”Kejserens sidste nat…”

Titlen lyder som indgangsreplikken til en krimi, men ordene stammer fra Sveton, en romersk historiker, der levede år 70-130 e.Kr. Claudius forgiftedes efter sigende med grøn fluesvamp – men er det nu sandt?

Den romerske kejser Claudius drog sit sidste åndedrag en oktobernat, 54 e.Kr.: ”Mange siger, at han tabte mælet straks efter, at han havde sunket giften og døde hen ad daggry efter store pinsler næsten hele natten igennem. Nogle siger, at han faldt i søvn til at begynde med, dernæst af overfyldthed brækkede alting op.”. (Sveton 1977). Tacitus (1773), en anden romersk historiker, skriver ”at kraften ikke straks mærkedes af Claudius, … men da han tillige fik åbent liv [diarré], syntes dette at skulle have hjulpet”. Resultatet er det samme - Claudius dør i løbet af natten.

Claudius familiesituation er lidt af en socialrealistisk gyser, da han dør: Claudius har sønnen Britannicus, da han gifter sig med sin niece Agrippina. Hun har sønnen Nero fra et tidligere ægteskab og opfordrer Claudius til at adoptere Nero. Dét gør han – endda så Nero springer foran Britannicus i tronkøen. Da nærværende drama udspiller sig, er Britannicus atter på vej ind i varmen. Nero er altså på vej ud i kulden – og dét kunne nok motivere en ærgerrig mor til at afslutte sin mands liv før tid. Eftertiden mener, at Agrippina forgav sin mand for at beholde sin magtfulde position ved hoffet (Figur 1).

Figur 1: Tiberius Claudius Drusus Nero Germanicus (A), kendt som Kejser Claudius I (10 f.Kr. - 54 e.Kr). Claudius beklædte symbolske embeder i størstedelen af sit liv, men blev uventet kåret som Roms kejser i år 41 e.Kr. (B) Agrippina "den yngre" (15-59 e.Kr), Claudius' fjerde hustru. (De romerske marmorbuster er fra 1. årh.e.Kr. og kan ses på Ny Carlsberg Glyptoteket, København, og venligst har udlånt fotos heraf)

Agrippina kendte ikke selv til morderiske gifte. Hun rådførte sig før mordet med giftkyndige, så ”ikke misgerningen skulle røbes ved en pludselig og hastigvirkende [gift], eller, i fald hun valgte en langsom og tærende [gift], at Claudius ikke på det yderste, når han mærkede ondskaben, skulle påny føle kærlighed til sin søn [Britannicus]” (Tacitus 1773). Hvilken gift Agrippina benyttede, fortæller de gamle tekster ikke (Figur 2). Men – flere ting i teksterne retter mistanken mod grøn fluesvamp.

Figur 2: Kolokvint, Citrullus colocynthis, er nært beslægtet med vandmelon (C. lanatus), som den også ligner. Frugten er dog meget mindre, og frugtkødet smager helt utroligt bittert. I Middelhavsområdet dyrkede man frugten allerede i oldtiden til medicinsk brug, og planten indgår også i folkemedicin i dag. Alle plantedele virker stærkt afførende. I dyreforsøg virker ekstrakt antiandrogent og nedsætter reversibelt fertiliteten i hanrotter. Høje doser er toksisk for mavetarm- og hjertekarsystem, lever og nyre. Kolokvint er også benyttet til denaturering af alkohol i parfume, eftersom plantestofferne ikke påvirker lugten. (Ill.: Köhler's Medizinal-Pflanzen in naturgetreuen Abbildungen mit kurz erläuterndem Texte. Gustav Pabst, Tyskland, 1887; Barei et al. 1983; Grieve 1992; Kahn et al. 2003; Chaturvedi et al. 2003).

Grøn fluesvamp er dødeligt giftig, fordi den indeholder amatoksiner (beskrevet i Dansk Kemi nr. 11, 2006). Amatoksiner hindrer DNA i at blive oversat til RNA. Der fortæller cellens proteinfabrikker, hvordan aminosyrerne skal sættes sammen for at blive til proteiner. Uden RNA producerer cellerne altså ikke livsvigtigt protein og går til grunde. Spiser man grøn fluesvamp, optager tarmens celler giften. De første symptomer viser sig der, om end noget forsinket. Tarmcellerne indeholder nemlig et vist antal færdige RNA-molekyler, der indgår i cellens proteinsyntese. Når amatoksin blokerer RNA-produktionen, bruger cellen sit lager af RNA-molekyler, før syntesen af protein stopper. Derfor går der mindst 6 timer, før de første symptomer optræder: opkastning og voldsom, blodig diarré. Symptomerne aftager efter et par døgn, og patienten føler sig bedre. Leveren er dog allerede ramt af giften, og døden indtræder efter en lille uge i alvorlige tilfælde (tabel 1; Hougaard 2006).

Tabel 1: Forgiftningssymptomerne efter indtag af grøn fluesvamp (Hougaard 2006; Sveton 1977; Tacitus 1773)

Claudius kaster op og får diarré, hvilket passer med forgiftning med grøn fluesvamp (tabel 1). Men – amanitin dræber ikke på én nat. Hvis Agrippina forgiftede Claudius med grøn fluesvamp, må der død og pine være endnu en gift med i spillet. Det mener også de gamle romerske historikere. De skriver, at Claudius bliver forgiftet for anden gang på dødsnatten, med gift tilsat en grød, indgivet med et klyster1 eller en forgiftet fjer i svælget. Overleveringerne fortæller intet specifikt om denne ekstra gift eller om symptomerne på den nye forgiftning – vi får blot at vide, at Claudius dør (Sveton 1977, Tacitus 1773).

De romerske historikere Sveton og Tacitus kommer begge til verden flere år efter Claudius’ død. De baserer altså deres skriverier på andres fortællinger. En anden historiker, Lucius Annaeus Seneca (ca. 4 f.Kr.– 65 e.Kr.), lever samtidig med Claudius. Seneca arbejder som huslærer for Nero, Claudius’ adoptivsøn, og er derfor tæt på begivenhederne. Seneca beskriver, hvordan Claudius’ farer op til guderne i en satire, Apocolocyntosis divi Claudii. Titelordet ”Apocolocyntosis” opstår måske ved at Seneca indsætter ordet ”colocynthis” midt i ordet ”apotheosis” (guddommeliggørelse). ”Colocynthis” refererer så til græskarplanten kolokvint, Citrullus colocynthmanis (Figur 2).

Titlen bliver på dansk til ”Den guddommelige Claudius’ græskarliggørelse”. Tolkningen af titlen ligger lidt hen i det uvisse (Seneca 1998). Forfatteren og amatørforskeren Robert Gordon Wasson tolker imidlertid titlen helt bogstaveligt. Han mener, at Seneca var bange for at fortælle åbent om mordet på Claudius. Derfor fortæller Seneca i titlen på sin satire, at kolokvint dræbte Claudius (Wasson 1972). Kolokvint er nemlig dødeligt giftig - i høje doser. I mindre doser virker planten afførende. Begge egenskaber kendte man på Claudius’ tid (Figur 3; Moldenke og Moldenke 1952). Kolokvint smager utroligt bittert, så det er måske urealistisk, at Claudius indtog giften frivilligt i fx grød. Med lidt god vilje er en dødelig dosis kolokvint havnet i Claudius mave via et klyster (Figur 3). Giften har nok haft let vej fra tarmen til Claudius’ krop, hvor tarmens slimhinde var ødelagt efter en ordentlig dosis grøn fluesvamp. Grøn fluesvamp kombineret med kolokvint kan altså godt have været Claudius’ banemand.

Figur 3. Kukurbitacin I. Denne kukurbitacin er isoleret fra bl.a. C. colocynthis. Man regner med at det især er kukurbitaciner, der giver kolokvint farmakologiske (og giftige) egenskaber. Kukurbitaciner er triterpenoider, der er bygget op over strukturen 19-(10→9b)-abeo-10alanost-5-ene. Forbindelserne kan ekstraheres fra plantevævet med ethanol. LD50 (i rotter) ligger på godt 66 mg rent stof/kg for curbitaciner udtrukket fra C. colocynthis. Såfremt rotter og mennesker er nogenlunde lige følsomme, svarer dette til ca. 20 ml ekstrakt (af en meget aktiv type). (Chen et al. 2004, Lorenz et al. 2005; figur fra ChemIDplus).

Vi skrev tidligere, at folkemunde tillægger grøn fluesvamp skylden for Claudius’ død. Det bekræfter en søgning på internettet [på Claudius + death + mushrooms]. Når man læser (oversættelserne af) de gamle skrifter, ligger denne tolkning dog ikke helt lige for. Tacitus (1773) skriver fx: ”Forgiften blev dryppet på en ret lækkere paddehatte…”, mens Sveton (1977) skriver: ”at det var ved et selskab i hans hjem og af selve Agrippina, der havde rakt ham en forgiftet rørhat”. Begge tekster indikerer altså, at gift blev tilsat de svampe, Claudius spiste – ikke at Claudius spiste giftsvampe. Nogle videnskabsfolk plæderer da også for, at Claudius døde af en hjerneblødning (Marmon og Wiedermann 2002). Det gælder altså for Claudius’ død som for de fleste andre historiske, mistænkelige dødsfald, at den sande forklaring skjuler sig i historiens skygger …

Tak til Mette Andrup for at lede på sporet af originalkilderne.

Noter:

1 Et lægemiddel, der sprøjtes ind igennem endetarmsåbningen

Kilder:

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser links til og beskrivelser af gode, gratis toksikologiske databaser på www.arbejdsmiljoforskning.dk/tokslinks.

Benjamin DR (1995) History of mushroom eating and mushroom poisoning. I: Mushrooms: Poisons and panaceas. A handbook for naturalists, mycologists, and physicians. W.H. Freeman and Company, New York, 29-50.

Barei MES, Onsa TO, Elawas AA, Elsayed NY, Wasfi IA, Ekhlas M, Bari MA, Adam SEI (1983) Toxicity of five Sudanese plans to young ruminants. J Comp Path 93: 559-575.

Chaturvedi M, Mali PC, Ansari AS (2003) Induction of reversible antifertility with a crude ethanol extract of Citrullus colocynthis schrad fruit in male rats. Pharmacology 68: 38-48.

Grieve M (1992) Citrullus colocynhtis. I: A modern herbal, 3rd ed. Tiger Books International, London, 49-50.

Hougaard KS (2006) Efterår er (gift)svampetid… Dansk Kemi 11:30-31.

Kahn SA, Shelleh HH, Bhat AR, Bhat KS (2003) Saudi Med J 24(8) 904-906.

Lorenz PR, Lippman F, Durrling K, Solf M, Geissler J (2005) Arzneimittelforschung 55(11) 621-63.

Marmon VJ og Wiedermann TEJ (2002) The death of Claudius. J Royal Soc Med 95: 260-261.

Moldenke HN og Moldenke AL (1952) Citrullus colocynthis. I: Plants of the bible. Waltham, Massachusets, USA, 78-80.

Seneca (1998) Claudius – kejser og klovn (Apocolosynthosis). Med indledning, dansk oversættelse og noter af Allan A. Lund. G. E. C. Gads Forlag, København.

Sveton (1977) Romerske kejsere. Oversat af AB Drachmann, 2. udg. Fotografisk genoptrykt, København.

Tacitus CC (1773-92) Annalium libre XII. Af det Latinske med de fornødenste Anmærkninger, især for Ustuderede. Ved Jacob Baden. 3 bind. Kjøbenhavn, kap. 66-67.

Wasson RG (1972) The death of Claudius or Mushrooms for murderers. Botanical Museum Leaflets (Harvard University) 23(3): 101-127.

Figur 4: Nogle af kilderne til denne historie. Bøgerne ser gamle ud - og ér gamle - men er kun cirka kvart så gamle som de originale tekster. [På billedet fra venstre (parenteserne refererer til afsnit i den pågældende bog, der har direkte betydning for artiklen her) ses: L. Annæi Senecæ... Tragoediæ; Amsterdam, 1624; Conelii Taciti Opera omnia; Lyon 1584; C. Svetonius: De Caesaribus; Leyden 1662. I stabelen, fra oven: L.&M. Annæi Senecæ Tragoediæ; Amsterdam 16??; L.V. Martialis Epigrmmata; Leyden 1656 (Epigram 21 i 1. bog); D.C. Juvenalis Satyriæ XVI; Paris 1614 (5. satire, linie 567-68); C. Plinii Sce. Epistolarum lib. Decemb; Amsterdam 1724 (1. bog, 1. brev)].