Naturvidenskabernes kulturkanon

Publiceret April 2006

Naturvidenskaberne har endnu ikke fået sin egen officielle kulturkanon. Det nye værk, Dansk Naturvidenskabs Historie, placerer netop naturvidenskaberne i en national, kulturhistorisk sammenhæng og kunne være udgangspunktet for en egentlig dansk naturvidenskabskanon.

Naturvidenskab er ikke med i Kulturministeriets nye kulturkanon, som er entydigt orienteret mod kunst. De store, uomgængelige værker fra den danske kulturarv, som de respektive kanonudvalg har peget på, er alle kunstværker. Det gælder lige fra Sydney Opera House til Gummi-Tarzan.

Kulturminister Brian Mikkelsen har flere gange understreget, at når naturvidenskab ikke er med, skyldes det, at naturvidenskab hører ind under Videnskabsministeriet. Men det er ikke kun naturvidenskabens ressortområde, som gør det svært at lave en dansk kulturkanon for naturvidenskab.

Kanonprojektet kommer ganske enkelt til kort, når det gælder naturvidenskaberne. Selvfølgelig kan man opstille en liste over fremtrædende danske naturvidenskabsmænd og -kvinder, og der er findes allerede mange bud på, hvordan en sådan liste skal se ud. Sådanne personer har dog ofte kun haft en national-kulturel betydning, hvis deres arbejde er blevet formidlet på dansk til en bredere dansk offentlighed. Mange vigtige danske naturvidenskabsfolk er stadig relativt ukendte i en hjemlig sammenhæng, selv om deres værk har stor, international betydning.

Et andet problem ved at udforme en naturvidenskabskanon er, at selve værk-begrebet kan være med til at skævvride forståelsen af naturvidenskab. Naturvidenskabelige værker opstår nemlig gennem en kollektiv, historisk proces, hvor enkelte personer nok spiller en vigtig rolle, men det er i sidste ende videnskabshistorien, der afgør, om værkerne bliver stående eller ej.

Naturligvis vil det være muligt at pege på betydningsfulde enkeltværker. Niels Bohrs artikel om kvanteteorien for atomets struktur fra 1913 eller Inge Lehmanns artikel om jordens indre kerne fra 1936 er oplagte eksempler af særlig dansk interesse. For en nutidig iagttager er det centrale ”værk” i denne sammenhæng dog ikke enkeltpersoners arbejde – uanset hvor betydningsfuldt det end måtte have været. Værket er vores aktuelle viden om atomernes fysik eller jordens geologi, og det er resultatet af en fælles indsats, som kun kan kanoniseres gennem en forståelse af naturvidenskabernes kollektive historie, såvel nationalt som internationalt.

Hvis vi med dette udgangspunkt skulle forsøge en kanonisering af de værker, som Niels Bohr og Inge Lehmann på hver deres måde har bidraget til, kunne det tage sig således ud:

Niels Bohr

Niels Bohr var hovedpersonen bag etableringen af den såkaldte ”Københavnerskole”, som fik stor betydning for forståelsen af atomernes fysik i mellemkrigsperioden. Københavnerskolen bedrev ikke en særlig københavnsk eller dansk form for atomfysik, men byggede tværtimod på bidrag fra en lang række danske og udenlandske forskere. Tilnavnet skyldtes alene placeringen ved Institut for teoretisk Fysik ved Københavns Universitet, det nuværende Niels Bohr Institutet. Denne institutionelle tilknytning var solidt forankret i såvel videnskabelige som økonomiske netværk, der ikke respekterede nationale grænser.

I 1920’erne tiltrak Bohrs institut yngre fysikere fra begge fronter af den nyligt afsluttede første verdenskrig. Bohr lagde selv stor vægt på Danmarks rolle som brobygger, når det gjaldt internationalt videnskabeligt samarbejde. Hans idé havde dog næppe kunnet realiseres uden private midler fra fx Rask-Ørsted Fondet og Carlsbergfondet, som begge aktivt støttede internationaliseringen af Københavnerskolen.

Bohrs institut blev et rent mekka for unge, fremadstormende forskere. Det var fx ungareren Georg von Hevesy og hollænderen Dick Coster, der med nye røntgenspektroskopiske forsøg påviste, at grundstof nr. 72 faktisk opførte sig som forudsagt af den nye atomteori under udarbejdelse. (Grundstoffet skulle have heddet danium opkaldt efter Danmark, men tidsskriftet Nature gav det navnet hafnium efter København.) Hevesy og Coster var blot to blandt mange fysikere fra hele verden, der bidrog til at under- og udbygge atomteorien i det frugtbare forskermiljø i København. Tyskeren Weiner Heisenberg, der i 1925 formulerede den første fuldstændige kvantemekanik, er et andet velkendt eksempel.

Københavnerskolens internationale succes krævede flere penge, og dét i en størrelsesorden, hvor de danske private fonde havde svært ved at slå til. Heldigvis stod det amerikanske International Education Board (IEB) parat til at spendere flere penge på arbejdet ved Bohrs Institut. IEB udgjorde den filantropiske del af det store Rockefeller-finansimperium, som var interesseret i at støtte betydningsfulde forskningsinstitutioner, der også kunne bidrage til højere uddannelse for amerikanske og andre landes studerende inden for naturvidenskab.

Det var tidstypisk, at en stor del af finansieringen af Bohrs institut kom fra filantropiske fonde. Staten var på dette tidspunkt ikke synderligt interesseret i at støtte grundforskning, der blev betragtet som en luksus. En opfattelse af grundforskning som en vigtig kilde til teknologisk udvikling og en egentlig forskningspolitik kom først i løbet af 1950’erne og ’60erne. Fundraising spillede derfor mindst lige så stor en rolle dengang, som i dag.

Bohr forestod selv meget af det praktisk-administrative arbejde. Dermed fik instituttets øvrige forskere mest mulig tid til at koncentrere sig om fysikken. Historien om Bohr er derfor i meget høj grad historien om en mand og hans enestående flair for at kombinere videnskabeligt og organisatorisk arbejde. Det muliggjorde, at et stort og vidt forgrenet forskerteam kunne koncentrere sig om at forske i fysik.

Inge Lehmann

Historien om Inge Lehmann er helt anderledes, om end hun også oplevede at blive en del af et større, internationalt netværk. Lehmann arbejdede inden for seismologi, som er studiet af naturligt forekommende jordskælv og kunstigt frembragte jordrystelser. På baggrund af sine detaljerede undersøgelser af jordskælvs udbredelse gennem jorden opdagede Lehmann i begyndelsen af 1930erne, at der var nogle særlige seismiske signaler, som den eksisterende teori om jordens indre ikke kunne forklare.

Hun korresponderede med flere anerkendte seismologer om problemstillingen og nåede frem til sin nye erkendelse: at jorden måtte have en hidtil uopdaget indre kerne. I 1936 udgav hun en videnskabelig artikel med den bemærkelsesværdigt korte overskrift, P’, hvori hun fremlagde sin hypotese.

Men det var kun en foreløbig hypotese, hvilket Lehmann selv udmærket var klar over. Den kunne hverken af- eller bekræftes med de dengang foreliggende informationer. Evidensen kom først langt senere i form af seismologiske analyser af det chilenske jordskælv, som i 1960 dræbte ca. 5.700 personer, og andre geofysiske data om jordens indre. I dag er det almindeligt anerkendt, at jorden har en indre kerne, som består af jern og nikkel. Dens radius er 1.225 km, hvilket kun er 14 % mindre end den værdi, Lehmann foreslog i sin P’-artikel.

Lehmann gik på pension i 1953, men fortsatte sit videnskabelige arbejde helt frem til sin død i 1993. I denne periode oplevede seismologien en international opblomstring pga. den kolde krig og de hermed forbundne atomprøvesprængninger. Det amerikanske militær iværksatte i slutningen af 1950’erne et storstilet seismologisk forskningsprojekt, Project VELA Uniform, som bl.a. havde til formål at detektere sovjetiske atomprøvesprængninger. VELA-projektets militærpolitiske formål gjorde, at det var i fare for at blive stemplet som politisk bestillingsarbejde. Inge Lehmann, som arbejdede i tilknytning til VELA, var med sin store prestige og høje integritet med til at styrke projektets videnskabelige image.

De omtalte værker, som Bohr og Lehmann har været vigtige bidragsydere til, er sådan set allerede kanoniseret i en naturvidenskabelig sammenhæng. Men det er ikke nok at fokusere på det naturvidenskabelige indhold, hvis vi skal forstå værkernes bredere, kulturelle betydning. Dertil kræves også en belysning af den bagvedliggende historiske proces i nær tilknytning til såvel national som international kultur. Det er bl.a. den historie, som vi har ønsket at fortælle med firebindsværket Dansk Naturvidenskabs Historie, der rummer knap 1000 års dansk naturvidenskabskanon.

Kristian H. Nielsen og Henry Nielsen har redigeret og skrevet fjerde og sidste bind af værket Dansk Naturvidenskabs Historie, som udkom på Aarhus Universitetsforlag d. 11. maj 2006.

Offentliggjort i Weekendavisen. Gengivet efter aftale.