Ekstern finansiering af forskning på universiteterne bør ikke være et mål i sig selv

Publiceret Oktober 2008

En stor dansk bank har et slogan om, at man skal gøre det man er bedst til. Det er også en rigtig god strategi som burde føre til at de fælles ressourcer udnyttes bedst muligt. I offentligt regi er vi særligt opmærksomme på, at de fælles ressourcer skal udnyttes bedst muligt, så vi alle får mest muligt for vores skattekroner. Imidlertid bruger danske forskere for stor en del af deres tid på at skrive ansøgninger om forskningsmidler i stedet for at forske.

Der er i de seneste år kommet mere og mere fokus på, at offentligt ansatte forskere skal hente eksterne bevillinger ind for at finansiere deres forskning. På mange forskningsinstitutioner er det et erklæret mål at den eksterne finansiering skal dække 30-50 % af de direkte udgifter til forskning. Det er et fint princip at have ekstern finansiering. Princippet bevirker, at forsknings-problemstillingerne formuleres i konkrete projektbeskrivelser, der vurderes kritisk af andre eksperter på området.

Der imidlertid åbenlyse problemer forbundet med de stigende krav om ekstern finansiering. Et problem opstår fordi behovet for ekstern finansiering er meget højt i forhold til hvor mange midler, der er udbudt, således at selv gode støtteværdige ansøgninger må afslås pga. manglende midler. Det fører til, at forskerne bruger meget lang tid på at skrive og omskrive fondsansøgninger i stedet for at bruge den samme tid på at forske og undervise - dvs. det de er bedst til. Et andet problem er, at der i opslag om forskningsmidler som oftest er krav om en ganske anseelig 'med'-finansiering - institutionen skal komme med en del af pengene selv, - som denne 'med'-finansiering er det efterhånden vanskeligt at opdrive ved forskningsinstitutionerne. Dette har i nogle tilfælde ført til at forskere har afslået store eksterne bevillinger.

Jyllands-Postens netavis bragte 29. Dec. 2007 en artikel om hvor meget tid forskere bruger på at skrive ansøgninger, og her citeres en del forskere for at bruge mellem 1/3 og 2/3 af deres tid på at skrive ansøgninger. Sådanne oplysninger har desværre afstedkommet lidet gennemtænkte kommentarer, der frem for at forholde sig til substansen og det reelle problem, arrogant har postuleret at sådanne personer skulle se sig om efter et andet arbejde.

En god forsker er en forsker, der udfører videnskabelig forskning på højeste internationale niveau. Det gøres generelt ved at formulere en problemstilling og en strategi som beskriver, hvordan problemstillingen kan testes videnskabeligt, så man opnår mere viden på området. Dernæst skal resultaterne publiceres videnskabeligt i den internationale litteratur, så den opnåede viden er kvalitetssikret ved peer-review processen og så den opnåede viden er tilgængelig for andre forskere. Begge komponenter er meget vigtige aspekter af en god forsker. Som forsker har man gennemgået et lang formelt såvel som uformelt træningsforløb for at blive en god forsker. Først en formel uddannelse i form af en 5-årig kandidatuddannelse og en 3-årig forskeruddannelse. Derefter oftest en uformel træning i form af tidsbegrænsede adjunkt eller forsker ansættelser på minimum 2-4 år, men som oftest meget længere. Man trænes og udvælges for sin evne til at gennemskue komplekse sammenhænge, designe måder at teste hypoteserne på og fortolke resultaterne korrekt og formidle resultaterne klart og koncist.

Problemet for den gode og produktive forsker er, at det i dag ikke er nok blot at skrive en god og klar videnskabelig ansøgning med et stringent videnskabeligt sigte. Mange midler - de fleste, når man medtage EU midler - er i dag reserveret til forudbestemte områder eller strategisk indsatsområder, og her anvendes forskellige og ofte meget komplicerede formater, der desværre ydermere varierer fra år til år. Ud over selve forskningsprojektet, skal der i sådanne ansøgninger tages en række hensyn, som ikke er strengt forskningsrelevante, men mere er af politisk/strategisk natur. Det er således nogle helt andre ting, man også skal kunne udover det rent videnskabelige. Samlet betyder dette, at der i dag findes mange, rigtigt dygtige forskere, som har meget svært ved at tiltrække tilstrækkelig ekstern finansiering, fordi de ikke forsker i de strategisk prioriterede emner, eller fordi de arbejder med emner eller metoder, der endnu ikke er blevet mainstream.

Offentlige ansatte forskere tvinges således til at bruge utrolig megen tid på fondsansøgninger, tid som tages fra forskning og vidensgenerering. Man frasorterer en række fremragende forskere, som af de nævnte grunde ikke formår at tiltrække ekstern finansiering. Derved nedsættes mængden af eminent forskning, som genererer ny viden til gavn for hele samfundet.

Finansiering af forskning bør alene ske på basis af en evaluering af forskningens kvalitet. Det er svært - eller mere korrekt umuligt - at forudse hvilke forskningsresultater der bringer os videre, og der findes utallige eksempler på, at tilsyneladende nytteløse observationer og opfindelser udløser teknologiske landvindinger. Derfor har vi brug for en underskov af 'nytteløs' forskning

Blandt forskere er der en vandrehistorie om Niels Bohr, som efter sigende fik en meget stor fondsbevilling fra en privat fond efter at have skrevet en 1-linjes ansøgning på en serviet. Så langt behøver man måske ikke at gå, men det er behov for en revurdering af det hensigtsmæssige i, at forskere bruger så stor del af deres forskningstid på at skrive teknisk komplicerede fondsansøgninger, hvor det videnskabelige indhold ikke engang nødvendigvis er det mest afgørende. At skrive ansøgninger er ikke at forske.

Indlægget er bragt i Weekendavisen i forkortet udgave d. 8.11.2008 og gengives efter aftale.