Videnskabshistorie som god formidling

Publiceret Juli 2008

Videnskabshistorie har måske aldrig været mere populært end nu, hvilket bevidnes af de mange bøger, der fulgte i kølvandet på Dava Sobels bog Longitude (1995). I disse år bliver de mest populære videnskabshistoriebøger dog forfattet af professionelle journalister og forfattere, ikke universitetsansatte videnskabshistorikere. Det har fået mange professionelle videnskabshistorikere til at bekymre sig om, hvordan deres fag bliver formidlet til en bredere offentlighed. Nogle mener, at videnskabshistorikere burde interessere sig meget mere for at formidle deres eget arbejde til forskellige målgrupper. Andre synes at være tilfredse med kun at opholde sig i videnskabshistoriens hyperprofessionelle, men for den almindelige borger uforståelige og uinteressante, elfenbenstårn. I denne artikel vil vi dels redegøre for nogle af de internationale diskussioner om videnskabshistoriens popularisering, dels berette om egne overvejelser i forbindelse med det kombinerede forsknings- og formidlingsprojekt Dansk Naturvidenskabs Historie, hvis hovedprodukt udkom som et firebindsværk på Aarhus Universitetsforlag i 2005-06.

Sobel-effekt og hyperprofessionalisering

Videnskabshistorikeren Steven Shapin (2005) mener, at nyere videnskabshistorie lider af en akut læserkrise. Shapin har sammen med Simon Schaffer skrevet det vel nok mest læste og måske mest betydningsfulde videnskabshistoriske værk fra det 20. århundredes sidste fjerdedel, Leviathan and the Air-Pump (1985). Alt for mange videnskabshistorikere, skriver han, er slet ikke interesserede i – eller kompetente til – at henvende sig et bredere publikum uden for yderst snævre videnskabshistorikerkredse. Universitetsbaseret videnskabshistorie nyder derfor ikke den popularitet, som det ellers var oplagt, at den kunne have. Den befinder sig i et isoleret elfenbenstårn, hvor kun, hvad Shapin betegner som en slags hyperprofessionalisering, kan gøre sig gældende.

Shapins kritik bygger uudsagt på den stærke fremvækst, der i det seneste årti har været inden for populærvidenskabshistorie på det internationale bogmarked. Væksten startede helt uventet med udgivelsen af Dava Sobels bog om urmageren John Harrison, der løste et af de store problemer for den interkontinentale skibstransport i det 18. århundrede, nemlig bestemmelsen af et skibs længdegradsposition, når det var uden landkending. Sobels bog udkom i 1995 på et lille uanseeligt forlag, men året efter blev bogen bestseller i USA og nåede op på en 7. plads på New York Times’ faglitteraturliste. Succesen medførte en hel lavine af populære bøger med emner hentet fra videnskabshistorien, en virkning som senere blev døbt Sobel-effekten af den engelskfødte videnskabshistoriker David P. Miller (2002).

Miller er stærkt kritisk over for mange af de populærvidenskabshistoriske bøger, som Sobel-effekten har afstedkommet. Han hævder, at langt de fleste af den slags bøger fremstiller hovedpersonerne som videnskabelige genier, der næsten uden hjælp og trods stor modstand fra det omgivende samfund har gennemført videnskabelige og/eller teknologiske landvindinger. Den fulde titel på Sobels bog, Longitude: The True Story of a Lone Genius Who Solved the Greatest Scientific Problem of his Time, giver en meget præcis indikation af bogens stil, som ifølge Miller er karakteristisk for hele Sobel-effekten. Det er en form for hagiografi, altså videnskabshistorisk heltedyrkelse, der giver et meget forsimplet billede af, hvordan videnskabelige og teknologiske forandringer i virkeligheden har fundet sted. Men hagiografier er for længst afskrevet af det akademiske, videnskabshistoriske samfund, hvor man i stedet lægger vægt på at undersøge historisk kompleksitet og kollektive forandringsprocesser. Miller konkluderer derfor, at der er en modsætning mellem de enkle og heroiske fortællinger, som kendetegner hele Sobel-effekten, og den mere seriøse videnskabshistorie bedrevet af fagdisciplinens udøvere. Han citerer John Brooke, tidligere formand for British Society for the History of Science, for følgende udtalelse: “In our scholarship we cannot help but become kill-joys. We dismiss legends, dissolve foundation myths, dilute the Eureka moments and destroy the crucial experiments.”

Videnskabshistoriens nationale forankring: DNH-projektet

Vi har haft modsætningen mellem den populære og den hyperprofessionelle videnskabshistorie tæt inde på livet i forbindelse med forsknings- og formidlingsprojektet Dansk Naturvidenskabs Historie (DNH-projektet) (Kragh m.fl. 2005-6). Projektet løb over perioden 2001-6 og var finansieret af Carlsbergfondet. Som medlemmer af projektledelsen, der også udgjorde redaktionen for værket, tilstræbte vi fra starten af at kombinere solid videnskabshistorisk forskning med ambitionen om at skabe et værk, der kunne have interesse for ”den alment interesserede læser”. Hvorvidt det er lykkedes, overlader vi til andre at vurdere, men vil dog forsigtigt pointere, at de mange positive anmeldelser og pæne salgstal (selv om vi langtfra er på Sobel-niveau) kunne tyde på, at vi ikke har taget helt fejl. Her vil vi kort redegøre for, hvordan vi har forsøgt at løse den vanskelige opgave.

Allerede i vores ansøgning til Carlsbergfondet påpegede vi, at store dele af dansk naturvidenskabs historie var underbelyst, og at opgaven derfor umuligt kunne løses i løbet af fem år uden betydelig bistand udefra. Derfor skulle midlerne fra Carlsbergfondet især bruges til ansættelse af en række unge postdocs og ph.d.-studerende med henblik på at få løst specifikke forskningsopgaver. Herudover lykkedes det os at få aftaler i stand med 15 erfarne danske og udenlandske (videnskabs)historikere om levering af bidrag på andre relevante områder, hvor de var anerkendte specialister. Men for at få så mange historikere, unge som ældre og med vidt forskellige specialer, til at arbejde konstruktivt sammen, var det nødvendigt med en høj grad af konsensus på tre områder, nemlig (1) DNH-værkets primære målgruppe; (2) projektets fundament; og (3) projektets primære mål.

Med hensyn til primær målgruppe var vi aldrig i tvivl. Det var og er ”den almindelige, interesserede og oplyste borger”, som ønsker at opnå en dybere forståelse af naturvidenskaben og dens samspil med det omgivende samfund i gennem de sidste tusind år. Vi forlangte derfor af alle vore forfattere, at de skulle udtrykke sig så klart og enkelt som muligt – og vi har venligt, men bestemt grebet ind, hvis de ikke gjorde det. Vi har aldrig haft store salgstal i tankerne, langt vigtigere for os var det at få beskrevet, hvad vi anser for at være centrale dele af naturvidenskabernes historie i Danmark fra vikingetiden til nutiden.

Med hensyn til projektets fundament var det redaktionens urokkelige overbevisning, at selv om naturvidenskabens metoder og resultater er internationale, så er en national videnskabshistorie – naturvidenskabens danmarkshistorie – lige så relevant og interessant som fx litteraturens eller kunstens danmarkshistorie. Videnskabshistorie i en national kontekst er naturligvis ikke den eneste agtværdige form for videnskabshistorieskrivning, langtfra, men den er både relevant og interessant.

Tag fx kvantemekanikken, hvis abstrakte formalisme i dag benyttes over hele verden som grundlag for beregninger af atomare og subatomare processer. Kvantemekanikken er altså uafhængig af tid og sted, men den blev i midten af 1920’rne udviklet af et internationalt samfund af fysikere, hvis foretrukne mødested var Niels Bohrs berømte institut på Blegdamsvej i København. Hvorfor det var tilfældet, har noget at gøre med Bohrs status som internationalt førende atomfysiker, men også med hans formidable evne til at tiltrække fondsstøtte fra nationale såvel som internationale kilder ved at udnytte de muligheder, der lå i Danmarks rolle som lille, neutral nation. Danmarks særlige situation i mellemkrigstiden spiller altså en vigtig rolle for at forstå, hvorfor Bohrs institut kunne få den enorme betydning, det faktisk fik i den periode, der siden er blevet kaldt dansk naturvidenskabs guldalder.

Og endelig det tredje konsensusområde. Her har redaktionen været enig om, at projektets primære mål er at skildre udviklingen af naturvidenskab i Danmark som en integreret del af landets politiske, økonomiske og kulturelle udvikling. Vi har eksplicit ønsket at distancere os i forhold til den heroiserende historieskrivning, som man ofte møder i mere populære udgaver af videnskabshistorien. Nok har de store enere spillet en betydningsfuld historisk rolle som enkeltpersoner, men de altid har været afhængige af private mæcener, staten eller andre sponsorer, og de har altid virket som del af vidtforgrenede faglige netværk.

DNH er derfor meget mere end historien om Københavns Universitet og forskningen i nogle få statsstøttede laboratorier. Det er også historien om naturvidenskabsfolk, der drog ud i landet og kortlagde dets geologi, flora og fauna. Og det er historien om naturvidenskabsfolk, der hjalp til med at opbygge nye uddannelsesinstitutioner, stifte nye virksomheder til levering af videnskabsbaserede produkter, udbygge elektricitetsnetværk, og planlægge kloakering og andre livsvigtige infrastrukturer. Igen og igen dukkede naturvidenskabsfolkene op på landet og i byerne, nogle gange som fremskridtets højtbesungne helte, andre gange som samfundets usynlige aktører. DNH-redaktionen har i hele projektets tilblivelsesproces været af den opfattelse, at det er veldokumenterede og velskrevne kontekstuelle historier med et sådant indhold, der er mest interessante for den almindelige læser, som vil vide noget om naturvidenskaben og dens betydning for det danske samfund.

Anti-hyperprofessionalisering og kompleksitetskomplekset

Med DNH-værket har vi forsøgt at skrive en naturvidenskabernes danmarkshistorie (Nielsen m.fl. 2006). Det skulle være en historie om naturvidenskabernes udvikling, som vil kunne supplere tilsvarende værker om andre af vores kulturs vigtige elementer som fx dansk filosofihistorie, dansk litteraturhistorie mm. Vores håb var, at når historikere fremover sætter sig ned for at skrive en bredere danmarkshistorie, kan de også trække på et solidt og veldokumenteret bidrag inden for naturvidenskaberne.

Vi mente, at naturvidenskabernes historie og kulturelle rolle hidtil har været underbelyst i en dansk sammenhæng. Derudover anså vi netop det nationale udgangspunkt for den mest vigtige i forhold til vores målgruppe. For at kunne forstå og sætte sig ind i naturvidenskabernes danmarkshistorie er det derfor ikke nødvendigt at have en stor og omfattende naturvidenskabelig indsigt. Det er vigtigere, at man som læser er nysgerrig på rigets og nationens historie og gerne vil forstå, hvordan naturvidenskaberne er blevet formet af og har været med til at forme Danmarks historie.

Vi har med DNH-værket forsøgt at bidrage til videnskabshistorien med et dansk nationalt fokus. Vi mener, at vi dermed har fået skabt en mellemting mellem, hvad Shapin kalder den snævert fokuserede, hyperprofessionelle videnskabshistorieskrivning og den mere populære og stærkt heroiserende Sobel-historieskrivning. Med forestillingen om naturvidenskabernes danmarkshistorie har vi ønsket at styre midt mellem begge yderligheder og bane vejen for en anti-hyperprofessionel videnskabshistorieskrivning, som ikke er hagiografisk.

Den italienske videnskabshistoriker Paola Govoni (2005) har identificeret flere forskellige måder, hvorpå akademiske videnskabshistorikere har forholdt sig til Sobel-effekten, blandt andet afvisning, adskillelse, imitation og direkte kopiering. Hun konkluderer, at den vigtigste grund til, at mange videnskabshistorikere ikke har følt sig trygge ved Sobel-effekten, er, at de – ligesom de fleste andre historikere – lider af et kompleksitetskompleks.

Videnskabshistorien er kompleks, og man kan derfor ikke reducere naturvidenskabernes udvikling til enkeltpersoners geni og handlekraft. Selv en John Harrison eller en Albert Einstein var dybt afhængig af faglige, sociale, institutionelle og kulturelle netværk. Denne form for kompleksitetstænkning har hele tiden været vores udgangspunkt i DNH-projektet, og den er uomgængelig, når man vil forstå videnskabshistorien ud fra faglige præmisser.

Videnskabshistorikeres kompleksitetskompleks viser sig ifølge Govoni, når de ikke har blik for, at der selvfølgelig må være forskellige måder at fortælle videnskabshistorien på i forskellige sammenhænge. Når en forfatter uden akademisk skoling eller ambitioner inden for faget videnskabshistorie ønsker at skrive en populær bog om en videnskabshistorisk begivenhed, giver det for ham eller hende god mening at fortælle historien som en hagiografi. Det må professionelle videnskabshistorikere acceptere. Til gengæld bør de også erkende, at Sobel-effekten er et vidnesbyrd om vigtigheden af, at der bliver bedrevet videnskabshistorie på et højt fagligt niveau. Uden den akademiske og komplekse videnskabshistorie, ingen fagligt forsvarlig popularisering.

En konstruktiv måde at tage udfordringen fra Sobel-effekten op vil være at konkurrere med populærvidenskabshistorien på det brede marked for videnskabshistorie. Det har vi som nævnt forsøgt at gøre med DNH-værket, men vi er samtidig overbevist om, at det kan gøres endnu bedre. Ikke bare videnskabshistorie, men også megen anden historieskrivning, nyder i disse år stor popularitet. Ved at knytte videnskabshistorien an til den mere generelle kultur- og samfundshistorie vil også videnskabshistorikere have en chance for at få et endnu bredere publikum. Det kunne fx være historien om danske videnskabsfolks indsats under anden verdenskrig. Eller hvad med biografier om danske videnskabsfolk som fx seismologen Inge Lehmann eller havbiologen Anton Bruun, der begge har markeret sig internationalt, men som stadig er ukendte for mange danskere?

Der er mange måder at gøre videnskabshistorien mere populær, end den allerede er, og vi mener, at videnskabshistorikere bør være med til at løfte denne opgave. Det skal de gøre for at være med til at give et bredt, nuanceret billede af videnskabshistorien, men også fordi det vil kunne bidrage til at modvirke tendensen til hyperprofessionalisering inden for videnskabshistorien selv.

Shapin (2005) foreslår, at alle videnskabshistorikere sætter sig selv på følgende prøve: Forestil dig, at du er til selskab med gode venner, og en af vennerne spørger dig: ”Nå, hvad er det så egentlig, du går og laver?” Vennen er selvsagt ikke videnskabshistoriker, men en repræsentant for ”den almindelige, interesserede og oplyste borger”. Prøven består i dels at forklare vennen om dit arbejde i løbet af den forholdsvis korte tid, der er til rådighed i en sådan selskabelig samtale, dels i at gøre det på en måde, så han eller hun bliver interesseret i at vide mere. Når du har bestået den prøve, kunne du overveje at bruge samme metode i en populærvidenskabelig bog eller måske endda starte din næste videnskabelige artikel på den måde. Det kunne jo være, at du så fik flere læsere.

Litteratur

Govoni, P. (2005). Historians of science and the “Sobel Effect”. Journal of Science Communication, vol. 4, no. 1: http://jcom.sissa.it/archive/04/01/A040101/

Kragh, H., P. C. Kjærgaard, H. Nielsen og K. H. Nielsen (2005-6). Dansk Naturvidenskabs Historie. Bind 1-4. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Miller, D.P. (2002). The ‘Sobel Effect’: The Amazing Tale of How Multitudes of Popular Writers Pinched All the Best Stories in the History of Science and Became Rich and Famous While Historians Languished in Accustomed Poverty and Obscurity, and How This Transformed The World. A Reflection on a Publishing Phenomenon. Metascience II, 2 July: 185-200.

Nielsen, H., K. H. Nielsen, P. C. Kjærgaard & H. Kragh (2006). Naturvidenskabernes danmarkshistorie. Aktuel Naturvidenskab, nr. 5: 34-35.

Shapin, S. (2005). Hyperprofessionalism and the Crisis of Readership in the History of Science. Isis, vol. 96: 238-243.

Shapin, S. & S. Shaffer (1985). Leviathan and the Air-Pump: Hobbes, Boyle, and the experimental life. Princeton, NJ: Princeton University Press.