Dansk eller engelsk på universitetet?

Publiceret April 2008

Sprogundervisningen i det danske gymnasium er i tilbagegang. Efter årtier med undervisning i fire-fem fremmedsprog undervises kun i to-tre fremmedsprog i dag. Engelsk er blevet danskernes foretrukne andetsprog, mens tysk og fransk har tabt terræn. På universiteterne vinder engelsk frem som mundtligt og skriftligt undervisningssprog inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag. Er det en rigtig udvikling at Danmark nærmer sig et lavere europæisk gennemsnit med et modersmål og to fremmedsprog? Kan danske universitetslærere og studerende gennemføre undervisningen på engelsk på et forsvarligt fagligt og sprogligt niveau? Skal vi beholde dansk som undervisningssprog og lære engelsk under studieophold i udlandet?

I 1950ernes mellemskole og gymnasium blev jeg undervist i seks sprog: dansk, engelsk, tysk, fransk, svensk og latin. Mit modersmål dansk taler og skriver jeg, og de fem andre sprog lærte jeg, så jeg kunde forstå og læse dem. Undervisning i fremmede sprog havde høj prioritet og en central placering blandt gymnasieskolens fag, og fyldte meget på skemaet. Sprogundervisningen var en del af den almene og klassiske dannelse man ønskede at bibringe eleverne, som i 1950erne udgjorde 5-10 % af en ungdomsårgang. Vi blev undervist i de forskellige sprog 2 -3 timer ugentligt på forskellige trin af det syvårige forløb. Den brede sprogundervisning gjorde os fortrolige med flere europæiske sprogområder: engelsk, som var på vej til at blive verdenssproget, de romanske sprog: latin og fransk, og de to nabolandes sprog: svensk og tysk.

Erkendelsen af at dansk er et meget lille sprogområde omend med nært slægtskab til de to andre skandinaviske sprog: norsk og svensk, førte til at vi skulle lære fremmedsprog for at begå os i verden. Undervisningen i sprog blev en rutine i skolegangen med grammatik, ordbog, ordstilling, formulering, udtale, oversættelse, tekstlæsning og skrivning. Det ene sprog afløste det andet og erhvervelsen af sprogfærdighederne fulgte samme system med opbygning af ordforrådet, forståelse af grammatikken, etc. Sprogundervisningen udgjorde en vigtig del af undervisningen i de kundskaber og færdigheder, som prægede gymnasieskolen for 50 år siden. Danmark var enestående i Europa hvad angår de universitetsstuderende og uddannede kandidaters sprogkunnen. Det var resultatet af en stor og mangeårig tradition inden for sprogundervisningen i gymnasieskolen. I de fleste andre europæiske lande talte de unge kun deres modersmål som følge af en beskeden undervisning i fremmedsprog.

I dag er sprogundervisningen i det danske gymnasium skrumpet ind til to-tre sprog: engelsk som det absolut vigtigste fulgt af tysk eller fransk. Første skridt på vejen var afskaffelsen af mellemskolen og indførelsen af den udelte folkeskole i 1958. Det afgørende hug skete med gymnasiereformen i 1988, hvor der indførtes valgfrihed mellem sprogene bortset fra engelsk. Det linjedelte gymnasium med obligatoriske sprogfag blev afløst af et gymnasium med valgfri sprog (Chr. Hjorth-Andersen. www.akf.dk - Sprogundervisningen i det danske skolesystem.mht). Forinden var den lille latinprøve afskaffet i 1977 som adgangskrav til det sproglige gymnasium. Optagelse på det medicinske studium krævede dog en bestået lille latinprøve helt op i 1980erne (http://www.kommunikationsforum.dk/Kasper-Hyllested/blog/god-latin).

Danmark er nu ved at være nede på det europæiske niveau med et modersmål og 2+ fremmedsprog, som er et af målene i den såkaldte Bologna proces inden for den europæiske højere uddannelse (http://www.ciriusonline.dk/bologna). Målet blev først formuleret i Bologna erklæringen fra 1999 om den højere uddannelse i Europa og fulgt op af EU's Ministerråds beslutning i Barcelona 2002 om der i en meget tidlig alder undervises i mindst to fremmedsprog (http://www.eu-oplysningen.dk/dokumenter/DER/2000-2005/barcelona/). Baggrunden for denne målsætning er behovet for en styrkelse af europæiske borgeres generelle fremmedsproglige og interkulturelle kommunikation. Udviklingen af det europæiske arbejdsmarked fører til større mobilitet på tværs af landegrænser, sprog- og kulturbarrierer. Mobilitet forudsætter, at de europæiske borgere er i stand til at kommunikere med hinanden. Danmark har for længst indset nødvendigheden af at vi taler flere fremmedsprog, mens de store lande regnede med at vi talte deres sprog. Målsætningen afspejler derfor et kompromis mellem de større europæiske lande hvor der tales et modersmål og 0-1 fremmedsprog og flere mindre lande med et modersmål og undervisning i 3-4 fremmedsprog.

I de fem nordiske lande har vi udviklet en særlig samtalekultur, som følge af et sprogligt fællesskab. En dansker kan bruge sit modersmål i Sverige og forstå et svensk svar. Der holdes jævnligt konferencer, hvor arbejdssproget er "skandinavisk" og hvor folk taler hver sit modersmål. Vi hører dansk, mange varianter af norsk og forskellige former for svensk i skøn forening. Samarbejdet omkring Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd er bygget op på dette princip, at vi ikke behøver tolk når vi færdes i Norden (Hartmut Haberland: Hvorfor vi taler skandinavisk. Sprogforum 2004;29:6-9). Jeg lærte at tale svensk da jeg i slutningen af mit studium i 1966 arbejdede et halvt år som gynækolog og børnelæge på Lasarettet i Gällivare i Norrbotten. Siden har jeg "pratat skandinaviska" med mine svenske - og norske kolleger og venner i stedet for engelsk. 

Efter studentereksamen i 1960 holdt jeg 2 måneders sommerferie i Cannes i Sydfrankrig inden jeg begyndte at studere. Ferien tilbragte jeg på "Lycée Internationale", en fransk sprogskole for europæiske unge. Her lærte jeg at tale fransk. Efter sommerferien begyndte jeg på første del af medicin studiet på Københavns Universitet. Her anvendtes udelukkende danske lærebøger: K.A. Jensens kemi, Erik Andreasens anatomi, Schønheyders biokemi og Lundsgaards fysiologi og al undervisning foregik på dansk. Imidlertid blev vi fristede til at læse amerikanske lærebøger ved siden af: Gray's Anatomy, Lynen's Biochemistry og Ganong's Physiology, som var mere pædagogiske, overskuelige og spændende. De danske lærebøger blev anvendt i undervisningen indtil 1980erne. Et eksempel er faget fysiolog, hvor jeg læste Einar Lundsgaards Lærebog i fysiologi. Den blev afløst af Poul Kruhøffers Medicinsk Fysiologi i 1968 og i 1970erne udkom en dansk lærebog i fysiologi i flere bind skrevet af fakultetets professorer og lektorer. Det er formentlig den sidste danske lærebog i fysiologi. Siden 1980erne har de danske medicinstuderende læst amerikanske lærebøger i fysiologi, selvom de har støttet sig til dansksprogede kompendier eller danske lærebøger rettet mod de korte sundhedsuddannelser. Den samme udvikling er foregået inden for de naturvidenskabelige fag, hvor de danske lærebøger er erstattet af amerikanske.

Rektorkollegiet ved de danske universiteter har i en rapport fra 2003 om universiteternes sprogpolitik rejst spørgsmålet om, hvilke sprog der forudsættes bekendte, hvilke sprog der undervises i, og hvilke sprog der undervises på i universiteternes uddannelsesprogrammer (http://www.rektorkollegiet.dk/internationalt/sprogpolitik_og_oversaettelser/). Arbejdsgruppen slår fast at universiteterne har en særlig opgave mht. dansk sprog og kultur, men også et ansvar for at øge de studerendes kundskaber inden for fremmedsprog. Inden for dansk skal de studerendes sproglige færdigheder udvikles i løbet af studiet bl.a. med tilbud om kurser, og mundtlig og skriftlig formuleringsevne på dansk skal indgå i vurderingen af de studerendes eksamenspræstationer. Flere fremmedsprog, ikke kun engelsk, skal indgå i de studerendes sprogkundskaber bl.a. ved at gennemføre undervisning på engelsk eller et andet fremmedsprog, og arrangere studieophold i udlandet. Kulturministeriets sprogudvalg udgav i 2008 rapporten "Sprog til tiden". (http://www.kum.dk/sw69649.asp). Den slog fast, at engelsk er det naturlige videnskabssprog inden for teknik og naturvidenskab, mens dansk er naturligt inden for andre forskningsområder bl.a. teologi og jura. De anbefalede, at engelsk kan anvendes som undervisningssprog under forudsætning af at de studerende og lærernes engelsk kundskaber er tilstrækkelige til at sikre det faglige niveau.

Formålet med at anvende engelsk i undervisningen er dels at forberede de studerende på globalisering og international karriere, dels at tiltrække udenlandske studerende. Derfor gennemføres undervisning i flere naturvidenskabelige fag på engelsk. Det betyder at studenterne undervises og eksamineres på engelsk. Det er selvfølgelig nødvendigt, hvis der er tale om udenlandske lærere og studerende. Spørgsmålet er imidlertid om det er nyttigt når både underviser og studerende er danske? Kan en dansk universitetslærer undervise på korrekt og forståeligt engelsk? Er det den rigtige måde at forberede de studerende til en international karriere og kommunikation med udenlandske forskere og kolleger?

Jeg har ikke overværet studenterundervisning på engelsk i Danmark, men jeg har været censor på mundtlige eksamener, som foregik på engelsk efter den studerendes valg. Det var pinagtigt og komisk, at høre på både eksaminandens og eksaminators ubehjælpsomme engelske sprog og dårlige udtale med stærk dansk accent. Flere formuleringer og sætninger var upræcise og ordvalget unøjagtigt. Kort sagt de talte dårligt engelsk og den mundtlige engelske sprogøvelse virkede unaturlig. Kun de studerende som åbenlyst havde lært at tale engelsk eller amerikansk under et udlandsophold enten i gymnasiet eller studiet kunne levere overbevisende sproglige præstationer.

Jeg har læst talrige bachelor- og kursus-rapporter, og speciale og Ph.D. afhandlinger skrevet på engelsk. Her er resultatet anderledes opmuntrende. De skriftlige engelske præstationer er en god øvelse i formulering på engelsk fordi hele faglitteraturen: lærebøger, oversigtsartikler og originalartikler er på engelsk. Jeg tvivler på, at danske læreres mundtlige undervisning og eksamen på engelsk af danske studerende er tilfredsstillende fagligt og sprogligt. I stedet for skal de studerende gennemføre studieophold i engelsktalende lande. Det er den mest frugtbare og inspirerende måde at tilegne sig det talte engelske sprog.

I begyndelsen af 1970erne deltog jeg som ung forsker i mine første videnskabelige konferencer i udlandet dels en stor international endokrinologi kongres, dels et mindre insulin receptor symposium. I begge møder var de amerikanske og engelske forskeres dominans overvældende. Imponerende foredrag på velformuleret og flydende engelsk og livlig deltagelse i diskussionen med præcise, klare og uddybende spørgsmål. Det var en nydelse og oplevelse at overvære. Akademisk optræden på højeste niveau. Enkelte europæiske forskere blandede sig i forestillingen. De havde været postdocs i de amerikanske og engelske laboratorier. Her havde de oplevet et antiautoritært og åbent forskermiljø og forbedret deres engelske sprogkundskaber. De havde erfaret, at hvis du ikke spørger får du ikke noget at vide. De havde oplevet den engelske akademiske tradition, som bygger på åben information, aktiv deltagelse, fri meningsudveksling, diskussion, og argumentation. De fik indblik i universiteter, hvis idealer er selvstændige uddannelsesinstitutioner, fri kundskabssøgning, fri kundskabstilegnelse, forskningsfrihed, nationale kultur- og dannelsesinstitutioner med nationalsproget som basis i et liberalt samfund. Her ligger en del af grundlaget for de engelske og amerikanske universiteters dominans inden for natur- og lægevidenskaben i forhold til resten af verden. Danske universiteter er præget af en mere autoritær og reguleret tradition, som udspringer af det feudale samfund.

De danske deltagere i konferencerne holdt sig tilbage og blandede sig ikke i diskussionen. Vi var ærbødige, autoritetstro, generte, uvante med optræden i større forsamlinger, fremmede overfor diskussionsformen, og tilbageholdende med spørgsmål til en professor. Endvidere var vi usikre i at tale engelsk og formulere os kort og klart på et fremmedsprog. Endelig ønskede vi ikke at stille dumme spørgsmål og afsløre vores uvidenhed i andres påhør. Kort sagt var vi ikke opdraget til de akademiske dyder i form af aktiv deltagelse, fri meningsudveksling, diskussion, og argumentation som vores amerikanske og engelske kolleger.

Efter er par videnskabelige konferencer med engelsk-amerikansk dominans besluttede jeg at springe ud som den spørgelystne deltager. Jeg pålagde mig selv at stille et spørgsmål efter hvert eneste indlæg på mødet. Under foredraget formulerede jeg spørgsmålet og skrev det ned, så jeg kunne læse det op på flydende engelsk. Jeg rakte hånden op umiddelbart efter foredraget mens tilhørerne klappede. Dermed kom jeg de rutinerede forskere i forkøbet og var jeg sikker på at få stillet mit spørgsmål. Det virkede! Efter et par år havde jeg fået rutine som spørger ved internationale møder og kunne deltage mere afslappet i diskussionen, selvom mit engelske ikke var flydende og fejlfrit. Der er en stor tolerance overfor mangelfuldt engelsk i det videnskabelige miljø. Jeg lærte dog først at udtrykke mig på godt engelsk efter jeg som 50årig tilbragte et sabbatår på Harvard Universitet i Boston.