fra erhvervslivet, hvor arbejdsgiveren som bekendt har retten til at lede og fordele arbejdet. Derfor er hele jargonen fra erhvervslivet også blevet overført til universiteterne, hvor man taler om "management", "virksomhedskultur" mm. Universitetet ses som en virksomhed med et "virksomhedsregnskab", hvor alt skal tælles og gøres op i points og i sidste ende i penge. Dette er meget langt fra den oprindelige idé med universiteterne, der skulle være steder, hvor man løste "akademisk borgerbrev" og nød fuld akademisk frihed. Og hele tankegangen er anti-kreativ. Som Paldam skrev, øger det nye chefstyre ikke engagementet hos de ansatte, og når de så samtidig får en række chefer, der er mindre fagligt kvalificerede end de selv, samtidig med at disse får en meget højere løn, forstår man frustrationerne.

For nylig har uddannelsesminister Morten Østergaard i en plan fremlagt regeringens mål for uddannelserne frem mod 2020. Den opstiller det mål, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, og at 25 pct. skal have en lang videregående uddannelse. Der skal med andre ord lukkes flere unge ind og ud på universiteterne på kortere tid. Gennemførelsesprocenten skal speedes op, således at der måske bliver tre semestre om året i stedet for nu to, og således at der gives merit for praktik mv. Man kan levende forestille sig, hvilke yderligere følger det vil få for kvaliteten. Universiteterne er for længst blevet masseuniversiteter, og en øget indslusning af unge, der ofte ikke vil være motiverede, vil naturligvis medføre endnu en sænkning af det faglige niveau. Og hvor langt kan det komme ned? Allerede nu klager studerende over for lidt undervisning, og auditorierne fyldes mere og mere op. Det var derfor et relevant spørgsmål, Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, stillede til Morten Østergaard i Folketinget 11. maj, nemlig om hvordan regeringen ville sikre, at en acceptabel faglighed blev opretholdt, når målsætningen om, at en fjerdedel af alle unge skal have en lang videregående uddannelse, skal føres ud i livet. Som forventeligt lød svaret bl.a. på, at det er universiteternes opgave at sikre uddannelsernes faglige kvalitet. Østergaard nævnte ikke noget om at afskaffe taxameterprincippet, og det gjorde Thulesen Dahl heller ikke. Så universiteterne - eller administrateterne - kan se fem til yderligere kvalitetsforringelser. I sidste ende kan dette måske medføre ønsker om en opdeling mellem masseuniversiteter og eliteuniversiteter, som man har i USA. Men dér er høje studiegebyrer, og desuden har man en række rige folk og virksomheder, der finansierer elitens universiteter. Og det er det danske erhvervsliv ikke i stand til.

 

Offentligjort i Jyllandsposten d. 10.6.2012. Gengives med forfatterens tilladelse.