Menneskets særstilling på jorden

Publiceret April 2008

Mennesket har altid betragtet sig selv som noget særligt i forhold til alle andre arter, fordi vi i modsætning til dem har fornuft, frihed og evnen til at vælge mellem godt og ondt. Derfor har det været taget for givet, at vi ikke behøver at tage lige så meget hensyn til andre arter som til os selv. Kritikere har dog længe stillet spørgsmålstegn ved, om vores forskellighed fra andre arter faktisk berettiger, at vi behandler dem dårligere end os selv. Og nu problematiserer teknologier som for eksempel genteknologi og hjerneforskning også, om vi faktisk er noget særligt, når det kommer til stykket. For eksempel ser det ud til, at vores egenskaber kan forklares ud fra vores gener og andre biokemiske forhold. Og hvordan kan vi så være frie og ansvarlige på en helt anden måde end andre væsener? 

En almindelig opfattelse i den vestlige verden har været, at mennesket har en særstilling på denne klode i forhold til alle andre væsener. Opfattelsen har historisk set rod i den kristne skabelsesberetning. Her fremgår det, at mennesket er skabt i Guds billede og er sat til at herske over den øvrige natur. Efter at have skabt mennesket i sit billede som mand og kvinde, siger Gud således til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden" (Første Mosebog 1:28).

Kristendommens beskrivelse af mennesket som hersker har haft stor betydning i den vestlige kulturs historie. Men det er værd at lægge mærke til, at beskrivelsen ikke står uimodsagt i Det Gamle Testamente, selv om det er den, der har haft størst indflydelse. Nogle passager peger nemlig i stedet på, at mennesket snarere bør betragte sig som forvalter af naturen end som ejer eller bruger af den. For ligesom mennesket er den øvrige natur blevet til som et resultat af Guds kreative skaberkraft og er derved allerede fra starten behæftet med ånd eller spiritualitet. Og det fremgår også af Det Gamle Testamente, at Gud var tilfreds med skabningen i sin helhed: "Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt" (Første Mosebog 1: 31). Dette kan ifølge nogle fortolkere udlægges sådan, at både naturen og de enkelte arter har en selvstændig værdi, som mennesket ikke uden videre må tilsidesætte.2 

Fra oplysningstidens begyndelse i slutningen af 1600-tallet og fremover i historien var den primære begrundelse for menneskets særstatus ikke længere Guds bestemmelser angående skaberværket. I stedet blev dets status begrundet med de særlige egenskaber, mennesket i modsætning til alle andre væsener er udstyret med. Blandt andet er tre egenskaber ved mennesket blevet anset for at være af stor betydning, nemlig at mennesket er et fornuftsvæsen, at det har frihed, og at det selv er i stand til at forholde sig til etiske spørgsmål.

Mennesket som fornuftsvæsen

I oplysningstiden udvikles tanken om, at mennesket i kraft af sin evne til at tænke rationelt har adgang til en række selvindlysende sandheder, for eksempel sandheder om matematik. Opfattelsen knyttes hos flere filosoffer, for eksempel René Descartes (1596-1650), sammen med to yderligere antagelser. Den første antagelse er, at mennesket ved at anvende sin fornuft bliver i stand til at systematisere sine iagttagelser af verden, så man kan få indsigt i naturens sammensætning og lovmæssigheder. Og den opnåede indsigt kan man så efterfølgende, ifølge Descartes, anvende til at kontrollere og forarbejde naturen, så dens anvendelighed i forhold til at tilfredsstille menneskets behov øges markant.

Denne fremskridtsoptimisme, der må betragtes som en begyndende tiltro til videnskaben, blev for Descartes kombineret med en anden antagelse, nemlig at ingen andre væsener end mennesket har bevidsthedsmæssige oplevelser. Ingen andre væsener kan derfor føle for eksempel glæde eller smerte. Når dyr ser ud, som om de har smerter, er der altså ikke nogen indre oplevelse, som modsvarer adfærden - de føler nemlig ikke noget. Af den grund skal dyr, stadig ifølge Descartes, betragtes som en slags avancerede apparater, som det er helt uproblematisk at anvende til husdyrproduktion mv.

Man kan sige, at Descartes med sine overvejelser bekræfter den kristne antagelse om, at mennesket har en særstatus på jorden og kan tillade sig at bruge den øvrige natur til at tilfredsstille sine egne behov. Blot har Descartes ikke brug for at henvise til Gud for at retfærdiggøre menneskets særlige position. Og selv om nogle af antagelserne i Descartes' argumentation er blevet anfægtet, kan man vel roligt sige, at tiltroen til menneskets evne til at udforske og kontrollere omverdenen stadig er meget stor.

Det enkelte menneske som et frit væsen

Et andet særkende ved mennesket er ifølge mange filosoffer, at det enkelte individ har frihed til at vælge, hvordan det vil leve. Og netop fordi det har frihed til at vælge, har det også et ansvar for at leve på en måde, som det kan retfærdiggøre over for både sig selv og andre. Hvis et menneske for eksempel er voldeligt, kan man bebrejde det sine handlinger og eventuelt endda straffe det for dem. Det er jo frit og kunne have valgt at gøre noget andet i stedet. Sådan er det ikke med andre væsener. Løven kan ikke bebrejdes, at den slår andre dyr ihjel på grusomste vis. Det er en del af dens væsen eller natur at gøre det, så den kan ganske enkelt ikke gøre andet. Det enkelte menneske derimod kan ikke bruge sit væsen eller sin natur som undskyldning for, at det opfører sig som det gør.

Vores hjemlige filosof, Søren Kierkegaard (1813-1855), har ydet et væsentligt bidrag til at beskrive, hvad der ligger i dette at være fri og ansvarlig. Ud fra nogle dele af Kierkegaards vidtforgrenede forfatterskab er et individs opgave i første omgang at overtage sig selv ved, at det begynder at se sig selv som sin egen opgave og sit eget ansvar. Ved at overtage sig selv ændrer man ifølge Kierkegaard forholdet til sin egen personlighed i radikal grad. Før man overtog sig selv, ville man måske i nogle situationer være tilbøjelig til at undskylde sig med, at ens forældre havde opdraget en til være det, man nu en gang var blevet til. Det var ikke rigtig noget, man selv havde haft indflydelse på. Men efter at et individ har overtaget sig selv, er det ikke længere nok blot at konstatere dette. For det pågældende individ er det væsentligt, at "det individ, der er tale om, er jo mig". Det ønsker derfor ikke at få sin personlighed forklaret ved, at der opstilles en række ydre årsager til, at det har fået de egenskaber, det nu en gang har. Det ønsker tværtimod at se sig selv som sin egen årsag og fastholde et indvendigt forhold til sig selv netop ved at tage ansvaret for at være den person, det er. I den forstand er det i første omgang ikke så meget personens egenskaber som dets selvforhold, der ændrer sig ved, at det overtager sig selv. Og Kierkegaard beskriver det da også på den følgende måde i andet halvbind af Enten - Eller: "Han bliver sig selv, ganske den Samme, han var før, indtil den ubetydeligste Eiendommelighed, og dog bliver han en Anden, Thi Valget gjennemtrænger Alt og forvandler det" (s. 207). 

Når man overtager sig selv, får man uden videre ansvaret for sin egen personlighed, herunder sin indstilling til tilværelsen, sit engagement, sin måde at omgås andre mennesker på og i sidste ende også for karakteregenskaber som temperament, selvdisciplin og imødekommenhed. På længere sigt er ideen for Kirkegaard imidlertid ikke blot, at man overtager sig selv ved kritikløst at accepterer sig selv. Målet er også, at man former sig selv ved - som han andetsteds siger - at blive sin egen ansvarshavende redaktør: "Det Selv, individet kjender, er paa eengang det virkelige Selv og det ideale Selv, som Individet har udenfor sig som det Billede, i hvis Lighed det skal danne sig, og som det dog paa den anden Side har i sig, da det er det selv" (239). 

Individet har altså til opgave at bringe sin egen personlighed i overensstemmelse med det ideale selv - det vil sige billedet af, hvordan det som person ønsker at være - som det stiller op som et mål for dets egen selvudvikling. Naturligvis kan individet ikke med ét slag ændre hele sin personlighed, så den bringes i overensstemmelse med de værdier og målsætninger, det tilslutter sig. Men individet har evnen til at anlægge et kritisk selvforhold, hvor det tager stilling til, om de egenskaber, det rent faktisk har, nu også er dem, det når alt kommer til alt også ønsker at have. Ønsker det for eksempel at være en person, der mest tænker på sine egne interesser og sjældent bekymrer sig om, hvordan andre har det? Hvis dette ikke er tilfældet, må det gøre alt, hvad det kan, for at ændre på det. Det er selvfølgelig ikke givet, at det vil lykkes i alle tilfælde. Men det vil givetvis lykkes i nogle situationer. Og under alle omstændigheder har man et andet forhold til de sider af ens personlighed, man har forholdt sig kritisk over for og har svært ved at ændre, end man ville have til dem, hvis man slet ikke havde forholdt sig til sig selv. Det er kun en person med et kritisk selvforhold, der kan være utilfreds med sider af sin personlighed og helst ville være dem foruden.

Ifølge den religiøse skabelsesberetning er mennesket noget ganske særligt ved som det eneste væsen at være skabt i Guds billede. Udgangspunktet for Kierkegaards samlede forfatterskab er også religiøst, men hans tanker om frihed og ansvar har inspireret mange nutidige filosoffer, som har lagt hans opfattelser til grund for en sekulær fortolkning - det vil sige en fortolkning, som ikke henviser til noget religiøst - af, hvad det er at være menneske. Uf fra disse sekulære fortolkninger kan man i skarp kontrast til den religiøse beretning sige, at mennesket er noget særligt, fordi det har en evne til at skabe sig selv i sit eget billede, det vil sige ud fra de værdier og målsætninger, det selv kan stå inde for.

Menneskets forhold til etik

Det tredje særkende ved mennesket følger uden videre af det andet. At mennesket er frit medfører, at det enkelte menneske er i stand til at skabe sin egen moral og dermed gøre sig til dommer over, hvad der er godt og ondt. Men hermed opstår naturligvis det problem, at der ikke nødvendigvis kan opnås enighed mellem forskellige mennesker om, hvad det etisk set rigtige at gøre i en given situation er. Samtidig er der ikke nogen fælles autoriteter at henvise til, for den enkelte afgør selv, hvem han eller hun vil lytte til. På den måde bliver muligheden for pluralisme - det vil sige eksistens af flere forskellige opfattelser - og deraf følgende uenighed et vilkår, der hele tiden knytter sig til etisk stillingtagen, hver gang der er mere end ét individ involveret i at træffe beslutninger. Sådan er situationen i dag.

På baggrund af den religiøse opfattelse anses dette at dømme om godt og ondt derimod ofte for at være en opgave, som tilkommer Gud. Temaet slås an allerede i syndefaldsberetningen i Første Mosebog, hvor slangen frister Eva til at spise af de frugter, Gud har forbudt Adam og Eva at spise af: "Gud ved, at når I spiser deraf, så bliver I som Gud til at kende godt og ondt!" (4-5). Da de spiser af frugterne, fordrives de fra edens have - og flere generationer senere lader Gud syndfloden falde, fordi "jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret" (Første Mosebog, 11). Citaterne antyder, at Gud bedst ved, hvad der er rigtigt at gøre - og er villig til at håndhæve den rette moral. Retfærdigvis må det dog tilføjes, at de anførte citater begge er fra Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamente lægges der i højere grad vægt på tilgivelsen, ligesom etik og moral tilskrives større selvstændig værdi og betydning.

Mennesket har ikke en særstatus

Den almindelige opfattelse i Danmark og den øvrige vestlige verden er formodentlig stadig, at mennesket har en klar særstilling på jorden. I det mindste synes vores handlinger at afspejle en sådan indstilling. For eksempel benyttes der hvert år store mængder af dyr til forsøg, i 2006 sammenlagt 338.285 dyr alene i Danmark (se dyreforsøgstilsynets hjemmeside). Samme år blev der produceret 25,7 millioner svin i Danmark (se danske slagteriers hjemmeside) - det vil sige ca. 5 svin pr. dansker - som ikke alle lever deres korte liv under tilfredsstillende forhold.

Det kan i høj grad diskuteres, om det etisk set kan forsvares at tildele mennesket en særstilling, som berettiger det til på denne måde at udnytte den øvrige natur til at tilfredsstille sine egne behov. Allerede i 1789 skrev en af utilitarismens3 grundlæggere, Jeremy Bentham (1748 - 1832), i sit hovedværk An introduction to the Principles of Morals and Legislation at eftertiden ville opgive troen på menneskets særstilling og af etiske grunde begynde at tillægge dyrenes interesser større betydning:

... den dag kommer måske, hvor dyrene får de rettigheder, som det ikke ville have været muligt at nægte dem for andre end en tyran. Franskmændene har allerede erkendt, at en sort hudfarve ikke er en begrundelse for at overlade et menneske i en bøddels lunefulde varetægt uden mulighed for indsigelse eller oprejsning. Måske bliver det en gang erkendt, at antallet af ben, hudens behåring, eller afslutningen på os sacrum, er lige så utilstrækkelige begrundelser for at overlade et sansende væsen til den samme skæbne. Hvad ellers er det, der kan markere den uoverskridelige grænse? Et det evnen til at tænke eller måske evnen til at tale? Men en fuldtudviklet hest er uden sammenligning mere rationel og bedre til at indgå I en samtale end et barn på en dag, en uge eller endda en måned. Men antag, at det ikke var sådan, hvad ville det så vise? Spørgsmålet er ikke kan de tænke? Heller ikke, kan de tale? Det er, kan de lide? (ch. 17, sec. 1, footnote to paragraph 4 - oversat af Henrik Kjeldgaard Jørgensen).

Også i vores tid taler stærke røster for, at menneskets særlige egenskaber ikke berettiger til, at vi driver rovdrift på naturen. Eksempelvis opfatter den kendte, nulevende filosof, Peter Singer, denne indstilling som en helt ubegrundet favorisering af den menneskelige art på bekostning af andre arter. Ifølge Singer har det ikke i sig selv nogen betydning, hvilken art et individ tilhører. Etisk set er det afgørende i stedet, hvilke interesser individet har. Og ifølge Singer har et hvilket som helst væsen interesser, hvis det kan sanse og altså have bevidsthedsmæssige oplevelser. Om ikke andet har det en interesse i ikke at føle smerte eller opleve andre former for kropsligt ubehag. Hvis man vil handle etisk korrekt, bør man altså ifølge Singer tillægge dyrs interesser og livskvalitet lige så stor vægt som menneskers. Dette betyder dog ikke, at mennesker og dyr skal behandles på helt samme måde, for de har naturligvis forskellige behov og interesser.

Peter Singers måde at tænke på har vidtgående konsekvenser. For eksempel mener han, at en meget stor del af husdyrproduktionen bør ændres, så dyrene for eksempel ikke er placeret i bure eller stalde, men i stedet opdrættes på friland. Hvis man overhovedet vil opdrætte dyr til føde, bør de altså ifølge Singer have endog meget gode livsbetingelser, indtil de slagtes - og de bør naturligvis slagtes så skånsomt som muligt.

De nye teknologier udhuler menneskets særstatus

Der er altså med filosofiske argumenter sat spørgsmålstegn ved, om mennesket har en særstatus, som berettiger os til at behandle den øvrige natur på den måde, vi gør. Men noget af den viden og nogle af de teknologier, vi har udviklet inden for de seneste år, er også med til at så tvivl om vores særlige status.

Med den forøgede viden om menneskets opbygning og funktion er vi blevet bedre og bedre til at forklare og eventuelt endda påvirke det enkelte menneskes egenskaber og handlinger. Men jo mere naturvidenskaben bliver i stand til at forklare menneskets egenskaber og handlinger, des mindre troværdig forekommer beskrivelsen af mennesket som frit og ansvarligt. For hvis det enkelte menneskes handlinger kan forklares med henvisning til dets gener og de kemiske reaktioner i dets hjerne og krop, hvilken plads bliver der så levnet til friheden og ansvarligheden? Hvis alt ved mennesket kan forklares naturvidenskabeligt, forekommer friheden så ikke helt illusorisk?

Den første tvivl om menneskets særstatus melder sig, når man bliver gjort opmærksom på, at afvigelsen mellem et menneskes og en chimpanses DNA er i omegnen af 1 %. Bedre bliver det ikke, når man hører om de helt konkrete egenskaber, som videnskabsmænd enten kan påvirke eller mener at kunne forklare eksistensen af med henvisning til genetiske eller andre kemiske faktorer. Eksempelvis er det velkendt, at man kan påvirke menneskets koncentrationsevne ved hjælp af stoffet ritalin og dets personlighed og humør ved hjælp af psykofarmaka, hormoner eller såkaldte lykkepiller. Og jævnligt dukker der beretninger op fra forskellige videnskabsmænd om, at man nu har opdaget det eller de gener, der styrer en bestemt egenskab, det kan for eksempel være homoseksualitet eller alkoholisme.

For nogle år tilbage var fremtidsvisionen for flere forskere, at det ville blive muligt for kommende forældre at bestemme en række af barnets egenskaber ved hjælp af genmanipulation. Eksempelvis skrev Lee M. Silver i Remaking Eden (Weidenfeld & Nicholson, London (1998)) følgende: "Den sidste grænse bliver bevidstheden og sanserne. Alkoholisme vil blive elimineret, lige som tendenser til mental sygdom og asocial adfærd som ekstrem aggression. Syn og hørelse vil blive forbedret hos nogle for at forbedre deres kunstneriske potentiale. Og når vores viden om genernes indflydelse på hjernens udvikling er forøget, vil reproduktionsgenetikere give kommende forældre mulighed for også at forbedre forskellige kognitive egenskaber ved barnet" (s. 278 - oversat af Henrik Kjeldgaard Jørgensen).

På nuværende tidspunkt er det bestemt ikke alle videnskabsmænd, der deler Silvers optimisme angående videnskabens muligheder for at udføre genetisk manipulation og forudbestemme eller ændre menneskets egenskaber. Man er blevet klar over, at de grundlæggende processer er langt mere komplekse, end først antaget. Dette gælder både på det rent genetiske eller molekylære niveau og i forhold til vekselvirkningen mellem arv og miljø. Men citatet demonstrerer ikke desto mindre den indbyggede modsætning mellem videnskabens landvindinger og tiltroen til menneskets frihed og ansvarlighed. Hvis det enkelte menneskes egenskaber og tilbøjeligheder kan forudbestemmes ved hjælp af genmanipulation, er det svært at lade sig overbevise om betydningen af den enkeltes "frie" valg.

At de nye teknologier drager menneskets frihed i tvivl, kan illustreres med resultaterne af den seneste hjerneforskning.4 Denne forskning tyder på, at nogle typer af handlinger kan være forårsaget af defekter i hjernen. Det gælder for eksempel for aggressive eller amoralske handlinger. Denne konstatering har fået amerikanske sagførere til rutinemæssigt at beordre scanninger af de anklagedes hjerner i bestemte situationer. For hvis der viser sig at være defekter i bestemte dele af hjernen, kan det være medvirkende til, at der gives lavere straf. Eksemplet viser med al ønskelig tydelighed, at den forøgede forskning i og viden om menneskets fysiske opbygning og funktion måske på længere sigt kan komme til at udgøre en trussel mod det billede af os selv som frie og ansvarlige dommere over godt og ondt, som vi ynder at henholde os til. Måske er det vores hjerner snarere end os selv, der bestemmer vores handlinger!?

Noter

  1. Artiklen er en revideret udgave af en artikel, som kommer til at indgå i Det Etiske Råds undervisningsmateriale Etik og livets byggeklodser - til gymnasiet. Materialet offentliggøres i august 2008 på Rådets hjemmeside: www.etiskraad.dk. Det Etiske Råd har intet ansvar for artiklen her i BioZoom. 
  2. Se for eksempel J. Baird Callicott: Earth's Insights, University of California Press, 1994.
  3. Utilitarismen er en etisk teori, der lægger vægt på at maksimere den samlede velfærd i samfundet.
  4. Se for eksempel artiklen om forskning og retsvæsen på: http://www.etiskraad.dk/sw3623.asp#516_12423