Hvad er det, der gør os mennesker til mennesker?

Publiceret April 2008

Der findes der mange bud på, men ret beset er der kun to svar. Det, der gør os mennesker til mennesker til forskel fra sten, planter dyr og maskiner, er enten, at vi kan tænke, eller også at vi skal elske vores næste. Filosofisk har man altid hævdet, at når det kommer til stykket, så er det vores bevidsthed, vores fornuft, vores hjerne - eller kort sagt, det er selve det, at vi kan tænke, der gør os til noget særligt som mennesker. Det er det, vi gør lige nu. Vi tænker over, hvad det er, der kendetegner os. Men er det virkelig vores tankevirksomhed, der adskiller os fra f.eks. maskinerne? Hvis man vender det om, så betyder det, at hvis man kan fremstille en maskine, der kan tænke, så er maskinen blevet menneskelig. Og det er det, man i snart 60 år har forsøgt inden for robotforskningen.

For ti år vandt en tænkende maskine, det var en supercomputer ved navn Deep Blue over den daværende verdensmester i skak, Kasparov. Det rystede verden. Nu var der en maskine, der var klogere end mennesket. Og dermed mere menneskelig, hvis det skulle være evnen til at tænke, der udgør kriteriet på det menneskelige. Men det kunne ikke være rigtigt, at Deep Blue var mere menneske end Kasparov. Og i offentligheden trøstede man sig også med, at computeren faktisk ikke var særlig intelligent. Det var jo kun en kæmpe regnemaskine, der hverken kunne smøre en madpakke eller stryge en skjorte. Og Kasparov bemærkede efter kampen, at maskinen ikke engang var i stand til at glæde sig over, at den havde vundet. Robotter er et spejl. Men den tænkende robot afspejler ikke os. Vi er ikke tænkende maskiner.

Så det må være det andet svar, der fortæller os, hvad der gør os til mennesker. Buddet om at vi skal elske vores næste. Men dette svar kan vi gøre til genstand for vores tænkning. I stedet for at elske vores næste, kan vi tænke over, hvorfor vi skal gøre det, eller vi kan spørge, hvem er vores næste. Det er det, der sker i evangeliets tekst 13. søndag efter Trinitatis. Her kommer der en lovkyndig mand, som vil sætte Jesus på prøve. Den lovkyndige spørger først Jesus: hvad skal jeg gøre, for at arve evigt liv? Den lovkyndige håber, at han kan fange Jesus i at sige noget forkert, der bryder med de gamle religiøse love og regler. Jesus svarer ham: du skal elske herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Men hvem er så min næste, spørger den lovkyndige ham. Og det får så Jesus til at fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner. 

En mand blev overfaldet og slået og smidt i grøften af røvere. Der lå han, og så kom en præst forbi. Han så manden, der lå og led, men præsten gik forbi. Han tænkte nok: jeg bliver uren, hvis jeg rører ved ham, for der står jo i tredje Mosebog, at andres blod kan gøre en uren, eller også tænkte han bare på at slippe for det ubehagelige syn. En levit, der måske kunne kaldes en kordegn, kom også forbi, levitten så manden, men han tænkte, jeg må hellere følge i præstens fodspor. Så kom der en samaritaner forbi, han så manden, og uden at tænke over det, standsede han og samlede manden op, han satte ham på sit æsel og hjalp ham hen til et herberg, hvor han sørgede for at han kunne blive plejet. Hvem af de tre var den mands næste? spurgte Jesus nu den lovkyndige, og han kunne ikke andet end at svare: ham, der hjalp den overfaldne. Gå du hen og gør ligeså, lyder det da til den lovkyndige og til os. For det er ved at elske vores næste, at vi bliver mennesker. Næsten er den, der trænger til hjælp. Og når vi hjælper, er vi en næste, et medmenneske.

Med denne lignelse ændrer Jesus hele vores civilisationshistorie. Han åbenbarer her, hvad ingen andre før eller siden har sagt og tænkt om det at være menneske. Nemlig, at vi ikke kun skal elske dem, der tilhører vores egen nationale gruppe, vores egen religion, vores egen sociale klasse eller vort eget køn, - vi skal elske den, der trænger til hjælp. For dér er Gud, vil Jesus vise os. Gud er i medfølelsen, i barmhjertigheden. Vi møder Guds rige og os selv, når vi handler i medfølelse, lider med hinanden og glæder os med hinanden.

Inden for den allernyeste robotforskning forsøger nogle at udvikle robotter, der kan føle som os og vise medfølelse. Man vil med andre ord lave et nyt og forbedret robotspejl, 4. generationsrobotterne skal føre frem til, at man får fremstillet den barmhjertige robot. Og det skulle blive en stor industri. Det mener i hvert fald nogle. Den italienske robotforsker Paolo Dario siger således, at markedet for plejerobotter og robotter som personlige partnere i det 21. århundrede skulle blive lige så stort og vigtigt som bilindustrien var i det tyvende århundrede.

Det økonomiske overtag i verden kommer til at tilhøre de lande, der kommer først med plejende og medfølende robotter. Det lyder som science fiction og er det måske også, men det er i alle tilfælde noget, der satses voldsomt på rent økonomisk, at man kommer først med at udvikle robotter, der er menneskelige og følsomme, og som kan træde ind i rollen som vores næste. I det lys kan sygeplejersker og andre faggrupper snart glemme alt om højere løn, hvis den barmhjertige robot først bliver almindelig på hospitaler og i de små hjem.

Men hvorfor spekulerer man overhovedet i disse baner? Hvad har man tænkt sig? Tanken synes at være den, at vi gerne selv vil have pleje og andres kærlighed, men selv har vi ikke tid til at hjælpe, trøste, opmuntre og smøre andres madpakker? Vi vil gerne have næstekærlighed, men vi vil ikke selv give den. Det synes at være tanken bag disse robotplaner. Men det er en sølle tanke. For det, der gør os til mennesker, det er jo at vi kan handle som den barmhjertige samaritaner, dvs. vise kærlighed. Skulle vi virkelig give den glæde fra os? Det er jo der, at Gud er, Gud er i den kærlighed, der gøres og leves mellem os, ja, det er her, vi begynder på det evige liv. Det er her vores hjertesorg bliver til glæde. Vi skal elske. Vi kan elske med Vor Herres hjælp.

Der er ting, som vi ønsker at få overstået. En operation, en flytning, en fest. Det kan være det mest forskelligartede, som man går og venter på at komme om på den anden side af, så man bagefter - når det ellers er vel og godt overstået - igen kan trække vejret frit. Efter operationen, efter flytningen, efter festen - dette bagefter kan man gå og længes efter, samtidig med, at man gruer og er nervøs for det, som man ønsker overstået.

Undertiden kan denne frygtsomhed udvikle sig til og blive til en grundstemning hos os. Der er jo altid et eller andet forude, om 5 dage eller om 3 uger, venter der noget ubehageligt, og det har fanget ens sjæl, så man ikke for alvor kan tænke på andre ting, og så man slet ikke kan være fuldt og hel til stede, der hvor man er lige nu. Så man ikke kan glæde sig, så man ikke kan føle noget for andre mennesker.

Det er - for nu at sige det sådan - døden, der leger med os, når vi er stemt på denne måde, at vi konstant går og venter på at få noget ubehageligt overstået. Vi lever uegentligt, vi lever egentlig slet ikke, når vi lever i denne frygt, som vi har to løsninger på. Den ene løsning er gammel og religiøs, den anden løsning er moderne og teknisk. Begge handler om at skaffe os tryghed.

Den første løsning går ud på, at man som menneske appellerer til Gud om at give os regler og love, så vi ved, hvad vi selv skal holde os til, og så vi ved, hvad vi skal holde os fra. Den lovkyndige mand, der optræder i dagens evangelium, ønsker at afsløre Jesus, som en, der bryder Guds love og regler. Han er utryg ved Jesus, frygter ham sikkert også, for Jesus rokker ved det, den lovkyndige holder sig til. Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv, spørger han prøvende Jesus, og da han har hørt Jesus svare, at han skal elske Gud af hele sit hjerte og elske sin næste som sig selv, spørger han nok en gang: hvem er så min næste? Den lovkyndige venter på at høre Jesus sige noget, der er forkert og i strid med de religiøse love. Og det er forkert. For Jesus ikke manden i hans frygt. Han giver ikke noget menneske ret når det frygter og derfor slog man ham ihjel. Men det Jesus fortæller os er at Gud er medfølelsen og barmhjertigheden og ikke i vores frygt.

Det ved vi, og det burde vi glæde os over, vi burde hver eneste dag takke Gud for, at Gud er til stede med sin vilje og med sit forsyn lige netop der, hvor vi som mennesker er allermest levende, - når vi ikke frygter andre mennesker, men handler frit og føler med andre mennesker, hjælper og er til glæde for hinanden. Tænk at vi arver evigt liv ved at elske hinanden, for det er jo det vi gør, ifølge Vor Herre. Men det er jo så besværligt at elske hinanden. Vi bliver så nemt hinanden til besvær. Volder så nemt hinanden fortræd. Skuffer. Svigter. Men den almindeligste moderne løsning på al det, som jeg vil kalde at leve i frygtens grundstemning, er den tekniske løsning.

Teknik skaber tryghed og fjerner meget af det ubehagelige. Elektrisk belysning og videoovervågning kan gøre det mere trygt at færdes på gader og stræder. Mennesker bliver ganske vist stadig overfaldet og smidt i på gaden, men teknik hjælper. Nogle mener ligefrem, at teknik nærmeste er det eneste, der hjælper. Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og udvikle den barmhjertige robot?

Det lyder som science fiktion, - er det måske også, men det er noget der satses på rent økonomisk, at man får skabt nogle robotter, der er menneskelige og følsomme, og som kan træde ind i rollen som vores næste. Robotten skal væres vores plejer, vores personlige partner. Vi skal ikke føle at vi er til besvær, når vi bliver syge, når den barmhjertige robot først tager over. Det er ikke til at sige, hvorvidt disse fremtidssyner overhovedet bliver til virkelighed. En ting er at der satses kraftigt på at komme først med disse krydsninger mellem menneske og maskine, men forhåbentlig sejrer fornuften. Den evangeliske fornuft. For hvad er det, der gør os til mennesker? Kasparov bemærkede efter kampen, at maskinen ikke engang var i stand til at glæde sig over sin sejr. Og det bliver robotterne næppe nogensinde i stand til.

Vi kan derimod glæde os, når vi vinder over vores frygt for al det, vi ønsker var overstået. Den rigtige samaritaner er et billede på Jesus selv. Han er fri for frygt, han er vores næste, der elsker med en kærlighed, der aldrig hører op, og vi kan elske, når vi følger hans forbillede. Frygt ikke, siger englen påskemorgen. Forude venter opstandelsen og det evige liv - det evige liv er allerede begyndt, når vi glæder os over Jesu ord, og når vi følger og hjælper hinanden. Vi kan elske. Det skal ingen robotter gøre for os.

Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis i Lundtofte kirke d. 2.9.2007. Gengivet fra http://www.dtu.dk/centre/studenterpraest.aspx med forfatterens tilladelse.