Forskrækkelse for folket

Publiceret Januar 2012

Sundhedsstof er godt stof. Det sælger aviser og trækker seere, og medierne kaster sig stadig mere sultne over nyheder fra den medicinske forskning. Man skulle umiddelbart mene, interessen var et gode - for oplysningsniveauet og den almene interesse for sundhed. Men ser man historierne efter i sømmene, er det ofte, som om det, der skulle være information, næsten kan forveksles med misinformation.

Tag nu sidste uges stort opslåede historie om alkohol og brystkræft hos midaldrende kvinder.Fra epidemiologiske undersøgelser har man længe vidst, at alkohol øger brystkræftrisikoen, men nu har forskere fra DTU opdaget, at en genetisk variant, som findes hos syv ud af ti kvinder bærer nøglen til den øgede risiko. Genvarianten påvirker cellers omsætning af kønshormonet østrogen, og når alkohol optræder i ligningen øges produktionen af østrogen, som er den faktor, der i praksis øger risikoen for brystkræft efter overgangsalderen. Det var nu ikke den dybere biologiske forståelse, man fokuserede på, men derimod alkoholvinklen.

‘Nyheden' om den skadelige alkohol bevægede sig mere eller mindre i kopi gennem pressens fødekæde, og i toppen tog de elektroniske medier den også op. I TV-Avisen havde man afsat flere minutter til en gennemgang og endda inviteret forskeren bag resultaterne i studiet. Her sidder værten med de dybeste panderynker, hun kan mønstre, og spørger til det nye i undersøgelsen.Jo, svarer forskeren, med den just fremskaffede viden kan kvinder nu bedre tage aktivt stilling og selv regulere deres kræftrisiko. Og det lyder jo godt. Selvbestemmelse og ansvar for eget helbred er centrale begreber i et moderne sundhedssystem.

Der er bare det, at man igen og igen hører det skræmmende budskab om en øget risiko uden på noget tidspunkt at få oplyst den faktiske risiko. De konkrete tal, det drejer sig om. De udelades også elegant af de fleste artikler om emnet inklusive den ellers fyldige gennemgang på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Trevler man alt igennem, viser det sig dog, at kvinder i overgangsalderen, som bærer den omtalte genvariant, ved at drikke to genstande om dagen øger deres brystkræftrisiko fra 11 procent til 13 procent.Den tager vi lige igen: fra 11 procent til 13 procent.

Forskellen i risiko er med andre ord to sølle procentpoint! I den virkelige verden uden for statistikernes regneark vil man stort set ikke kalde det en forskel, og for den enkelte virkelige kvinde kan der være såvel andre livsstilsparametre samt endnu uafklarede genetiske faktorer, som spiller en større rolle. At bruge to procentpoint som afsæt til at tale dunder til folk om at ændre deres livsstil er i første række hysterisk, og når man udelader baggrunden for sin anbefaling, er det at føre folk bag lyset.

Baggrund var der heller ikke meget af i en anden forskningsnyhed, som bredte sig lige i halen på brystkræft-forskrækkelsen. Historien om at "slidte celler sladrer om dårlig livsstil", som det hedder i overskrifterne. Her handler det om endestykkerne på vores kromosomer, de såkaldte telomerer. Telomererne bliver uundgåeligt kortere, for hver gang en celle deler sig, og når de slipper op, kan cellen ikke længere forny sig.

Danske forskere har nu testet længden på telomerer i blodceller hos 20.000 mennesker, som har deltaget i henholdsvis de store befolkningsstudier Østerbro-undersøgelsen og Herlev-Østerbro-undersøgelsen. Man har sammenholdt telomer-længde med tilfælde af blandt andet hjerteanfald og dødsfald i løbet af de 19 år, undersøgelserne har forløbet. I deres videnskabelige publikation i specialtidsskriftet Ateriosclerosis, Thrombosis and Vascular Biology konkluderer forskerne, at korte telomerer "kun er associeret med moderat forøget risiko for blodprop i hjertet, iskæmisk hjertesygdom og tidlig død". Faktisk må de danske fund korrigere tidligere undersøgelser og nedjustere den risikoøgning, andre har postuleret.

Det lyder dog anderledes dramatisk, når forskningslederen bag resultaterne udtaler sig til Politikens forside. Her forklarer han, at hver fjerde voksne dansker går rundt med så slidte telomerer, at de ikke bare vil dø før tiden, men også har 50 procent forøget risiko for at få blodpropper i hjertet. Vi får dog ikke at vide, hvad "før tiden" betyder? En måned eller ti år? Der er heller ingen, der åbner originalartiklen og gør opmærksom på, at riskoen for blodprop i hjertet faktisk er nøjagtig den samme for de ti procent af befolkningen med de korteste telomerer som for de ti procent med de længste telomerer.

Ikke desto mindre udtaler formanden for Vidensråd for Forebyggelse, at det vil være værdifuldt at bruge en test af telomerlængde til at give folk i risikogruppen en øjenåbner og få dem til at lægge livsstilen om. Sundhedsminister Astrid Krag stiller sig også straks positiv over for, at en telomer-test kommer ud til de praktiserende læger. For som hun frisk udtaler til Politiken: "Det her er et eksempel på, at der bliver frembragt ny viden, som kan være helt afgørende i forhold til mulighederne for at leve længere, sundere og mere raske liv." Det er så sandelig et åbent spørgsmål.

Længden på vores telomerer er nemlig ikke nogen simpel størrelse at forholde sig til. Sidste år var der stor debat i USA, i anledning af at flere firmaer tilbyder diverse kommercielle test af telomer-længde til forbrugerne for at indikere, hvor godt eller skidt det står til med deres almentilstand, og dermed hvor længe de kan forvente at leve. Det fik blandt andre biologen Carol Greider, der i 2009 modtog Nobelprisen for forskning i netop telomerer, til at gøre opmærksom på, at vores viden om betydningen af telomerernes længde er yderst mangelfuld.

Bare den detalje, at den udviser betydelig individuel variation, gør den uegnet til at skulle tolkes af den første den bedste praktiserende læge - eller nogen som helst anden læge for den sags skyld. Der findes ingen sikker forbindelse mellem en given telomerlængde og sygdomsrisiko. Og som Greider siger til New York Times: "En given telomerlængde kan lige så vel findes hos en 20-årig som hos en 70-årig."

Sundhedsrelevant information er efterspurgt både hos samfundet og den enkelte, men den er kun relevant, hvis den formidles ærligt og ordentligt, og det vil sige under hensyntagen til sin kompleksitet. Med en forsimplet og mere sensationel udgave gør man ikke andet end at skyde sig i foden. Man kan ikke ustraffet blive ved med at råbe ulv. Og i en tid, hvor specielt den genetiske forskning fremkommer med en lind strøm af nye sammenhænge mellem genetiske varianter, miljøfaktorer og helbred, kan man kun bevare offentlighedens interesse, hvis man undgår at overdrive effekterne. Og det er ikke kun medierne, der spiller en rolle.

Man har fra politisk hold lagt pres på forskere for at "kommunikere" til offentligheden, men når eksponering bliver en karriereparameter, kan det være fristende at hugge den hæl og klippe den tå, som letter adgangen til spalterne. Og her er det, formidling kan udvikle sig til skadelig omgang med sundhed.

Offentliggjort i Weekendavisen d. 6.1.2012. Gengives med forfatterens tilladelse.