Bureaukratiet er den største udfordring

Publiceret April 2012

Massemedier eller masseturisme omfatter et meget stort flertal af befolkningen. Men universitetet bliver ikke til et masseuniversitet, fordi antallet af studerende er øget siden 1960erne. Det vil altid omfatte et begrænset udsnit af befolkningen, og kun få fortsætter som forskere.

Vi har derimod et breddeuniversitet. Det er bredt, fordi universitetet i et moderne samfund har bredere funktioner gennem forskning og uddannelse end før cirka 1960, da internationalisering og viden blev nøgleord fur samfundsudviklingen. Breddeuniversitetets udvikling kan ikke forstås ud fra forenklede kvantitative modsætninger mellem flere eller færre studerende som masseuniversitet, eller bedømmes ud fra om de enkelte uddannelser har mere eller mindre stof end tidligere. Det skal forstås ud fra bredden i de opgaver, det skal tage sig af. Der er fire lovbestemte opgaver: forskning, undervisning, myndighedsbetjening og formidling.

Breddeuniversitetet er en forudsætning for et moderne videnssamfund, fordi det tilbyder en differentieret uddannelses· struktur med mange uddannelseskombinationer, rettet mod et udvidet arbejdsmarked. Det er en succes, først og fremmest fordi vi inden for samme system har uddannet kandidater til et dynamisk arbejdsmarked og har kunnet rekruttere nye generationer til forskning med international gennemslagskraft. Og måske allervigtigst: Det er en furudsætning for, at vi har et produktivt forhold mellem viden og samfund og dermed for, at velfærdssamfundet dækker hele spektret fra oplysningskultur til arbejdsmarked.

I et globaliseret videnssamfund, der hele tiden ændrer sig, skal succeser bekræftes gennem evnen til forandring. Den forandring omfatter hele paletten: universitetets struktur, uddannelsernes form og indhold og forskningens emner, arbejdsformer og organisationsformer. Den problemstilling deler vi med resten af verden. Gennem samarbejde, lærer- og studenterudveksling og fælles studiestrukturer er vi en umiddelbar del af den.

Men især er vi praktisk og historisk knyttet til Europa. Også her afprøves og diskuteres fusioner og organisationsformer, fagligt niveau og studiestrukturer i forhold til breddeuniversitetets moderne funktioner. Ingen steder er der fundet en overbevisende model for, hvordan dette universitet skal se ud. Den igangværende og omdebatterede omlægning af Aarhus Universitet skal forstås som en del af denne internationale proces, og det er sådan den diskuteres uden for landets grænser.

Ser man negativt på breddeuniversitetet, er modbilledet ofte Humboldt-universitetet, grundlagt i Berlin af Wilhelm von Humboldt i 1810, mens han en kort tid var minister. Det hedder sig, at her fordybede man sig i historie, sprog og kultur uden at bekymre sig om den umiddelbare nytte af viden og uddannelse, men kun om sig selv og sin menneskelighed. Det har vi i Nordeuropa kaldt dannelse: Bildung.

Men man forstår kun dette universitet, hvis man husker, at det blev skabt i direkte konkurrence med et andet samtidigt system, det franske. Begge tænkte på nytte, men ikke på samme måde. Det franske blev udformet af Napoleon i 1806, samtidig med at han gav Prøjsen klø og nedlagde landets vigtigste universitet i Halle og gjorde det nødvendigt med et nyt centraluniversitet. Den franske revolution inspirerede begge systemer til uddannelse af de nye frie og lige borgere hinsides det gamle samfunds standsforskelle, så de blev nyttige borgere i samfundet og den nye nationalstat.

Konflikten mellem de to systemer præger stadig europæisk universitetsdebat, også i Danmark, men fra omkring 1970 suppleret af den amerikanske model. Men Humboldts model udelukkede de erhvervsrettede uddannelser inden for handel og teknologi. Den fokuserede på de fag, dengang også naturvidenskab, der kunne få faget filosofi som fælles paraply.

Dét er rammen om dannelsen, og den vil næppe nogen acceptere i dag. Jeg mener: Skal DTU ikke længere være universitet? Berlins søsteruniversiteter i Breslau og Bonn blev oprettet inden 1820 af Humboldts efterfølgere ved nedlæggelser, udvidelser og overflytning af personale og med sigte på nytte efter tidens forestilling om samfundsnytte. Fusioner og centralstyring ville vi sige i dag.

Humboldts virkelig revolutionerende idé var armslængdeprincippet: Samfundet får mest nytte ud af den højeste viden, hvis staten ikke blander sig. Napoleons konkurrerende system var stik modsat. Den højeste viden blev lokaliseret i eliteuddannelser, der umiddelbart havde nytte for staten. De eksisterer stadig som "de store skoler" for ingeniører, samfundsforskere og så videre mens en central detailstyring af stof, prøver og ansættelser fortsat præger hele det franske uddannelsessystem og gør forandringer vanskelige.

Humboldt og Napoleon var de første, der hver på sin måde satte gang i en reorganisering af det samlede uddannelsessystem i forhold til et samfund i bevægelse, fra grundskole og videre til universitet og andre forskningsinstitutioner. Derfor er de begge begyndelsen til og ikke modsætningen til den proces, vi i dag står midt i. Især fra 1990erne har den tiltagende centrale detailstyring af europæiske universiteters forskning og undervisning vist den franske models tiltrækningskraft.

Det centrale pres fra staterne og de decentrale forsøg indefra på omstillinger har overalt i Europa udgjort et dobbeltpres på universiteterne. Det har udvidet deres bureaukrati i hidtil uset omfang. Denne udvikling udgør en af de største udfordringer for universiteternes udvikling, der også kendes fra andre offentlige institutioner, og som truer med at lave det gode breddeuniversitet om til et managementuniversitet. Fjernelse af centraliseret detailstyring udefra vil her være et vigtigt fremskridt.

Den amerikanske model er anderledes. Den er først og fremmest styret af uddannelsesstrukturen, ikke af fagstrukturen, med skoler for BA-studier, for MA-studier og for PhD-studier. Her kan de studerende kombinere uddannelsesspecialiseringer mellem disse tre niveauer, mens begge de europæiske modeller bygger på, at den studerende ideelt set udbygger en samlet faglighed hele vejen op. De amerikanske fakulteter er derfor mange steder, for eksempel Harvard, organiseret efter uddannelsesniveau, ikke efter familier af beslægtede fag. Faculty for Arts and Sciences spænder her fra nanofysik til latin, fordi de leverer MA-grader. Den fagbestemte struktur optræder først på lavere niveauer.

De bedste forsøg på at reorganisere universiteterne i Europa prøver at afstemme de tre modeller efter hinanden. Uddannelsestænkningen har i høj grad fulgt den amerikanske model mens fakultetsstrukturen følger en blanding af de to europæiske modeller, lidt afhængigt af om man bor i Nord- eller i Sydeuropa. Arbejdet med at finde nye modeller foregår i hele Europa og fortjener en mere principiel diskussion herhjemme, end vi hidtil har set. Trods vanskeligheder er det et sådant arbejde Aarhus Universitet har påbegyndt.

Mens de to europæiske modeller fortsat konkurrerer bittert om at bestemme forholdet mellem universitet og offentlig styring og udnyttelse af viden, er det den amerikanske model, der ligger bag udviklingen af differentierede uddannelsesstrukturer, som er forudsætning for breddeuniversitetets succes. Den har en pris. Det bliver det enkelte universitet eller universiteter i samarbejde, ikke den enkelte uddannelse eller kandidat, der holder den samlede faglighed inden for et fag ved lige.

En kernefaglighed, der før var fast del af en uddannelse, som for eksempel oldislandsk, bliver forskningsspeciale. Denne positive fleksibilitet forudsætter, at breddeuniversitetet bevarer sin dobbeltfunktion: at uddanne til det brede jobmarked og samtidig rekruttere næste forskergeneration. I store lande kan man måske lave særlige institutioner med hver sin funktion. Det har Danmark hverken offentligt eller privat økonomisk volumen til.

Breddeuniversitetet skal have tværfaglige uddannelseselementer eller forskningsprojekter, der bygger bro mellem adskilte specialiseringer. Tværfaglighed som sådan er af ideologiske grunde kommet i miskredit. Men det er kun den dårlige, der skal kritiseres. Alle Grundforskningsfondens elitecentre bygger på en fundamental tværfaglighed. Alle job på det akademiske arbejdsmarked forudsætter et samarbejde mellem personer med forskellig faglig baggrund. Mindst 80 procent af de studier, som kommende studerende vælger imellem, går på tværs af de fag, de har i gymnasiet. Det er en grundlæggende opgave for breddeuniversitetet at udvikle produktive former for samarbejde på tværs af fag. Udviklingen af forskellige arbejdsformer og dermed forskellige måder at afholde timer på, er derfor vigtigere end blot at kræve flere timer.

Men små uddannelser, for eksempel i særlige sprog, kan blive en opgave, der ikke kan løftes af et enkelt universitet, men måske i europæisk samarbejde. Vi har en statslig pulje til små fag, som deles mellem Aarhus, Syddansk og Københavns Universiteter. Men overalt i Europa er en række små fag truet, fordi rekrutteringen er svag, og fordi de er for dyre for de enkelte universiteter. I det europæiske videnskabernes selskab Academia Europaea prøver vi nu at diskutere fælleseuropæiske løsninger med EU-kommissionen, så små specialer ikke forsvinder. Breddeuniversitetet er fortsat et stærkt bidrag til samfundsudviklingen i Europa. Hvis man tør arbejde med at udvikle det og ikke afvikle det.

Svend Erik Larsen er medlem af Grundforskningsfondens bestyrelse.

 

Offentlliggjort i Weekendavisen nr. 23 d. 8.6.2012. Gengives med forfatterens tilladelse.