Herman Nielsen – en visionær videnskabsformidler i Ugeskrift for Lægers spalter 1930 til 1957

Publiceret Januar 2010

I Ugeskrift for Læger finder man fra 1930 og fremefter en række artikler af en Herman Nielsen omhandlende endokrine sygdommes klinik, samt hormonernes biologi og biokemi. Det er lange artikler præget af entusiasme, skarpe synspunkter, stor indsigt og med et tydeligt didaktisk sigte. Artiklerne vakte min nysgerrighed for at vide noget mere om forfatteren, der figurerede som praktiserende læge i Den Danske Lægestand. Den summariske biografi heri (Fig.1) peger ikke mod en videnskabelig karriere: Kandidateksamen i 1908, en kort hospitalsuddannelse i kirurgi og gynækologi, skibslæge og derefter praktiserende læge. Man skal dog lægge mærke til sætningen "gentagne studierejser 1920-23." I 1912 slog Herman Nielsen sig ned som praktiserende læge i Århus-forstaden Aabyhøj.

2010_1 nielsen 1
Fig.1. Biografiske oplysninger om Herman Nielsen i Den Danske Lægestand, 10. udgave, 1925.

Store forventninger til hormonerne

Tidsmæssigt befinder vi os i første halvdel af 1900-tallet, hvor man var fascineret af de nyopdagede hormoner. Allerede ved århundredeskiftet var adrenalinet fundet og dets virkning klarlagt, og senere lykkedes det at fremstille klinisk brugbare ekstrakter af skjoldbruskkirtelen, hypofysens baglap og som en kulmination insulinet fra bugspytkirtelen. Sidst i 1920'erne og gennem 1930'erne kom turen til kønshormonerne, hormonerne fra hypofysens forlap og steroidhormonerne fra binyrebarken. Dette gav anledning til forhåbning om store terapeutiske fremskridt blandt læger, patienter og i offentligheden. Den farmaceutiske industri tog udfordringen op [1]. Dette førte til markedsføring af et stort antal mere eller mindre lødige hormon- og organekstrakt-præparater. Således indeholdt den danske lægemiddelfortegnelse for 1939 over 100 sådanne præparater, de fleste med relation til seksualfunktion og reproduktion. Set med vor viden var mange af disse præparater virkningsløse, eller de blev anbefalet til sygdomstilstande, hvor vi nu ved, at de ikke ville have haft nogen virkning.

Herman Nielsen som videnskabsformidler og kritisk revser

Sideløbende med sin lægepraksis havde Herman Nielsen oprettet et laboratorium, hvor han udførte biologiske graviditetsprøver for andre læger og sygehuse i stort omfang. Han benyttede først Ascheim og Zondeks metode fra 1927, hvor urin fra kvinden, der skal undersøges for graviditet, injiceres i ikke kønsmodne hunmus. Ved positiv reaktion fremkommer follikelmodning og synlige corpora lutea på musens æggestokke (Fig. 2). Senere gik han over til at bruge en lignende test på kaniner, Friedmans test. I 1938 oplyste han, at han havde udført omkring 20.000 sådanne graviditetsprøver [2].

Omkring 1930 udviklede Løvens Kemiske Fabrik i samarbejde med forskere fra Institut for almindelig patologi, Københavns Universitet et hormonpræparat "Physex," som blev udvundet af gravide kvinders urin og formodedes at stamme fra hypofysen. Det anførtes, at det muligvis kunne være gavnligt ved en bred vifte af seksuelle forstyrrelser hos kvinder og mænd [3]. Dette bragte Herman Nielsen i harnisk. I et læserbrev skrev han, at præparatet fra urinen måtte være iblandet mange urenheder, at indholdet af hormon måtte være meget ringe og at det derfor ville være uetisk at benytte det til mennesker. Over sommeren 1930 rasede en læserbrevs-debat mellem Herman Nielsen og medarbejdere ved Institut for almindelig patologi med personlige fornærmelser i tiltagende grad. Den 9. oktober indeholdt ugeskriftet hele 4 artikler om dette hormonpræparat. En psykiater havde prøvet at behandle 31 patienter med seksuelle forstyrrelser med præparatet med stort set ingen virkning. Firmaet GEA havde udviklet et lignende præparat, "Præphysin," og forskerne bag dette anførte i en artikel, at der endnu var stor usikkerhed om den bedste fremstillingsmåde og om den kliniske anvendelse af dette hormon [4], hvorefter der faldt ro over feltet.

2010_1 nielsen 2
Fig. 2. Udsnit af annonce for gonadotropin-præparatet Mecosex fra Ugeskrift for Læger 1932.

I januar 1932 publicerede Herman Nielsen artiklen" Nyt fra hormonforskningen." [5], hvori han blandt andet giver en grundig udredning om datidens viden om samspillet mellem hormonvirkninger i hypofyse, æggestok og moderkage. Heri diskuteres også virkningsmekanismen ved Ascheim-Zondeks graviditets-test, som hviler på en øget hormonudskillelse i urinen hos den gravide. Man vidste, at denne urin havde en betydelig østrogenaktivitet. Men det afgørende var en stærkt forøget udskillelse af et andet hormon, kaldet "prolan," som de fleste antog at komme fra hypofysen i overensstemmelse med den førende tyske gynækolog Bernhard Zondeks opfattelse. Herimod fremhævede Herman Nielsen en anden tysk gynækolog, E. Philipp's mening, at det var moderkagen, der producerede "hypofysehormonet". Vi ved nu at dette er rigtigt. Hurtigt efter indtrådt graviditet producerer moderkagen østrogen og choriongonadotropin, mens hypofysen ikke ændrer sin produktion af de gonadotrope hormoner, det follikelstimulerende og det luteiniserende hormon. Artiklen sluttede med den advarsel, som Herman Nielsen senere gentog igen og igen, advarslen mod "ukritisk anvendelse af alskens hormonpræparater mod alskens sygdomme, en sand rabies hormonica (hormongalskab)."

Herman Nielsen forsøger at lære lægekollegerne biokemi

Omkring 1929-32 blev forskellige substanser med østrogen virkning isoleret og forslag til deres konstitutionsformler blev fremsat, især ved arbejder af tyskeren A. Butenandt i Göttingen i samarbejde med firmaet Schering i Berlin [6]. Herman Nielsen fulgte tæt efter med en artikel "Østrinets kemi" [7]. Han ville: "forsøge at få læger og medicinere til at følge mig ad konstitutionskemiens noget indviklede veje ... Mange anatomiske detaljer og finesser, hvormed en lægehjerne er bleven fyldt, kunde måske glemmes til fordel for en bedre kemisk viden på de punkter, hvor det lader til at fremskridtet ligger." Så følger 4 siders detaljeret gennemgang af det kemiske analysearbejde, der førte til etableringen "østrinets" (østriols) konstitutionsformel, illustreret med formlerne. Desuden omtales overvejelser om biosyntesen og det kemiske tilhørsforhold til kolesterol, galdesyrer og androgene hormoner.

Behandling med kønshormonpræparater

I maj 1935 publicerede en ung gynækolog en oversigtsartikel om behandling med kønshormonpræparater [8]. Artiklen starter med at fastslå, at enhver læge dagligt møder kvinder hvis sydom, beror på en abnormitet i sekretionen af kønshormoner. Artiklen lægger på en forenklet måde op til en udstrakt anvendelse af hormonpræparater med østrogen, gestagen eller gonadotrop effekt, vejledt af hormonanalyser i urin eller blod. Kort efter kritiserer Herman Nielsen indirekte denne artikel sønder og sammen med en lang udredning: "Revision at teorierne om sexualhormonerne [9]." Det påpeges at den seneste forskning har vist, at der både i den hanlige og hunlige organisme findes et større antal såkaldte kønshormoner af steroidkarakter, og at disses relation til sygdomssymptomer i genital-sfæren langt fra er afklaret. Det påpeges at hormonanalyserne ved hjælp af biologiske testsystemer i de fleste tilfælde er alt for upræcise og overfortolkes. Endvidere kritiserer han de forhåndenværende hormonpræparater, der er udvundet af urin eller organer fra dyr. Artiklen slutter med en grundig præsentation af de kendte steroidhormoners konstitutionsformler, og med det ønske, som allerede ser ud til at kunne gå i opfyldelse, om at man "i stedet for at bane sig vej gennem tøndevis af hoppe- og menneskeurin, hvoraf man kan udvinde nogle få milligram hormon," kunne nå frem til en kemisk syntese af veldefinerede hormonpræparater. I 1938 lægger ovennævnte gynækolog E. Møller-Christensen sig med en meget mere forsigtigt formuleret artikel helt på linje med Herman Nielsens skepsis m.h.t. en alt for udbredt brug af hormonpræparater [10].

Forelæsninger i endokrinologi og senere arbejder

I årerne1938-42 udgav Herman Nielsen "Forelæsninger over klinisk endokrinologi og beslægtede emner" i 3 bind, som han ifølge forordet havde holdt for sidste semesters medicinske studerende [2]. Det drejer sig om i alt 57 forelæsninger omhandlende endokrine sygdomme, kliniske syndromer ved en række medfødte defekter i stofskiftet og bindevævet, samt, i sidste bind, om bestemmelse af elektrolytter i serum og deres patofysiologiske forhold. I Ugeskrift for Læger publicerede han flere artikler bl.a. om binyrebarkhormoner og om biskjoldbruskkirtlens og calciumstofskiftets patologi.

Også fysik havde Herman Nielsens bevågenhed. I 1936 beskrev han en "electron-cardiograf," et apparat til registrering af EKG ved hjælp af et katodestrålerør. Apparatet var udviklet i samarbejde med en ingeniør. 

I tiden efter 2. Verdenskrig kom der for alvor gang i udforskningen af proteinernes struktur. Herman Nielsen var selvfølgelig med og publicerede i 1956 forslag til en metode til bestemmelse af nitrogen-indholdet i de enkelte proteiner baseret på cupri-ioners kelatering til N-H-grupperne i det pågældende protein. Året efter vendte han tilbage til sit "yndlings-hormon," choriongonadotropinet, og omtalte den gryende opklaring af polypeptidhormonernes biokemi.

Studieophold og kongresser

De trykte kilder giver ikke megen oplysning om hvorfra Herman Nielsen hentede sin viden. Han må have fulgt godt med i tidsskrifter. "Forelæsningerne" indeholder mange referencer, både på tysk, engelsk, fransk, og spansk, og er dedikeret til Donald Hunter, som på The London Hospital i Eastend arbejdede med calciumstofskiftet og senere blev en ledende kapacitet indenfor blyforgiftning og arbejdsmedicin i England. I bogen "Det vitale princip," som omtales nedenfor, skriver Herman Nielsen, at han har praktiseret i Londons Eastend. Der kan have været tale om et studieophold på det nævnte hospital. Gynækologisk endokrinologi var hans kerneinteresse. Før første Verdenskrig stod forskningen på dette område nok særligt stærkt i det tysktalende Centraleuropa: Berlin, Wien og Breslau i det dengang tyske Schlesien. Han nævner Bernhard Zondek og E. Philipp i Berlin, E. Fränkel i Breslau og Julius Bauer i Wien. Man må antage at han har besøgt disse personer og have haft personlige kontakter Den biokemiske afklaring af steroidhormonerne med udgangspunkt i cholesterol havde et tidligt tyngdepunkt Göttingen med Windaus og i München med Wieland. A. Butenandt blev den ledende sidst i 1920'erne og flyttede til Berlin i omkring 1930. Samtidigt var G. Marrian i London og A. Doisy i St. Louis, USA aktive på feltet. Herman Nielsen har nok mødt disse nøglepersoner bl.a. ved Folkeforbundets kongres i London 1932 om standardisering af biologiske tests for hormoner med østrogen virkning.

Hormon-eventyret i 1930'erne faldt sammen med en af de uhyggeligste perioder i Europas historie. I januar 1933 blev Hitler statsminister i en flertalsregering, og på rystende kort tid tiltog han sig diktatorisk magt. I foråret og sommeren 1933 fremkom love, som udelukkede jøder og regime-modstandere fra ansættelse i den tyske stat tjeneste. Et stort antal universitetsansatte forskere og læger forlod det europæiske kontinent, og mange havnede i USA. Det blev nok en af forudsætningerne for USA's kommende dominans i biomedicinsk forskning. Ugeskrift for Læger omtaler stort set ikke disse forhold. Der var dengang uden tvivl en høj grad af selvcensur i officielle og halvofficielle publikationer. Forståeligt nok skulle den store nabo ikke fornærmes. Det var jo kun godt 10 år siden Danmark havde fået Nordslesvig tilbage fra Tyskland. Herman Nielsen ytrer sig dog indirekte i 1935 på en elegant måde med rejsebrevet "De lægevidenskabelige festuger i Wien," hvor han beretter om 2 ugers kurser, forelæsninger, demonstrationer, middage og festforestillinger. Han roser østrigernes "åbenhjertede, men dog kultiverede ligefremhed, den godmodige livsglæde og den kollegiale gæstfrihed... Wienerskolen står stadig i fuldt flor," og "dens navnkundige videnskabsmænd er ikke professorer i militær rangforordning." [11]. Få år senere blev Østrig opslugt af det nazistiske Stortyskland.

Herman Nielsen, Frankrig og "Det vitale princip" 

Louis Pasteur undersøgte i 1840'erne krystallers symmetriforhold og kemiske forbindelsers drejning af lyset, hvilket førte til erkendelsen af stereoisomeri, og at stoffer isoleret fra levende organismer hovedsageligt kun eksisterede i en af de mulige isomere former. Pasteur syntes at have set denne særligt ordnede måde af kemien i levende organismer som tegn på, at livet var opstået færdigudviklet på én gang modsat tanken om spontan opståen ved tilfældigheder, et emne der også blev diskuteret intenst på Pasteurs tid [12]. Herman Nielsen så uden tvivl et forbillede i Pasteur, som i sit videnskabelige virke havde bevæget sig fra fysisk kemi over biologi til immunologi, og som altid lagde den største vægt på omhyggelig forskningsmetodik.

I 1947 kom bogen "Det vitale princip" [13]. Bogen er dedikeret mindet over Louis Pasteur, "som for 100 år siden opdagede forbindelsen mellem stereokemien og det levende." I overensstemmelse med Pasteurs tanker definerer Herman Nielsen det vitale princip som det, at alt levende er opstået af noget andet levende, og at de levende organismer både i deres helhed og i de mindste detaljer er præget af en bemærkelsesværdig formålsrettethed m.h.p. at bevare individet og arten. Eksakt naturvidenskab vil gradvist afsløre flere og flere detaljer om livsprocesserne, men i det, der endnu er skjult, kan man ane det styrende "vitale princip." Disse tanker bringer Herman Nielsen i opposition til den Darwinistisk inspirerede evolutionsteori, som opererer med en gradvis udvikling og med tilfældigheder i skabelsen af livet. Men ligesom Pasteur afstår Herman Nielsen fra enhver gisning om karakteren af skabelsesprocessen. Denne opfattelse af kontinuitet i det levende stemmer overens med Herman Nielsens konservativt-elitære grundholdning, som Erik Warburg omtaler i sin nekrolog over ham [14]. Bogen indeholder mange forudanelser og visionære ideer om biologiske spørgsmål som senere er kommet nærmere en afklaring: De tidligste stadier i en organismes udvikling, som studierne af C. elegans' udvikling har kastet lys over, cellemembranens receptorfunktioner, betydningen af molekylernes rumlige positioner for de biologiske processer samt genernes dobbelte rolle som bærere af en konstant information og den varierende aflæsning af dem i forskellige celler og væv. 

Den skønlitterære forfatter Anatole France var et andet fransk idol for Herman Nielsen, om hvem han i 1951 udgav bogen: "Anatole France, Kvinden og Kærligheden." Herman Nielsens opfattelse af forholdet mellem de to køn lå nok langt fra nutidens ligestillingsideal. I stedet har han nok opfattet de to køn som komplementære. Bogen var nok ment som en galant hyldest til det smukke køn. Nu havde han skrevet så meget om videnskab for mænd. Nu skulle han skrive noget for kvinder, som formentlig ifølge hans verdensbillede, normalt ikke beskæftigede sig med naturvidenskab. Bogen beretter om Anatole Frances liv og forfatterskab, som giver mange kærligt-ironisk og bittersøde beskrivelser af kvinders og mænds liv.

Afslutning 

Hvad lærte samtiden af Herman Nielsen? Ifølge medicinerprofessoren Erik Warburgs nekrolog "var hans virke af stor betydning for hele lægestandens orientering og dygtiggørelse i moderne endokrinologi." Warburg antydet også at han kunne have et vanskeligt sind, som gjorde at han ikke fik en karriere i Danmark, men det levnede ham til gengæld megen tid til at arbejde og forske som en "gentleman amateur scientist." Set fra nutiden synes han i eminent grad at kunne forudse hvad der var lige om hjørnet i den biomedicinske udvikling, og han påpegede forudsætninger for at et lille land som Danmark kunne følge med i den medicinske udvikling. Allerede i 1927 skrev han i et læserbrev, at de lægestuderende burde være bedre til moderne fremmedsprog, helst de tre hovedsprog(!), og at Universitetet burde tilbyde sprogundervisning for lægestuderende, så de senere kunne begå sig udenfor Danmark. Fysik og kemi skulle styrkes på lægestudiet. Han viste med sit eget eksempel værdien af en bred international orientering opnået ved faglige ophold i udlandet og læsning af faglitteratur på hovedsprogene. I sit hjemlige virke viste han værdien af kombinationen af klinisk arbejde og laboratorievirksomhed.

Referencer

  1. Hansen SE. Udviklingen af binyrebarkens hormoner til lægemidler. Samspillet mellem klinik, akademisk forskning, lægemiddelindustri og offentlighedens forventninger. Dansk Medicin Historisk Årbog 2008:109-31.
  2. Nielsen H. Forelæsninger over klinisk endokrinologi og beslægtede emner. Bind I-III. København: Ejnar Munksgaard, 1938-42.
  3. Hamburger C, Pedersen-Bjerregaard K. Om fremstilling af hypofyseforlapshormon af urin fra gravide kvinder. Ugeskr Læger 1930;92:647-9.
  4. Gad-Andresen K, Jarløv E. Om fremstilling og standardisering af sexualhormoner. Ugeskr Læger 1930;92:957-60.
  5. Nielsen H. Nyt fra hormonforskningen. Ugeskr Læger 1932;94:16-21.
  6. Gaudillière J-P. Better prepared than synthesized: Adolf Butenandt, Schering Ag and the transformation of sex steroids into drugs (1930-1946). Stud Hist Biol & Biomed Sci. 2005;36:612-44
  7. Nielsen H. Om østrinets kemi. Ugeskr Læger 1933;95:1357-60.
  8. Møller-Christensen E. Therapi med sexualhormonpræparater. Ugeskr Læger 1935;97:513-6.
  9. Nielsen H. Revision af teorierne om sexualhormonerne. Ugeskr Læger 1935;97:595-603.
  10. Møller-Christensen E. Strejflys over sexualhormonernes betydning for klinikken på baggrund af hormonforskningens nuværende udviklingstrin. Bibl Læger1938;130:205-22.
  11. Nielsen H. De lægevidenskablige festuger i Wien. Ugeskr Læger 1935;97:654-5.
  12. Debré P. Louis Pasteur. [engelsk oversættelse] Baltimore: The Johns Hopkins University Press, 1998.
  13. Nielsen H. Det vitale princip. København: Store Nordiske Videnskabsboghandel, 1947.
  14. Warburg E. In memoriam Herman Nielsen, 6.IX.1882-21.I.1960. Nordisk Medicin 1960;63:460-1.