Den forklædte abe – om forholdet mellem mennesket og de andre aber

Publiceret April 2008

Mennesket nedstammer ikke fra aberne. Men de nulevende abearter og mennesket har haft fælles forfader for millioner af år siden. Blandt de nulevende aber er mennesket tættest beslægtet med de afrikanske arter gorillaen og chimpansen og med orangutangen, der lever i Asien. De tre aber kaldes af den grund for menneskeaber. Menneskets og de afrikanske menneskeabers tidligste former skilte sig formentlig ud fra deres sidste fælles forfader art for mellem 9-7 millioner år siden.

Edward Tysons skrift Orang-Outang sive Homo silvestris fra 1699
Figur 1. Chimpansen der var genstand for undersøgelse i Edward Tysons skrift Orang-Outang sive Homo silvestris. Or the anatomy of a Pygmy compared with that of a monkey, an ape, and a Man. London 1699. Titlen viser usikkerheden om menneskeabernes klassifikation. Aben er tydeligvis en chimpanse men kaldes orangutang og skovmenneske. Datidens opfattelse af flydende grænser mellem vilde folk og aber antydes af Tysons omtale af aben som en pygmæ, der sammenlignes med aber og mennesker. At aben er forsynet med en stok er et almindeligt fænomen i tidligere billeder af menneskeaber og skal formentlig illustrere deres rolle som "næsten-menneskelige"; oprejste, men med brug for hjælpemiddel (copyright: Kgl. Bibliotek).

På trods af dette lange tidsrum, hvori både aber og mennesker har ændret sig radikalt, er der så tydelige ligheder mellem aber og mennesker, at der igennem hele historien - også før Darwin - har hersket enighed om, at aben var det dyr der lignede mennesket mest. I de sidste hundrede år har forskere ved hjælp af adfærdsstudier, anatomi, psykologi og genetiske analyser forsøgt at vurdere, hvor meget vi egentlig har tilfælles, og hvad det egentlig lige er der får os til at opfatte mennesket som noget andet end en abe blandt andre aber. Hvad er det lille ekstra der gør mennesket til noget særligt? - og findes det overhovedet?

Opdagelsen af menneskeaberne

De tre store menneskeaber kendes i vor tid under navnene orangutang (Pongo pygmæus med to underarter) der lever i Indonesien, gorilla (Gorilla gorilla med 3 underarter) og chimpanse hvoraf der findes to arter: (den almindelige) chimpanse (Pan troglodytes, med 3 eller flere underarter) og bonobo (Pan paniscus) der lever i Afrika.

I 1699 udsendtes den første videnskabelige beskrivelse af en menneskeabe. Den engelske forsker Edward Tysons beskrev dissektionen af et dyr, han kaldte en orangutang, men som formodentlig var en chimpanse. Tysons konklusion var, at fortællinger og forestillinger om fabelfolk i virkeligheden var observationer af menneskeaber. Pygmæer, kykloper og behårede mennesker var blot aber eller produkter af god fantasi. En anden forsker der også forsøgte at få orden i sagerne var Carl Linné, der i Systema Natura fra 1766 medtog en række fabelmennesker med navnene Troglodytes, Lucifer, Satyrus og Pygmæus. Det er fra Linnés fabelfolk, at menneskeaberne i dag har deres latinske betegnelser, men i datiden eksisterede ingen videnskabelige observationer af aberne i vild tilstand, og man havde ikke styr på antallet eller navngivningen af abearterne, der ofte alle blev kaldt orangutang, der på indonesisk betyder "skovmand".

Omkring midten af 1800-tallet stod det dog klart, at der under betegnelsen orangutang fandtes mindst to menneskeaber: den afrikanske chimpanse og den indonesiske orangutang. I 1840'erne opdagedes den tredie store menneskeabe, gorillaen, der i lang tid opfattedes som en chimpanseart, men som siden fik sin egen slægt med navnet Gorilla gorilla. Navnet gorilla blev taget fra en beretning fra 5. århundrede f.Kr. om et vildt afrikansk folk, der kaldtes gorillae.

I starten af 1900-tallet kom en fjerde art - dværgchimpansen eller bonoboen - til. Den blev først betragtet som en af de mange underarter til den almindelige chimpanse, men blev omdefineret til en selvstændig art i 1933 med navnet Pan paniscus.

Abestudier og abesnak

Mange kender til de epokegørende observationer af chimpanser og gorillaer som blev startet i 1960'erne af Jane Goodall og Diane Fossey. Disse adfærdsstudier foregik på initiativ af arkæologen Louis Leakey, der også stod bag nogle af de mest spektakulære fund af fossiler fra forhistoriske mennesker i Afrika. Leakey ønskede via abestudierne at finde den adfærd som mennesker og abers fælles forfader havde haft. Man mente på dette tidspunkt, at mennesket havde udviklet sig bort fra de skovlevende aber ved at drage ud på savannen og ernære sig ved jagt. Da Goodall efter kun få måneders observationer af vilde chimpanser kunne rapportere til Leakey, at chimpanserne både jagede og brugte primitive redskaber, udtalte han glædesstrålende: "nu må vi enten omdefinere redskab, omdefinere menneske eller acceptere at chimpanser er mennesker". Med andre ord kunne mennesket ikke længere opfattes som væsensforskellig fra aberne ved hjælp af evnen til at lave og bruge redskaber.

Med de sidste årtiers genetiske påvisninger af at chimpanser og mennesker kun adskiller sig i ganske få procent af deres arvemasse, har spørgsmålet om hvad der egentlig skiller mennesket fra aberne især været koncentreret om menneskets mentale udrustning. Især evnen til avanceret talesprog fremhæves ofte som et menneskeligt særkende. Denne ide kan genfindes helt tilbage i oplysningstiden, men i vor tid forsøger adfærdsforskere og psykologer at finde lige præcis den lille ting der gør, at aber og mennesker i bund og grund er forskellige.

De første studier af menneskeaber i fangenskab begyndte i 1910-20'erne. Pionerer i feltet var den tyske psykolog Wolfgang Köhler (1887-1967) og den amerikanske psykolog Robert Means Yerkes. Yerkes grundlagde et forskningscenter for primatstudier i Florida i 1930, men havde inden da udført en række studier af chimpanser i sit hjem. Studierne foregik oftest som en slags intelligenstests i hvilke aberne skulle løse mere eller mindre komplicerede opgaver - f.eks. åbne en kasse, nå en ophængt genstand og lignende. Yerkes var også skaberen af den IQ-test som den amerikanske hær benyttede i årtier.

Bonobo-aben Kanzi
Figur 2. Bonobo-aben Kanzi (f. 1980) der
sammen med sin søster Panbanisha har givet
nogen af de mest opsigtsvækkende resultater
i forsøg på at læse menneskeaber at
kommunikere. Kanzi forstår engelsk talesprog
og har lært at kommunikere via et skema
med tegnede symboler (lexigrammer), og han
kan tilsyneladende kombinere symboler til
korte grammatisk korrekte sætninger, og
kombinere symboler til nye betydninger. De
gode resultater med sprogforsøg med
bonoboer har været medvirkende til at
bonoboer ofte sammenlignes med de
tidligste menneskelignende væsener.
Bonoboer s adfærd er anderledes end
almindelige chimpansers. Bonoboer bruger
ikke redskaber, men går oftere på to ben, har
matriarkat-lignende flok-struktur og har
desuden et yderst liberalt forhold til seksuelle
aktiviteter (fra Sue Savage-Rumbaugh &
Roger Lewin: Kanzi (1994, London, Doubleday).

Fra 1950'erne begyndte forsøgene at fokusere på abernes bevidsthed og mulige sprogtilegnelse. Man forsøgte at lade en chimpanse vokse op som et menneskebarn i et normalt hjem, med en menneskelig familie og med indlæring af talesprog. Både disse og senere forsøg på at lære menneskeaber talesprog mislykkedes dog, og alle senere sprogforsøg har fokuseret på at lære aberne en form for ikke-verbalt sprog. I 1966 begyndte ægteparret Gardner at lære chimpansen Washoe amerikansk tegnsprog (ASL). Washoes tilsyneladende succes åbnede op for en lang række nye sprogforsøg. De omtales gerne med henvisning til abernes navne - f.eks. Koko-forsøget (en gorilla der angiveligt kan tale ASL), Sara-projektet, Lana-projektet (begge forsøg med at lære symbolsprog til chimpanser vha. computere og tastaturer) og Susan Savage-Rumbaughs forsøg med chimpanserne Sherman og Austin og bonoboen Kanzi. Sidstnævnte nævnes ofte som den sprogligt bedst begavede abe overhovedet, men fortolkningen af hans resultater er ligesom andre forsøg, der rapporterer om sofistikeret sprogforståelse hos aber, blevet kritiseret for at være for subjektive og overfortolkende.

Kvikke aber?

Meningerne om forskningsresultaterne er mildest talt delte. Forsøg med chimpansen Nim Chimpsky (vittigt opkaldt efter sprogforskeren Noam Chompsky) mundede ud i den konklusion, at Nim ikke havde bevidst forståelse af sprogets implikationer og kun "talte" gentagelser og spørgsmål om mad og umiddelbart tilstedeværende ting. Andre forsøg har derimod ført til vidtrækkende teorier om chimpansers selverkendelse og sproglige og kognitive evner. Det er især Susan Savage-Rumbaughs forsøg, der har vakt genlyd. Indledt med forsøg med chimpanserne Sherman og Austin der angiveligt kommunikerede indbyrdes med tegnsprog og kunne signalere løsning af komplicerede opgaver til hinanden, er Savage-Rumbaughs forsøg foreløbigt kulmineret med bonoboen Kanzi, der spontant lærte at kommunikere med symboler på en slags tastatur, mens forskerne forsøgte at optræne hans mor. Kanzi og hans lillesøster Panbanisha trækkes ofte frem som primatforskningens stjerner. De kan et stort antal ord/symboler, kan sammensætte dem spontant på nye måder, kan tilsyneladende forstå syntaktiske sammensætninger af ord (f.eks. " læg tingen i vandet" i modsætning til "hæld vand på tingen"), og opfatter andre individers handlinger på en måde der har fået Savage-Rumbaugh til at tillægge dem Theory of Mind.

Begrebet Theory of Mind (TOM) er blevet centralt i vurderingen af i hvilken grad aber og mennesker er forskellige. Theory of Mind betyder at individet er bevidst om, at andre individer ikke nødvendigvis ser og erkender verden som han selv. Med andre ord: at alle ikke ved, hvad jeg ved, eller føler hvad jeg føler. Når små børn tror de gemmer sig ved at holde sig selv for øjnene, skyldes det en endnu ikke udviklet TOM - børnene tror, at når de ikke selv kan se, kan andre heller ikke se dem. Ved hjælp af avancerede tests er det sandsynliggjort, at chimpanser kan være i besiddelse af TOM, men det er et spørgmål der strides om.

Til grund for debatten ligger et generelt spørgsmål om forudgående opfattelse af dyr og mennesker. Er der en kvalitativ forskel med hensyn til kognitive evner? Er der noget mennesker kan, som dyr simpelthen ikke kan og aldrig vil kunne? Eller er der tale om et kontinuum hvor nogen aber kan nå en grad af den menneskelige bevidsthed?

Lille spejl på væggen der

En anden slags test der har været brugt til at afsløre forskelle i bevidsthed og selvopfattelse, er den såkaldte spejltest, hvor forsøgspersonen uvidende har fået sat en rød plet i panden. Sat foran et spejl er spørgsmålet så, om forsøgspersonen undrende peger på personen i spejlet og vedkommendes røde plet, eller om den piller ved sin egen pande - og derved udviser en bevidsthed om at den ser sig selv. Spejltests har været debatteret kraftigt idet nogle menneskeaber - chimpanser og orangutanger klarer testen rimeligt godt, mens gorillaer er mere usikre. Men betyder det at vi er tættere på orangutangen end på gorillaen? - det er i så fald helt uoverensstemmende med øvrige evolutionære teorier.

Særlig problematisk er det dog, at nogle dyr der ikke engang er primater klarer testen fortrinligt. Duer er særligt skrappe til at genkende sig selv. Men det har ikke ført til nogen generel opvurdering af duers intelligens, snarere til diverse videnskabelige bortforklaringer. Spejltestens historie viser nok ligeså meget om videnskabsfolks forudindtagethed end om dyrs grad af intelligens, selvbevidsthed og forhold til mennesket.

Hvad man ser, er man selv

Også andre steder i abeforskningen viser videnskabens subjektivitet og historiske udvikling sig. Det gælder ikke mindst forandringerne i hvilken abe, man i tidens løb har syntes var den bedste model for det forhistoriske menneske. Det er tydeligt, at valget af hvilken abe der sammenlignes med og opfattelsen af hvilken abe der ligner menneskets mest, i høj grad er et spørgsmål om, hvad der anses for at være typisk menneskeligt.

Computersimulerede illustration af hvordan en krydsning mellem menneske og chimpanse ville se ud
Figur 3. I bogen The Great Ape Project er gengivet denne computersimulerede illustration af hvordan en krydsning mellem menneske og chimpanse ville se ud. Genetiske undersøgelser viser at chimpanser og aber er yderst tæt beslægtede, og på trods af at de tilhører to forskellige slægter (Homo og Pan) ville en krydsning måske være mulig. Den overraskende krydsning mellem et tamsvin og et hjortesvin i Københavns zoo har udvidet grænsen for hvilke krydsninger man troede var mulige. På trods af anekdoter om mislykkede krydsningsforsøg mellem aber og mennesker i tidens løb, er det formentlig ikke den biologiske mulighed, men den etiske grænse der har forhindret eksistensen af væsener som det afbillede. Og hvordan skulle et sådant væsen klassificeres, og hvilke rettigheder ville det have? (fra Richard Dawkins: "Gaps in the Mind", pp. 80-87 i Paola Cavalieri & Peter Singer (eds.): The Great Ape Project (1993, St. Martin's Press, New York).

I primatmodeller af forhistoriske menneskers levevis er det dog ikke nødvendigvis den abe, der formodes at være menneskets nærmeste slægtning, der sammenlignes med. Andre tungtvejende faktorer kan være at aberne lever i et miljø lig fortidsmenneskenes, eller at abearten udviser en bestemt adfærd som på forhånd formodes at være typisk for mennesker - f.eks. bestemte fødevaner, redskabsbrug eller socialt hierarki. Ved udvælgelsen af primatmodeller er der således en høj grad af cirkelslutninger på færde. Man vælger den model, man synes ligner bedst det man på forhånd forudsætter, og modellen bekræfter så antagelserne om fortidsmennesket. Således bliver aben et spejl for menneskenes selvopfattelse.

I begyndelsen af 1900-tallet sammenlignedes mennesket ofte med gibboner, da de ofte går på to ben og har monogame parforhold. Også gorillaen blev nævnt som model for mennesket på grund af den store anatomiske lighed og gorillaens store hjernerumfang. Gibbon og gorilla passede på menneskets selvbillede som moralsk og intelligent væsen. Da adfærdsstudierne begyndte at tage fart i midten af 1950'erne blev det dog andre aber der måtte stå model for mennesket.

Da Goodalls studier viste at chimpanser ikke blot slog andre aber ihjel og spiste kød, men også brugte redskaber var vejen banet for gentagne sammenligninger mellem chimpanser og fortidsmennesker. Som nævnt var der på dette tidspunkt en ide om at mennesket defineredes ved jagt, redskaber og en generel aggressiv adfærd. Af denne grund blev bavianer også ofte brugt som sammenligningsgrundlag på grund af deres savanneliv, patriarkalske sociale orden og deres "blodtørst".

I 1990'erne er chimpansen som den foretrukne model-abe ved at blive fortrængt af bonoboen. Det skyldes dels at bonoboen ofte bevæger sig på to ben og bl.a. på den måde kan transportere føde, men formodentlig i ligeså høj grad fordi bonoboen passer på tidens tanker om menneskets kendetegn. Bonoboen er således blevet fremhævet for sin høje grad af lighed mellem kønnene - de har noget der nærmer sig matriarkat - sin meget lave grad af aggressivitet og sin liberale brug af sex som fredsbevarende middel og med samme køn. Bonoboen er kort sagt en politisk korrekt abe, der måske passer godt ind i frisindede vestlige intellektuelles billede af sig selv. Det skader heller ikke bonoboens popularitet, at de bedste resultater med sprogindlæring hos aber er opnået hos bonoboer. Det er interessant, at temaer der tidligere blev lagt stor vægt på som jagt og redskabsbrug ikke er observeret hos bonoboer. At bonoboen opfattes som en god model er dermed et eksempel på, at det er opfattelsen af det menneskeligt enestående, der har forandret sig. Det man ser, er man selv.

Aberet og menneskeret

I 1993 udkom bogen The Great Ape Project (GAP) på initiativ af dyrerettighedsforkæmperne Paola Cavalieri og Peter Singer. Bogen indeholdt forslag om en rettighedserklæring for menneskeaber og blev støttet af førende primatforskere, jurister, filosoffer, psykologer og forfattere. Målet med rettighedserklæringen var umiddelbart at skabe juridiske argumenter mod jagt på menneskeaber og brug af menneskeaber som forsøgsdyr og udstillingsobjekter i underholdningsindustrien. I sin yderste konsekvens er bogen dog tillige et argument for at opfatte menneskeaber som mennesker - med alt hvad dertil hører af etiske og juridiske rettigheder.

Tanken lyder måske bizar, men kan støttes ved genetiske undersøgelser der peger på, at chimpanser faktisk er tættere beslægtet med mennesket end med gorillaen. Evolutionært udgør chimpanser og mennesker således en samlet gruppe, der ikke omfatter de andre menneskeaber. I denne optik er mennesket blot en tredje chimpanse. Hvis man følger internationale regler om navngivning af arter, kan man argumentere for, at chimpanserne må ophøjes til en art indenfor menneskeslægten: Homo troglodytes og Homo paniscus. Hvis man accepterer dette perspektiv, er det svært at finde nogen ting der en gang for alle adskiller mennesket fra aberne. Vist er der forskelle, men spørgsmålet er om det blot er gradsforskelle.

Biologen Desmond Morris fik i slutningen af 1960'erne succes med bogen Den nøgne abe, hvor han beskrev menneskets adfærd som om Homo sapiens blot var en abe blandt mange, der kun adskilte sig ved sin nøgenhed. Spørgsmålet er, om den forsatte insisteren på at der er store og centrale forskelle mellem aber og mennesker i virkeligheden tyder på at det vi forsøger at være, ikke er den nøgne eller påklædte abe, men at vi snarere er den forklædte abe.