Forskning for folket

Publiceret Juli 2008

Universitetsloven fra 2003 har eksplicit gjort formidling til en kerneaktivitet på landets universiteter. ’Tænketanken for forståelse af forskning’, som videnskabsminister Helge Sander nedsatte i maj 2003, gav denne hensigt et mere konkret udtryk, da den med Christine Antorini i spidsen fik til opgave at formulere en politik for formidling af forskning.

At formålet primært var at markedsføre forskning blev afspejlet i ministerens ønske om at ’kunne overbevise folk i forsamlingshusene om behovet for øgede forskningsbevillinger’.

Formidlingen kvantificeres

Den nu lovfæstede formidlingsforpligtelse har konkret ført til, at flere universiteter er begyndt at belønne forskere direkte og kontant for medieoptræden, mens kommunikationsindsatsen på andre universiteter professionaliseres og forankres i særlige enheder, hvor trænede journalister varetager kontakten til medier, lokale myndigheder og erhvervsliv.

Forskningsformidling vil over de kommende år i stigende grad blive gjort til genstand for kvantificering, når universiteter skal udforme og evaluere deres kontrakter med ministeriet og når ressourcerne skal fordeles mellem institutter, enheder og individuelle forskere.

Ministeren belønner særligt dygtige formidlere med en årlig forskningskommunikationspris, og universiteter og vidensinstitutioner inviterer offentligheden til ’science circus’ på årets særlige ’forskningens døgn’.

Og skulle man være forhindret her har der været rig mulighed for at opleve forskningen næsten ’live’ i mediernes massive dækning af f.eks. Galathea-ekspeditionen eller nu på videnskab.dk.

Forskning som problemløser

I takt med en stadig stigende opmærksomhed på forskning og teknologisk udviklings betydning for velstand og velfærd er forskningskommunikation blevet et centralt politisk indsatsområde. Forskningsresultater skal kunne anvendes og tilfredsstille sociale behov.

Kvalitetsforskning skal ikke blot imødekomme traditionelle krav om originalitet og metodisk stringens, men skal også - eller måske endda snarere - være i stand til at løse samfundsproblemer: at sikre effektive medicinalprodukter eller energiproduktion, at skabe vækst og arbejdspladser eller at højne fødevarestandarden.

Viden skabes i stigende grad i nært samspil mellem forskere og brugere, og forskning har i højere grad end tidligere direkte implikationer for organiseringen af det sociale liv. Moderne teknologier påvirker arbejdsliv, sundhed, miljø og sociale relationer lokalt og globalt og udfordrer vores etiske referencepunkter.

Feltet forskningskommunikation har et dobbelt virkeområde. På den ene side er det et forskningsområde, der beskæftiger sig med interaktionen mellem forskning og samfund. På den anden side er der tale om et praksis-felt, der aktivt bidrager til at mediere mellem forskningsverdenen og det omgivende samfund.

Den ’sociale bevægelse’ af formidlere tæller både frivillige kinesiske forskere, der rejser til landets mest afsidesliggende kroge for at hjælpe landsbyboerne med at undgå jordudskridning fra terrasse-markerne, internationale sammenslutninger af videnskabsjournalister, der organiserer kurser i god formidling på TV, regionale videnskabsfestivaler, hvor forskningen præsenteres ’live’ med forelæsninger, laboratorie-eksperimenter, film og teater, og nationale arbejdsgrupper, der iværksætter særlige initiativer for børn og unge for at skabe opmærksomhed omkring naturvidenskab og teknik.

Mål og målgruppe

Diversiteten viser, at der er plads til kreativitet i formidlingen af forskning fra videnskab til borgere. Valg af strategier og virkemidler for formidlingen bør dog knytte sig til konkrete behov for viden i samfundet og reflektere forudsætninger og betingelser på ’modtager-siden’.

Der er bred enighed om, at udifferentieret forskningskommunikation, der bare pumper informationer ud i samfundet uden grundigt at klarlægge formålet med formidlingen og medtænke forhold omkring aftagernes interesse, kompetencer og forudsætninger, er en utilstrækkelig strategi. Der er derfor behov for overvejelser i forhold til to væsentlige differentierings-niveauer for forskningskommunikation: efter normativt mål og efter målgruppe.

Groft sagt er der to typer af normative argumenter for kommunikationsindsatsen rettet mod offentligheden.

Forskning bliver synlig

Essensen i den første type af argumentation er, at forskningskommunikation medvirker til at legitimere investeringer i forskning. Initiativerne handler med udgangspunkt i denne tilgang først og fremmest om at synliggøre forskningen og dens nytteværdi i medierne, så skatteyderne vil acceptere flere bevillinger til forskning.

De praktiske initiativer med dette sigte er ofte betydeligt præget af et ’formidlingsparadigme’, der betoner værdien af popularisering i en envejs kanal mellem aktive forskere og passive borgere.

Paradigmet hviler i den antagelse, at der er et lineært forhold mellem borgernes opmærksomhed på og viden om forskning på den ene side og deres accept og anerkendelse af forskning på den anden.

Det demokratiske argument

I den anden hovedtilgang tages der i højere grad udgangspunkt i et demokratisk eller deliberativt perspektiv. For et demokratisk system er en oplyst offentlig debat vigtig, både for indholdet i den politik myndighederne udformer og for udviklingen af en demokratisk politisk kultur.

Det demokratiske argument drejer sig om at stimulere et vidensniveau i befolkningen, der matcher tidens højteknologiske samfund.

Det er hverken de gode historier eller faktuel viden, der er i højsædet, men derimod den kritiske indføring i forskellige typer af forskningsaktiviteter og deres relation til andre sociale og politiske processer i samfundet.

Med det udgangspunkt opfattes det som vigtigt at fremelske et ’deltagelsesparadigme’, hvor aktive forskere og aktive borgere indgår i dialog omkring forskning og teknologi.

På det praktiske plan har balancen mellem ’formidlingsstrategier’ og ’deltagelsesstrategier’ i den danske forskningskommunikation forskudt sig betragteligt gennem de seneste år. Mens formidlingsparadigmet vinder terræn i dansk forskningskommunikation, er den deltagelsesorienterede model under pres.

Teknologirådets indsats for at udvikle specifikke formater for deliberativ forskningskommunikation baseret på dialog og borgerinddragelse har igennem 80’erne og 90’erne dannet standard for den danske opfattelse af videnskabelig legitimitet.

Særligt har ’konsensus-konferencen’ som virkemiddel medvirket til at betone dialog- og deltagelsesaspekter. Konsensus-konferencer understøtter det direkte møde mellem forskere og kritiske, oplyste borgere og stræber mod ’vertikal indflydelse’ i den forstand, at borgernes standpunkter og forbehold præsenteres for politiske beslutningstagere med henblik på at præge den forskningspolitiske dagsorden.

Danmark afvikler deltagelsesparadigme

Den danske model for dialogisk forskningskommunikation er i stigende grad blevet eksporteret til det internationale samfund.

Det paradoksale er imidlertid, at mens en lang række andre lande bestræber sig på at adaptere den danske model for forskningskommunikation, er Danmark skyndsomt i gang med at afvikle deltagelses-paradigmet til fordel for envejsformidling.

Teknologirådet havnede på Finansministeriets ’dødsliste’ over råd og nævn i opgøret med smagsdommeri og ekspertvælde.

Kun ved hjælp af international mobilisering og aktiv forargelse i brede kredse inden for forskningskommunikation, overlevede Teknologirådet alligevel, dog budgetmæssigt beskåret. Dette illustrerer, hvordan der gennem de seneste år, er sket et skred i formål og hensyn bort fra generel kultivering af en kritisk borgerlig offentlighed, i retning af decideret markedsføring, der primært har til hensigt at legitimere samfundets investeringer i forskning.

Forskning i øjenhøjde

Der er ikke tvivl om, at forskningskommunikation i dag har stor politisk bevågenhed i Danmark, og at den faktiske decentrale indsats for at få forskning ud i samfundet er steget betydeligt. Det er lige så klart, at det primære politiske argument bag denne intensivering, drejer sig om dét Dorris Nelkin har kaldt ’selling science’.

Forskning skal populariseres og bringes i øjenhøjde, så folk forstår, at skattekronerne er givet godt ud og vil støtte op om yderligere bevillinger til forskning.

Rationalet sætter ikke spørgsmålstegn ved videnskabens sandhedsmonopol, det reproducerer en naiv forestilling om videnskabens værdifrihed og sociale ubundethed, og det ignorerer det åbenlyse forhold, at forskning og teknologisk udvikling ikke bare bidrager positivt til samfundet, men også skaber betydelige problemer for miljø og sundhed og rejser dybt kontroversielle etiske dilemmaer.

At den faktiske udvikling er uhensigtsmæssig understreges yderligere, når fokus rettes mod indsatsens modtagerside.

Den aktuelle danske forskningskommunikation tager ofte udgangspunkt i en problematisk implicit forestilling om en ’bred offentlighed’ for forskning som en samlet, mere eller mindre homogen gruppe.

Denne tilgang ser helt bort fra, at borgerne praktiserer og definerer deres medlemskab af det moderne vidensamfund ganske forskelligt. Forskellige segmenter af befolkningen har forskellige forudsætninger, opfattelser, værdier og interesser, og kan ikke betragtes som en generaliseret offentlighed.

Fire offentligheder

Vi har for nyligt, med støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, gennemført et forskningsprojekt omkring forskningskommunikation i Danmark, der viser, at denne opfattelse kan kvalificeres.

På baggrund af survey-undersøgelser viser projektet, at det er muligt at identificere fire, omtrent lige store, distinkte offentligheder blandt danske borgere, og at denne kategorisering vil kunne fungere som udgangspunkt for valget af strategier på formidlingsområdet.

Den første af de fire grupper, ’Rationalisterne’, har høj kompetence i form af både interesse for forskning, faktuel viden om forskning og subjektiv oplevelse af at være velinformeret. Rationalisterne er aktive informationssøgere, der deltager i den ’videnskabelige kultur’ i den forstand, at de læser avisartikler om forskning, diskuterer forskning med deres omgangskreds, besøger videnskabsmuseer og deltager i offentlige møder og debatter om forskning og teknologi.

Rationalisterne er utilbøjelige til at deltage i ekspressive, policy-orienterede aktiviteter, såsom demonstrationer og underskriftsindsamlinger.

Rationalisterne har meget høj tillid til, at forskere kan forklare de samfundsmæssige implikationer af videnskabelig udvikling, men derimod lav tillid til journalister og NGO’er som forskningsformidlere.

De involverede og tilskuerne

Den næste gruppe, de ’involverede’, er næsten identisk med rationalisterne hvad angår kompetence og deltagelsesmønster, dog med den ene markante forskel, at de ’involverede’ stærkt præger den offentlige debat og politiske beslutningsprocesser gennem engagement i underskriftsindsamlinger og demonstrationer.

Gruppen er samlet set den mest aktive og adskiller sig fra de øvrige ved at have høj tillid til, at miljøorganisationer og forbrugerorganisationer er i stand til bedst at informere borgerne om forskningens samfundsmæssige konsekvenser. Forskerne, derimod, har de involverede kun begrænset tiltro til.

Den tredje gruppe har ret høj kompetence, i lighed med de to foregående, men en noget lavere grad af aktiv deltagelse. ’Tilskuerne’ forstår og interesserer sig for ’spillet’, men kommer ikke rigtigt ’på banen’.

Deres deltagelse begrænser sig mest til aktiviteter, der kan klares hjemmefra og gerne som en del af en bredere ’infotainment’.

Tilskuerne er tilbøjelige til at læse avisartiklerne om forskning og teknologi og snakke med vennerne eller familien om de teknologiske udviklinger.

De er mindre tilbøjelige til at gå på videnskabsmuseum eller offentlige møder eller at deltage i demonstrationer eller underskriftsindsamlinger. Denne gruppe har meget høj tiltro til, at journalister er i stand til at videreformidle forskningen til samfundet.

De afkoblede

Hvor tilskuerne gerne ser videnskabsprogrammerne i TV, hvilket også reflekteres i deres relativt høje faktuelle viden, zapper den sidste gruppe af borgere formodentlig væk. For de ’afkoblede’ er spørgsmål om forskning og teknologisk udvikling slet ikke på radaren.

Denne gruppe adskiller sig betragteligt fra de øvrige ved at have meget lav score på alle kompetence-variable, såvel som meget lav score på alle deltagelses-variable.

De afkoblede har generelt ikke megen tillid til nogen institutioner i vidensamfundet, men hvis de skulle vende sig mod nogen for at få informationer om forskning, ville det være journalister.

Den skitserede typologi viser, at en stor del af befolkningen faktisk har gode forudsætninger for at indgå i meningsfuld forskningskommunikation.

Både rationalister, involverede og tilskuere har høj interesse, betydelig faktuel viden og relativt høj vurdering af eget kompetence-niveau. For disse borgere er muligheden for at udfylde en rolle i vidensamfundet gunstig.

Det betyder imidlertid ikke, at de i praksis indgår i kommunikationen og engagerer sig i vidensamfundet på ensartet vis. Formerne for deltagelsespraksis varierer betydeligt mellem disse grupper.

Behov for diversitet

Den aktuelle danske udvikling, der kraftigt betoner populærformidling, tilgodeser ikke de mest opsøgende, aktivistiske og engagerede grupper, og i yderste konsekvens kan denne formidlingsstrategi medvirke til reproduktion af ’tilskuere’ snarere end aktive ’deltagere’. Der er derfor behov for diversitet i det spektrum af institutioner og individer, der tager del i den offentlige forskningskommunikation.

Hvor TV-medieret forskningsformidling måske anses som både passende og tilstrækkeligt af ’tilskuerne’, vil andre grupper i befolkningen foretrække, at forskerne selv involverer sig i debatten. Ligeledes er professionalisering af videnskabsformidling på universiteterne ikke nogen garanti for, at universiteter når troværdigt igennem til befolkningen.

Rationalisterne vil foretrække, at forskerne selv kommunikerer, og de involverede vil føle behov for, at kritiske forbruger- og miljøorganisationer medvirker til at tegne et fyldestgørende kommunikationslandskab.

Mangfoldighed i både deltagelsesformater og i involverede aktører er således afgørende for, at forskningskommunikationen i Danmark bliver inklusiv.

Men selv med en differentieret indsats vil der stadig være en gruppe af borgere, der reelt er afkoblet den offentlige debat om videnskab og teknologi.

Gruppen af afkoblede borgere er samtidig betydeligt mindre interesserede end de andre grupper i politik, sundhed og andre samfundsmæssige temaer.

De afkoblede lider under, at de ikke er - og ikke føler sig - i stand til at få fodfæste i debatten om forskning og teknologi eller nogen anden samfundsmæssig debat, og marginaliseringen fra ’vidensamfundet’ er en reproduktion af mere traditionel social marginalisering.

Køn, alder og uddannelse

Måden hvorpå borgerne praktiserer deres medlemskab af vidensamfundet hænger i ganske høj grad sammen med køn, alder og uddannelsesbaggrund.

Kvinder er mere tilbøjelige til at koble sig af debatten om forskning og teknologi end mænd, men i det omfang de deltager, er de mere aktivt engagerede i policy-orienterede aktiviteter og søger dialog med NGO’er.

Der er en klar tendens til, at samfundets ældste borgere indtager en passiv rolle i debatten om teknologi og udvikling, enten ved slet ikke at interessere sig eller ved at følge med som passive tilskuere.

De lavest uddannede, der forlod uddannelsessystemet i (eller før) 15 års alderen, udgør hele 65 pct. af de afkoblede borgere. Til sammenligning er 40 pct. af de personer, der forlod uddannelsessystemet i 16-19 års alderen, afkoblede, mens kun 22 pct. af de højest uddannede placerer sig i denne gruppe.

Sammenhængene viser, at inklusions- og eksklusionsforhold i forskningskommunikation reflekterer mere traditionelle skillelinier i befolkningen.

For bestræbelserne på at styrke forskningskommunikation i Danmark betyder det, at indsatsen i høj grad starter allerede i uddannelsespolitiske og socialpolitiske initiativer.

I den forstand bryder forskningskommunikation som politisk tema ud af et snævert videnskabsministerielt regi og påkalder sig en diskussion, der medtænker vidensamfundets sociale slagside og lægger vægt på at løfte borgernes generelle uddannelsesniveau.

Offentliggjort på www.videnskab.dk 6.8.2008. Gengives med forfatternes tilladelse.