Statistikkens magt over patienten. Om ”Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin”

Publiceret Oktober 2006

”Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin”, Morten A. Skydsgaard, Aarhus Universitetsforlag (2006)

”Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin”, Morten A. Skydsgaard, Aarhus Universitetsforlag

I 2005 forsvarede lægen og medicinhistorikeren Morten A. Skydsgaard sin ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet om lægen Ole Bang og den sidste hippokratiske medicin i Danmark. Afhandlingen foreligger nu i en revideret udgave, udgivet af Aarhus Universitetsforlag (2006). Det er blevet til en 250 siders fortælling, som er centreret om spørgsmålene: Hvad var forskellen på dansk medicin og patientbehandling anno 1800 og 1860, og hvordan vekselvirkede denne udvikling i lægevidenskabens grundlag og udførelse med Bangs liv og gerning?

Biografi

Ole (Oluf Lundt) Bang blev født i 1788 som søn af overlæge og professor ved Københavns Universitet Frederik Ludvig Bang. Der var tale om en rigtig lægefamilie, hvor også Ole Bangs ældre stedbror, Ole Mynster, udfoldede sig i faget, og det var en familie med tætte forbindelser til de øverste samfundslag. Ole Bangs farbror havde været kongens retsekspert, faren var en af landets mest betydningsfulde læger, hans ældste stedbror, Jacob Peter Mynster, blev biskop, og Ole Bang selv blev blandt andet en slags konsulent for Chr. VIII. I barndomshjemmet var en gang af danske og udenlandske læger, og hos Mynster-brødrene mødtes flere af de unge løver som N.F.S. Grundtvig, naturfilosoffen Henrik Steffens og Adam Oehlenschläger. Bang udviklede selv en poetisk åre, som gennem hans liv gav sig udslag også i hans medicinske værker.

Ole Bang som femårig med sin søster, Nicoline, og sine forældre
Ole Bang som femårig med sin søster,
Nicoline, og sine forældre, Louise og
Frederik Ludvig Bang, malet af
F. V. Bolten, 1793. Gengivet med
forfatterens tilladelse.

I 1808 bestod Bang den medicinske kandidateksamen ved Københavns Universitet og vandt to år senere en guldmedalje fra universitet på en lægevidenskabelig prisopgave. I 1813 blev han den første medicinske doktor i seks år. På dette tidspunkt var hans far og stedbror to af de i alt fire professorer ved det medicinske fakultet. Dette har næppe skadet ham, da de fire professorer kort tid efter vurderede ham kvalificeret til ansættelse som adjunkt i patologi og fødselsvidenskab. Ved siden af denne stilling havde Bang en privatpraksis, som han livet igennem udvidede og plejede, og som reelt udgjorde hans økonomiske fundament. Oven i købet var han ansat i forskellige hospitalsstillinger på fattighospitalet Frederiks Hospital og på Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse blandt som leder. Fra en nutidig synsvinkel er det imponerende og lidt uforståeligt, at Bang kunne magte at have job i universitets- og hospitalsverdenen samtidig med at være privatpraktiserende, men situationen synes ikke at have været unik for datidens læger. Skydsgaard noterer, at ”[h]ospitalsstillingerne gav godt nok en beskeden løn,  men de gav stor erfaring og ikke mindst prestige” (33). Udover at være økonomisk underlag var den private praksis også med til at give Bang adgang til den samfundsmæssige elite. Både statsminister A.S. Ørsted og Søren Kirkegaard var såvel patienter som venner af huset – Ørsted hans faste kortpartner. Under Chr. d. 8. virkede Bang ikke kun som medicinsk konsulent, men var tilsyneladende også en del af kongefamiliens omgangskreds.

Kundekredsens usædvanlige sammensætning skyldtes ikke mindst Bangs med tiden meget centrale position i den danske lægeverden. Da stedbroren døde i 1818, overtog Bang hans professorat ved universitetet, fra 1820 sad han i faderens professorat. Fra 1825 blev han tillige såkaldt overmedicus på Frederiks Hospital og dermed dets faglige leder - igen efter Mynster, som havde efterfulgt Bangs far. Bang har dermed i årevis haft en daglige gang i kredse fra hver sin ende af det sociale spektrum – de fattige på hospitalet og de borgerlige og magteliten i privatklinikken og de private gemakker. Det sidste har givetvis kunnet udnyttes, når der skulle findes velhavere til at finansiere senge på Frederiks Hospital, som delvis var afhængig af denne private, økonomiske støtte. Bangs sociale bevidsthed gjorde sig også gældende, når han skulle vælge lægemiddel i forbindelse med en behandling. Han indskærpede sine studerende, at man skulle tænke på hvert enkelt, relevant lægemiddels pris og vælge det billige til den fattige – de velhavende, derimod, skulle oftest hjælpes med vin, blomstervand og andre dyre sager for at kunne sluge medicinen.

Frederiks Hospital
Frederiks Hospital, hvor Bang voksede op, og hvor han blev 'overmedicus' som sin far og stedbror. Hospitalet var grundlagt i 1752 under Frederik 5. og var Danmarks første hospital i ordets nuværende betydning. Formålet var uden økonomisk beregning at behandle og pleje fattige. Det blev nedlagt i 1910 og dets virke overtaget af Rigshospitalet.

Bang var aktiv læge næste indtil han var 86 år. Fra 1842 var han udelukkende privatpraktiserende, og dette gav overskud til en øget litterær produktion af poesi, prosa og skuespil, der dog ikke blev synderligt positivt bedømt. Privat plagedes hans sidste år af tabet af sin hustru og ene søn. Til gengæld havde han glæde af sønnesønnen, Herman Bang, hvilken privattimer i skuespil den ældre Bang betalte for. Som den særdeles erfarne læge som Bang var, er det ikke overraskende, at han selv forudså sin snarlige død og tillægges ”Nu kommer det” som sine sidste ord! Han døde i 1877.

Bangs lægelige principper

Det er svært med få ord at gøre begribeligt, hvor forskellig lægekunsten i starten af 1800-tallet var fra nutidens; og en detaljeret udredning af spørgsmålet er da også en af bogens omdrejningspunkter. Den primære referenceramme for datidens læge var den vestlige lægekunsts alfader, Hippokrates, der levede ca. 400 f.v.t. Det vil sige, at lægen behandlede ud fra den såkaldte diætetik. Diætetikkens fokus var sundhedens opnåelse og vedligeholdelse med det formål at få et bedre liv. Sygdomme blev opfattet som en ubalance i organismen, og den rette balance kunne genoprettes ved at justere på forskellige parametre som hvile kontra aktivitet, luftforandring, mad og drikke og renselser. Ofte var aktiv behandling ikke nødvendigt, idet den hippokratiske læge mente, at naturen var selvhelbredende, eller indeholdt en lægende kraft. Lægen skulle derfor kun være aktiv, når denne kraft svigtede eller kom ud af kontrol. Ved sin indgriben forsøgte lægen at imitere naturens egne måder at helbrede på. Eftersom mange sygdomme ”var knyttet til en passage af væsker ud af kroppens åbninger, for eksempel når kroppen udskilte slim gennem næsen ved forkølelse eller kastede mavesaft op ved mavesygdomme” (97), fremprovokerede lægen lignende tilstande for at genskabe balance og dermed helbredelse. Brækmidler og åreladninger var derfor almindeligt anvendte metoder. Lægen kunne også prøve at flytte sygdommen fra en del af kroppen til en anden for dermed at gøre den lettere at behandle. Bang opfattede sig selv som en naturens tjener og fortolker.

Dertil kom, at mange af de førende læger udviklede deres eget medicinske ’system’, som var en sammenfatning af lægens syn på sygdomme og deres behandling – et medicinsk verdensbillede. Eftersom hver læge gjorde sig sine erfaringer igennem et liv med forskellige sygdomstilfælde opstod der mange, ofte modstridende, systemer. Bangs far udgav sit, ligesom Bang gjorde det efter farens død. Heri var ideen om naturens lægende kraft central, og Bang opfattede sygdomme som ”en del af menneskets forunderlige natur og ikke noget ondt, som var påtvunget mennesket” (86).

Den græske læge Hippokrates (ca. 460-370 f.v.t.)
Den græske læge Hippokrates
(ca. 460-370 f.v.t.), der regnes for
en af den vestlige medicins
grundlæggere gennem sin
medicinske skole og gennem de
mange skrifter, som er blevet
tilskrevet ham.

Bang lagde desuden meget stor vægt på empiri, og netop derfor kom han til at sætte varigt fingeraftryk på uddannelsen af nye læger. Han tog som den første i landet skridt til, at alle lægestuderende fik mulighed for at komme i kontakt med patienter og ikke kun lærebøger. Der blev indført såkaldt klinisk undervisning (kline er græsk for ”som foregår ved sengen” (53)), hvor de medicinstuderende (frivilligt) kunne melde sig som volonteurer på Frederiks Hospital.  Her fik de gradvis mere ansvar og praktisk erfaring i de mange opgaver på et sygehus – der var i høj grad tale om en mesterlære.

Fra lægekunst til lægevidenskab

1800-tallets første halvdel medførte imidlertid, at mange af Bangs og hans samtidiges måde at være læge på blev overhalet inden om at en ny type læge, der så sin gerning og ikke mindst patienter på en fundamental anden måde. I kølvandet på naturvidenskabens hastige udvikling blev det efterstræbt også at bruge naturvidenskabelige principper i medicinen, dvs. at gøre den objektiv, reproducerbar og statistisk. Der blev indført nye instrumenter som stetoskopet og mikroskopet, og medicinen blev en laboratorievidenskab, som forsøgtes baseret på resultaterne af forskelligartede dyreforsøg. Samtidig udvikledes en ny, mere detaljeret metode til obduktion, således at der alt i alt fremkom et langt mere grundigt kendskab til menneskets indre. Som et resultat blev sygdomme i langt højere grad en tidligere knyttet til et bestemt organ.

Den mest kendte danske læge, som markerede sig som den ny tids mand var Carl Emil Fenger, der var en stor fortaler for brug af anatomi, kemi og fysiologi til at opnå større indsigt i de enkelte sygdomme. Desuden opfordrede han til at lave statistik over forskellige behandlingers udfald. På den måde kunne man objektivt fastslå, mente han, hvilken behandling der virkede bedst – uanset hvilken patient, det drejede sig om. Netop denne prioritering af metode frem for den individuelle patients historie og behov var et brud med tidligere tiders lægepraksis. Hippokratikerne opfattede hver patient som unik og måtte derfor i hvert tilfælde tilrettelægge den rigtige behandling. De nye læger mente at kunne give patienter med ens symptomer dén rigtige behandling, som var ens for alle. Skydsgaard har formuleret det som at ”[i]nteressen for det enkelte tilfælde blev erstattet af et krav om at bruge grupper af patienter, lave gennemsnitsberegninger og dermed afgrænse sygdom som et gruppefænomen” (185). Såvel dengang som i dag blev denne tilgangsvinkel kritiseret for at sætte sygdommen og ikke den syge i centrum.

Bogens styrker og svagheder

Det er lykkedes Skydsgaard at skrive en til tider særdeles interessant bog, om denne unikke person i dansk medicinhistorie og hans rolle i den moderne lægevidenskabs fremkomst i Danmark. Ud fra mit kendskab til den eksisterende litteratur om perioden, eller rettere mangel på litteratur, så er bogen et tiltrængt bidrag, der delvist lukker et stort hul. Skydsgaard gør en imidlertid del af ud af at rehabilitere Bang, idet han i mange tidligere danske medicinhistorier er blevet opfattet som reaktiv, gammeldags og ude af stand til at forstå det nye, der skete i hans tid. Det er vel uundgåeligt at en biograf fascineres af sit studieobjekt, men de mange forsvar for Bangs skrifter og handlemåder virker i bedste fald overflødige efter Skydsgaards fine kortlægning af Bangs lægelige arv og i værste fald lettere patetiske.

Bogen er generelt let læselig, også i kraft af de mange spændende afsnit. Desværre gør Skydsgaard ikke meget ud af at hjælpe læseren til at få den optimale læseoplevelse. Det skyldes flere faktorer. En af dem er, at forfatteren aldrig gør klart for sig selv og læseren, hvem der er målgruppe for bogen. Det resulterer i, at man som læser gentagne gange afbrydes i sin læsning, fordi emner ikke forklares, men antages læseren bekendt på forhånd, ligesom også personer til tider nævnes uden introduktion (både historiske personer og medicinhistoriske kolleger til Skydsgaard). Bogen mangler i den grad en ordliste, som kunne hjælpe den mindre historisk og medicinsk kyndige læser. Kan det forventes, at den almindeligt interesserede læser med en moderne studentereksamen (som vel må ligge tæt på den uspecificerede målgruppe) kender betydning af ord som (i tilfældig rækkefølge) præses, borgerværn, geheimerådsstatsminister, generalprokutør, stadsfysikus, recidiv, positivist og Frelsers Arbejdshus? Kan læseren forventes at kende medicinske termer som galdefeber, receptbog, patologi, tepida, epispastika, flogistisk blod, sukkersot, endemisk og prognostik? Heller det centrale begreb ’humoralpatologi’ defineres eller beskrives nogen steder ordentligt, selvom ordet dukker op flere steder (ifølge bogens indeks endda på sider, hvor jeg ikke kan finde det).

Jeg kunne også have ønsket mig en generel introduktion til den danske lægeverden omkring 1800; hvordan var uddannelsen sammensat, hvilke job- og avancementsmuligheder fandtes, hvilke offentlige lægeinstitutioner fandtes? En del af svarene kan findes rundt omkring i bogen, men en samlet indledning til at komme ind i Bangs verden ville have hjulpet gevaldigt. Næsten symptomatisk kommer mange af forklaringer på begreber først flere sider efter at de er taget i brug af forfatteren. Her er tre eksempler ud af mange. Begrebet ’medicinsk system’ introduceres på s. 2 og igen på s. 71-72, men defineres først på s. 74. Forklaringen på skema III, som står på s. 114, kommer først på s. 126. Betegnelsen ’constitutio epidemica’ defineres på s. 145, men er allerede blev brugt på s. 95-96 og fra s. 142.

Næste lige så forvirrende som de mange ukendte begreber og titler er selve bogens struktur. Skydsgaard gør meget lidt for at forklare sit publikum, hvorfor han har valgt at strukturere sit værk som det er gjort; hverken i bogens indledning eller mellem kapitlerne. Da hvert kapitel heller ikke afsluttes eller begyndes med uddybning af pointer og konklusioner kan man let løbe vild i kronologien for slet ikke at tale om ’hvad meningen er’. Man får desuden ind i mellem fornemmelsen af, at afsnit er medtaget blot for fuldstændighedens skyld (når nu forfatteren havde været så dygtig eller heldig at finde informationen) snarere end, fordi afsnittet styrker bogens røde tråd. Her ville en forlagsredaktørs kritiske hånd (også) have resulteret i et bedre resultat. Jeg tvivler faktisk lidt på, om forlaget har givet Skydsgaard redaktionel assistance, da bogen i nogen grad bærer mere præg af at være en disputats end et værk skrevet direkte til et større, ikke-fagkyndigt publikum. Det er rigtig ærgerligt, for jeg er overbevist om, at hvis man havde klippet alle bogens afsnit fra hinanden og havde sat (de fleste) sammen igen på en måde, som i højere grad undgik gentagelser og som støttede den røde tråd, så ville bogen have været langt bedre. Det gjorde så heller ikke noget, at den røde tråd blev gjort synlig.

Biografien er beskedent, men ikke ringe illustreret, så vidt muligt i farver, og det er rigtig dejligt at se. Der måtte godt have været flere illustrationer, og de eksisterende kunne være givet bedre plads. Det er f.eks. helt forkasteligt, at skemaet på side 76 er så småt, at det er umuligt at læse uden lup, selv for en dame som jeg i 30’erne. Til værkets ros skal også nævnes den omfattende litteraturliste (igen et levn fra bogens fortid som disputats) og det detaljerede indeks. Som konsekvens af den ulogiske struktur i bogen er indekset særdeles vigtigt og nyttigt.

Alt i alt vil jeg anbefale bogen til alle med en interesse for dansk medicinhistorie. Hvis man hører til dem, som undrer sig over fortidige lægers begejstring for åreladning og igler eller hvis man gerne vil have en historisk forklaring på, hvorfor ens læge nøgternt betragter en som et nummer i rækken, og man savner en lægelig helhedsvurdering af ens krop, så er Skydsgaard rigtig god at få forstand af. Samtidig får man historien om den moderne, naturvidenskabeligt anlagte lægevidenskabs fremkomst i Danmark pakket ind i en biografisk ramme, og dette vil givetvis appellere til mange læsere. Skydsgaard er i dag ansat som museumsinspektør ved Steno Museet, Danmarks videnskabshistoriske museum – jeg håber, at stillingen vil give ham mulighed for fortsatte udgivelser.