Forskningsbaseret undervisning – og hva’ så!

Publiceret Juli 2007

Universitetet er en undervisningsinstitution. Universitetsansat videnskabeligt personale skal forske og undervise i en ligelig fordeling af deres arbejdstid. Universitetets primære funktion er dog først og sidst at være en uddannelsesinstitution for offentlige og private erhverv der aftager bachelors, kandidater og ph.d.er. Uden denne forbindelse til akademisk undervisning er der intet universitet, og institutionen har som offentligt finansieret vidensformidlende institution ingen eksistensberettigelse. For at opfylde kravene til undervisningen om at være på ”højeste niveau” har det videnskabelige personale forskningsret og -pligt for at kunne levere en forskningsbaseret undervisning, der er en kerneydelse for universitetet. Det er den forskningsbaserede undervisning, adskiller universitet fra andre læreranstalter og videregående skoler.

En akademiker er kendetegnet ved det faglige overblik og er i besiddelse af en evne til at analysere og formulere et problem og evt. foreslå løsninger på det. Herunder hører også en tillært skepsis overfor ”vedtagne sandheder”, og ikke mindst en veludviklet kritisk sans overfor etablerede autoriteter på papiret og i person. Disse egenskaber opnås ikke på et enkelt semesters kursus sidst på uddannelsen, men er resultatet af en lang proces der starter på de tidlige kurser, hvor man møder undervisere der dagligt oplever at deres eget forskningsfelt flytter sig og ændrer retning. Her skal det understreges at det er for så vidt uvæsentligt for en god universitetslærer, om vedkommende underviser i sit eget forskningsområde, idet man har en generel forståelse af dynamikken i et forskningsfelt. Erkendelsen af denne generelle dynamik er også drivkraften i udviklingen af kurserne idet universitetslæreren ved at betingelserne for det fag han underviser i og dets samspil med andre fagområder konstant er under forandring.

I vores optik er evnen og viljen til, om nødvendigt, at vende accepterede sandheder på hovedet og sætte spørgsmålstegn ved den anerkendte opfattelse af sagernes sammenhæng det vigtigste kendetegn ved en god akademiker. Det er på dette grundlag at nye akademikere skal videreføre de akademiske dyder og foretage banebrydende forskning, fremdrage nyskabelser, etablere og stimulere til innovation eller analysere og konstatere hvor rationaliseringsgevinsten ligger. Det lærer man først og fremmest ved at blive undervist i at ”sandheden” har flere nuancer og at den i detaljen er under daglig forandring,- den forskningsbaserede undervisnings adelsmærke. Herudover står det klart at de anvendte værktøjer samt et fags forskningstradition bedst formidles af den lærer der selv gør brug af disse i det daglige og derfor er på forkant, ikke kun med egne, men med fagets generelle fremskridt på området.

For at kunne formidle en nuanceret opfattelse af et fagområdes tradition og øjeblikkelige ’sandhedsbillede’ skal man naturligvis som lærer have et godt overblik over stoffet og samtidig have evnen til at formidle hvor og hvordan man identificerer de usikre detaljer indenfor et emne samt diskutere den foreliggende evidens for og imod et synspunkt med de studerende. Det er selvklart at dette indhold af tvivl og anti-autoritetstro i undervisningen nødvendigvis må være tiltagende i et uddannelsesforløb. Der er ingen grund til at stille store spørgsmålstegn ved den basale grundviden. Men lige præcis i dette tilfælde er det en enorm styrke, at underviseren er bekendt med det underviste fags udvikling og historie, fordi undervisningens indhold af ”anekdoter” og faghistorie trækker i samme retning som de andre forhold nævnt ovenfor. En tilstræbt udvikling i uddannelsen i retning af, at de studerende skal kunne argumentere frem og tilbage om tolkning af data og disses styrker og svagheder er både tids- og ressourcekrævende undervisning, men det er rigtig vigtig undervisning.

Konsekvensen af at overlade bachelorundervisningen til lærere uden forskningsret og – pligt vil være, at præsentationen af faget kommer til at mangle de elementer som er beskrevet ovenfor samtidig med, at udviklingen af kurser og deres faglige indhold risikerer at blive sat i stå. Ikke mindst placeringen af et givent fag og dets tilknytning til andre fag i den ”store udvikling” vil risikere at glimre ved sit fravær.

Det nævnes ikke sjældent af universitetslærerne selv, at en løsning på manglende tid til forskning kan være at afhænde førstedelsundervisning til fuldtidslærere. Samtidig ser vi også universiteterne oprette nye forskningsinstitutioner, der kun varetager uddannelse på kandidat og ph.d. niveau. På KU kan nævnes BRIC og det nye protein center, som blev beskrevet af Jens Høiriis Nielsen i forrige nummer af Biozoom. Det interessante i denne sammenhæng er hvordan man ser for sig de studerende på kandidat- og ph.d. niveau som har gennemgået en universitetsuddannelse uden forskningsbaseret undervisning på førstedel. Vores bud er, at man godt kan skrue ned for de forventninger man måtte have til de studerende med henblik på erhvervelsen af de akademiske dyder beskrevet ovenfor. Med andre ord, så risikerer man som vejleder på bachelor- og kandidatspecialer og som ph.d. vejleder selv at skulle trække læsset med at indvie de studerende i sit fags traditioner, historie og verdensbillede og ikke mindst videnskabelig metode og tænkning generelt.