Vis mig dine gener

Publiceret April 2009

Genomer. Danske forskere er med til at kortlægge Europa genetisk. Arbejdet kan få stor betydning for den medicinske forskning i arvelige sygdomme.

At finnerne går med kniv, ved enhver. Vi ved også, at svensken drikker, at tysken marcherer, at italienerne snyder, og at norsken står på ski og drikker tran. Fordommene om vores europæiske naboer er mange og for de flestes vedkommende sandsynligvis opstået som en blanding af national selvgodhed, mangel på kulturel indsigt og lyst til at pege fingre ad de andre. Selv om fordommene langsomt er ved at forsvinde i takt med globalisering og forbrødring gennem EU, er vi - ligesom vores naboer også er det - bevidste om, at vi som befolkning et eller andet sted er en national egenart. Og det er ikke kun kulturelt, vi er særegne. En kortlægning af indbyggerne i 23 europæiske lande viser, at der er forskel på befolkningerne helt ind i generne. Det er resultatet af et længere forskningssamarbejde mellem en række europæiske forskningscentre inden for genetik og farmakologi - lægemiddellære.

En af de danske forskere, der har bidraget, er professor Ulrik Gether fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. I denne sammenhæng repræsenterer Gether, sammen med sin kollega Thomas Werge, Center for Farmakogenetik - også under Københavns Universitet - hvor man detaljeret har undersøgt genvariationer hos 60 helt almindelige danskere og sendt resultaterne til professor Manfred Kayser på Erasmus Universitetet i Rotterdam. Professor Kayser har samlet alle bidragene fra de medvirkende lande og summet de indsamlede data op i et genetisk europakort. Selv om der ikke umiddelbart er den store forskel befolkningerne imellem, har forskerne været i stand til at udlede en række signifikante genvariationer mellem landenes indbyggere. Ulrik Gether forklarer:

"Vi er relativt ens i Europa. Der er ikke er kolossalt stor forskel på en italiener og en dansker, men alligevel nok til, at man kan måle den genetisk og få det udtrykt på et kort. Der er ikke noget ulogisk i, at jo længere væk folk bor fra hinanden, jo mere forskellige er de. Og når italienerne for eksempel er ret forskellige fra resten af Europa, så er der også et geografisk aspekt i det. For det skyldes nok, at landet ligger lidt isoleret nede bag Alperne. Finnerne er også temmelig meget anderledes end resten af Europas befolkning, og det kan måske skyldes, at de oprindelig kom vandrende fra Asien og ikke fra Afrika som vi andre."

Den genetiske kortlægning afslører både ligheder og overraskende forskelle mellem de europæiske befolkningsgrupper. Genetisk set ligner danskerne både nordmænd, nordtyskere og hollændere, mens svenskerne tydeligt adskiller sig fra andre skandinaver ved genetisk set kun at ligne tyskerne. Der skal dog tages nogle forbehold:

"Rent geografisk er Jylland jo toppen af Tyskland. De nordtyske prøver er samlet ind i Kiel, som ligger meget tæt på Danmark, mens de svenske prøver er taget i Stockholm, der trods alt er et godt stykke væk. På den måde er man nødt til at se lidt bort fra nationalstaternes grænser, og i stedet beskæftige sig med genetiske områder."

Alligevel er der et stort sammenfald mellem det geografiske europakort og det genetiske. Det skyldes, at vi gennem historien traditionelt har valgt livspartner i vores umiddelbare omgivelser og dermed af samme nationalitet. Ulrik Gether forklarer:

"Selv om der er begyndt at komme en større opblanding af gener fra andre folkeslag, så er vi for eksempel i Danmark stadig en ret homogen befolkningsgruppe. Vi gifter os i det store og hele med hinanden, det er ret få, der vælger udenlandske partnere langvejs fra, og derfor har vi altså stadig en temmelig homogen genetisk arvemasse. Det vil selvfølgelig ændre sig i løbet af de næste par hundrede år, efterhånden som vi bliver mere genetisk opblandede som en konsekvens af globaliseringen."

Ulrik Gether er neurofarmakolog, og fra sit kontor og laboratorium på Panum Instituttet forsker han til daglig i, hvordan forskellig medicin virker i hjernen. Gether leder en forskergruppe, der arbejder med behandling af depression og virkningerne af kokain og amfetamin på hjernen. Også i den forskning kan han bruge resultaterne af det genetiske europakort.

"Hvis vi taler om depression, vil man på sigt måske kunne forudse behandlingen af en depressiv patient på basis af hans genetiske baggrund. Medicin virker ikke nødvendigvis ens på en svensker og en polak, og vi vil gerne lære at forstå, i hvor høj grad genetisk variation bidrager til, at nogle mennesker responderer bedre eller dårligere på den samme behandling. Og når man kan definere, hvorfor nogle patienter skal behandles anderledes på grund af deres genetiske sammensætning, kan vi også lære mere om sygdommene og måske ligefrem finde nogle nye lægemidler."

For både forskere og lægemiddelindustri har det genetiske europakort den effekt, at man ikke i samme grad som tidligere kan bruge forskning, tests og undersøgelser fra andre lande af et nyt medikament.

"Det er klart, at både testpersoner og kontrolgruppe i videst muligt omfang skal have det samme genetiske ophav, når man tester visse former for ny medicin. Når vi studerer forskellige aspekter af en sygdom, for eksempel diagnostik, arvelige faktorer og behandlingsrespons, er det vigtigt med store kontrolgrupper, klasser af raske mennesker, der ellers skal ligne de syge så meget som muligt. Så nytter det ikke, hvis der er signifikante genetiske forskelle, og det er et aspekt, vi er nødt til at regne med både i forskningen og industrien."

Det er en enorm opgave at kortlægge et lands samlede genetiske variation, skulle man gøre det fuldt ud, ville det i dag være teknisk uoverkommeligt. Derfor går man efter at bestemme variationen relativt få steder på den genetiske DNA-streng. Selve variationen kan være en enkelt base i den genetiske streng, der er skiftet ud med en anden - omtrent som et bogstav, der er skiftet ud med et andet i en tekst. Man vælger ud, hvilke områder af den genetiske streng der skal undersøges på forhånd, og fremstiller kunstigt en kontrol-streng til at måle efter. Processen er teknisk kompliceret, men nem at benytte.

"I de seneste år er der blevet udviklet nogle chips, hvor man koger gen-strengen ned på en mikrochip. Teknisk set går det ud på at sætte nogle små og relativt korte DNA-stykker på chippen. DNA består af to strenge, der skal kende hinanden - de skal matche. Hvis de matcher perfekt, så binder de godt sammen, hvis der er variationer - en lille forskel - så binder de ikke så godt sammen. Vi begynder med at lægge den syntetiske kontrolstreng på chippen, og når vi så placerer et stykke DNA fra en testperson ved siden af, kan man gå ind med et forstørrelsesglas forskellige steder på den genetiske streng og kigge efter variationer." Det er en teknologi i rivende udvikling.

"Da man begyndte med denne metode, kunne man måske have plads til at undersøge 10.000 variationer på en enkelt chip. I dag er man nået op på at kunne have en million genetiske variationer på samme chip. Vores undersøgelser er lavet, da teknologien var nået op på 500.000 variationer." Det er enorme mængder af information at have 500.000 stykker data per person, og derfor er de data blevet kogt ned og summet sammen i to forskellige parametre, matematiske vektorer, der er sat ind i et koordinatsystem. På den måde er det genetiske europakort blevet til. Ulrik Gether fortæller:

"For hver person er der en prik på kortet, som udgør et sammenkog af de genetiske data, der er opsamlet fra den person. Hvis to personer er på præcis det samme punkt i koordinatsystemet, så er de identiske. Det er der jo ikke nogen mennesker, der er, men punkterne i koordinatsystemet placerer personer fra samme land meget tæt på hinanden. I alt er der lavet undersøgelser af 2.457 mennesker - 50-100 personer for hvert land. Vi har så tegnet en ring om de grupper, der ligger tæt på hinanden i koordinatsystemet, og når man så går tilbage og tjekker, så er de personer, der ligger tæt, fra samme land."

Menneskets tilpasning til omgivelserne har efterladt tydelige spor i arvemassen. En af de største genetiske forskelle på os europæere er fundet i det genetiske område, der styrer laktose-tolerance i mennesket. Selv om mejerierne og landbruget opfordrer os til at drikke en halv liter mælk om dagen, er det ikke oprindelig meningen, at vi som pattedyr skal drikke mælk udover babystadiet. Evnen til at fordøje mælkesukker er tillært, og noget vi har opøvet gennem 5.000 år med kvægbrug. Befolkninger, der udelukkende har skaffet sig deres udkomme ved for eksempel fiskeri, har svært ved at tåle laktose, mens vi labber det i os i de mere landligt industrialiserede egne. Kigger man over en større udsnit af verdens befolkning, er det et mindre flatterende faktum, at nordeuropæere også har større tolerance over for alkohol i forhold til for eksempel asiater, der virkelig har svært ved at tåle mosten. Det er en genetisk tolerance, der har udviklet sig relativt hurtigt på grund af, at drikkevandet i storbyerne i Nordeuropa indtil for kort tid siden var af temmelig ringe kvalitet. Man frygtede for sine børns liv og gav dem øl i sutteflasken, så de undgik at blive forgiftede af det urene vand, og opøvede på den facon et næsten kulturelt betinget forbrug af alkohol.

"De største forskelle er mellem befolkninger i Nord- og Sydeuropa, hvilket sikkert afspejler, at Europa gennem tiden er blevet koloniseret af mennesker tre gange, altid fra syd - fra Afrika. Særligt finner og italienere skiller sig ud fra de andre europæiske befolkninger. Den finske befolkning stammer fra en relativt lille gruppe mennesker - såkaldte grundlæggere - hvis genetiske kendetegn i dag dominerer hele den finske befolkning. Den italienske befolkning adskiller sig som nævnt sandsynligvis fra andre europæere på grund af Alperne, der har begrænset bevægelserne af mennesker mellem den italienske halvø og det øvrige Europa. Det er stadig marginalt, hvad det er, der skiller os rent genetisk. Men dog nok til at være signifikant. Vi kan også se, at der er en større genetisk opblanding, jo længere sydpå man kommer. Det skyldes, at Europa er befolket sydfra, at befolkningerne simpelthen har været i området i længere tid og derfor har haft større lejlighed til at blande gener. Genetisk set er vi lidt mere ens heroppe nordpå, lidt mere i familie med hinanden," siger Ulrik Gether.

Offentliggjort i Weekendavisen d. 24. oktober, 2008. Gengives med forfatterens tilladelse.