På kanten af at være menneske – om den juridiske håndtering af grænsesubjekter

Publiceret April 2008

Hvad vil det sige at være menneske i juridisk forstand? Hvordan håndterer juraen grænsesubjekter, der er på kanten af at være menneske? Mennesker er retssubjekter, hvilket betyder, at de kan have rettigheder og pligter. Ting kan derimod ikke være berettiget eller forpligtet. Dyr anskues i juraen på linje med ting. I retshistorien har den juridiske opfattelse af det at være menneske og individets retsstilling undergået dramatiske forvandlinger. I nyere tider er menneskerettigheder præget af individ-baseret rettighedstankegang. I livets grænseområder er det sværere at fastslå, hvem der er et menneske. Hvornår begynder personen og hvornår hører personen op? Der er uklarhed om fosterets og det befrugtede ægs retsstilling både i dansk og international ret.

Om det juridiske "klassifikationssystem" og betydningen af at være menneske

I juraen har det stor betydning at være menneske. Mennesker nyder eksempelvis godt af de basale frihedsrettigheder, der er udtrykt i menneskerettighedskataloget, og kan ikke være genstand for ejerskab. I juraen udtrykker man det sådan, at mennesker er retssubjekter - det betyder, at de kan have rettigheder og pligter. Ting kan derimod ikke være berettiget eller forpligtet - ting kan ejes af mennesker, og de juridiske regler, der angår ting, regulerer oftest personers rådighed eller ejerskab over tingen. Dyr anskues i juraen på linje med ting. Godt nok finder vi en mængde juridiske regler, der beskytter dyr - men retssubjekter er de ikke. Det betyder, at dyr ikke kan have rettigheder og pligter, og at den retsbeskyttelse der ses i fx dyreværnslovgivningen og reglerne om dyreforsøg hovedsageligt er til af hensyn til menneskets interesser eller følelser (Bentzon, 1900, p. 2). Da juristen Søren Stig Andersen i 1998 forsøgte at stille spørgsmålstegn ved dette retsvidenskabelige dogme i en artikel i tidsskriftet Juristen gav det da også anledning til en - for dette tidsskrift - usædvanlig ophedet debat. Om dyrebeskyttelse er til for dyrs eller menneskers skyld var også på dagsordenen, da Det Dyreetiske Råd i 2006 udtalte sig om menneskers seksuelle omgang med dyr - hvor flertallet ikke mente, at yderligere kriminalisering var nødvendig, da de tilfælde, hvor dyret led overlast allerede var håndteret i de gældende regler. Fortalerne for yderligere kriminalisering kunne altså ikke finde støtte i de etiske overvejelser, der gik på hensynet til dyret - og en skærpet beskyttelse ville således primært tjene menneskelige følelser.

Kaster man et blik tilbage i retshistorien har den juridiske opfattelse af det at være menneske og betydningen heraf for individets retsstilling undergået dramatiske forvandlinger. I romerretten, som var vuggen for hovedparten af de europæiske retssystemer og retskulturer, sondrede man mellem persona og res, dvs. personer og ting. Men det var langtfra alle mennesker, der blev opfattet som personer. Både hustru og slaver blev eksempelvis opfattet som mandens ejendom. Først efter 2. verdenskrig begyndte man for alvor i internationale konventioner at kodificere de idealer om frihed, lighed og fællesskab mellem mennesker, som vi forbinder med nutidens humanistiske menneskesyn. Dette skete først og fremmest i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 og siden i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 og i en række efterfølgende mere specialiserede menneskeretlige konventioner, fx i Europarådet konvention om menneskerettigheder og biomedicin fra 1997.

Den individ-baserede rettighedstankegang, der præger menneskerettighederne var hårdt tiltrængt og er gennem tiderne blevet brugt offensivt til at skabe lighed for eksempelvis kvinder, børn, handicappede og etniske, politiske og seksuelle minoriteter. Under opbygningen af velfærdsstaten i 1930'erne kunne den kommission, som Justitsministeriet havde nedsat forud for vedtagelsen af den første abortlov, eksempelvis uden blusel i en betænkning fra 1936 udtale, at - selvom man generelt anså abort for at være samfundsfarligt og naturstridigt - så var det ønskeligt, at kvinder fik afbrudt svangerskabet når "Kvindens Frugtsommelighed frembyder en nærliggende Fare for Indførelse i Samfundet af et nyt saadant Individ, hvis Tilværelse her maa forventes at blive en sørgelig Byrde baade for ham selv og hans nærmeste Paarørende, og hvis Antal Samfundet, der som regel før eller senere kommer til at tage sig af slige Mennesker og sørge for deres forsvarlige Pleje og Underhold, af mange Grunde ikke kan ønske at se forøget". I dag ser vi det modsat som velfærdsstatens opgave at sikre, at alle mennesker har mulighed for at blive inkluderet i samfundet og blive kompenseret for funktionshindringer. Også børn opfattes i stigende grad som individer i egen ret, for hvem menneskerettighederne naturligvis også gælder. Dette blev eksempelvis tydeliggjort ved vedtagelsen af FN's Børnekonvention i 1989.

Som allerede antydet har opfattelsen af, hvilke mennesker, der 'tæller' i en juridisk sammenhæng altid kunnet give anledning til hovedbrud. Det hænger, som påpeget af den britiske filosof Mary Warnock (1998), sammen med, at enhver der forsøger at opstille faktuelle eller videnskabelige kriterier for personbegrebet uafværgeligt vil støde på problemer, når fx nyfødte, spædbørn, demente o. lign. skal indpasses i kriterierne. Dertil kommer, at distinktionen mellem person og ting i moderne tid i stigende omfang er kommet under pres. Muligheden for at anvende humant biologisk materiale i medicinsk og kommercielt øjemed og for at synliggøre og manipulere fostre og befrugtede æg udenfor kvindekroppen har således rejst nye spørgsmål om den retlige håndtering af mennesket, kroppen og kroppens dele. Hvorvidt befrugtede æg, stamceller og gener kan kategoriseres som tingslige - og eksempelvis patenteres - har således været genstand for intens debat.

Navnlig i livets grænseområder kan det være svært at fastslå, hvem der er et menneske. Hvornår begynder personen og hvornår hører personen op? I juraen har det traditionelt været sådan, at livet før fødslen var en ukendt størrelse. Fødslen har derfor traditionelt været den begivenhed, der giver det nye menneske identitet, og været adgangsbilletten til at blive genkendt i juraen som et retssubjekt. Det betyder, at der har hersket en del uklarhed om fosterets og det befrugtede ægs retsstilling både i dansk og international ret.

I det følgende vil jeg med afsæt i udvalgte eksempler (se i øvrigt nærmere Herrmann, 2008) illustrere, hvordan man juridisk har håndteret disse "retlige hybrider", som befinder sig i grænselandet mellem menneske og ting.

Menneske eller affald?

Den juridiske håndtering af fosteret efter en abort, hvad enten den er spontan eller provokeret, kan give anledning til særlige vanskeligheder. Her mødes livets begyndelse og livets afslutning i én og samme organisme.

Selvom hverken fostre eller døde mennesker er retssubjekter, så er de alligevel ydet retsbeskyttelse på forskellig vis. Hvis fosteret havde samme juridiske status som de øvrige celler og væv, der befinder sig i kvindens krop, så ville særlig regulering af abort, der begrænser lægernes metodefrihed, jo være ufornøden. På samme måde findes der også en omfattende retsbeskyttelse af det døde menneske. En person, der antages at være afgået ved døden, skal således anbringes under forsvarlige forhold og er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i kiste eller føres til kapel. Disse beskyttelsesbestemmelser kan især begrundes i et hensyn til de levende, der kan have tillid til, at anbringelse i kiste og begravelse kun finder sted når dødens indtræden er sikker. Men selv efter dødens indtræden er konstateret, er den døde krop beskyttet i straffeloven - eksempelvis blev en person i en dom afsagt af Østre Landsret i 2002 dømt for at skære fingeren af et lig. Det kan også være strafbart at krænke den afdødes privatliv - det kan eksempelvis være tilfældet ved omtale og offentliggørelse af billeder optaget i forbindelse med selvmord.

I dansk ret kategoriserer man det døde, aborterede foster som et dødfødt barn, hvis det fødes efter udgangen af 22. svangerskabsuge uden at vise livstegn. Grænsen har betydning både for fosteret og forældrene: i og med, at det betragtes som et dødt menneske er der ikke bare ret til, men også pligt til at begrave eller bisætte det og den døde fosterkrop skal behandles respektfuldt på samme måde som en voksen afdød. Der skal også skrives dødsattest, der er mulighed for navngivning, manden kan få registreret faderskabet og forældrene kan få barselsorlov og udbetalt begravelseshjælp.

Er svangerskabet gået mindre end 22 fulde uger, og der ikke er observeret livstegn, betragtes fosteret derimod som en abort. Det betyder bl.a., at der ikke skal foretages ligsyn og udstedes dødsattest, der er ikke pligt til at begrave eller bisætte fosteret, ligesom straffelovens bestemmelse om usømmelig omgang med lig heller ikke finder anvendelse. På de fleste sygehuse bortskaffes fostre, der aborteres inden udgangen af 12. uge som biologisk materiale, hvilket betyder, at aborterne i denne sammenhæng klassificeres juridisk som klinisk risikoaffald.

Klinisk risikoaffald defineres som affald, der på grund af risiko for smittefare indsamles særskilt fra sygehuse, klinikker, forskningsinstitutioner, laboratorier og lignende. Hvornår vævet ændrer karakter af væv, der bruges i behandlings- eller forskningsøjemed, til væv, der betragtes som affald med smittefare, afhænger af sygehusets egen kategorisering af vævet. Vævet kategoriseres altså først som klinisk risikoaffald i det øjeblik sygehuset ønsker at bortskaffe det, fordi det ikke længere tjener et diagnostisk, behandlings- eller forskningsmæssigt formål. Det fremgår af Miljøstyrelsens vejledning om klinisk risikoaffald, at aborter, der skal bortskaffes, også betragtes som klinisk risikoaffald, selvom vævet ikke klassificeres som affald med smittefare. Det betyder, at vævet skal bortskaffes ved forbrænding, fordi der af æstetiske grunde er ønske om, at genkendelige vævs- eller legemsdele er ugenkendelige efter bortskaffelsen. Fostrene skal derfor opsamles i en særskilt plastspand, der skal mærkes og lukkes forsvarligt og opbevares på et egnet og aflåst opbevaringssted sammen med øvrigt klinisk risikoaffald.

Når man er på kanten af at være menneske i denne kontekst er det altså et spørgsmål om at være menneske eller affald.

Menneske eller regenerativ medicin?

I 1983 blev det første reagensglasbarn født i Danmark. IVF-teknikken betød ikke bare, at der kunne tilbydes fertilitetsbehandling til barnløse par, men også at det befrugtede æg nu var blevet fjernet fra kvindens krop og bragt frem i lyset under laboratoriets mikroskop, hvor det kunne undersøges, manipuleres og anvendes til forsøg. Spørgsmålet om, hvordan man skulle håndtere forskning på befrugtede æg, trængte sig således på, og nogle år efter valgte Folketinget at oprette Det Etisk Råd, som skulle tage stilling til det fremtidige reguleringsbehov. I mellemtiden blev der vedtaget et forbud mod forskning på befrugtede æg. Derudover vedtog man visse forbud mod bestemt forskning, der allerede blev betragtet som "i etisk henseende - 'klare' situationer." Man forbød således forsøg, hvis formål var at skabe mennesker ved hjælp af reproduktiv kloning, skabelsen af mosaikindivider og hybrider (Hartlev, 2007). Den første lovgivning på området afspejler altså en frygt for, hvad den nye teknologi betød for det at være menneske.

I dag reguleres håndteringen af befrugtede æg både i behandlings- og forskningssammenhæng i lov om kunstig befrugtning. I 2003 blev den eksisterende adgang til at forske på befrugtede æg udvidet, således at det også blev muligt at forske på befrugtede æg og høste stamceller herfra med henblik på at opnå bedre sygdomsbehandling. Muligheden for at skabe stamcellelinjer og de forhåbninger, der er knyttet hertil i relation til sygdomsforståelse og -behandling gjorde, at det befrugtede æg nu ikke kun var et potentielt menneske, men også kilden til regenerativ medicin. Spørgsmålet var dog nu, hvordan man fik håndteret denne dobbelte status. Forbindelsesleddet mellem klinikken og laboratoriet blev begrebet "overskydende æg". Det betyder, at der kun må forskes på befrugtede æg, der er i overskud i fertilitetsbehandling. Der er således opstillet en række betingelser, der forbinder de æg, der alligevel er tilovers i fertilitetsklinikken med forsøgslaboratoriet. Anvendelsen af begrebet "overskuds" signalerer i sig selv, at det er legitimt at bruge embryoerne til nyttig forskning, idet selve eksistensen af æg, der ikke skal anvendes til fertilitetsbehandling stort set ikke problematiseres. Lovgivningen er således gennem bestemmelserne om, at der højst må oplægges 2-3 æg i kvinden ved hvert behandlingsforsøg, og at befrugtede æg højst må nedfryses i 5 år hvorefter de skal destrueres eller doneres til forskning, med til at producere de overskydende æg, som er kilden til stamcelleforskning (Hartlev, 2007). På den anden side er forskning i embryonale stamceller underlagt andre betingelser end andre humane celler og væv.

I denne kontekst kan man altså sige, at "konceptionsproduktet" har status som noget mere og andet end en ting eller andre menneskelige celler, men også som noget mindre og andet end et menneske.

Menneske eller dyr?

Den juridiske håndtering af fosteret benytter sig ofte af den biologiske og lægevidenskabelige sagkundskab og hviler på en række grundlæggende antagelser om menneskelivets begyndelse. Mens biologien ikke kan pege på præcise skillelinjer i fosterudviklingen, men snarere opfatter livets begyndelse som et gradvist kontinuum, så har den biologiske forståelse af det menneskelige foster dog altid været knyttet til en uomtvistelig arts-identitet forstået således, at både det naturligt befrugtede æg og det klonede æg udelukkende bestod af menneskelig arvemasse. Efter, at to forskergrupper i Storbritannien har fået tilladelse til at bruge dyreæg som "surrogat-æggeskal" i jagten på stamceller, har nye spørgsmål imidlertid rejst sig om hvad det vil sige at være menneske. Teknikken indebærer, at dyreæg tages fra slagtede dyr hvorefter de ved hjælp af hormoner i løbet af et døgns tid modnes, så de er befrugtningsdygtige. Herefter tømmes de for cellekernen, hvorved ægget mister hovedparten af sin arts-identitet, idet kun cellemembranens mitochondrier, som udgør ca. 0,1 % af arvemassen, lades tilbage. Det er herefter tanken at indsætte en menneskelig hudcelle taget fra en person, der lider af fx Parkinsons syge. Hudcellen indsættes i "æggeskallen", som herefter vil omprogrammere den til at opføre sig som et befrugtet æg. Disse cytoplasmiske hybrider (cybrider) skal bruges til at høste stamceller med henblik på at opnå viden om den sygdom, stamcellerne er skabt med. Stamcellerne skal således udelukkende bruges til forskning i sygdomme i petriskålen og ikke til klinisk brug i mennesker.

Men hvordan håndterer juraen en sådan "hybrid" organisme, som er ca. 99,9 % menneskelig og 0,1 % dyr?

I dansk ret opererer man med en grundlæggende sondring og adskillelse mellem mennesker og dyr. Der er således mere vide rammer for at udføre forsøg på dyr, og graden af den retlige beskyttelse af dyr kan mere generelt tillige afhænge af, hvilket dyr der er tale om, og hvilken placering eller funktion dyret har i forhold til mennesket, dvs. at der er en skærpet beskyttelse for produktionsdyr og dyr i menneskets varetægt, ligesom det, for så vidt angår forsøg, har en betydning, om der er tale om hvirvel- eller bløddyr.

Forsøg på mennesker er derimod underlagt strengere regulering, der bygger på en samling universelle forskningsetiske grundprincipper formuleret i "Medicinersagen" under Nürnbergprocesserne. Som en del af sin procedure beklagede anklageren netop, at de KZ-fanger, der var blevet udsat for medicinske forsøg, ikke i det mindste havde været omfattet af de samme principper, som fulgte af den tyske dyreværnslov:

"Were it necessary, one could make a long list of the respects in which the experiments which these defendants performed departed from every known standard of medical ethics...We need look no further than the law which the Nazis themselves passed on the 24th of November 1933 for the protection of animals. This law states explicitly that it is designed to prevent cruelty and indifference of man towards animals and to awaken and develop sympathy and understanding for animals as one of the highest moral values of a people...If the principles announced in this law had been followed for human beings as well, this indictment would never have been filed. It is perhaps the deepest shame of the defendants that it probably never even occurred to them that human beings should be treated with at least equal humanity."

Nürnbergkodekset, der er betegnelsen for de universelle forskningsetiske grundprincipper, kan karakteriseres som en række minimumsstandarder, der sikrer respekt for forsøgspersoners autonomi, værdighed og integritet (Hybel, 1998). I disse centrale begreber ligger en grundlæggende opfattelse af, at mennesker - modsat dyr - skal behandles også som et mål i sig selv og ikke kun som et middel. Bioetikkonventionen fastslår også i forlængelse heraf, at menneskers interesser og velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene vedrører samfundet og videnskaben, mens Dyreforsøgskonventionen fastslår, at dyr kan bruges som et middel i menneskets søgen efter viden, sundhed og sikkerhed. Den juridiske opfattelse af mennesket er, for så vidt angår forsøg, bl.a. nærmere udmøntet i komitéloven og befrugtningsloven, der også sikrer en beskyttelse af kønsceller og befrugtede æg.

Det har således afgørende betydning for beskyttelsesniveauet om hybriden klassificeres som dyr eller menneske, og blandingsvæsener kan være vanskelige at kategorisere inden for de eksisterende retlige rammer. Netop derfor er forskning på kimærer, hybrider og cybrider også et højaktuelt tema både etisk, politisk og juridisk (Etisk Råd, 2007).

Afrunding

Det at være menneske kan i juraen være et dynamisk begreb, når vi befinder os i livets grænseområder. Det, at en organisme har potentialet til at blive et menneske har altså ikke nødvendigvis en betydning for organismens retsstilling.

Referencer

  • Andersen, Søren Stig: Dyrs rettigheder, Juristen nr. 7/1998: 249-267
  • Bentzon, Viggo: Den Danske Personret, 2. udg., Gad, 1900
  • Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om menneskers seksuelle omgang med dyr, Justitsministeriet, november 2006
  • Etisk Råd og Det Dyreetiske Råd: Mand eller mus - Etiske aspekter ved kimæreforskning, Det Etiske Råd, 2007
  • Hartlev, Mette: Legitimering af stamcelleforskning - samspil mellem lovgivning og teknologi i Lene Koch & Klaus Høyer (red.): Håbets teknologi, Munksgaard Danmark, 2007
  • Herrmann, Janne Rothmar: Retsbeskyttelsen af fostre og befrugtede æg - om håndteringen af retlige hybrider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2008
  • Hybel, Ulla: Forsøgspersoner - om den retlige beskyttelse af mennesker, der deltager i biomedicinske forsøg i Danmark, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1998
  • The Medical Case, Military Tribunal No. 1, Case 1: The United States of America against Karl Brandt et al., Trials of War Criminals before the Nuernberg Military Tribunals under Control Council Law No. 10, vol. 1, Nuernberg October 1946-April 1949
  • Warnock, Mary: An Intelligent Person's Guide to Ethics, Duckworth, 1998