Tigerdyrets storhed og fald – en beskrivelse af lægevidenskabens lyse og mørke sider

Publiceret Januar 2012

Leif Sestoft: Verden som vilje. Det videnskabelige og karrieremæssige raseri. 226 sider. Pris 185 kr. Udgivet 2011. Forlaget Navicula.

 

2012-1 Omslag: Verden som vilje

I "Peter Plys " var der jo dog også plads til et tigerdyr". Sådan introducerer Leif Sestoft sig selv halvvejs inde i sine erindringer: "Verden som vilje. Det videnskabelige og karrieremæssige raseri". I historien om Peter Plys og hans venner beskrives tigerdyrets personlighed. Han er sikker på sig selv, har noget af et ego og nærer høje tanker om sig selv. Tigerdyret er fuld af energi og optimisme, og selvom han er velmenende, kan han også være drillesyg, og hans handlinger skaber undertiden problemer for ham selv og hans venner.

Tigeren er den gennemgående allegori for Leif Sestofts personlige udvikling, løbebane og skæbne, og tigeren dukker op her og der i bogen. Den præsenteres i forordet med et citat frit efter Jorge Luis Borges, her i sin helhed: "Time is the substance from which I am made. Time is a river which carries me along, but I am the river; it is a tiger that devours me, but I am the tiger; it is a fire that consumes me, but I am the fire." På fotografiet på omslaget har forfatterens portræt en slående lighed med en tiger.

Biografier og autobiografier tegner sig for en betydelig del af bogudgivelserne hvert år. Læserne elsker dem. Vi får indblik i indflydelsesrige og spændende personligheders bedrifter og tanker. Undertiden er der afsløringer af hidtil ukendte forhold. Vi spejler os i personen, tager det vi kender til os og undrer os over det ukendte. Succes fylder os med respekt. Fiasko med afmagt. Vi løftes og knuges af det livsforløb som rulles ud for os.

Nu sidder jeg med tredje bind af min mangeårige ven Leif Sestofts autobiografi: "Verden som vilje. Det videnskabelige og karrieremæssige raseri" i hånden. Efter åndeløs læsning har jeg besluttet mig for at anmelde dvs. anbefale bogen. Bogens forside prydes af et billede af facaden på Rockefeller Instituttet på Juliane Maries vej i København med et blik mod himmelen. Så er tonen og målet med bogen slået an. Først en lille tilståelse. Jeg er omtalt et par gange i bogen.

Det er en overmåde vellykket erindringsbog, som følger de to tidligere bind med "Dengang på Sorø Akademi" som det første, "Franz Kafka i Kalundborg og andre myter om liv og død i den danske provins" som det andet, hvori Leif Sestoft skildrede sin entré i lægegerningen og første usikre skridt i naturvidenskaben. I det tredje bind beskriver han sin videnskabelige karriere i en periode på 15 år, som kan betegnes som forfatterens storhed og fald. I løbet af det korte tidsrum etablerede Leif Sestoft sig blandt de førende forskere inden for sit speciale: leverens stofskifte og energiomsætning indtil karrieren fik en brat afslutning med afskedigelsen fra overlægestillingen.

Bogen gennemgår forløbet i perioden 1968-1983 fra de første trængselsår som ung hospitalslæge i København, et år som favoriseret deltager på kursus i de for medicinen basale videnskaber, de lykkelige år på Biokemisk Institut A, som afsluttes med disputatsen i 1975, den videnskabelige storhed med eget biokemisk laboratorium og yngre forskere, den skarpe konkurrence om overlægestillingerne og slutspillet med ansættelsen på et privat diabeteshospital.

Forfatteren skriver ikke i første person, men under eponymet "Seele". Dette navn blev introduceret i det andet bind erindringer som "et navn, der karakteriserer, og dermed lægger jeg lidt afstand til den virkelighed, som forefandtes, men som ikke umiddelbart bør kunne spores." Navnet Seele, på dansk "sjæl", er velvalgt og vidner dels om forfatterens trofasthed over sine tyske rødder, dels om at hovedpersonen er et åndfuldt menneske. Sjælen kan defineres som den åndelige essens af et menneske og ofte bruges sjæl mere eller mindre synonymt med begrebet ånd.

I denne bog oplever vi forskerens sjæl på godt og ondt. Det er en åbenhjertig og ærlig fremstilling af Leif Sestofts forskerkarriere uden besmykning eller fine fornemmelser for forskning. Bogen er på den ene side akademisk og åndfuld, på den anden side uhøjtidelig og ligefrem. Der er et paradoks mellem den avancerede og præcise beskrivelse af de videnskabelige aktiviteter og fremskridt og den ligefremme og jordbundne fremstilling af personer og miljøer. Fortællingen løftes af en rigdom af litterære citater, kulturelle referencer og analogier, som fremføres som kommentarer til Leif Sestofts oplevelser under vejs i fortællingen. Det sætter både videnskaben og dagligdagen i perspektiv. Bogen får hermed en stor spændvidde og viser forfatteren som en åndfuld person og sand aristokrat.

Bogen falder i to dele, en lys og en mørk del, som er næsten lige store. Dobbeltheden mellem lys og mørke, dag og nat, himmel og helvede er et evigt tema i kunsten og livet. Den første del er lys, optimistisk og livsbekræftende. Tonen er munter, humoristisk og let. I denne del beskriver Leif Sestoft sit møde med den basale forskning og sit målbevidste arbejde med disputatsen, som blev gennemført på kun tre år. Det er en succesfuld entre i det videnskabelige miljø og start på en lovende forskerkarriere. Hans mål er at forene den kliniske og grudvidenskabelige forskning, et mål som det lykkes at indfri til fulde. I sin korte karriere opfylder Leif Sestoft alle kravene til fremragende forskning: originalitet, aktualitet og produktivitet.

Den anden del af bogen er mørk, pessimistik og destruktiv. Tonen er indædt, forbitret og tung. I denne del beskriver Leif Sestoft sit møde med konkurrenterne i den medicinske verden og sammenstødet med ledelseskulturen i en stor virksomhed efter ansættelsen som overlæge på det private diabetes hospital. Det er en vanskelig og næsten umulig opgave at videreføre forskerkarrieren i dette miljø, som præges af magt, intriger, rænkespil, aftalesvigt, uskrevne regler og privilegier. I denne del af erindringsbogen anvender forfatteren nøgleromanens form, hvori personerne kan genkendes som reelt eksisterende, selvom navn og visse kendetegn er ændret og stednavne forvansket.

Videnskaben er den røde tråd i bogen hvor omkring skiftende personer og steder hvirvler ind og ud. Leif Sestoft fortæller levende og underholdende om sine videnskabelige forsøg, resultater, laboratorier, medarbejdere og vejledere vekslende med muntre fester, rejser og internationale symposier, hvor han fører sig frem som en skarp debattør. I bogen som i sit liv udtrykker han sin ærlige og upolerede mening om kolleger, konkurrenter og overordnede. Han er respektløs og uimponeret overfor alle han møder. Sine forbilleder blandt de store forskere heriblandt Einar Lundsgaard, Hans Krebs , James Black og G. F. Cahill Jr. viser han derimod stor respekt.

Videnskaben er driften i Leif Sestofts liv. Sideløbende med de mange litterære citater er der referencer til forskningens indhold og væsen. Sir Hans Krebs opregner forskerens nødvendige talenter, som omfatter intelligens, udholdenhed, hårdt arbejde, fingerfærdighed, kølig objektivitet, nysgerrighed, kreativitet og fantasi. Albert Szent-Gyögyi opdeler forskere i apollinske og dionysiske. De apollinske arbejder med at perfektionere deres forskningslinie ved metodeforbedring og kortlægning af hvad deres metode kan bruges til på nye problemstillinger. De dionysiske arbejder intuitivt og i koncepter, også kaldet bærende hypoteser og vil derfor med større sandsynlighed åbne nye perspektiver for forskningen. Ikke overraskende identificerer Leif Sestoft sig med den sidste forskertype.

Videnskaben er også skuepladsen for konkurrence, nepotisme og svindel, med et finere ord videnskabelig uredelighed. Leif Sestoft afdækker rænkerne i forskerverdenen. Han sætter ubønhørligt sin finger på de ømme punkter hos sine videnskabelige kolleger og udstiller deres arrogance, vennetjenester, intriger, benspænd, chikane, manipulation og tyveri. Selv blev han sammen med en gruppe yngre danske forskere, den såkaldte "smukke gruppe" offer for videnskabeligt tyveri og regulær svindel. Peer review af deres arbejde med originale observationer indsendt til Journal of Clinical Investigation blev forsinket i to år, mens konkurrenterne Philip Felig og John Wahren stjal ideen og publicerede et lignende arbejde i samme tidskrift, hvor Felig i øvrigt var redaktør. Et par år senere blev Felig afsøret som en veritabel videnskabelig svindler og afskediget fra sit professorat på Columbia University.

Forskningen og karrieren følges ad og Leif Sestoft bliver ansat i en medicinalvirksomhed kaldet VF, og udnævnt til overlæge på et privat diabeteshospital betegnet Ø, til sammen "skurkenes fællesskab". De omtales ikke ved deres rette navn for at undgå sagsanlæg og udgifter til sagførere. I denne del af bogen beskrives ledelseskulturen i en anerkendt og succesfuld dansk virksomhed. Det opleves som en nedstigning i en underverden befolket af trolde, hekse og fabeldyr, hvor al menneskelighed er erstattet af et forvrænget uvæsen. Denne virkning forstærkes af at ledere, kolleger og ansatte betegnes med fantasifulde navne, som ikke er umiddelbart genkendelige.

En kunstnerisk analogi til denne virksomhed er troldefesten i anden akt af August Bournonvilles "Et Folkesagn" i Nikolaj Hübbes fantasifulde og geniale nyopsætning, som kan opleves i Operaen. Festen er et mareridt med fabelvæsener, forvrængede mennesker og udyr, hvor troldene er de mest menneskelige. Besøget i mørkets underverden klarer Leif Sestoft ikke og forskerkarrieren slutter brat. Det opleves som om hans forbandelse af det videnskabelige og karrieremæssige raseri hæves og tigeren får fred.

Et gennemgående tema i bogen er Leif Sestofts opgør med de korrekte meninger og oprør mod nepotisme, middelmådighed og det politiske klima. Han provokerer de venstreorienterede forskere og overlæger, som hersker på universiteter og hospitaler. Han anerkender ikke at sønner af overlæger eller professorer har forrang i ansættelserne. Han udstiller den antiakademiske jantelov, som fejrer sine triumfer og vinder terræn. Han er eksponent for en videnskabelig linie, som kombinerer klinisk og grundvidenskabelig forskning. Dengang som nu er det ikke populært hos sygehusdirektioner, som kun har øje for den kliniske forskning. Læger skal ikke forske i hvordan et molekyle vender. Den consensus og middelmådighed, som gennemsyrer det danske samfund fra det politiske system til de offentlige institutioner og private virksomheder giver ikke plads til markante profiler med kontroversielle synspunkter.

Leif Sestofts tredje erindringsbog bør læses af forskere, som interesserer sig for videnskabens sjæl, drift, etik, fremskridt, vildveje og snyd. Derudover er medarbejdere i private virksomheder en oplagt målgruppe, som kan læse om den mørke side af deres firma og lære noget om kulturen på ledelsesgangen. Endelig kan bogen nydes af alle læsere som interesserer sig for videnskab, karriere, mennesker, hospitalsvæsenet og virksomhedskulturen.

Bogen kan bestilles hos forlaget: Navicula, Kystvejen 27, 4400 Kalundborg. Telefon: 23 25 40 32. E-Mail: navicula@navicula.dk.

2012-1 Rockefeller Instituttet
Rockefeller Instituttet. August Krogh, dansk fysiolog og Nobel pristager (1920), foranledigede, at Rockefeller Foundation i USA skænkede midler til opførelse af Rockefeller Instituttet i København. Instituttet blev taget i brug i 1928 og var i 50 år rammen for forskning af international klasse inden for zoofysiologi, medicinsk fysiologi, biokemi og biofysik. En række fremtrædende forskere udover August Krogh arbejdede her bl. a. Einar Lundsgaard, Herman M. Kalckar og Hans H. Ussing, alle kandidater til Nobel prisen for banebrydende opdagelser.