The best and the brightest

Publiceret April 2006

Harvard Medical School. Hvordan styrer man en eliteforskningsinstitution? Man glemmer enhver idé om, at forskningens gennembrud kan styres og koncentrerer sig om at hyre og pleje de mest kreative forskere. Rapport fra en intellektuel trykkoger.

“Ligner det ikke bare et tempelkompleks? Videnskabens hellige haller?”

Den unge mand, som er for opslugt til at præsentere sig, står midt på den store græsplæne og drejer sig langsomt. Rundt om ham ligger fem imposante nyklassicistiske bygninger, som er klædt i kølig grå marmor fra top til tå og arrangeret i et åbent rektangel. I den lukkede ende troner hovedbygningen med seks massive søjler, og på arkitraven står der med enkle tidløse bogstaver Harvard Medical School. Den unge mand har ret. Der er noget sakrosankt og utilnærmeligt over The Quad, som komplekset kaldes. Og hvis man gør i biomedicinsk forskning, bliver det ikke mere ophøjet og elitært end her. Missionen er, som det hedder på hjemmesiden, at “skabe og nære et samfund af de bedste mennesker.” Hvilket naturligvis betyder de bedste hoveder.

“Jeg har kun været her nogle uger, men føler mig stadig helt høj,” forklarer manden som er indvandret fra universitetet i Heidelberg. “Det er et glimrende sted, men her har tingene bare en helt anden klasse. Her mærker man, hvad der foregår i selve fronten. Alle de, som betyder noget, arbejder her, eller de kommer her for at samarbejde eller holde foredrag.”

Som nu oppe på femte sal i vestfløjen. Afdelingen for systembiologi afholder sin månedlige theory lunch og man har indbudt Stuart Kauffman, som netop har lokket hundrede millioner dollar ud af den canadiske regering til et institut for biokompleksitet ved University of Calgary. Stu som kollegerne kalder ham, når de klapper ham på ryggen, er videnskabelig guru med speciale i komplekse systemer. Han er mest kendt for at undersøge, hvordan biologiske systemer kan være selvorganiserende, og han har et ry som en af biologiens grænsebrydende tænkere.

“Wauw, Kauffman,” som det umiddelbart lyder fra danske Morten Lindow. Han er PhD-studerende ved Bioinformatikcenteret ved Københavns Universitet men holder med mellemrum til hos kolleger på Harvard. Og den wauw-fornemmelse, han taler om, er mærkbar i seminarrummet. Der udgår nærmest elektricitet fra de halvtredsmennesker, som stirrer intenst på Stu, mens han beskriver levende celler som abstrakte informationssystemer. I to stive klokketimer er Kauffman på slap line. Uden besvær væver han en tilsyneladende endeløs række af matematiske argumenter for, hvordan celler principielt kan eksistere i uendelig mange forskellige tilstande, men at en indre organisation holder dem i præcis den tilstand, organismen kræver af dem. De visuelle hjælpemidler begrænser sig til to skæve håndtegnede kurver og nogle prikker på den hvide tavle.

“Darwin sagde, at udvælgelse, selektion, er den eneste kilde til orden i biologien,” siger Kauffman mod slutningen og tager fat i bukselindingen under mavens udhæng. “Jeg tror kun, han havde delvis ret. Der er også et element af selv-organisering, som vi kan skimte i matematikken, men som vi skal til at udforske i praksis.”

Efter foredraget bryder en storm af spørgsmål løs. På de hævede stemmer og alvorlige ansigter forstår man, at dette her ikke er spidsfindig eftermiddagsunderholdning men livsvigtige emner. Selv da Kauffman må videre til et møde, fortsætter de heftige diskussioner af hans pointer på gangene. Én taler gådefuldt om at søge “strukturernes sandhed bag materien”.

“Jamen fortæl mig, hvordan man slår bro fra de dér smukke abstrakte beskrivelser til det kaos, jeg ser i mine petriskåle,” jamrer en anden.

Walter Fontana, som er nyansat professor ser oplivet ud. “Netop dét er jo en af udfordringerne i systembiologien,” siger han, samtidig med at han indrømmer, at det nye felt godt nok er lidt vanskeligt at definere. Det bedste, man kan tilbyde, er noget med at ville undersøge og forstå det store hele i alt dets komplicerede pragt.

“Vi står midt i et skifte i de biologiske videnskaber. Vi har opbygget et fantastisk katalog af viden om organismers enkelte dele – gener og proteiner og signalmolekyler. Samtidig har vi nogle nye kraftfulde teknologier, som tillader os at skaffe så store mængder data, at vi kan begynde at stille de fundamentale spørgsmål, som hidtil har været for uoverskuelige.”

Brede, næsten naive spørgsmål som: Hvorfor ældes vi? Hvorfor dør vi? Hvordan ved en celle, hvordan den skal opføre sig?

“Men før vi kan sætte delene sammen, har vi brug for at lave teorier om biologiske systemer. Teorier er tankegange, der kan virke som det skelet, man bygger sine eksperimenter op omkring.” Fontana har arbejdet i seksten år som teoretiker, og ved ikke helt, hvad der er op og ned på en pipette. Allige-

vel er han blevet hentet til Harvard med mandat til at stable en eksperimenterende gruppe og nogle nyskabende eksperimenter på benene.

“Jeg tager hatten af for deres villighed til at tage chancer. At hyre sådan nogle som mig og at satse stort på systembiologi er bestemt risikabelt for en stor tung institution. Men jeg mener, de har fat i noget helt essentielt – nemlig at de store spring fremad vil komme fra at nogle tager store chancer.”

“Afdelingen for systembiologi er faktisk et glimrende billede på vores vigtigste ledelsesprincip,” bemærker Nancy Andrews, som er dekan for forskning. Hun holder til i behørig afstand af de støjende forskere i hovedbygningens biblioteksagtige stilhed. Her i salene bag facadens tykmavede søjler er der mange meter til loftet, persiske tæpper på gulvene og tunge mørke egetræsmøbler. Malerierne af for længst afdøde rektorer og dekaner synes at sige, at det er her magten over den store maskine med de 9000 akademikere er koncentreret.

“Det er en misforståelse,” siger Andrews og vender tilbage til systembiologien. “Ideen om at starte en ny afdeling – noget Harvard gør meget sjældent – var ikke noget, vi kom på her i administrationen og trak ned over hovedet på forskerne. Ideen kom fra March Kirschner, som havde ledet afdelingen for cellebiologi i ti år, og som var optændt af de nye muligheder. Det er afgørende for os, at udviklingen drives af forskerne og ikke af central planlægning. Hvis du som administrator sidder og forsøger at analysere dig frem til, hvor den næste store udvikling kommer, vil toget være kørt, når du kommer i gang. Der er ingen som for alvor tror på, at forskningens gennembrud kan styres i gammeldags forstand.”

Forskningsledelse er et meget omtalt emne og bestemt en vigtig størrelse, medgiver dekanen. Men øvelsen går på at kunne prioritere mellem de ideer, forskerne kommer med og så give dem de bedste muligheder for at føre dem igennem. “Vi opfatter egentlig os selv som hjælpere, ikke som ledere.”

Forudsætningen for, at den strategi bærer frugt er selvfølgelig, at man omgiver sig med folk, som bobler af gode ideer. Og her er politikken ifølge Andrews klar.

“Vi ønsker at være de bedste,” siger hun uden at smile. “Lad mig sige det på den venlige måde: Vi vil være den institution, som skaber eller udklækker anførerne på det biomedicinske område.”

De som bliver inviteret indenfor på Harvard Medical er forskere, som befinder sig i front og som hele tiden leder efter den næste front. Og de eneste, som får lov at klatre op ad den akademiske stige til de faste stillinger, er dem, der har gjort en forskel på deres forskningsfelt. Det er statistisk set halvdelen af de unge rekrutter.

“En af de afgørende faktorer for at kunne rekruttere gode unge forskere er til gengæld, at man kan give dem adgang til de bedste studerende. De er en af forskningens vigtigste ressourcer overhovedet,” siger professor Pamela Silver. Hun blev selv for nylig rekrutteret fra Dana Farber Cancer Institute, og nu er hun med til at vælge og vrage blandt ansøgere fra hele verden til Harvard Medical Schools knap hundrede årlige pladser til PhD-studerende.

“De skal opfylde mange kriterier. De skal selvfølgelig have topkarakterer, det siger selv. Men derudover ser vi efter personer, som ikke bare tænker karrierestrategisk, men har dybtfølte ambitioner om at forske. Og som samtidig i en ung alder har vist, at de magter og har interesse i at krydse traditionelle faggrænser. Tværfaglighed er faktisk ret afgørende for at drive det til noget i dag.”

“Jeg er helt enig,” erklærer PhD-studerende Dan Yamins, som har presset sig igennem nåleøjet. Han beskriver sig selv som “absolut nørdet men på en god måde.” Han kunne også pege på bogen At home in the Universe, hvor Stuart Kauffman betegner ham som “en ekstraordinært brillant ung matematiker”. Under alle omstændigheder begyndte Yamins at arbejde seriøst med matematik som 15-årig, udmærkede sig i de efterfølgende fire år på Harvard College og bruger nu sine ekstraordinære evner til at fundere over aldringens problem.

“Det var enormt tiltrækkende for mig at bruge matematikkens redskaber på biologiens spørgsmål. Og grunden til at søge ind på Harvard Medical School er kvaliteten af dens grundforskning.”

“Hvad der skaber et godt forskningsmiljø? Penge hjælper gevaldigt på det,” siger Pamela Silver. “Jeg har været ansat på forskellige amerikanske institutioner, og så vidt jeg kan se, er en anden vigtig faktor for at få et intellektuelt vingefang, at folk føler, de kan sige hvad de vil. Der skal være en atmosfære, som opmuntrer til, at man stiller spørgsmål. Til det faglige selvfølgelig, men også til det rent institutionelle. Og så skal der være vægt på initiativer og tekniske faciliteter, som bringer folk sammen.”

Det har den besøgende Morten Lindow også lagt mærke til, og han peger misundeligt på de utallige arrangementer og tiltag, som foregår på the Quad.

“Der er alt muligt. Små cafeer, happy hour, theory lunch, faculty club og hvad det ellers hedder. Sådan noget er med til at skabe en masse uformelle kontakter mellem forskerne, og det er gødning for den kreative idéudvikling.”

Koncentrationen af topforskere på et sted som Harvard udgør også en væsentlig forskel til virkeligheden hjemme i København.

“Når man bevæger sig rundt her og taler med kolleger, er det jo mennesker, som jævnligt publicerer i de bedste tidsskrifter. Mange af dem er af en anden klasse end dem, man møder hjemme. De er mere på forkant med udviklingen, og de stiller større og mere ambitiøse videnskabelige spørgsmål.”

Som Lindow tilføjer, er der ingen “halvdøde laboratorier” på Harvard Medical School.

“Når alle er ambitiøse og entusiastiske, giver det altså en anden dynamik, end når man er omgivet af mindre ambitiøse folk, som har siddet for længe i deres faste stillinger.”

“NULFORSKERE?” siger dekan Nancy Andrews og synes et øjeblik forvirret. “Nej, sådan nogle kan jeg ikke påstå, at vi har her. Vores faste stillinger er for livstid, men de folk, vi tiltrækker, er ikke drevet af et ønske om at hvile ud i et sikkerhedsnet, men af ambitionen om at lave noget stort.”

Ambition og drive gennemsyrer atmosfæren her. Det er som at være beboer i en intellektuel trykkoger, hvor arbejdsliv og privatliv ret hurtigt smelter sammen. Man finder ud af, at arbejdslivet er livet for ganske mange af de højspændte forskere. De er grebet af deres projekter hele tiden, og når de ikke taler konkrete resultater, handler det typisk om de mere overordnede videnskabelige udviklinger. Over frokoster, over middage og selv når man har fået for meget at drikke, drejer samtalen ind på de Store Spørgsmål og Dybe Sandheder. Her oplever man i praksis folk forelske sig i hinandens måder at tænke på.

“Hvis det ikke optager én lidenskabeligt, skal man da finde noget andet at lave,” som Dan Yamins udtrykker det. Lidenskaben hjælper også med at håndtere bagsiden af den noble stræben efter at yde. Den benhårde konkurrence.

“Harvard er ikke kendt for sin venlighed,” konstaterer Yamins tørt. “Men selv når man havner i en af de festlige grupper, kommer man ikke uden om et konstant pres for at præstere noget ekstraordinært. Det er prisen for at dyrke en elite, og det er hårdt at være i. Det er hårdt hele tiden. Men samtidig er det da fantastisk, at der findes steder, hvor folk, som kan klare mosten, bliver presset til det yderste. Den slags steder skal findes.”

Offentliggjort i Weekendavisen d. 11. maj, 2006. Gengivet efter aftale.