Efterlysning: mere fremtidsoptimisme

Publiceret Oktober 2006

Vores evne til at huske det gode og glemme det mindre gode er velkendt, men hvad forventer vi os egentlig af fremtiden? Har vi tiltro til vores evne til at løse de problemer, vi står med? Den årlige Fremtidspris, som Akademiet for Fremtidsforskning står bag er i 2006 uddelt til videnskabsjournalist, cand.scient. Lone Frank.

Et karakteristika hos en stor del af befolkningen har altid været, at de uanset opgang- eller nedgangstider altid har formået at se sort på fremtiden. For nylig genlæste jeg en undersøgelse fra midten af 1990erne, der afdækkede danskernes holdning og forventning til fremtiden. Undersøgelsen viste, at danskerne overvejende opfattede samfundsudviklingen som negativ. Direkte adspurgt om hvorvidt samfundet forandrede sig i den rigtige eller den forkerte retning, mente næsten halvdelen, at den udviklede sig i den forkerte retning, mens kun ca. en tredjedel mente, det gik i den rigtige retning.

En måling foretaget i dag med samme spørgsmål ville formentlig vise nogenlunde samme tendens. Det kunne være interessant her 11 år senere at spørge, de der i 1995 mente, at samfundet udviklede sig i den forkerte retning, om de i dag ville foretrække Danmark anno 1995 frem for Danmark anno 2006. Før læseren for sig selv svarer på dette spørgsmål, vil jeg opfordre til at bruge lidt tid på at tænke over, hvordan forholdene faktisk var i midten af 1990erne sammenlignet med i dag. Vores evne til at huske det gode og glemme det mindre gode er jo velkendt.

Det er der jo egentlig ikke noget nyt i. I »fattigfirserne«, som en af datidens politikere døbte årtiet, talte man ofte om de "gode gamle dage" i "de glade tressere", uden at tænke nærmere over, at levestandard- og -forhold for alle grupper i samfundet i de mellemliggende år var steget betydeligt med højere forbrug, bedre uddannelse, længere levetid og bedre helbred til følge.

I perioden 1995 til 2006 er vi blevet ca. 20 pct. rigere, mens arbejdsløsheden er faldet fra over 10 pct. til 4,5 pct. Vi rejser mere og længere, end vi nogensinde har gjort før, går mere i byen og har i det hele taget et liv, kun de færreste turde drømme om i "de glade tressere". At tage på feiretur til Thailand, Indien eller andre eksotiske rejsemål, der for få årtier siden var forbeholdt de allerrigeste, medmindre man som ung rygsæksrejsende var parat til at forsage enhver form for almindelig komfort, er i dag hver mands eje.

Men selv om den historiske udvikling har været positiv, slår det tilsyneladende kun delvis igennem, når folk bliver bedt om at vurdere fremtidsmulighederne. Menneskets evne til at være bekymret over fremtiden, der åbenbart er betragtelig, synes omvendt proportional med dets evne til at huske.

Men den fremtidspessimisme, der præger en stor del af befolkningen, er der intet historisk belæg for. Listen over dommedagsprofetier, som ikke holdt stik, er endeløs, hvilket dog ikke har afholdt nye dommedagsprofeter fra at dukke op med skrækscenarier, hvis grundlæggende præmis er en afgrundsdyb fornægtelse af menneskets evne til at finde løsninger på de udfordringer vi til enhver tid står med - ofte ved hjælp af ny teknologi.

Fra den lange liste kan nævnes, at ikke så snart var dampmaskinen opfundet, før der lød advarsler om, at verden ville løbe tør for brændsel og blive kvalt i sin egen os. Allerede årtier inden olie var blevet den foretrukne energikilde, var dommedagsprofeterne på banen med advarsler om, at hvis væksten i forbruget fortsatte, ville verden i løbet af få årtier løbe tør for energi.

En af de måske mest sejlivede myter, der igen og igen er dukket op, er forestillingen om, at vi står på randen af en global hungersnød, hvor der ikke er mad nok til en voksende befolkning. For to hundrede år siden kom økonomen Thomas Malthus frem til, at befolkningstallet ville stige langt hurtigere end fødevareproduktionen, hvorfor hungersnød var uundgåelig - vel at mærke i Europa.

Udviklingen siden Malthus dage har entydigt vist, at hans tese var noget vås. Det har ikke afholdt forestillingen om, at fødevareproduktionen ikke kan holde trit med befolkningstilvæksten fra at dukke op igen og igen. Lester Brown og hans World Watch Insittute har således gennem de seneste årtier med jævne mellemrum annonceret, at verden stod foran en snarlig hungersnød, uden det endnu er sket. Der findes både sult og hungersnød i verden, men det skyldes krig, korrupte regimer og fraværet af et retssamfund og ikke en generel mangel på fødevarer.

De mange fejlslagne dommedagsprofetier vil næppe afholde Brown og andre fra også i fremtiden igen og igen at annoncere snarligt ragnarok. Hvad han og ligesindede åbenbart ikke kan begribe er omfanget af menneskelig snilde og evne til at finde teknologiske løsninger. Det har sikret, at vi aldrig før i menneskets historie har været så mange og med så rigelig adgang til fødevarer.

Den manglende tiltro til fremtiden genfinder vi i holdningen til nye teknologier (der til tider slet ikke er så nye i deres grundidé). Således reagerer mange mennesker instinktivt negativt, når talen falder på genmodifiserede fødevarer. Hvad de fleste glemmer er, at vi allerede har genmodifiseret vores afgrøder og husdyr i årtusinder. Sammenligner man dagens majsplante med dens forfader for 10.000 år siden, er det svært at forstå, at der grundlæggende er tale om samme plante - den moderne majsplante er mange gange større end dens forfader.

Vores verdensberømte grise (gælder også de økologiske) er også resultat af genmodifisering. Og ser vi bort fra, at nogle fravælger at spise svinekød af religiøse eller andre årsager, er der vel ingen, der tror, at det er blevet farligere at spise svinekød, eller at »tam«-majs er mere usunde end dets forfader?

En del af den grønne revolution i 1960erne, der øgede udbyttet voldsomt per hektar, og som var en forudsætning for, at man samtidig med en voldsom stigning i ulandenes befolkningstal oplevede en forbedring af ernæringstilstanden, var for øvrigt i vid udstrækning resultat af, hvad der kan karakteriseres som "gene modification by accident". Men selv om de færreste nye teknologier igennem tiderne har kunnet fuldbyrde diverse skrækscenarier, kender bekymringen fortsat ingen grænser. Her i 2006, hvor det er blevet normalt at handle og klare sine bankforretninger på nettet, samtidig med at man hurtigt og nemt kan udveksle billeder og lyd, dele informaton og finde ny information med en lethed og hastighed, der er uden historisk sidestykke, er der stadig dem, der bekymrer sig om, om det mon ikke går ud over vores ve og vel.

Det er kun få år siden, jeg deltog i en konference om IT i den gymnasiale sektor. Her optrådte IT først og fremmest som et problem. Man talte om bogligt svage unge og manglende sociale kompetencer som resultat af brugen af IT.

Sandheden er jo det omvendte. Internettet, emails, SMS og mobiltelefoner har ikke mindsket, men derimod øget vores interageren og udveksling af information med andre, samtidig med at vores potentielle sociale omgangskreds er blevet voldsomt forøget.

Men måske er det største problem for de traditonelle bærere af viden heller ikke bekymring for de unges sociale kompetencer, men derimod at nær-monopolet på viden er ved at få det endelige nådestød.

Hvad fremtiden bringer ved kun, nå ja fremtiden, og selvfølgelig står vi med udfordringer og problemer, der skal løses. Men løsningerne kommer ikke af sig selv og da slet ikke ved at fravælge teknologi og vindeskabelige løsninger.

Løsningen af de problemer, vi har og vil få i fremtiden, kræver først og fremmest kreativitet og forskning. Men skal vi skabe de optimale konditioner for dette, kan man godt efterlyse en højere grad af teknologi- og fremtidsoptimisme. Historisk har udviklingen været på optimisternes side, så hvorfor skulle det mon være anderledes i fremtiden?

Offentliggjort i Berlingske Tidende d.  13. oktober 2006. Gengives efter aftale.