Mennesket: det kommunikerende dyr

Publiceret April 2008

Alle dyr er unikke og hvert har fundet dets egne specifikke løsninger på de fælles, grundliggende problemer i naturen: et individ skal kunne overleve (dvs. finde føde og beskyttelse imod vejrlig og rovdyr) og ende med at reproducere sig selv (dvs. finde en mage og sørge for sit afkoms opvækst og overlevelse). Naturens vidunderlige diversitet har derfor givet os bl.a. blæksprutter (fx Sepia officinalis) som kan ændre hudens farve og struktur for fuldstændigt at forsvinde i baggrunden selv om de ikke selv kan se farver; pighvar (Psetta maxima) hvis hun kan producerer op til 9,000,000 æg på en gang; musvitten (Parus major) som slår op til 20 vingeslag per sekund, aflurer hinandens sangdueller og udfører simple logiske udregninger; geparden (Acinonyx jubatus) som kan løbe 120 km/t og nedlægge bytte på sin egen vægt (Able 2001, Peake et al. 2005, Flindt 2006, Mathger et al. 2008).

Mennesket (Homo sapiens) har ikke blækspruttens magiske hud, sangfuglens vinger og enestående stemme eller gepardens tænder og muskler, og ikke nær så høj en ægproduktion som pighvarrens. Menneskets særlige løsninger på disse problemer er baseret på den unikke kombination af mindst tre generelle og tæt forbundne egenskaber: en kompleks social struktur, en ekstrem fleksibilitet i adfærden og et højtudviklet kommunikationssystem i form af sprog.

Flere dyrearter kan vise social struktur, fleksibel adfærd og sprog, i nogle tilfælde næsten lige så udviklede som menneskets, men ikke alle tre samtidigt. Set ud fra at mennesket deler 98 % af dets gener med dets fætter på den nærmeste gren i livets store træ, nemlig chimpanserne, kan man godt sige, at menneskets styrke i høj grad ligger i dets adfærd. De tre egenskaber: Socialitet, fleksibilitet og først og fremmest sproget, udgør grundlaget for vores komplekse kultur som adskiller sig fra alle andre dyrs. Vores sprog muliggør kommunikation på et niveau samt opsamling og bevarelse af viden, som ikke ses hos andre dyr. Man kunne se kommunikation i enhver form som den lim som holder menneskelivet sammen (Trumbo 1939).

Som hos alle dyr varierer mennesker i udseende og adfærd (fænotype), og disse egenskaber bliver i nogen grad nedarvet. Uafhængigt af hvordan nogle varianter, i forhold til alternative varianter, bærer sig ad med at være bedst til at efterlade kopier af sig selv (har højest fitness), vil de på sigt være hyppigst repræsenteret i populationen. Sådan fungerer naturlig selektion, og dermed evolutionen, som er biologiens grundlov. En adfærdsbiolog studerer menneskets handlinger gennem et særligt filter, den som er farvede af evolutionen via naturlig selektion. Mange andre discipliner beskæftiger sig med menneskets adfærd, og har fundamentale forbindelser til adfærdsbiologernes arbejde, men ingen bruger evolutionen som kærne synsvinkel. Hvis man spørger: "Hvorfor giver nogle voksne mennesker bidrag til velgørende formål?", kunne psykologens svar være: "fordi det føles godt og kan afbalancerer skyldfølelser". Denne type svar kan bruges til at forklare den styringsmekanisme som står bag en bestemt adfærd[1]. Samfundsvidenskabens svar til spørgsmålet kunne være: "fordi samfundet gennem dens institutioner opdrager børn til at tage hensyn til andre og dermed føle sig som en del af samfundet selv". Dette svar kunne forklare hvordan en adfærd udvikler sig i det enkelte individ (d.v.s. dens ontogeni). En antropologisk forklaring kunne lyde således: "fordi nutidens velgørende organisationer svarer til et stammesamfunds fælles ressourcepulje som kan bruges af alle i svære tider". Dette handler om adfærdens historie (d.v.s. dens fylogeni). Alle de førnævnte svar er gyldige, potentielle hypoteser, som bør udforskes for at opnå en fuld forståelse af menneskers handlinger, og nogle af dem er indirekte baseret på en antagelse om at evolution spiller en rolle. Men der mangler noget. Adfærdsbiologiens svar handler om adfærdens funktion, det vil sige om hvordan adfærden bidrager til individets fitness, enten nu eller i en ikke fjern fortid hvori adfærden blev udviklet muligvis under andre betingelser. Nogle adfærdsbiologer besvarer samme spørgsmål således: "fordi en altruist, i en nødsituation oftere selv modtager hjælp fra andre" (den øger overlevelsen; fx Roberts 2008), mens andre svarer: "fordi altruistisk adfærd er et signal til mulige mager, om dette individs besiddelse af ressourcer" (den øger parringssuccesen; fx Smith et al. 2003). Disse to svar er ikke i strid med hinanden, men begge er hypoteser om altruistisk adfærds adaptive funktion. De giver anledning til forskellige forudsigelser og forventninger om hvordan, hvornår og henvendt til hvem, adfærden vil blive udført og med hvilke målbare konsekvenser for individets overlevelse og ynglesucces. Al adfærd har en omkostning, som skal balanceres med de reproduktive fordele, adfærden giver. Når denne balance er positiv, er adfærden adaptiv, når den er negativ er adfærden maladaptiv. For eksempel kan en adfærd have været adaptiv tidligere i menneskets udviklingshistorie, men ikke være det mere i det nuværende miljø. Den disciplin som studerer menneskets adfærd ud fra et evolutionært perspektiv kaldes også menneskets adfærdsøkologi. Betegnelsen "økologi" bruges fordi man studerer hvordan vores adfærd påvirkes af økologiske faktorer, både fysiske (temperatur, lysmængde o.s.v.), biologiske (byttedyr, rovdyr o.s.v.) og sociale (mager, konkurrenter o.s.v.).

Hvorfor er det på sin plads at kalde mennesket det kommunikerende dyr? Kommunikation spiller en central rolle i al social adfærd hos alle dyr, men menneskets særlige våben i overlevelseskampen er sociale forbindelser, som opretholdes gennem et komplekst kommunikationssystem. Ud over sproget, som vi bruger bevidst og som helt åbenlyst er udviklet igennem evolutionen til at have en signalfunktion, har mange andre dele af menneskets adfærd en ubevist signalfunktion. Måske kan næsten alle typer adfærd som forekommer i en social kontekst have en ubevidst signalfunktion. Altruistisk adfærd udgør som allerede nævnt et godt eksempel, men også mere simpel adfærd som kropsstillinger, tøj, genstande vi bruger og aktiviteter som fx frembringelse af kunst, kan have en adaptiv funktion som signaler. Ved hjælp af sproget og en særlig evne til at lære fra andre (social indlæring) kan mennesker bygge videre på andres erfaring og kommunikere med individer på store afstande i tid og rum, med det resultat, at vi har adgang til problemløsninger, som vi aldrig ville kunne kom frem til selv (Caldwell & Millen 2008). En interessant hypotese om sprogets evolution påstår, at det oprindeligt blev brugt som et udvidet og billigere "pelspleje" system. I store samfund (mere end ca. 70 individer) vil opbygning af et socialt netværk via den almindelig fysiske sociale pelspleje, som det bruges hos mange primater og andre sociale arter, kræve for meget tid. Sprogets oprindelige funktion kunne derfor være at "sludre" (Barnard 2004). Ifølge denne hypotese, er menneskesproget udviklet på baggrund af at mennesker befinder sig i et kommunikationsnetværk, hvor mange modtagere er inden for signalrækkevidde af mange afsendere samtidigt (McGregor & Dabelsteen 1996; McGregor 2005). Uanset sprogets oprindelse, er resultatet af den gradvise opbygning af information i tid og rum menneskets komplekse kultur. Lige så snart de første ord var udtalt for at referere til begreber, var et nyt evolutionært niveau født, baseret på kulturel selektion. Kulturel selektion fungerer efter de samme principper som naturlig selektion (forskellig reproduktion af varianter af arvelige enheder), men de arvelige enheder er kulturelle. Disse kaldes ofte memer (memes) og kan være for eksempel begrebet "gud" eller begrebet "kommunismen" (Barnard 2004). Memer er ikke så præcist defineret som gener, og ind til videre har vi ikke fundet deres fysiske basis, men de kan nedarves/viderebringes på andre måder end den lodrette (fra den ene generation til den næste) som er typisk for gener. Det kan for eksempel ske vandret (indenfor en generation, også mellem ikke beslægtede individer), skråt forlæns (fra den ene generation til ikke beslægtede i den næste), og i princippet også skråt baglæns (fra den ene generation til ikke beslægtede i den forrige). Memer har også en fitness, som er afhængig af hvor gode de er til at replicere sig selv, og de bedste vil være mest repræsenteret i populationen. Memer og deres transmission kan sammenlignes med virustransmission. Kulturel evolution er meget hurtigere end biologisk evolution, som vi kan fornemme fra nogen af de konflikter og problemer som opstår i det nuværende samfund (fx teknologiens effekter på menneskets sundhed). Kulturel selektion er kun indirekte forbundet til biologisk selektion, fordi selv om en meme skal "bæres" af et individ, er en memes fitness ikke afhængig af den biologiske fitness af det bærende individ. Derfor kan fx begrebet "gud" godt have en høj kulturel fitness selv om dem som bærer den (fx præster og nonner), i nogle kulturer sjældent reproducerer sig (fitness = 0). Nogle forskere mener, at vores store, komplekse hjerne er udviklet for at kunne håndtere kravene til en høje kulturel evolutionsrate og med hvad dertil hører af menneskets evne til at kopiere hinanden og kopiering af memer i grupper (memekomplekser) (Barnard 2004).

Evolutionen af kultur, sprog og kommunikation hos mennesket er, som før nævnt, et af de mest debatterede emner indenfor menneskets adfærdsøkologi. Samarbejdes og altruismes stabilitet og evolution i menneskegrupper er også meget kontroversielle emner som udforskes både eksperimentelt og gennem matematiske modeller (West et al. 2006). Altruisme (at have fitness omkostninger til fordel for andre), som findes hos diverse dyrearter, kan i nogle tilfælde forklares enten ved indirekte fitness fordele (hjælp til beslægtede individer) eller ved direkte og udskudt gensidighed (reciprocitet i giver og modtagerrolle). Men hos mennesker er disse forklaringer ikke nok, fordi vi ofte udviser altruisme over for fremmede og ofte helt ukendte individer uden nogen som helst mulighed for at det bliver gengældt. Opbygning af ens renommé som "det gode menneske", til brug i sociale og seksuelle sammenhænge, og især med meme selektion som ekstra bonus, kan måske være en del af forklaringen på altruisme overfor fremmede, men fundamentet for hypotesen er stadigvæk for svagt.

Seksuel selektion (dvs. selektion på egenskaber som bruges i forbindelse med formering), seksuel adfærd og ynglepleje hos mennesket udgør et tredje område som adfærdsøkologer beskæftiger sig meget med. Adfærdsøkologer stiller derfor spørgsmål som: Hvad er valg af mage baseret på hos kvinder og mænd? Hvor stammer de seksuelle roller fra? Hvilke strategier bruger kvinder og mænd som led i konflikter imellem de to køn? Hvad er funktioner af kvindelig og mandlig orgasme, af skjult ovulation, af menstruation og tilsvarende tabuer? Hvad er funktionen af homoseksualitet? Hvorfor er adoption så hyppig hos mennesker? Hvorfor har nogen populationer med god ressource adgang så lav fødselsrate? Vi har hypoteser, data og mulige svar på mange af disse spørgsmål, men vi er langt fra at have et tilfredsstillende billede af menneskets seksuelle adfærd (Zuk 2002, Barnard 2004).

Jeg har her kun præsenteret nogle få af de mange interessante spørgsmål som kan stilles om evolutionen af menneskets adfærd. Hvorfor er der så relativ få adfærdsbiologer som beskæftiger sig med dem, i forhold til for eksempel fugles og insekters adfærd? Måske fordi menneskets adfærd udgør en meget udfordrende disciplin af forskellig grunde. Menneskets højtudviklede kommunikationssystem burde gøre det nemt at finde ud af hvorfor folk gør hvad de gør: bare spørg dem! Men ud over en tendens til at lyve, er individer sjældent beviste om grunden til deres handlinger, eller de kan have en forkert opfattelse af det. Men spørgeskemaer og interviews er selvfølgelig vigtige redskaber i undersøgelser af menneskets adfærd og man kan tage højde for mulige forkerte oplysninger. Menneskets adfærd er meget variabelt, eller vi er bedre til at se variationen hos os selv, og dette kan være en fordel, fordi variation (som er evolutionens "byggesten") kan hjælpe med at forklare en funktion, men kan også gøre det svært at skelne mellem signifikante forskelle og støj. Endnu en komplikation er at, vi kun har en art (og globaliseret oven i købet) med lignende egenskaber at arbejde med. Det betyder at vi er afskåret fra at udføre komparative studier på nærtbeslægtede arter. Vi kan dog sammenligne menneskets adfærd med adfærd hos andre arter med hvilke vi deler enten nogle relevante økologiske vilkår eller en væsentlig andel af deres gener. Denne komparative metode udgør et vigtigt alternativ til manipulerende forsøg med mennesker, som er umulige af oplagt etiske grunde. Etiske bekymringer kan i nogle tilfælde også forhindre rene observationsstudier. Forskerne selv er mennesker, og kan være påvirkede af de samme faktorer de udforsker, eller være ensidige i forhold til hvordan resultaterne skal fortolkes, og nogle gang også i forhold til hvilke spørgsmål der skal stilles og hvordan de skal stilles (Zuk 2002). Forskningsemner og de efterfølgende resultater kan være politisk ladede og forskere kan være uvillige til at tage debatten op om dem og derved risikere deres karriere. Kapitlet om menneskets adfærd i E.O. Wilsons (1975) bog Sociobiology: the new syntesis var anledning til en voldsom debat og beskyldning om racisme og fare for etnisk rensning både blandt forskere og i medierne. Forskning i for eksempel homoseksualitet har været præget af politiske konflikter (Zuk 2002). Men videnskab og etik er herrer over adskilte domæner og vi burde ikke bruge videnskabelige resultater til at skelne mellem gode og onde.

Adfærdsbiologer ser mennesket som et produkt af evolutionen, og derfor leder vi efter den adaptive funktion af menneskets handlinger. Hvis man bruger den naturlige selektions "lampe" til at belyse vejen, har vi en chance for at holde den rette kurs og navigere sikkert imellem de hindringer som står i vejen. Man kan kortlægge en del af landskabet, og ved hjælp af vores kommunikationsevner samarbejde med andre discipliner, som har mennesker som studieobjekt (fx psykologi, antropologi, sprogvidenskab, medicin og fysiologi). Sammen kan vi bygge et oversigtskort over denne mærkelige nøgne abes biologi.

1 Evolutionær psykologi er også en disciplin som anvender en evolutionær tilgang til studiet af adfærds styring.

Referencer

Able, K.P. 2001. Birds on the move: Flight and migration. In: Handbook of Bird Biology (Ed. by Podulka, S., Rohrbaugh, R. & Bonney, R.) Ithaca, NY: The Cornell Lab of Ornithology.

Barnard, C. 2004. Animal Behaviour: Mechanisms, Development, Function and Evolution. Harlow, England: Pearson Education Ltd.

Caldwell, C.A. & Millen, A.E. 2008. Experimental models for testing hypotheses about cumulative cultural evolution. Evolution and Human Behavior, 29, 165-171.

Flindt, R. 2006. Amazing Numbers in Biology. Berlin: Springer Verlag.

Mathger, L.M., Chiao, C.C., Barbosa, A. & Hanlon, R.T. 2008. Color matching on natural substrates in cuttlefish, Sepia officinalis. Journal of Comparative Physiology A-Neuroethology Sensory Neural and Behavioral Physiology, 194, 577-585.

McGregor, P.K. 2005. Animal Communication Networks. Cambridge: Cambridge University Press.

McGregor, P.K. & Dabelsteen, T. 1996. Communication networks. In: Ecology and Evolution of Acoustic Communication in Birds (Ed. by Kroodsma, D.E. & Miller, E.H.), pp. 409-425. Ithaca, New York: Cornell University Press.

Peake, T.M., Matessi, G., McGregor, P.K. & Dabelsteen, T. 2005. Song type matching, song type switching and eavesdropping in male great tits. Animal Behaviour, 69, 1063-1068.

Roberts, G. 2008. Evolution of direct and indirect reciprocity. Proceedings of the Royal Society B-Biological Sciences, 275, 173-179.

Smith, E.A., Bird, R.B. & Bird, D.W. 2003. The benefits of costly signaling: Meriam turtle hunters. Behavioral Ecology, 14, 116-126.

Trumbo, D. 1939. Johnny Got His Gun. Toronto: Bantam.

West, S.A., Gardner, A, Shuker, D.M., Reynolds, T., Burton-Chellow, M., Sykes, E.M., Guinnee, M.A. & Griffin, A.S. 2006. Cooperation and the scale of competition in humans. Current Biology 16, 1103-1106.

Wilson, E.O. 1975. Sociobiology: The New Synthesis. Cambridge, MA: Belknap.

Zuk, M. 2002. Sexual Selections: What We Can and Can't Learn About Sex From Animals. Berkley, CA: University of California.