Hvorfor pille ved det?

Publiceret Juli 2006

Hvis det står til Regeringen, skal omfattende universitetsfusioner være på plads og træde i kraft ved årsskiftet. Det lyder flot og handlekraftigt, men hvis de eksisterende universiteter fungerer, så lad være med at pille ved det.

Når jeg ser godt efter, kan jeg få øje på fire begrundelser. Den første er, at stort er smukt. Der er da også universiteter rundt omkring i verden, som er langt større end de danske og endog langt større end det store Københavns Universitet, som nu er på tegnebrættet. Universitetet i Rom har mere end 200.000 studenter, og der er adskillige andre mammutuniversiteter i både Europa, USA og Østen.

Men de store universiteter er ikke de bedste. Dem, vi altid nævner, Cambridge, Oxford, MIT (Massachusetts Institute of Technology) og Stanford, er små, også i sammenligning med de større danske universiteter. Et universitet er ikke eller skal i hvert fald ikke være en fabrik. Et godt universitet er et arbejdsfællesskab mellem lærere og studenter. Et godt universitet kendes på, at det har en identitet, som lærere og studenter føler for. Et godt universitet er også geografisk samlet, ikke blot enheder med langt imellem.

Jeg vil give et konkret eksempel. Der kommer ikke noget godt ud af at samle al 1. års undervisning i kemi på ét sted i København. Der kommer heller ikke noget godt ud af, at kemikere fra et fælles og stort kemiinstitut virker som gæstelærere rundt omkring i byen. Det er skidt for undervisningen og det er også skidt for den tværfaglighed, vi alle ønsker.

Så meget om, at stort er smukt. Den anden begrundelse er, at vi skal have kritisk masse. Kritisk masse er vigtig. Fordi universiteterne er arbejdsfællesskaber og fordi samarbejde i dag på store fagområder er en nødvendighed, kan det blive for småt. Derfor har vi da også i de seneste tiår set masser af institutsammenlægninger. Men institutter kan både være for små og for store. Stort set er det bedst at lade udviklingen gå af sig selv. Det bedste middel til at nå over den kritiske størrelse er konkurrence både om studenter og om forskningsbevillinger. Derfor er det vigtigt, at universitetslærerne skal hente forskningsressourcer i konkurrence, helst international konkurrence og med international bedømmelse. Så skal de nok slå sig sammen, hvis det er det, der skal til.

Den tredje begrundelse er, at vi skal have verdensklasse. Hvis det skal tages for pålydende, er det urealistisk. Ingen af vore universiteter er på alle fagområder det bedste i landet. Alle vore universiteter er det bedste i landet på et eller flere fagområder. Det bliver svært at lave om på. Vi kan sørge for, at vi har forskere, forskningsgrupper og institutter, som er med på forskningens verdenskort. Vi kan sørge for at have uddannelser, som er med på universitetsuddannelsernes verdenskort. Men vi kan ikke, i hvert fald ikke ovenfra, sørge for, at vi har universiteter, som er med på universiteternes topti liste. Alle de universiteter, som er nået op på topti listen, har sørget for det selv. De har måske været hjulpet af meget store bevillinger, eller måske har de været i stand til at sikre de store bevillinger, fordi de var så gode. Ingen af dem er kommet op på topti listen gennem fusioner.

Den fjerde begrundelse er, at vi ikke har råd til at sprede ressourcerne. Er det rigtigt, at vi spreder dem i dag? Intet viser, at de mindre universiteter er dyrere end de store eller at der er et større ressourcespild på de mindre universiteter. Alt i alt: Der er ikke megen begrundelse for fusionerne.

Sektorforskningsinstitutterne skal også inddrages i fusionerne. Det kan der være gode grunde til. Her kan der måske være grund til bekymring om, hvorvidt den kritiske masse er nået. Det kan vel også være et fremskridt, hvis forskningsbevillinger i større udstrækning skal hentes i konkurrence mellem sektorforskningsinstitutterne og universiteternes forskere og forskningsgrupper. Og alt, hvad der kan lette samarbejde mellem forskere i sektorforskningen og universitetsforskere, er godt. Hvis det vel at mærke sker, fordi forskerne selv ser en fordel for deres forskning ved det. Men vi skal ikke tro, at det er så let at få sektorforskningen med i fusionerne. Når en række ministerier gennem årene har oprettet sektorforskningsinstitutter, er det ikke fordi, ministerierne ønsker at være store. Det er fordi, der er noget forskning, de gerne vil have udført, og noget forskningsberedskab og rådgivning fra forskere, som de har brug for. Den forskning, de ønsker, kan være til brug i deres egen virksomhed, eller til gavn for de sektorer, som ministerierne betjener.

Ministeriernes behov forsvinder slet ikke ved, at sektorforskningsinstitutterne fusioneres ind i universiteterne. Det kræver gennemarbejdede kontrakter at sørge for, at ønskerne fra de forskellige ministerier og sektorer bliver opfyldte. Det er ikke, slet ikke, nok med bestyrelsesposter i store universiteter. Arbejdet med at fastlægge vilkårene for overførslen af sektorforskningen til universiteterne er ikke gjort, dårlig nok begyndt.

På sektorforskningsinstitutterne har der altid været tale om ledet forskning, forskerne har fået opgaver ovenfra. På universiteterne er der forskningsfrihed. Forskningsfriheden er måske blevet reduceret i de senere år, og friheden rækker kun så langt, som forskerne kan få ressourcer til deres arbejde. I dag kan institutlederne pålægge forskerne opgaver. Men denne ret bruges kun i meget begrænset omfang og stort set ikke inden for humaniora og samfundsvidenskab. Der er en lang tradition eller sædvaneret for, at universiteternes forskere selv vælger, hvad de vil forske i. Dertil kommer, at der ikke er rørt ved, at universiteterne har forskningsfrihed i forhold til omgivelserne.

Hvad enten det er universiteternes ledelse eller medarbejdere, der bestemmer, er universiteternes forskning beskyttet mod indgriben udefra. Det er ikke let at se, hvordan sektorforskningen skal tilpasses disse vilkår. Det er heller ikke let at se forestille sig, at universiteterne skal afgive den forskningsfrihed, de har. Det giver også et særligt problem om forskernes ansættelsesvilkår. Der er en fundamental forskel mellem ansættelsesvilkårene for universitetslærere og forskere ansatte i sektorforskningsinstitutterne. Skal det fortsætte? Skal universiteterne i fremtiden have forskere ansatte med to helt forskellige grundvilkår?

Hvad så? Lad os få fusioner, hvis universiteterne ser deres fordel ved det, hvis de mener, at det kan hjælpe dem til bedre at løse deres opgaver, at det kan medføre bedre kvalitet - ikke fordi det ser ud til at være politisk fordelagtigt. Universiteternes ledelser har alle sagt ja til fusioner, men har fusionerne været diskuteret i det arbejdsfællesskab, lærere, andet personale og studenter, som er det egentlige i et universitet? Og har universiteternes bestyrelser sagt ja, fordi de frygter at komme på en sort eller grå liste i Videnskabsministeriet, hvis ikke de vil lege med?

Lad universiteterne arbejde for at blive eliteuniversiteter. Det er en god udfordring både for ledelse og medarbejdere. Men giv dem frihed til det. Husk også, at alle de eliteuniversiteter rundt om i verden, vi kender og gerne vil på højde med, selv bestemmer, hvilke studenter de vil optage. Ikke noget med at adgangskravene bliver bestemt udefra. Det er lettere at være eller blive et eliteuniversitet, hvis man kan håndplukke studenterne.

Danmarks Farmaceutiske Universitet, DFU, vort mindste universitet, må være mønsterinstitutionen i Danmark. Der er god tilgang af studerende, overholdte studietider, meget lille frafald, god beskæftigelse for de uddannede og forskning og forskeruddannelse, som kan stå sig internationalt. Hvad vil vi mere?

Englænderne siger: “If it works, don’t fix it”. Amerikanerne siger: “If it ain’t broke, don’t fix it”. I Danmark kunne vi vel sige: ”Hvis det virker, så lad være med at pille ved det”.