Lad der blive lys

Publiceret Januar 2008

Hvordan skal vi forholde os til den både fagre og skræmmende biologisk manipulerbare fremtid? Skal vi tage udviklingen som den kommer eller skal vi forberede os på de utallige scenarier, vi kan forestille os? Kan det overhovedet lade sig gøre at begrænse udviklingen, og hvad skal vi i så fald opstille som kriterier for godt og dårligt?

Og spørgsmålene fortsætter: Bør vi forbedre fremtidige generationer af mennesker gennem genmanipulation, hvis det øger disses livskvalitet, og hvem og hvad skal i så fald afgøre, hvad forbedret vil sige, og hvad livskvalitet er? Hvad betyder det for menneskeligheden hvis vi kan genskabe det uerstattelige og mindske den fysiske og psykiske lidelse? Og hvilken plads indtager kroppen som objekt i det bioteknologiske samfund?

Det er store spørgsmål, der kræver velovervejede svar, og der er typisk at forbrugerne er skeptiske, mens industrien og videnskaben ser store muligheder. Debatten føres som regel på et intuitivt eller følelsesbetonet grundlag, og det virker til tider uoverskueligt for politikere at anlægge de baner, som det kan accepteres at bioteknologien bevæger sig i.

De fleste forskere og eksperter på biotek-området har oplevet at løbe panden mod en mur, når det gælder formidling af samspillet mellem mennesket og den moderne og fremtidige teknik. Det er her en gængs opfattelse, at det er svært at trænge igennem de ofte meget tendentiøse populærvidenskabelige udlægninger af feltet krop og teknologi og ikke mindst de meget fantasifulde fremtidsscenarier. Men samtidigt fornemmer man, at hvis ikke man kan trænge igennem med budskaberne og opnå den folkelige opbakning, så vil mange af mulighederne aldrig blive realiserede. Denne holdning kommer f.eks. til udtryk hos en række danske forskere i kronikserien om fremtidens krop, som er blevet bragt i Jyllandsposten i år sideløbende med experimentariets Future Body udstilling, hos Medicon Valley Academy, som overvåger og arbejder for at styrke det bioteknologiske samarbejde i Øresundsregionen og direktøren for Dansk Industri, Lars Goldschmidt. Alle er enige om, at et af de største problemer for dansk bioteknologi er den manglende accept i befolkningen, og at man skal blive bedre til at gå i åben dialog.

Forvirring på et højere plan?

Det er tydeligt, at der i den vestlige debat, er en usikkerhed eller frygt for hvad fremtiden kan bringe med sig på det bioteknologiske område, og at debatten besværliggøres af, at der ofte er tale om komplekse problemstillinger, som forudsætter en vis biologisk grundforståelse. Det lægger uværgeligt op til, at de mere forstandige kommer til at forske, opfinde og udvikle hen over hovederne på de ”almindelige hverdagsmennesker”, der ikke formår at sætte sig ind problemstillingerne. Men man må respektere de mennesker, der ”irrationelt” frygter, at vi med konstruktionen af fremtidens liv overskrider etiske grænser. Claus Emmeche, leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsteori ved Niels Bohr Institutet har i den forbindelse sagt, at vi må blive bedre til at forstå denne frygt og forstå, hvad det er for zoner af urørlighed, videnskaben tilsyneladende truer. De er ikke indskrevet i biologien, men i kroppen som socialt og kulturelt system. De handler om myter, og de handler om respekt.

Ugebrevet Mandag Morgen/Strategisk Forum udarbejdede i 1999 debatoplægget ”Hvad kommer livet os ved?”, hvori man, bl.a. med en større spørgeskemaundersøgelse, behandlede misforholdet mellem befolkningens holdninger til naturvidenskaber og teknik og samfundets faktiske behov. En af konklusionerne var, ”at befolkningens uvidenhed kan risikere at medføre usikkerhed over for nye teknologier og et mangelfuldt grundlag for stillingtagen i samfundet. Selv om vi ikke alle behøver være atomfysikere eller elektroingeniører, er den brede forståelse vigtig for, at vi som samfund kan tage saglig og begrundet stilling til de væsentlige spørgsmål, der rejses med den teknologiske udvikling”.

Lektor i filosofi ved Københavns Universitet Kasper Lippert-Rasmussen påpeger, at frygten for de fremtidige muligheder sandsynligvis ikke er reel, men bygger på forkerte præmisser. Han siger, at det vigtigste problem er, at det næppe er genmanipulation som sådan, der er krænkende for vores menneskesyn. Det er derimod snarere det forhold, at vores gener bestemmer så mange af vores egenskaber. Men hertil er blot at sige, at hvis vores menneskesyn er uforeneligt med, at mange af vores egenskaber er genetisk bestemte, så hviler det på forkerte empiriske præmisser. Helt på samme måde som det før-Darwinistiske religiøst baserede menneskesyn gjorde. Hvis man derfor ønsker at have et menneskesyn, der ikke hviler på falske antagelser, så bør man forkaste sit menneskesyn, hvis det er uforeneligt med at mange af vores egenskaber er delvist bestemt af, hvilke gener vi har. At forbyde génmanipulation synes således for Lippert-Rasmussen at være samme irrationelle reaktion, som den en enevældig hersker udviser, når han beordrer budbringeren af dårlige nyheder henrettet.

Udviklingerne indenfor bioteknologi lover os meget, og i Danmark er vi stadig med fremme. Usikkerheden findes imidlertid også i forskerkredse. Lars Bolund, Professor ved Institut for Human Genetik ved Aarhus Universitet, giver nok en af de bedre illustrationer af mange menneskers holding:

”Jeg har en instinktiv modvilje mod, at alting skal manipuleres. Jeg frygter at vi bevæger os ud i et område, vi slet ikke kan håndtere, hvis vi begynder at manipulere med arveanlæg, der nedarves, for dermed at designe vores efterkommere. Den umanipulerede natur har i mine øjne en herlighedsværdi. Selv den usleste ulv i vildmarken har en større herlighedsværdi end den mest prisbelønnede fremavlede skødehund. Hvem skal afgøre, hvad der er gode og dårlige gener for generationer flere hundrede år frem i tiden? Fordi man mener at forstå tingene på kort sigt, er det jo ikke sikkert, man forstår det i det lange perspektiv”.

Om den famøse ko har Jean Halloran, direktør for forbrugerorganisationen Consumers Union i New York sagt:

”Jeg så fornylig et forslag fra nogle forskere om at indsætte et menneskeligt gen i en ko. Formålet skulle være, at koen derved kunne producere mælk, der nærmer sig menneskelig modermælk. Mit første indfald var: Hvad tænker de mennesker på? Er det rimeligt at overføre menneskelige egenskaber til et dyr. Hver sker der, når koen dør? Normalt vil den blive slagtet og skåret til bøffer. Men kan man det, når koen indeholder et menneskeligt gen?”

Vigtigheden af en bioetisk debat

Den ”naturlige” eller ”instinktive” modvilje er således ikke forbeholdt den brede befolkning, men findes også på første parket. Spørgsmålet er, om det kan accepteres, at vi træffer afgørelser om så vigtige emner på så (til tider) ureflekterede grundlag. Skylder vi ikke os selv at gå grundigt til værks med en bioetisk debat? Bioteknologien udvikler midler, og det må være alles opgave at diskutere, problematisere og rationalisere de muligheder, der ligger heri, og dermed anlægge de baner, som det kan accepteres at bioteknologien bevæger sig i. Restriktioner på bioteknologien må bygges på rationelle og velovervejede etiske principper, for restriktioner kan ikke forventes at være holdbare, hvis de føres tilbage til tabuer som livets eller kroppens hellighed, eller intuitionen om at vi griber ind i Guds skaberværk. Omvendt bør vi ikke forbyde noget, der kan forbedre mange menneskers liv, hvis det er i overensstemmelse med vores grundholdninger - blot fordi det synes ”unaturligt”. Der findes ikke noget, der kan kaldes naturlighed eller naturlig balance uden mennesker, for begreberne har ikke nogen mening ud over den, vi selv giver dem. At anvende sådanne normative udtryk - naturligt, unaturligt, kunstigt osv. - implicerer som regel ikke en forståelse af, hvordan tingene er, men nærmere hvordan man synes tingene bør være.

Vi mangler et billede af, hvad det gode liv for et menneske er, og hvilke behov vi ønsker at bioteknologien skal opfylde for os. Et sådan billede er essentielt for etiske diskussioner, for en afklaring om hvad det gode liv for et menneske er og hvad livskvalitet er, kan kun give os bedre retningslinier om, hvilke mål der er efterstræbelsesværdige og hvilke værdier, der er vigtige at beskytte og følgeligt også, hvilke ændringer vi ikke behøver frygte eller bruge ressourcer på at sikre os mod.

Hvis vi har en interesse i at have kontrol med, hvordan vi former vores egen og vores efterkommeres fremtid, har vi alle en interesse i at deltage i den bioetiske debat.

Offentliggjort af Instituttet for Fremtidsforskning på www.cifs.dk d. 20.11.2000. Gengives med forfatterens tilladelse.