Forskningsfestival før universitetslovens sammenbrud - reflektioner fra Blegdamsvej 17

Publiceret Oktober 2008

Da Videnskabsministeriets ætling kaldet Forsknings- og Innovationsstyrelsen i foråret 2008 arrangerede et ‘Forskningens døgn’, lancerede styrelsen begivenheden som en ‘festival’ med over 200 gratis arrangementer, hvor forskere og studerende ‘optræder på torve og pladser’ med alt godt fra forskningen, og hvor virksomheder ‘åbner døre’ for folk og forskere.

Midt i al jubelen var vi nogle stykker, som ud fra egne erfaringer med universiteternes dagligdag ønskede at gøre offentligheden opmærksom på de problematiske vilkår dansk forskning kæmper med (bl.a. som følge af den nuværende universitetslov fra 2003) for fremadrettet at diskutere de styringsmæssige og organisatoriske ændringer, forskningen behøver. Det er problemer som et topstyret selvsupplerende managementvælde, manglende medarbejderindflydelse, nedtoning af faglig ekspertise i beslutningerne, strukturelt begrænset reel udfoldelse af forskningsfrihed, og et ekstremt pres på den enkelte forsker for at hente ekstern financiering hjem.

Vi var så småt begyndt at diskutere disse forhold på bloggen Forskningsfrihed?, i mangel af et frit forum for udfoldelse af en kritik af hele den ekstreme politisering af forskningen, som det sanderske universitetsregime er et udtryk for. Det sanderske universitet fremstår i dag som en slet negation af ungdomsoprørets ideologi om ‘forskning for folket, ikke for profitten’. Der savnes en debat om videnskabernes situation, set ud universiteternes egne kerneværdier, dvs. ud fra en kritisk position, som hverken spænder forskningen for erhvervslivets, folkets eller en politisk ideologis vogn – en position, som tør tale om videnskab som en generelt civiliserende faktor, uden at civilisation reduceres til et marked for vidensarbejdere eller nationernes kamp om den højeste konkurrenceevne.

Vi bød derfor ind med et arrangement med titlen “Efter universitetslovens sammenbrud” som afholdtes den 25. april 2008. Mødet fandt sted i det historiske auditorium A på Niels Bohr Institutet, hvor kvantemekanikkens grundlæggere diskuterede basale spørgsmål i den dengang revolutionerende nye fysik, uden skelen til om den passede ind i et satsningsområde, et strategisk forskningsprogram, eller ville føre til videnspredning og erhvervssamarbejde (hvad den langt senere gjorde).

Baggrunden for mødet fremlagde jeg som den stigende utilfredshed med konsekvenserne af universitetsloven fra 2003. Den har givet Danmark en bundplacering med hensyn til akademisk frihed sammenlignet med andre europæiske lande,1 pga. ting som ministeriel detail-styring af universiteterne udefra, et indre top-down hierarki med bestyrelser med eksternt flertal øverst, og så kommando-trinstigen rektor-dekan-institutleder med ringe indflydelse for de ansatte, som udfører kerneydelserne. Desuden hele ensliggørelsen af de måder forskningen tænkes og organiseres på, uanset om der er tale om grundforskning eller strategisk forskning, universitetsforskning eller sektorforskning, naturvidenskabelig eller humanistisk forskning.

Der er et stærkt behov for at etablere en alternativ organisering af et universitetsdemokrati, som på en gang afhjælper det nuværende systems mangler og undgår de skævheder i ‘det gamle system’ – ofte (men udokumenteret) opfattet som manglende beslutningsvilje og manglende evne til at prioritere og satse. Det er sært, at man med 2003-loven afskaffede det akademiske selvstyre og reelt gjorde universiteterne til en helt anden slags institutioner end universiteter, uden forudgående debat og undersøgelse af konsekvenser.

Der er da sikkert brug for en ‘stærk’ og ‘professionel’ universitetsledelse som kan ‘tage upopulære beslutninger’ (selvom argumentationen herfor sjældent løfter sig op over tågen af indforstået macho- og magt-retorik), men hvem siger, at en dygtig ledelse ikke kan kombineres med demokratisk valgte organer, der repræsenterer alle ansattes, studerendes og de fagkyndiges interesser?

Hvad angår modstillingen af ‘før’ og ‘efter’ 2003-loven var et af mødets konklusioner et behov for en større nuancering i den historiske analyse af de hidtidige styringsformer, fra 1) det ‘rigtig’ gamle systems professorvælde, over 2) 1970’ernes vidt udstrakte stænderdemokrati med medindflydelse for alle ansatte, 3) 1980’ernes afbalancering af dette, 4) fasen efter 1993-universitetsloven, 5) det nye regime fra 2003 med den nye lov og 2006-fusionerne.2

Den første oplægsholder var Tom Fenchel, professor i marinbiologi på Københavns Universitet og prominent medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Fenchel erindrede i oplægget “Universitet, fri forskning og ministerstyring” om, at når man idag, en anelse nostalgisk, fremholder Humboldt-universitetets idealer (fx om fri forskning og undervisning i tæt forening) som en truet bevaringsværdig art, så var selve Humboldt-universitetet i Preussen ikke specielt demokratisk. Men i dag har industri og fagbevægelse i skøn forening fået erstattet Humboldt-idealerne med en snæver fokusering på nytte som den alt dominerende retfærdiggørelse af universiteterne.

Fenchel argumenterede for, at selvom man går ind på nytte som rationel begrundelse for samfundsstøtte til forskning, er det langt fra givet, at indskrænkning af forskningsfriheden af nyttehensyn (eller tilsvarende, ensidig satsning på ‘strategisk forskning’) vil sikre pay-off på lang sigt.3 I en skelnen mellem institutionel og individuel forskningsfrihed lagde Tom Fenchel hovedvægten på sidstnævnte, som ikke er tilstrækkeligt sikret i den nuværende lov.

Vigtigheden af individuel forskningsfrihed viste han med et stykke kontrafaktisk historieskrivning: Alexander Flemmings opdagelse af penicillin i slutningen af 1920’erne eksemplificerer betydningen af et rum for udfoldelse af ‘det beredte sind’. Flemming indså betydningen af den bakteriefrie zone rundt om svampene i petriskålene, og kunne forfølge dette spor. Havde han først skullet ansøge et forskningsråd om penge til projektet, som så skulle fagfællebedømmes, ville det formentligt aldrig være blevet til noget for ‘man vidste godt’, at den slags ikke virkede.

Tilsvarende ville vi aldrig have opnået så fin en start på den danske molekylærbiologi, hvis den skulle have været legitimeret ud fra sine bidrag til faktura, for dengang var den ikke økonomisk interessant. Fenchel fremhævede tre funktioner af den basale forskning og universiteterne:

  1. de bidrager via forskningsbaseret uddannelse til det basisberedskab, det danske samfund behøver for at kunne opfange ny viden internationalt,
  2. de skal fungere som en uafhængig instans, der tør stille spørgsmålstegn ved herskende dogmer (fx også i klimadebatten) – her er enhver politisk styring af forskningen problematisk – og
  3. universitetet er en væsentlig kulturformidler, som ikke i denne funktion kan styres efter nogen nyttekalkyler.

Næste oplægsholder Asger Sørensen, filosof og lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, forelagde i komprimeret form en skarp analyse af det videnskabelige kvalitetsbedømmelsessystem i det gamle og det nye regime.4 Sørensen understregede, at universitetet nu var blevet lovfæstet fremmedstyret, styret af interesser som er fremmed for selve den videnskabelige ånd. Hans analyse rammer også visse intellektuelle moder med postmoderne fornuftskritisk tænkning, som gjorde en række humanistiske og samfundsvidenskabelige kommentatorer blinde for de reelle og meget vigtige standarder for videnskabelighed, som ligger (eller lå) indbygget i “det gamle” system. Den filosofiske kritik af fornuftdyrkelsen gik ifølge Sørensen for vidt og førte til en manglende besindelse på, at selvom den faktiske videnskabelige praksis langt fra altid lever op til de ideelle videnskabelige normer, er disse normer jo ikke at anklage af den grund.

Oplægget påpegede den store rolle arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri har haft i installationen af hele diskursen om videnssamfund og viden (af enhver slags) som noget, der “produceres” - uanset om vi taler om universiteter, sektorforskningsinstitutioner, innovation på tekniske læreanstalter eller i private firmaer. “Til gavn for samfundet” forstås kun som “til gavn for producenten” og den strategiske forskning bliver til skjult industristøtte. Til denne produktionsdiskurs om viden (hvor viden bliver til praktisk værdi for løsningen af et problem) knyttes så - jf. M. Gibbons m.fl.5 - en kvalitetssikringsdiskurs, hvor det er aftagerne, der bestemmer hvad der er god kvalitet. Der åbnes for eksterne videnskvalitetskriterier, mens den traditionelle interne kvalitetskontrol i de videnskabelige cirkler tendentielt mistænkeliggøres.

Dette fører til (med mine egne ord, jeg tror ikke Sørensen anvendte udtrykket) det nuværende systems grundlæggende modsigelse: Modsigelsen mellem (a) den kvalitetsbedømmelse der kræver ekspertviden og høj videnskabelig faglighed og (b) kravet om generaliserende anvendelse af almene kvalitetsmålingsalgoritmer, mao. illusionen om at den indre videnskabelige kvalitet kan sikres ved sådanne ydre midler (fx ministeriets fantasme om “basismidler efter kvalitet”).

Med knæsætningen af sådanne ydre mål opnås det forhold, at den institutionelle forskningsfrihed kun er på papiret, ikke reel. Men, fremhævede Sørensen, det er kun forskere, der kan styre forskere, hvis en egentlig kvalitetssikring af forskningen skal opnås. Forskningsfrihed (individuel såvel som institutionel) er netop vigtig i almen forstand. Ikke al viden er lige god. I den forstand, fremhævede Sørensen, er det vigtigt, at viden og magt (fx ansættelseskompetence) ikke adskilles: Ledelsen kan i dag i princippet ansætte hvem som helst!

Videnskabens grundfunktion er at være sidste testmulighed for viden. Samfundet må give forskningen på universiteterne mulighed for at udøve denne kontrol. Asger Sørensen refererede her til videnskabssociologen Robert Mertons såkaldte CUDOS-normer, såsom almenvældets ret til viden (‘communism’), universaliteten af viden (ikke blot i en bestemt anvendelsessammenhæng), disinteresserethed (upartiskhed, objektivitet, saglighed), og ‘organized skepticism’ som netop refererer til de væsentlige videnskabelige bedømmelsessystemer, inkl. fagfællebedømmelse af tidskrifter, ansættelse efter kompetent fagfællebedømmelse etc.

Det er disse normer, tæt forbundet med universitetets klassiske værdier – akademisk frihed; frihed til at lade udforskningen lede derhen hvor de videnskabelige problemer selv kræver det, uafhængigt af nytte eller forventede resultater; ytringsfrihed; forskningsbaseret undervisning; undervisningsfrihed – som det Sanderske regime og 2003-loven truer.

Referatet af det sidste oplæg, “Er erhvervsnytte og samfundsnytte det samme?”, ved lektor og dr.phil. ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Sune Auken, skal her gøres kort.6 Auken åbnede med spådommen i mødets overskrift: når universitetsloven ikke fungerer, kunne man som kritiker forholde sig afslappet tilbagelænet og vente på at det hele bryder sammen, hvis ikke det lige var for det ansvar vi føler for universiteterne. Auken kritiserede regeringens universitetspolitik med dens ensidige fokus på nytte for erhvervslivet og påviste hvorledes det præger universiteternes dagligliv, også på humaniora, hvor det ensidige fokus på støtte af enkeltvirksomheder er slået igennem.

Her glemmes centrale dele af universiteternes og ikke mindst humanioras bredere samfundsnytte, eksempelvis kritik af erhvervslivet, kvalificering af den offentlige debat, undersøgelser af menneskers basale vilkår, kultur og ideologi. Oplæggets anden del kredsede om de samme emner som Asger Sørensen, det nye kvalitetssikringssystem og hvordan det helt sikkert vil gå: Man vil få et (absurd) tal, der udtrykker et universitets kvalitetsvægt, dette tal vil - for at undgå at basismidlerne går andre steder hen - vokse. Men kvaliteten kan meget vel gå fløjten.

Mødets generelle konklusion var - med Sune Aukens ord fra hans indlæg i Information - “Det er i samfundets velforståede egeninteresse at organisere universiteterne demokratisk, fordi medarbejdernes frihed er et større samfundsmæssigt gode end den formelle kontrol, man vinder gennem det nuværende topstyrede system.”

En uge efter mødet på Blegdamsvej 17 satte en gruppe forskere og studerende, heriblandt nogle af mødets bidragydere, en underskriftindsamling i gang med fem centrale krav til Folketingets politikere, om en bedre forskningspolitik og en fornuftig universitetslov:

Sikring af adgangen til højere uddannelse uanset økonomisk formåen. Vi kræver derfor en skærpet lov mod brugerbetaling.

Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetetes anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

Fuld forskningsfrihed under ansvar for den enkelte forsker såvel som for institutionen som helhed. Friheden skal gælde valg af emner, hypoteser, metoder og publicering.

Sikring af de nødvendige ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af velvilje fra eksterne fonde, politikere og private virksomheder for at kunne eksistere og udvikle sig.

Sikring af forskningsbaseret undervisning og af universiteternes frihed til at udbyde undervisning og uddannelser inden for alle videnskabelige emner.

Ved indsamlingens afslutning i november 2008 havde 6488 personer, herunder over 3000 forskere ved landets universiteter, skrevet under. Det er længe siden at landets forskere og studerende har givet politikerne en så klar markering på et så relativt specifikt niveau af deres utilfredshed med de herskende vilkår for forskning og undervisning. Vi nærmer os et forskningspolitisk varmt forår, og hvordan det kommer til at gå, vil man bl.a. kunne læse om på bloggen Forskningsfrihed? – og i den nye universitetslov, der vedtages i 2009!

Noter

  1. Terence Karran (2007): “Academic Freedom in Europe: A Preliminary Comparative Analysis”, Higher Education Policy 20: 289–313 (http://www.palgrave-journals.com/hep/journal/v20/n3/pdf/8300159a.pdf), se også omtalen her: http://forskningsfrihed.blogspot.com/2007/12/danske-universitetsansattes-forhold.html.
  2. Med ‘det gamle system’ tænkes oftest på styrelsesloven fra 1970 og 1973, men selv i midt-1980’erne fungerede den bedre og uden større excesser; for en mere nuanceret karakteristik af de skiftende ledelsesformer og universitetslove, se Nils Bredsdorff (2008): “Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed – essays om universitetspolitikken og styrelses- og universitetslovenes historie”, Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr. 51, Roskilde (pdf: http://www.rub.ruc.dk/rub/omrub/skrserie/skr51.pdf). En oversigt over universitetslove i Danmark findes her: http://forskningsfrihed.blogspot.com/2006/01/universitetslove-i-danmark-historisk.html
  3. En ny amerikansk økonomisk undersøgelse viser det modsatte, se Christian Bjørnskov, “Sanders kontrol skader vækst”, Weekendavisen d. 22. aug. 2008 (http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/08/uddannelseskonomi-sanders-kontrol.html).
  4. Asger Sørensen (2008): “Bidrag til kritikken af det nye kvalitetssikringssystem for videnskabelig viden - Om økonomi, ledelse og deres skadelige indflydelse”, Slagmark - tidskrift for idéhistorie nr. 52, s. 91-108. Findes på: http://forskningsfrihed.blogspot.com/2007/04/litteratur.html
  5. Gibbons, M, C. Limoges, H. Nowotny, S. Schwartzman, P. Scott and M. Trow (1994): The New Production of Knowledge: The Dynamics of Science and Research in Contemporary Societies. London. Sage. Til kritik af heraf, se fx Barry Barnes (2007): “Catching up with Robert Merton: Scientific Collectives as Status Groups”, Journal of Classical Sociology, 1:179-192; Mercy W. Kamara, Brian Wynne, and Arne Thing Mortensen (in prep., 2008): “The Typology of the Game that American, British, and Danish Crop and Plant Scientists Play” (unpubl. manus).
  6. Dagbladet Information bragte essensen af oplægget d. 28. april 2008, se http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/04/efter-universitetslovens-sammenbrud.html; se også Sune Aukens kommentar “Demokrati på universiteterne” i Information d. 16. april 2008, http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/04/demokrati-p-universiteterne.html