Alle talenter i spil: Gælder det i forskning? Bevillinger, karriereveje og fastholdelse af forskningstalenter.

Publiceret April 2012

Der er trængsel om penge til forskning blandt de universitetsansatte forskere. De sidste 10 år har de offentlige bevillinger til forskning på universiteterne været stigende, men basismidlerne bruges i stigende grad til administration i stedet for forskning. Siden 2010 fordeles de sparsomme basismidler efter bibliometriske indikatorer. Forskernes økonomiske ressourcer er flyttet fra basismidler til eksterne midler. Endvidere er succesraten for tildeling af eksterne midler bl.a. fra Det Frie Forskningsråd faldet dramatisk siden 2005. Endelig er der sket en forskydning af bevillingerne fra fri forskning til strategisk forskning og fra mindre til større bevillinger. Samlet fører det til, at der er færre penge til forskningen på universiteterne, som skal fordeles blandt færre forskere. Hvilken betydning har denne barske virkelighed for fastholdelse af forskningstalenter? Hvordan er karriere mulighederne for yngre forskere på universiteterne?

Skal forskere på de danske universiteter søge flere eksterne bevillinger for at kunne udføre deres forskning? Midlerne til forskning på universiteterne har været stigende siden 1999, men forholdet mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler er stort set uændret. I 2010 blev fordelingen af basisbevillingerne ændret og bibliometriske forskningsindikatorer blev taget i brug til udregning af fordelingsnøglen (1). Ifølge Kaare Aagaards ph.d. afhandling er basismidlerne gået fra at bidrage til den enkeltes ansattes forskningsaktiviteter og forskningsbaserede undervisning til at blive brugt af ledelsen på forskellige niveauer og være bundet til andre formål (2). Blandt andet bliver midlerne brugt til kommunikation, uddannelse, administration, samfinansiering af eksterne midler, indirekte omkostninger ved eksterne midler, krav om udviklingskontrakter, lokale strategiske krav, infrastruktur og fusionsudgifter. For årene 2009-2010 var ca. en fjerdedel af basisbevillingerne bundet til medfinansiering og overhead.

Endvidere er en stor del af stigningen i basisbevillinger til forskning sket ved en prioritering af ph.d.-uddannelsen og et stærkt stigende antal ph.d studerende. Imidlertid er der fra flere sider rejst kritik af det stigende antal ph.d. studerende, samt de manglende muligheder for postdocs. Professor Eske Villerslev, Københavns Universitet udtaler til Information d. 17.4.2012 ”Fra at være en elitær forskeruddannelse, er ph.d.’en i dag blevet en pølsefabrik. Man skal hente så mange ph.d.’er ind, så vi i dag ser folk få en ph.d., som i virkeligheden ikke egnede sig til det. På den måde er kvaliteten af ph.d.’erne blevet dårligere, gennemsnitligt set” (3). Selvom antallet af postdocs på universiteterne er steget markant (Fig. 1) er de nødvendige forskningsmidler ikke steget tilsvarende. . Det forringer muligheden for at starte en forskerkarriere på de danske universiteter.

2012-2 PostDocsAdjunkt

Er forskerkarrieren blevet mere attraktiv med ændringerne i bevillingsstrukturen? De stramme økonomiske forhold på universiteterne har ført til flere afskedigelser blandt de fastansatte forskere (1). Disse afskedigelser påvirker viljen til at leve med de vilkår, der i dag gælder frem til en lektoransættelse. Endvidere er der en lille stigning i det antal forskere, som er fuldt finansieret af eksterne midler, fra 17% i 2003 til 23% i 2009. Her er der store forskelle mellem de “våde” og “tørre” områder. Mens 11-12% af stillingerne på Humaniora (HUM) og Samfundsvidenskab (SAM) var finansieret af eksterne bevillinger, var tallene for Naturvidenskab (NAT), Jordbrugs- og Veterinærvidenskab (JORD), Sundhedsvidenskab (SUND) og Teknisk videnskab (TEK) henholdsvis 37%, 27%, 33% og 22% i 2009.

Klare karriereveje og udsigten til faste stillinger bliver nævnt som vigtige elementer i fastholdelsen af forskningstalenterne (1, 4, 5). Dette synspunkt støttes af en undersøgelse, som viser, at de væsentligste årsager til, at forskere søger væk fra de danske universiteter, er usikkerhed i ansættelsen eller et ansættelsesforhold, som ophører (1). I den sammenhæng er det interessant, at andelen af postdocs i forhold til adjunkter på de danske universiteter har været støt stigende siden 2004 (Fig. 1) (6). I en analyse fra 2011 giver forskere på universitetet udtryk for, at usikkerhed om eksterne bevillinger og de ressourcer, som går til at udarbejde forskningsansøgninger, fører til væsentligt forringede rammevilkår i forskeransættelsen (1). Der er også en følelse af, at der er en vis tilfældighed over hvilke projekter, der opnår støtte, når succesraterne er så lave og flere højt kvalificerede ansøgere til gode projekter ikke kan opnå støtte.

Er det blevet sværere at få forskningsbevillinger? Hvis man ser på tallene fra Det Frie Forskningsråd (DFF) viser det sig, at der mellem 2001 og 2004 var et stigende antal ansøgninger, som fik tilsagn om bevillinger, mens det efter 2005 var faldende (Fig. 2) (7). I 2009 sker der et markant fald i tilsagn for bevillinger i alle råd, fra 22% i 2008 til 12% i 2009 (Fig. 3) . Konkurrencen er hårdere inden for virkemidler til forskningsprojekter, hvor succesraten typisk er 5-7 % lavere end for andre virkemidler (Fig. 3). Årsagerne til faldet i succesrater kan findes dels i en øgning i antallet af ansøgninger, især indenfor de “våde” fag (FNU, FSS, FTP), dels i en stigning i de gennemsnitlige bevilgede beløb pr. projekt. Stigningerne i bevillingsstørrelserne kan skyldes forøget overhead til universiteterne, ændringer i regler om medfinansiering samt en ændring i bevillingspraksis, som indtrådte i 2009 . Denne sidste ændring betød, at rådene ikke har mulighed for at uddele mindre beløb end det ansøgte.

2012-2 succesrate

Det har stor betydning at få en forskningsrådsbevilling. Blandt de adspurgte, som fik afslag, svarede 11%, at de forlod deres forskningskarriere pga. afslaget, mens afslaget for 21% havde en væsentlig negativ betydning for den efterfølgende karriere. Tallene viser også, at konsekvenserne af afslaget er forskellige indenfor de forskellige områder. Hovedparten (55-64%) af de projekter, som fik afslag fra FTP, FSE og FKK blev ikke iværksat, mens 68% af de projekter, som fik afslag fra FNU og FSS blev igangsat med andre midler.

Fri eller strategisk forskning? Der er sket en betydelig forskydning fra basismidler mod eksterne midler, fra fri forskning mod strategisk forskning og fra mindre til større bevillinger (2). Intensive reformer blev startet 2001, hvor der blev vedtaget en ny styrelseslov, og der blev gjort op med det demokratiske system på universiteterne. Endvidere blev der udbygget en hel række nye strategiske fonde og råd. Bevillingerne fra DFF har, i perioden 2004 til 2008, kun oplevet en beskeden stigning, mens bevillingerne fra Det Strategiske Forskningsråd (DSF) næsten er blevet femdoblet. I 2008 blev der bevilget 1.119 mio. kr. fra DFF og 731 mio. kr. fra DSF. Bevillingerne fra Rådet for Teknologi og Innovation samt fra Højteknologifonden har også været stigende. Kun en mindre del af bevillingerne fra Rådet for Teknologi og Innovation går til forskning på universiteterne igennem private samarbejdspartnere eller igennem erhvervs ph.d. ordningen. For Højteknologifonden gælder, at fonden har bevilget ca. halvdelen af de 3 mia. kr., som er investeret i højteknologiske projekter. Af resten kommer 1 mia. kr. fra virksomheder og en halv mia. fra universiteterne.

2012-2 DFF Virkemidler

Større eller mindre forskningsgrupper? Der er forskning, som viser, at individer i større grupper generelt har en ringere performance end individer i mindre grupper (8). Samtidig ser det ud til, at forskningsgrupper på de danske universiteter bliver større. Dette kan være en følge af, at forskningsstøtten går mod færre små og flere store bevillinger (2). Måler man antallet af peer review-artikler pr. million bevilligede kroner, får man mere forskning for pengene med de små bevillinger. Mindre bevillinger kan give bevillingsmodtagere mulighed for at søge yderligere bevillinger i andre fonde. Endvidere kan effekten af mindre bevillinger være større for hovedansøgeren end effekten af større bevillinger. Der er dog flere rådsmedlemmer, som er positive overfor at bevillingerne bliver større, blandt andet fordi der er en forventning om en større effekt (2). Endvidere vil større grupper have større mulighed for at anskaffe og udnytte udstyr, som ville være for bekosteligt eller ringere udnyttet for små grupper.

Alt i alt er der noget, som tyder på, at det er blevet nødvendigt for forskere at indhente eksterne bevillinger i højere grad end før reformen i 2001. Samtidig har antallet af løst ansatte forskere, som ikke er på en bestemt karrierevej (postdocs) på universiteterne, været stigende siden 2004. Ændringerne i bevillingsstrukturen betyder, at der er færre forskere, som kan indhente bevillinger, og at de indhentede bevillinger bliver større. Ved dette system kunne der være en tendens til at tilgodese de etablerede forskere, som kan indhente større bevillinger til større forskningsgrupper, hvor der uddannes flere ph.d. studerende og unge postdocs. Forskere, især de mindre etablerede, skal bruge mere tid på bevillingsansøgninger samtidig med at deres succesrater falder. Dermed har disse forskere mindre tid til forskning, deres videnskabelige produktion falder og deres chancer for at opnå bevillinger bliver lavere.

Prioritering af ph.d. uddannelsen og ansættelse af unge forskere med begrænset erfaring kunne føre til en ringere undervisning og vejledning af studerende, hvis de mere erfarne forskere, som ikke kan opnå fastansættelser eller bevillinger, bliver nødt til at søge væk fra universiteterne. Kunne man forestille sig, at forskningsbevillingerne omstruktureres, så der bliver lagt vægt på at støtte forskergrupper, der har en balance mellem medlemmer med forskellig erfaring, dvs. at de inkluderer studerende, postdocs, seniorforskere/lektorer og professorer. Der bliver talt om at etablere klare karriereveje på universiteterne og man kan håbe, at både lederne på universiteterne og bevillingsgivere tænker på, at alle talenter skal i spil i modsætning til at spilde mange talenter.

Referencer

  1. Evaluering af forskerkarriereveje – håndtering af forskeres karrierer på de danske universiteter. Forskning: Analyse og Evaluering 3/2011. Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Oktober 2011 http://www.fi.dk/publikationer/2011/evaluering-af-forskerkarriereveje/Karriereveje%20-%20hovedrapporten.pdf
  2. Kaare Aagaard ph.d. thesis. Kampen om basismidlerne. Historisk institutionel analyse af basisbevillingsmodellens udvikling på universitetsområdet i Danmark. Forskerskolen for Samfundsvidenskab v. Aarhus Universitet Center for Forskningsanalyse. http://pure.au.dk/portal/files/41541853/Kampen_om_basismidlerne_Final.pdf
  3. Emil Røttbøl. Information 17. april, 2012. Alt for mange ph.d.’er har skadet kvaliteten. http://information.dk/298647
  4. Claus Stærbo. Ingeniøren 3. januar 1997. Forskernes vilkår glemmes. http://ing.dk/artikel/16076-forskernes-vilkaar-glemmes
  5. Birte Weiss (2001). Nødvendigt med bedre vilkår for forskerne. Pressemeddelelse. http://fivu.dk/nyheder/pressemeddelelser/2001/noedvendigt-med-bedre-vilkaar-for-forskerne
  6. AC notat: Universiteternes karrierehåndtering: Tab af talent og faldende kvalitet i de forskningsbaserede uddannelser. 24 januar 2012. http://www.ac.dk/media/44893/universiteternes_karriereh_ndtering.pdf
  7. Evaluering af virkemidlet ”forskningsprojekter” i Det Frie Forskningsråd Forskning: Analyse og Evaluering 1/2011. Forsknings- og Innovationsstyrelsen. August 2011. http://www.fi.dk/publikationer/2011/forskningsprojekter/Hovedrapport%202011.pdf
  8. Jennifer S. Mueller (2012). Why individuals in larger teams perform worse. Organizational Behavior and Human Decision Processes. Organizational Behavior and Human Decision Processes. (2012).117:1, 111-124