Videnskab i dialog: En fiktiv videnskabscafé om videnskabscaféen

Publiceret Juli 2008

Videnskabscaféen har nu eksisteret i Danmark i 8 år og vist at direkte møder mellem forskere og den brede befolkning er en yderst givtig kommunikationsplatform der fungerer med dialoggrupper på op til 100 mennesker af gangen. I artiklen forsøger vi at komme bag om ’formidlingssnakken’ ved at skildre en videnskabscafé som den kunne have foregået - hvis den handlede om Videnskabscaféen. Deltagerne i panelet er Gert Balling, der i sin tid søsatte Videnskabscaféen i Danmark, og Kristian Hvidtfelt Nielsen. De leder henholdsvis Videnskabscaféerne i København og i Århus. 

Overordnet fremlægges motiverne og værdierne bag Videnskabscaféen som dialogisk formidlingsform og det særlige format beskrives. Videnskabscaféer er dog ikke noget som kun løber af stablen under arrangementerne. De fleste besøgendes første møde med caféen er hjemmesiden og derfor er der lagt meget arbejde i at opbygge en fælles hjemmeside for de danske videnskabscaféer som er interessant nok til at tiltrække besøgende og gøre dem til engagerede brugere – også mellem arrangementerne. Videnskabscaféer efter fransk, engelsk og dansk mønster skyder i dag op overalt i verden og den danske videnskabscafé har altid satset hårdt på at være i front i de internationale samarbejde. Det gælder udveksling af erfaringer såvel som udbredelse af den dialogiske formidlingsform.

Under dagens café svares der naturligvis på spørgsmål fra publikum. Bl.a. om hvad forskerne får ud af at deltage i ekspert-panelerne, hvordan man sikrer samfundsrelevansen i debatterne og der er overraskende nok også spørgsmål der går på om interesserede kan være med til at sætte caféer op.

Videnskabscaféen er over årene blevet indstillet til og har modtaget formidlingspriser på såvel nationalt som internationalt niveau.

En råkold novemberaften er der omtrent 35 personer samlet i Cafe Gulerods hyggelige lokaler. Espressomaskinen brummer lystigt, da aftenens vært og moderator tager ordet:

”Godaften og velkommen til aftenens videnskabscafé! Hvor det skal handle om videnskabsformidling med særligt fokus på videnskabscaféens egen profil som aktiv, dialogskabende formidler mellem videnskab og samfund. Mit navn er Line Ährlig, og jeg arbejder til daglig som videnskabsjournalist på en af landets førende kultur- og videnskabsaviser.

Aftenens gæster er Gert Balling og Kristian Hvidtfelt Nielsen, der har været med til at starte videnskabscafeer i henholdsvis København og Århus. De har hver især 8 minutter til kort at præsentere sig selv og give deres bud på, hvad videnskabscafeer egentlig er, og hvad de kan bidrage med nu og i fremtiden. Derefter er der lagt op til bred debat om vore dages store fokus på formidling af forskning og videnskab i almindelighed og videnskabscafeerne i særdeleshed.

Det er jo ikke sikkert at I alle sammen har været her før, så inden jeg giver ordet til Gert og Kristian, vil jeg lige kort fortælle, hvad en videnskabscafé er for noget, hvor ideen til videnskabscafeerne opstod, og hvad det hele går ud på.

Videnskabscaféen er et sted for dialog mellem publikum og et bredt panel af eksperter. Et tværdisciplinært panel som kan være med til at belyse et emne fra flere forskellige perspektiver.

Formatet er meget afslappet, som I kan se. Vi er i en café, og I kan frit gå op til baren under arrangementet – hvis I altså gør det stille… Og lader være med at bestille cappuchino! I skal ikke vente på pauser, for der kommer ingen – vi kører på i den næste 1½ time. Herefter er der en tredje halvleg, hvor snakken kan fortsætte rundt om caféborderne, eller I kan snakke lidt med oplægsholderne.”

Line holder en kort pause, mens døren går op og de sidste gæster træder indenfor. Hun retter lidt på sin sorte kjole, inden hun fortsætter:

”Som I ved, er ingenting jo gratis. Så selv om det her forum ser afslappet ud, så er det altså ikke meningen at I skal læne jer tilbage på og tage et ’free ride’. I skal være det engagerede publikum og tage del i at skabe en interessant aften baseret på konstruktiv dialog – så hold jer endeligt ikke tilbage med at stille spørgsmål, komme med kommentarer til aftenens emner.

Nu er der måske nogle af jer, som sidder og er lidt nervøse for, at dette ender i det rene debatanarki. Men bare rolig, det ønsker vi heller ikke – og derfor vil jeg være ordstyrer i aften. Ordstyreren har ret til at afslutte enhver diskussion og bryde ind hvor det hjælper diskussionen på sporet igen. Er det en aftale? Godt!”

De sidste gæster er nu blevet serveret og har fundet sig en plads i cafeen. Der er påfaldende stille i rummet, som normalt summer af snak. Nogle studerer de omdelte pressemeddelelser, andre kigger på flyeren, der har været brugt til at annoncere aftenens arrangement. Alles øjne er rettet mod Line, som afslutter sin præsentation:

”Og nu er vi så nået til præsentationerne af jer to. Måske skulle vi starte med dig, Gert?”

Videnskabscaféen bliver til

Gert rømmer sig og tager en sidste slurk af sin danskvand, inden han begynder på sin præsentation. Han har tydeligvis forberedt sig på, hvad han vil sige, og sikkert også fortalt historien mange gange før. Han taler uden manuskript eller stikord, hvad der helt normalt i videnskabscaféen, hvor formen som regel er det talte ord.

Gert fortæller:

”Alle gode historier starter med en kvinde, og det gælder også denne. I 2000 kom Emmanuelle Boubour til Danmark fra Canada. Hun havde et ønske om at skabe en videnskabscafé, som var startet få år før i England og Frankrig. Efter et formøde med en gruppe interesserede satte jeg mig ned med hende og skabte en dansk udgave af fænomenet. Jeg havde på det tidspunkt lavet kampagner, bøger, artikler og undervisningsmateriale med udgangspunkt i videnskabsformidling.

Udgangspunktet var, at teknovidenskaben udvikles med lynets hast omkring os, og for hver dag, der går, bliver det i stadig højere grad muligt på mere fundamentale niveauer at ændre på menneskets fysiske vilkår. Derfor er det vigtigt løbende at debattere, hvilken forskning og teknologi vi ønsker, og på hvilken måde vi ønsker dem anvendt.

Målet med den danske videnskabscafé var netop at skabe et forum for denne debat. Vi ville formidle information om teknovidenskab og dens samfundsmæssige betydning fra et ekspertpanel til videnskabscaféens publikum. Men vi ville også distancere os fra klassisk ’top-down’ envejsformidling. Vi troede ikke på docerende forelæsninger til en bredere kreds af interesserede. I stedet skulle videnskabscaféen bygge på, at viden og erkendelse kræver engagement, som understøttes af en ligeværdig dialog mellem et interesseret publikum og eksperter i en fordomsfri og civiliseret tone.

Et af kunstgrebene var at lade debataftenen foregå et neutralt sted, hvor de fleste mennesker føler sig hjemme. Derfor tog vi caféen/baren som en utraditionel og intim ramme om en direkte dialog mellem inviterede eksperter og publikum i en afslappet atmosfære, hvor alle kan føle sig hjemme.

I modsætning til de engelske og franske byggede vi videnskabscaféernes temaer op omkring en tværfaglig interesse for et objekt eller felt med tilknytning til teknovidenskab, hvilket underbygges af et bredt sammensat ekspertpanel, typisk med deltagere fra naturvidenskab og teknologi såvel som samfundsfag, humaniora, kunst og kultur.

For os var en god videnskabscaféaften én, hvor der blev bygget bro mellem teknovidenskab og samfund. Dvs. hvor teknovidenskab fik en mere naturlig placering i forhold til samfund og kultur, samtidig med at samfundsrelaterede og kulturelle spørgsmål blev en mere naturlig del af den teknovidenskabelige praksis.

Den første café var med kunstneren Kirsten Dehlholm fra Hotel Proforma og nanoteknologiforskeren Francois Grey fra DTU og handlede om nantoteknologi. Det var i april 2001, og det var også her, at vi grundsatte ideen om gratis adgang, sådan at alle havde lige adgang til denne viden og formidling.”

Line afbryder Gert, der allerede har talt sig varm på et emne, som tydeligvis ligger ham stærkt på sinde:

”Men måske skulle vi gemme anekdoterne til lidt senere, Gert. Videre til Kristian.”

En afstikker til Japan

”Tak skal du have Line, og tak til bladet BioZoom for at have været med til at tage initiativ til denne videnskabscafé, hvor vi forhåbentligt kommer til at tale mere om videnskabscaféens betydning som dialogbaseret videnskabsformidling.”

Kristians århusianske tilknytning fornægter sig ikke. Han forklarer, at han var med til at starte videnskabscaféen i Århus i 2003 efter den model, som Gert lige har beskrevet. Nu har de to videnskabscaféer fælles hjemmeside, www.vcaf.dk, hvor der annonceres for arrangementer i både København og Århus. Det er dog ikke så meget den jyske aflægger af, hvad nogle kalder københavnermodellen for videnskabscaféen, der er det virkelige emne for hans oplæg:

”I sommer var jeg på en måneds forskningsophold i Japan, hvor jeg studerede japanske videnskabscaféer. Det er helt utroligt, hvad der sker på den front derovre. Jeg tror, at det samlede antal afholdte videnskabscaféer i perioden 2004-2007 ligger over 1100! Der kan vi slet ikke være med, her i Europa. Baggrunden for den store interesse for at afholde videnskabscaféer i Japan er et stort politisk og institutionelt fokus på forskningsformidling – altså ønsket om at gøre forskningens mere forståelig og mere relevant for borgerne – akkurat som herhjemme.

I Japan er det dog stadig envejsmodellen med lange foredrag og kun meget kort tid til spørgsmål, der er den altdominerende. Mange steder bruger man bare videnskabscafé-navnet, fordi det lyder moderne og ungdommeligt. Kun ganske få steder bliver der lavet videnskabscaféer, der virkelig satser på dialogskabelse og involvering.

Når vi laver videnskabscaféer i Danmark, er det, som Gert fortalte, på baggrund af et ægte ønske om at skabe en offentlig debat og dialog omkring videnskabens samfundsmæssige betydning. Folk skal involvere sig i den forskning, der er med til at forme den verden, de lever i, og det får de mulighed for i vores videnskabscaféer, det tror vi på.

Faren for videnskabscaféen er selvfølgelig at blive til ren pr for videnskaben, sådan som det er sket mange steder i Japan. Vi skal ikke rekruttere nye studerende, og vi skal ikke skabe forståelse for forskning i betydningen værdsættelse af forskning, sådan som det er formålet med megen anden forskningsformidling ’these days’. Spørgsmålet er, om vi kan fastholde dialog, debat og demokratisk engagement som det bærende, eller om tiden mon er ved at løbe fra den slags?”

Spørgsmål fra salen

Line tager ordet og henvender sig til salen:

”Lad bare det spørgsmål være indgangsreplikken til den dialog og debat, som I begge snakker så meget om. Nu er det så op til jer, publikum, om det bliver til noget i aften.”

Der går et øjeblik, hvor alle ser sig omkring for at se den første spørger. Hun er en ung kvinde med sort hår og partisantørklæde:

”I har begge to talt meget om dialog mellem eksperter og borgere. Sådan som jeg se det, handle dialog om, at begge parter får noget ud af samtalen. Tror I virkelig, at forskerne lærer noget ved at deltage i jeres videnskabscaféer?”

Både Gert og Kristian tager tilløb til at svare, og det bliver Kristian, der får ordet.

”Ja, det er jo svært at vide, men jeg har da oplevet mere end en gang, at oplægsholdere har givet udtryk for, at de fik noget med fra vores arrangementer. Både i form af spørgsmål, de ikke havde tænkt på selv, og i kraft af den lidt anderledes formidlingsform, som videnskabscaféen er. En anden ting, som er vigtig at have med her, er at dialogen mellem de inviterede oplægsholdere jo foregår på tværs af faggrænserne, Alle videnskabscaféer starter med, at oplægsholderne og moderatoren spiser middag sammen. Det sker dels for at ’varme op’ til selve videnskabscaféen ved at lære hinanden lidt bedre at kende. Men det er også for, at de inviterede kan stille spørgsmål til hinandens fagligheder og derved lære noget nyt. Desuden forsøger vi at vælge emner, som er tværdisciplinære og samfundsrelevante, hvilket også kan være med til at sikre, at ingen har patent på sandheden, og at alle i princippet kan lære noget.”

Line vælger at forfølge Kristians snak om videnskabscaféernes emner:

”Hvordan sikrer I jer, at emner er samfundsrelevante, som du siger?”

”Tja, vi har nok alle sammen en personlig ide om, hvad der kan være relevant eller ikke. Nogle gange tager vi emner, der bliver diskuteret meget i medierne, som nu for eksempel de stigende fødevarepriser og debatten om, hvordan vi i fremtiden skal brødføde verdens befolkning. Andre gange vælger vi emner, som er aktuelle i kraft af andre begivenheder, som for eksempel udstillinger, konferencer eller andet. Vi tænker nok meget journalistisk på den måde, at aktualitet og identifikation er væsentlige kriterier, og det er som regel det, der styrer, hvem vi vælger til at komme og holde oplæg. På det seneste er vi også begyndt at holde inspirationsmøder, hvor vi indbyder alle interesserede til at komme og foreslå og diskutere mulige emner.”

Gert supplerer:

”Ja, det har faktisk virket. Vi annoncerer inspirationsmøderne på vores hjemmeside ligesom de almindelige videnskabscaféer, og det er et helt åbent forum, hvor vi fortæller lidt om, hvad videnskabscaféen er, og i øvrigt byder på en kop kaffe og en kage.”

En lidt ældre herre fra publikum spørger:

”Nu nævner du hjemmesiden. Hvor meget bruger I den? Er det i det hele taget nødvendigt at have sådan én?”

Gert svarer:

”Ja, det mener vi. Vi har fået det lavet sådan, at man kan melde sig til vores mailingliste via hjemmesiden, og vi vil meget gerne udbygge den med flere oplevelsesreferater fra vores videnskabscaféer og temaer, der genbruger noget af den viden og diskussion, der er kommet frem til arrangementerne. På den måde kan vi også bedre komme ud til folk, der ikke bor i Århus eller København.”

Den lidt ældre herre spørger igen:

”Hvorfor er der kun videnskabscaféer i Århus og København?”

”Jamen, vi vil da også meget gerne have flere byer med!” svarer Gert hurtigt. ”Vi har selv været med til at afholde videnskabscaféer i bl.a. Roskilde, Horsens, Viborg og Odense. Og vi har fået gymnasieelever over hele landet til at lave deres egne videnskabscaféer. Det var i forbindelse med Forskningens Døgn. Men der er endnu ikke blevet etableret faste videnskabscaféer i andre byer end Århus og København, desværre. Vi håber stadig og vil fortsat arbejde på at få flere faste videnskabscaféer op at stå. Det er måske vigtigt at få med at Videnskabscaféen er ikke en lukket klub og vi plejer derfor også at opfordre folk til at stjæle konceptet og sætte deres egne op – og vi gør også gerne reklame for andre videnskabscaféer over vores hjemmeside.

Line stiller et supplerende spørgsmål:

”Kan det være, fordi det koster penge at lave videnskabscaféer – I nævnte selv middagen?”

Kristian svarer:

”Ja, det koster lidt penge at lave videnskabscaféer, også til plakater mm. Men vi får støtte til vores arbejde for forskellig side, bl.a. Videnskabsministeriet og private fonde. Derudover forsøger vi at skaffe sponsorer til de enkelte videnskabscaféer. Hvis man vil starte en videnskabscafé selv, kan vi hjælpe med penge og med gode råd til at skaffe flere penge selv. Det store problem er nok i virkeligheden ikke pengene, snarere tiden og engagementet.”

Line spørger igen:

”Hvordan er det med interessen for videnskabscaféen? Er den blevet større eller mindre, synes I?”

Nu er det Gert, der svarer:

”Der var selvfølgelig en del opmærksomhed lige, da vi startede, i form af nyhedens interesse. Men jeg synes faktisk, at det er lykkedes os at fastholde en vis bevågenhed. Vi har som regel fyldte caféer når der er arrangementer og vi har også været heldige at videnskabscaféen som organisationen har fået en del opmærksomhed. I 2004 modtog vi videnskabsjournalisternes Genius Pris og sidste år modtog vi Svend Bergsøe Fondens Formidlerpris, og var indstillet til EU Kommissionens store europæiske Descartes-pris for fremragende forskningsformidling. Helt fra begyndelsen har vi været aktivt med da Videnskabsministeriet lancerede Forskningens Døgn, som på mange måder bygger på de samme værdier som Videnskabscaféen, og selv om vi ikke er royalister var det da en stor oplevelse at være en del af åbningsceremonien for Forskningens Døgn i år med Kronprinsessen og et par hundrede opvakte gymnasieelever.”

Kristian bryder ind:

”Ja, så bliver det nok ikke større. Nu kan det så kun gå nedad bakke.”

Gert griner:

”Ja, der nåede vi et foreløbigt højdepunkt.”

En yngre mand spørger:

”Du nævnte en europæisk pris, Gert. Var det alle videnskabscaféer i Europa, der var med dér?”

Gert svarer:

”Nej, det var faktisk kun den danske videnskabscafé, der var indstillet. Men vi samarbejder med videnskabscaféerne over hele verden så vidt, det er muligt og bliver med jævne mellemrum inviteret rundt i verden for at se hvordan de gør og for at fortælle om den danske model. Nu har Kristian jo lige været i Japan sammen med Carina, som også er med til at lave videnskabscaféerne i Århus. Og næste år, altså 2009, satser vi på at kunne afholde det internationale videnskabscafé-møde i Danmark. Det afholdes hvert andet år, og her kommer der repræsentanter for videnskabscaféer verden over. Det er utroligt spændende og inspirerende at mødes med de folk og høre om, hvordan man gør i andre lande.”

Kristian supplerer:

”Ja, selv om der findes mange måder at lave videnskabscaféer på i de forskellige lande, er der et virkelig godt samarbejde mellem landene. Og god støtte til hinanden.”

De halvanden time, som videnskabscaféen varer, er ved at være gået. Line tager ordet:

”Så skal vi til at holde. I er som sagt velkomne til at hænge lidt ud i caféen og snakke sammen eller med aftenens to oplægsholdere. Inden vi holder vil jeg lige give ordet til Gert og Kristian for en afsluttende bemærkning. Kristian først.”

”Tak for det, Line. Ja, jeg vil slutte af med at sige, at nu har det handlet meget om videnskabscaféen i aften. Men jeg synes egentlig, at vi alle sammen skulle tænke på, om ikke der var andre måder at skabe den dialog om forskning og teknovidenskab mellem forskere og borgere, som videnskabscaféen bare er et eksempel. Ideelt set synes jeg, det kunne være fedt, hvis videnskabscaféen bare var et tilbud ud af mange. Forskningens Døgn, som har været nævnt et par gange, er et godt tiltag, som kommer rundt i hele landet og involverer mange folk lokalt. Men det ville også være fint, hvis der kom nogle ting fra folk selv, noget som hev forskerne ud af elfenbenstårnet og satte dem i dialog med interesserede og oplyste borgere. For dem findes der heldigvis stadig mange af.”

Og hernæst tager Gert over for aftenens sidste bemærkning:

”jeg kan kun tilslutte mig Kristians kommentarer. Hvis jeg skulle afslutte med to ønsker måtte det for Videnskabscaféen være at flere får lyst til at sætte videnskabscaféer op rundt om i Danmark, og gerne med hjælp fra os. Mere generelt ønsker jeg at stadig flere får lyst til og mulighed for på forskellig vis at træde ind i den offentlige debat om hvad forskning betyder for måden vi skruer vores samfund sammen på. Især tegner internettet til at kunne bidrage med spændende muligheder i den retning, men den må vi tage en anden gang – eller om lidt i tredje halvleg.

Line slutter af med at sige: ”Tak for i aften, tak til et engageret publikum og tak til panelet. Som Gert kort nævnte er det nu tid til tredje halvleg. Der er ikke fri bar, men åben bar og jeg håber I har lyst til at blive hængende lidt og fortsætte snakken rundt om cafébordene.

Bogen om Videnskabscaféen på dansk og engelsk kan rekvireres gennem Videnskabscaféen, www.vcaf.dk