Mere fusionsenergi i dansk forskning

Publiceret Juli 2006

Når atomkerner smelter sammen, opstår der energi. Fusionsenergi. Solen er en stor fusionsreaktor. Al den energi og varme, som vi får fra Solen, bliver dannet gennem fusioner.

Her på Jorden drømmer vi om at beherske fusionsenergi. Når menneskeheden kan dette, vil vi råde over en uudtømmelig kilde af miljøvenlig energi. Det har endnu lange udsigter. Men potentialet er så lovende, at fusionsforskningen er et af de største forskningsprojekter, der nogensinde er sat i gang.

På den korte bane er det nogle langt mere jordnære fusioner, som optager dansk forskning. Regeringen kunne således i juni skitsere et nyt Danmarkskort for forskningen. Et Danmarkskort, hvor en række universiteter lægges sammen, og hvor sektorforskningsinstitutter, som f.eks. Risø og Danmarks Jordbrugsforskning fusioneres ind på universiteterne. Enkelte institutioner er endnu ikke med på kortet. Her håber man at nå frem til en afklaring i den kommende tid. Der synes dog ikke at være tvivl om retningen: En række af vores forskningsinstitutioner vil smelte sammen, og vi får nogle færre universiteter, som forhåbentlig er stærkere og båret af en ny energi.

Fusioner i denne størrelsesorden vil nødvendigvis rejse mange spørgsmål af både organisatorisk, ledelsesmæssig og bevillingsmæssig art. Jeg mener dog, at det overordnede perspektiv i fusionerne er rigtigt.

Fusionerne vil for det første bidrage til en bedre synergi mellem sektorforskningen og de videregående uddannelser. Vi bruger over en mia. kr. på sektorforskningen hvert år. Den får vi megen god forskning for.

Men denne viden skal mere i spil i forhold til de studerende, som har krav på en undervisning, der er baseret på den nyeste forskning.

Det har også betydning for videnspredningen. Jo større kendskab de nye kandidater har til den seneste forskning, desto hurtigere kan denne viden forplante sig til det øvrige samfund.

Universiteterne kan samtidig lære noget af sektorforskningen om samspillet med erhvervslivet. Sektorforskningsinstitutter som f.eks. Risø har god tradition for at drage aftagersynspunkter med ind, når man formulerer sine forskningsstrategier. En tilsvarende tradition bør udvikle sig på universiteterne, så man kommer i bedre indgreb med omverdenen.

Fusionerne vil for det andet give danske forskere en bedre platform i det globale forskersamfund. Det er nemmere at sammensætte et team af forskere, hvis man ikke løber ind i institutionelle barrierer på hjemmefronten. Det kan være lettere at deltage i internationale samarbejdsprogrammer, hvis man har et stærkt universitet i ryggen. Og udenlandske forskere og studerende vil finde det mere attraktivt at komme til Danmark, hvis de bliver mødt af en stærk og velfungerende organisation.

Fusionerne giver for det tredje mulighed for at etablere flerfaglige universiteter, som kan oprette nye uddannelser i takt med, at behovene opstår. Forskere og studerende kan frit bevæge sig på tværs af fakulteter. Der vil ikke være de samme organisatoriske og bevillingstekniske barrierer i forhold til at udnytte de muligheder, der opstår i krydsfeltet mellem forskellige fagdiscipliner. Det betyder også, at universitetsbestyrelserne vil få et større spillerum i forhold til nye strategiske initiativer.

Endelig vil fusionerne vil give en række stordriftsfordele. Hvis man forener kræfterne bliver det lettere at vedligeholde og forny avancerede laboratorier og apparaturer. Det gælder også på det administrative felt. F.eks. omkring arbejdet med licenser og teknologioverførsel, hvor mange af forskningsenhederne i dag er for små til at etablere tilstrækkelig kritisk masse.

Regeringen har lagt op til en åben fusionsproces, hvor de universiteter og sektorforskningsinstitutioner, der kan se en mening med fusioner, fusionerer.De nye universitetsbestyrelser har her stået over for deres første store udfordring. Hvem kunne man forestille sig at indgå ægteskab med? Og hvordan skulle man varetage institutionens interesser i dette spil?

Der er ikke nødvendigvis bred enighed om alle fusionsoplæg.

Landbohøjskolen (KVL) er et godt eksempel. KVL er et universitet, der i dag står på tre større ben: Dyrlægeuddannelse, landbrugs- og skovbrugsuddannelse og fødevareuddannelse. Bestyrelsen for KVL har ønsket at fusionere med Københavns Universitet (KU). Man finder synergi mellem KVL, det sundheds- og naturvidenskabelige fakultet på KU og Danmarks Farmaceutiske Universitet, der også har ønsket en fusion med KU. Det kan give god mening, for så vidt det handler om KVLs ene ben – dyrlægeuddannelsen.

Men når det kommer til fødevareuddannelserne og fødevareforskningen ville det give større mening at se det samlet på Danmarks Tekniske Universitet, som også sektorforskningsinstitutionen Danmarks Fødevareforskning har ønsket at fusionere med.

KU er i øvrigt godt i gang med at nytænke. En ny ledelse har fremlagt en visionær campusplan, og man har lyttet til erhvervet og foreslår nye tværfaglige uddannelser på IT-området. Industriens bekymring for at placere KVLs fødevareuddannelser på KU drejer sig derfor ikke om, hvorvidt KU kan løfte det fremtidige erhvervssamarbejde. Bekymringen vedrører det forhold, at fremtidens levnedsmiddelkandidater først og fremmest har behov for at kende til og forstå fødevare-, bio- og procesteknologi og derfor mere naturligt hører hjemme i et teknisk miljø fremfor i et natur- og sundhedsfagligt miljø.

Universiteterne spiller en væsentlig rolle for Danmarks udvikling som vidensamfund. Det gælder direkte i forhold til forskningen og de videregående uddannelser. Men det gælder også i forhold til erhvervslivet og det øvrige samfund, som i stigende grad har brug for at trække på universiteternes base af viden.

Alt tyder på, at vi i de kommende årtier ser en fortsættelse af den udvikling, som præger verdensøkonomien i disse år: Vi får en stadig mere kompleks arbejdsdeling. Og vi vil se, at mange avancerede jobfunktioner kan løses langt væk fra vore breddegrader af en arbejdsstyrke med et stigende uddannelsesniveau.

Det betyder, at flere unge skal sikres en uddannelse. Og kvalitetsniveauet i uddannelserne skal løftes. Det betyder også, at vi som samfund skal sætte flere ressourcer af til at skabe ny viden gennem forskning og udvikling. Og vores forskere skal være med i de globale netværk, hvor man deler og diskuterer den nyeste viden.

Heldigvis er der stigende enighed om disse visioner. Det har senest vist sig i forbindelse med velfærdsreformen, som skaber rum til investeringer i fremtiden. Parterne bag dette forlig er f.eks. enige om, at forskningsinvesteringerne skal øges over de kommende fire år til 1 pct. af BNP. Det svarer til et løft på 30-40 pct. i forhold til i dag. Samfundet nærer således store forhåbninger til, at universiteterne og forskningen kan hjælpe os til at klare udfordringerne. Derfor er det vigtigt, at vi nu også organiserer vores vidensektor, så den er klar til at løfte denne udfordring.

Vi skal lytte til bestyrelserne, for deres indstillinger er væsentlige. Hvis tiltrækningskraften mellem parterne er til stede, så er der basis for en harmonisk sammensmeltning. Men der kan også være fusioner, som skal hjælpes mere på vej ved at minde om de muligheder, som vores vidensektor står over for, og de forhåbninger, som samfundet knytter dertil.

Offentliggjort i Berlingske Tidende den 1.9.2006. Gengives efter aftale.